|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 1, 2015 23:30:19 GMT 1
Azalea Holmwood23. december 2109
Juleferien havde ramt over hele landet og dette inkluderede Hogsmeade. Noras far var på arbejde i ministeriet og hun var taget dertil for at hente ham, så de sammen kunne få fat på en gave til hendes mor. Hun var kommet lidt i forkøbet, så hun endte med at gå rundt og kigge i butikker for sig selv. Der var jo en mulighed for at hun kunne finde noget på egen hånd og få det lagt til siden. Problemet var bare at hun på en eller anden måde havde fået bevæget sig til Ulvesmøgen og lidt ned af den inden hun havde opdaget hvor hun var.
Dette havde resulteret i at hun nu var kommet i karambolage med nogle skumle troldmænd. Om de ville stjæle hvad end hun havde af værdier på sig, eller det der var værre, vidste hun ikke. Men hun var bange (for at sige det mildt) og i denne tilstand var størstedelen af hendes ellers altid nærværende selvkontrol borte som dug fra solen. Hendes tryllestav som hun havde godt knuget fast i den rystende hånd virkede til at have sit eget liv. Den slog gnister og gjorde hende kun mere nervøs. Hvad nu hvis hun kom til at gøre så alvorlig skade på nogen at de ville smide hende i Azkaban? Det kunne lige passe, særligt med hendes fars position. Hvis ikke den altså kunne redde hende... |
|
|
|
Post by Azalea Holmwood on Feb 1, 2015 23:48:52 GMT 1
Normalt var Ulvesmøgen ikke et sted Azalea ville bevæge sig ned ad, men hun var blevet sendt i byen af sig selv, da hun skulle hente noget hos Bål & Brand. Hun skuttede sig i sin hvide kappe, gaden var som altid utrolig skummel. Og lige nu fortrød hun, at hun ikke havde taget en med sig. Kenna for eksempel. Hun var lidt modigere, og helt sikkert dominerende i sin attitude. Men nu havde hun jo bevæget sig herned. Så kunne hun jo lige så godt få sit ærinde gjort færdigt.
Hun rundede et hjørne, og fik øje på en velkendt skikkelse, som hun i hvert fald havde set i ministeriet et par gange før. Whitebeam. Det var Whitebeam-parrets datter. Azalea undrede sig over, hvad pigen lavede der, indtil hun opdagede, at hun var blevet oppasset af nogle rimeligt ondsindede troldmænd. Nu måtte hun træde i karakter. For en sikkerheds skyld tog hun fat om sin tryllestav i kappens lomme, inden hun åbnede munden. "Hvad foregår der her?" Spurgte hun med en langt myndigere stemme, end hun havde troet hun kunne mønstre.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 2, 2015 0:22:28 GMT 1
Ud af øjenkrogen kunne Nora få øje på en ung kvinde der kom nærmere. Det lettede hende, men ikke meget mere end at hun var glad for ikke at være alene. Da hun talte og troldmændene reagerede på det ved at se hen på hende, så Nora sit snit til at vride sig fri. Desværre lod det sig ikke gøre. Istedet hvislede de til kvinden at hun skulle forsvinde ellers ville det gå ud over hende selv.
Nora så desperat på kvinden - hun måtte blive. Det var til hendes reneste held at hendes tryllestav gjorde alvor af sine trusler i det følelsesmæssige udsving det forårsagede og svitsede manden. Hvor slemt registrerede hun ikke. Nora stivnede for en stund da han bandede af hende, og begyndte så langsomt at bakke væk med sin stav, der vidst stadig levede sit eget liv, hævet og hen imod kvinden.
|
|
|
|
Post by Azalea Holmwood on Feb 2, 2015 0:38:06 GMT 1
Azalea følte sig virkelig dårlig tilpas i denne her situation, som hun befandt sig i. Der var en grund til, at hun sad på et kontor og ikke lavede noget mere vovet. Hendes kæber var spændt til det yderste, da hun på en meget ufin måde blev bedt om at gå sin vej. Troede de virkelig at hun var så blåøjet? Hun havde overhovedet ikke tænkt sig at lade pigen være alene med dem. "Hvis I ikke straks lader os være, så går det værst udover jer." Snerrede hun, og blev en smule overrasket over sin egen agression.
Da pigen slap fri af den ene mans greb, og kom hen i mod hende, lagde hun en beskyttende om arm pigens skuldre. Det var nu hun løftede sin tryllestav op, og pegede hen på mændene. "Ved mindre I vil miste en kropsdel, så vil jeg anbefale jer at gå, nu!" Det var tydeligt at høre, at hun var blevet vred. Normalt var det ikke en sindstilstand hun var i, men disse mænd havde slet ikke gjort sig fortjent til hendes venlige side.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 2, 2015 1:00:45 GMT 1
Da Nora mærkede en arm på sin skulder trak hun for første gang i noget tid vejret hele vejen ned i lungerne, godt nok ganske rystende, men luften kom det igennem. Så rettede hun sig op og så kort på kvinden, inden hun så hen på de ubehagelige typer der nu kom gående imod dem. De virkede ikke til at være specielt overbeviste af de truende ord. Måske lige nok til at gå langsomt, men ikke nok til rent faktisk at forsvinde.
Hendes hjerne ledte desperat efter en eller anden besværgelse, bare for at give dem nok tid til at løbe væk. Men det var som om at de alle sammen var væk. Hun kunne kun komme i tanke om alle dem hun ikke kunne bruge til noget... naturligvis. Hun var også fuldstændigt mundlam. Men det virkede da til at kvinden klarede det med mundtøjet meget godt.
|
|
|
|
Post by Azalea Holmwood on Feb 2, 2015 1:27:25 GMT 1
Azaleas hjerne kørte på højtryk. Nu var gode råd dyre. De fyre her, de havde bestemt ikke tænkt sig at efterlade dem. De havde også trukket deres tryllestave. Lige nu ventede den unge heks blot på, at en af dem gjorde et udfald, så hun kunne forsvare sig selv. Hun var ikke typen der startede et slagsmål. Hun gjorde dem færdige.
Hun havde knap nået at tænke tanken, før en besværgelse blev kastet i mod dem. Hun havde heldigvis gode reflekser. "Protego!" Azalea bed sig selv i underlæben, da det magiske skjold skød op omkring hende og den unge pige. Vreden ulmede under det ellers så rolige udseende, og hun rynkede irriteret panden. Hun havde ellers en tålmodighed udover det sædvanlige. "Stupefy!" Hun rettede tryllestaven mod en af troldmændene, der heldigvis ikke nåede at forsvare sig, og hele hans krop blev stiv.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 2, 2015 1:43:18 GMT 1
Noras fødder sitrede for at komme væk derfra. Det var dog ikke noget hun lagde synderligt meget mærke til, netop grundet situationer. Da besværgelser begyndte at blive kastet fik hun rent faktisk nogle brugbare op i hovedet. "Confundo!" lød det fra hende, idet hun gjorde en bevægelse med tryllestaven mod en af de andre troldmænd knapt et sekund efter at kvinden havde kastet sin besværgelse. Han stod nu og så ret forvirret ud over spektaklet.
|
|
|
|
Post by Azalea Holmwood on Feb 2, 2015 9:18:33 GMT 1
Azalea drog et lettelsens suk, da tog af mændene i det mindste var uskadeliggjort. Nu var der to tilbage, og de så endnu mere vrede ud, end de havde gjort før. Det var længe siden, at hun havde været i en situation, hvor hun skulle bruge besværgelser. I hvert fald mod et andet menneske. Hun bed tænderne sammen, og kiggede brysk på mændene. Hun kunne lige så godt gøre det sidste, sådan at hende og den unge pige kunne stikke af. "Avis!" En flok af kanariefugle skød ud fra hendes tryllestav, og besværgelsen blev efterfulgt af en mere. "Oppugno!" Hun pegede på den ene af mændene. Det ville være nok til, at de begge ville blive indhyllet i en sky af små fugle, mens de stak af.
Hun slap sit greb om pigens skuldre, greb i stedet ud efter hendes arm og satte det lange ben foran. "Og nu løber vi!" Sagde hun, mens hun kiggede sig over skulderen, og satte i løb mod udgangen af Ulvesmøgen. Hun måtte hente sin genstand en anden dag. Og så ville hun ikke tage derned alene. Det var helt sikkert.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 2, 2015 19:42:01 GMT 1
Reaktionshastigheden var meget kort da Nora satte i løb og styrtede væk derfra sammen med den ældre kvinde. Aldrig i sit liv havde hun løbet så hurtigt. Aldrig havde hendes hjerte siddet så langt oppe i halsen på hende.
Da de kom ud fra Ulvesmøgen gik Nora nogle meter inden hun stoppede op. Hun trak pustende vejret og rettede blikket imod kvinden. "Tak," sagde hun så til hende, uden helt at have fået vejret endnu. Det var ikke fordi de var løbet ekstremt langt, det var nok nærmere adrenalinen.
|
|
|
|
Post by Azalea Holmwood on Feb 2, 2015 20:08:43 GMT 1
Da de to kvindelige hekse endelig stoppede op ude på hovedgaden, kunne Azalea mærke, hvordan adrenalinen pulserede rundt i hendes krop. Det var som om, at hun ikke kunne stå stille. Hun havde stadigvæk en lyst til at blive ved med at løbe.
Hun kiggede ned på den unge heks og nikkede til svar. Hun var godt nok forpustet. Da hun endelig havde fået pusten igen, rettede hun sig op. "Det var på et hængende hår." Sagde hun, og lagde sin tryllestav på plads i kappen.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 2, 2015 20:55:44 GMT 1
Det var først ved synet af at kvinden stak sin tryllestav i kappen at det gik op for Nora at hun stadig havde sin kraftigt fastklemt i sin hånd. Hun løsnede lidt op og endte med også at få lagt sin ind i sin egen kappe. Til kvindens påstand om at det var på et hængende hår nikkede hun lidt.
"Hvem er du?" spurgte hun så. Hun ville gerne vide hvem det var der havde... reddet hende, hvis man kunne kalde det det. Selvom det ikke ligefrem var fordi hun var særlig stolt af at skulle reddes i forvejen.
|
|
|
|
Post by Azalea Holmwood on Feb 2, 2015 21:00:50 GMT 1
Det virkede mistænkeligt at rende rundt med en tryllestav synligt fremme, og folk havde kigget mærkeligt på Azalea og pigen, indtil de begge havde lagt tryllestaven væk.
"Jeg hedder Azalea. Og du hedder Whitebeam, ikke?" Spurgte hun. Det ville være utrolig pinligt, hvis det viste sig, at det slet ikke var parrets datter. Men så igen, det kunne være lige meget. De var lige sluppet ud med livet i god behold.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 2, 2015 22:32:39 GMT 1
"Jo, Nora," sagde hun og rakte hånden frem for at give kvinden der hed Azalea den. Hvis der var noget hun havde lært hjemmefra så var det da manerer og høflighed. At hun ikke altid benyttede sig af den viden var noget helt andet, der oftest var kombinere med quidditch eller mennesker hun ikke brød sig om.
"Hvorfra kender du mit navn?" spurgte hun så og blinkede et par gange. Det var ikke fordi det kom voldsomt meget bag på hende, men hun var dog også en smule overrasket.
|
|
|
|
Post by Azalea Holmwood on Feb 2, 2015 22:38:54 GMT 1
Azalea tog imod hånden, og gav den et mildt håndtryk. "Jeg ville sige at det var hyggeligt at møde dig. Og under andre omstændigheder havde de helt sikkert været det." Sagde hun, og hentydede til det, som de lige havde foretaget sig nede i Ulvesmøgen.
"Jeg arbejder i Ministeriet, så jeg er bekendt med dine forældre, og har set dig et par gange derinde." Forklarede hun. Det kunne måske godt lyde en smule skummel, hvis hun ikke havde vidst, hvem pigens forældre var.
|
|
|
|
Post by Nora Whitebeam on Feb 3, 2015 18:38:10 GMT 1
"Eh, ja..." sagde hun til kommentaren der jo var sand, men også, ja, bare... nej. Nej, det havde ikke været hyggeligt. Det var rart at hun var kommet, men hyggeligt ville nok være det sidste ord til at beskrive noget som helst af alt det der...
Nora lyttede til det Azalea sagde og nikkede så kort. "Ja, okay, det giver mening," svarede hun. Ikke fordi hun havde forventet at det ikke skulle give mening. "Du må gerne lade være med at sige noget til dem," indrømmede hun så og så lidt forhåbningsfuldt imod den ældre pige.
|
|
