|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 9, 2015 20:07:13 GMT 1
Kenna vidste, at hun var en idiot for at stå udenfor Eldridges hus og løfte hånden til dørhammeren. Hun nåede endda at standse op en sidste gang med armen løftet og tøve, før hun bankede hårdt på tre gange og lod den falde med en tør hals. Hvis Matthew havde fortsat med at være den perfekte distraktion og hans navn ikke havde tilladt sig at dukke op midt i hendes arbejde, ville hun nok ikke stå her. Hun kunne have ladet som om væsentligt længere og haft det sjovt med ham, uden at blive nødt til at stå til regnskab overfor sig selv. Men hun var ansat hos ministeriet og det var kun et spørgsmål om tid, før han gjorde noget, der kunne kompromittere hende. I den tid hun havde haft til overs, havde hun kunne tænke. Det var åbenbart ret skidt. I hvert fald var hun her nu på jagt efter en afslutning, som hun følte det som om hun havde jaget i næsten et år. Hendes fingre strøg en løsreven krølle på plads og hun fiskede en hårnål ud for at fæstne den igen. |
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 9, 2015 21:56:41 GMT 1
Det var naturligvis husholdersken der åbnede døren og hun gjorde ikke det mindste forsøg på at lade være med at se overrasket og lettere misfornøjet ud. Hun vidste dog bedre end at afvise en gæst ved døren, så naturligt blev Kenna lukket ind, men til gengæld lettere bestemt bedt om at vente i gangen.
Husholdersken var loyal, mere end måske lige var passende, men Eldridge var ikke klar over det. Til gengæld fortrak hans pande sig i dybe rynker, da han hørte hvem der ventede og han rejste sig langsomt, for at gå mod entreen. Der stoppede han ved trappeafsatsen før de tre trin der ledte ned til heksen og hvilede en hånd på trægelænderet. "Kenna?"
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 9, 2015 22:41:36 GMT 1
Det var en fejl at være her. Hun mærkede det i husholderskens blik og hun følte det endnu tydeligere, da hun stod og ventede på gangen. Det var mere end et halvt år siden hun havde været der sidste gang og alligevel lignede det selvfølgelig sig selv. Pludselig afbrød hans stemme hendes tanker og hun så op med et blik, der kortvarigt fik hende til at ligne et dådyr fanget i skarpt lys. Hun var dog ikke auror for ingenting og fattede sig næsten lige så hurtigt.
"Forstyrrer jeg?" Hun rettede sig instinktivt op og hævede begge øjenbryn en anelse, uden at foregive et høfligt smil. Det virkede formålsløst.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 9, 2015 23:05:47 GMT 1
Eldridge gjorde intet for at gå tættere på. Til gengæld så han ned på hende med et lettere uudgrundeligt blik, der ikke rigtigt afslørede noget. Sidst de havde talt, havde hun gjort det temmelig klart, at hun ikke var interesseret. Og han mente, at have lovet hende, at han ikke ville forstyrre hende, før hun selv kom til ham.
Havde hun ombestemt sig nu? Eldridge så svagt udtryksløst ned på hende og svarede ikke direkte på hendes spørgsmål. I virkeligheden var han nok lidt varsom. "Hvad kan jeg gøre for dig?"
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 9, 2015 23:23:46 GMT 1
Kenna fugtede sine læber og mødte Eldridges blik med et snert af stædighed, som hun ikke vidste hvorfra kom. "Kan vi tale sammen?" Hun rakte op og tog hatten af, en anelse tøvende. Han var ikke forpligtet til at invitere hende ind i sit hjem, men deres sidste samtale, uanset hvor fjern den forekom, gav hende en idé om, at han ikke ville sige nej.
Fingrene på den frie hånd rettede diskret på de par hårstrå, der uundgåeligt sad en smule som de selv ville, efter at hatten havde hvilet ovenpå dem.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 9, 2015 23:47:30 GMT 1
Det var ikke så mærkeligt, at Eldridge havde det underligt ved at se Kenna. Sidst havde hun gjort sit bedste for at understrege, at det hele var overstået og intet han havde sagt, havde syntes at ændre på det faktum. Nu var hun dog alligevel i hans hjem og uden han havde gjort det mindste for at tvinge hende til det.
Så for nu nikkede han blot tavst med et lettere ulæseligt ansigtsudtryk, som han trådte et skridt til siden og tillod hende at gå forbi. Hun havde været der nok gange til at vide, at han foretrak alvorlige samtaler i sit arbejdsværelse, men der var ting, som ikke var for Kennas øjne. Så han tilføjede et lettere afstumpet: "stuen."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 0:48:24 GMT 1
Kenna åndede tungt ud og nikkede, før hun passerede forbi Eldridge. En svag rynke havde formet sig i hendes pande over valget, men hun valgte ikke at lægge mere i det. Han havde altid haft en evne til at fremstå overordentligt mystisk. Det var ikke videre tiltalende. Hun kunne bedre lide det, når han var ligefrem. At hun ikke ligefrem havde gjort sig fortjent til andet end facaden lige nu, var dog indlysende nok. Han fik også hendes. Rank ryg, hatten i den ene hånd, fingrene løsnende kappen, som hun trådte ind i stuen.
Begge dele endte over ryggen på en stol, før hun vendte sig imod Eldridge og tog en dyb indånding. "Jeg er her for at afklare situationen. Sidste gang vi mødte hinanden var jeg fuld..." Hun trykkede kort læberne lidt sammen og rømmede sig. "Og det var du muligvis også. Det var i hvert fald ikke optimalt."
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 0:54:06 GMT 1
Eldridge foldede armene over kors, som han betragtede Kenna gennem let sammenknebne øjne. Han brød sig ikke om den måde hun nåede ind til ham og tydeligvis ikke længere tog sig af det. En muskel i kæben sitrede lidt og han havde en temmelig klar fornemmelse af, at samtalen var på vej ud i en gentagelse.
"Kom til pointen," bad han bestemt, men ikke decideret vredt. Snarere varsomt. Snarere beskyttende overfor sig selv. "Hvis du er her for at gentage, så er der ingen grund til det. Jeg husker udmærket."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 1:03:38 GMT 1
Kenna rynkede panden og så kortvarigt ned på sine egne hænder, før hun løftede blikket og så ham i øjnene. Det tog et øjeblik at sparke sig selv i gang. "Jeg er her for at finde ud af om der er nogen som helst mulighed for at få det til at fungere."
Hun rankede sig lidt. "Men jeg er klar over, at det er noget af et skift og..." En punkteret fornemmelse havde ramt hende i maven og hun rakte frem på at lægge hånden på stoleryggen, krummende sine fingre omkring kanten. "Og at det nemmeste ville være, hvis vi begge var i stand til at lægge det bag os. Det er bare så svært." Hendes stemme rystede en anelse, selvom hun ellers forblev rolig.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 1:12:27 GMT 1
Eldridge var ikke i nogen position til at være overskudsagtig og skråsikker. Til gengæld stod han stadig med armene foldet over hinanden, uden at hans ansigtsudtryk havde ændret sig meget. Kun et svagt spørgende udtryk i de lyse øjne var anderledes.
Det var nemt bare at hoppe på med det samme, men han var velbevidst om at Kenna havde en historik med pludselig at ville det ene, for så ikke længe efter at være helt i den modsatte retning. Han ville ikke handle for hurtigt. "Hvad fik dig til at ændre mening?"
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 1:22:59 GMT 1
Kennas greb om stoleryggen var hårdt og hendes knoer hvide, før hun sparkede sig selv mentalt og gav slip. Hun rynkede panden over spørgsmålet. Det fulde, komplicerede svar var ikke et hun havde lyst til at give ham. I stedet nøjedes hun med at slå lidt ud i luften med den ene hånd og skære den del, der ikke involverede ham, væk fra historien.
"Dig," svarede hun, mildt sagt frustreret. "Dig og dit... Jeg er en tålmodig mand, Kenna." Hun så væk og tog en hørlig indånding. "Jeg prøver hele tiden på at glemme dig. Men jeg kan ikke."
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 1:28:11 GMT 1
Eldridges blik var undersøgende og han fandt - meget mærkeligt - at han var splittet med sig selv. En del af ham var selvtilfreds og følte sig sejrrig over at have vundet Kenna tilbage, men en anden del af ham... Var det skuffelse?
Han fnøs. "Så det du siger," begyndte han, endelig på vej til at træde ud af sin tavse statur. "- er at du udelukkende er her, fordi du ikke havde rygraden til at blive væk? At du egentlig helst ville kunne glemme," udledte han ud fra hendes ord og drejede ansigtet bort. Hans kæbe var spændt. "Det er storsindet."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 1:40:44 GMT 1
Hvis Kenna havde følt sig punkteret for et øjeblik siden, var det ingenting i forhold til efter Eldridge havde vendt sig bort. Hun stirrede kort på hans nakke, før hendes kinder flammede op. Ikke i flovhed, men i vrede. "Jeg er ikke storsindet, din gigantiske, selviske..." Hun stoppede sig selv og trykkede læberne sammen. "Og du er ikke et offer, så stop dog med at opføre dig som et."
Hendes blod kogte og hun havde glemt, at hun havde tænkt sig at være fattet, rolig. Værdig. "Du gjorde det to gange ved mig, Eldridge. Fik mig til at elske dig så meget, at det gjorde ondt så glemte du mig igen. Tror du jeg betragter det som en grund til at fejre, at jeg stadig elsker dig? Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg kunne komme videre. At jeg ikke stod her igen med et eller andet naivt..." Hun bed tænderne sammen og indså hvad hun stod og gjorde. Igen. "Fuck," sagde hun lavt, næsten i en hvisken. "Jeg..." Hun rystede på hovedet, tog sin hat og kappe igen. "Jeg ved ikke hvorfor jeg kom. Undskyld..." Hendes pande var fortrukket i rynker. "Det må du virkelig undskylde."
Og med de ord, vendte hun sig om og gik. Hun havde pludselig kvalme over sig selv.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 1:54:28 GMT 1
Kennas ord skar sig ind i Eldridge som en sløv kniv, men han viste det ikke. Til gengæld var han ikke så overrasket denne gang. Han havde vidst at hun ville forlade ham igen, så han havde gjort sit for at fremskynde processen. Det var nemmere end at skulle gennemgå det én gang til. Det havde hendes ordvalg uden tvivl antydet ville ske. Han havde ikke set håbet.
Han så ikke på hende, men holdt ansigtet vendt bort. Kæben var spændt som en flitsbue. Selvfølgelig gik Kenna. Det havde han jo regnet ud at hun ville gøre, så snart hun var begyndt at tale. Alligevel var der stadig en lille del af ham, der ikke havde lyst til at lade hende gå. "Tror du ikke, at jeg ville ønske, at jeg var anderledes?" sagde han med svagt dirrende stemme, før han kunne nå at høre døren smække. "At jeg ikke er klar over, at der er en grund til at ingen i sidste ende bliver hængende."
Han stirrede frem for sig. Han kunne ikke holde ud at se på hende. Han fik hende til at elske sig. Det var hvad hun havde sagt. Var det sådan det var? Et sygt spil, som han ikke selv havde nogen kontrol over? Måske... Et eller andet måtte der jo være. "At uanset hvor meget jeg ønsker du ville blive, så er det klart, at det aldrig kommer til at ske." Hans stemme var monoton og han drejede sig ikke. Så stadig ikke på hende. Han vidste faktisk ikke, om hun stadig var der. Han ville ikke dreje sig for at se, så i stedet satte han sig blot tungt i en af stuens lænestole med et fjernt udtryk. Aflukket.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 2:06:41 GMT 1
Kenna var stoppet i døren med fingrene lukket om kappen og hatten og et blik, der stirrede tomt ud på gangen. Hun hørte hvert et ord og lukkede i sidste ende øjnene for dernæst hurtigt at blinke fugten væk. Hendes mave gjorde ondt og det, der lige havde fået hende til at gå, var også det, der fik hende til at blive. Hun vendte sig om og hang stille kappen og hatten tilbage, før hun satte sig ned på lænestolens fodskammel og betragtede ham med kraftigt rynket pande.
"Eldridge," sagde hun dæmpet. "Du er ikke et eller andet forfærdeligt menneske. Undskyld. Du ved, at jeg ikke synes det." Hun så indtrængende på ham. Det havde aldrig været muligt for hende at ignorere den lille svigtede dreng han også kunne være.
|
|
