Hvad nu?

[Magnolia Dearborn]

Casimir Ó Catháin

Casimirs oplæsning i storsalen var kommet som et større chok for Magnolia, mere end den nok burde have gjort, hvis man tog hendes tidligere skepsis og det hun på forhånd vidste om grævlingen i betragtning. Magnolia udgjorde en minimal del af den store gruppe af magikere, der altid befandt sig i en uoverskuelig mængde, på en weekend som denne. Magnolia bevægede sig fraværende med strømmen, og forsvandt næsten i sine mørke klæder, var det ikke for det farverige, røde hår.

Da Magnolia nåede springvandet ved Fønixengen var der ingen lyshåret grævling at se blandt de tilstedeværende. I stedet for at stå og glo slog hun sig ned på en bænk, og fiskede en bog op af tasken, hvorefter hun tog hul på et nyt kapitel i den, selvom hendes tanker var fokuseret på alt andet end hvad der stod nedskrevet i lærebogen.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir var ikke eftersøgt eller kriminel. Han havde bare sagt noget, som ikke passede de høje herrer og damer og Hogsmeade føltes, efter den omgang, endnu mindre som et sted han havde lyst til at være. Han var dog kommet, fordi han havde fået Magnolias brev. Hvorfor han følte, at han skyldte hende en forklaring, var han ikke helt sikker på. Men han havde lyst til at se hende igen.

"Dearborn," sagde han, som han dumpede ned ved siden af hende. "Hej." Antydningen af et smil trak i hans mundvige.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia så op fra sin bog flere gange. En vis nervøsitet var begyndt at røre på sig. Tænk hvis han ikke mødte op? Normalt ville det ikke røre hende som sådan. Jovist ville det være surt, men det måtte de selv om, ville hun tænke. Men denne situation var anderledes. Hvor vidt han dukkede op eller ej havde en betydning, om hun ville indrømme det eller ej.

”Ó Catháin”, hun så op på ham, i et kort sekund med overraskelsen lysende ud af sine øjne, inden den rolige facade igen faldt over hende. Så lukkede hun bogen i. Hun så bare på ham i et par sekunder uden at sige noget. ”Hej”, forsatte hun på mangel af bedre ord. Så gav hun sig selv en indre lussing og forsatte mere fattet. ”Skal vi ikke gå lidt?”, spurgte hun, og så spørgende hen mod en af de stier, ikke langt fra dem.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir rynkede panden svagt og trak på skuldrene til forslaget. "Hvis du synes," svarede han, forsøgsvis afslappet, selvom han i virkeligheden overhovedet ikke var det. Han brød sig ikke om at være i Hogsmeade og ville aldrig være kommet, hvis ikke Magnolia havde bedt ham specifikt om det.

"Hvad er det du vil tale om?" Han prøvede virkelig på ikke at lyde afvisende. Hvorvidt det lykkedes, kunne han ikke afgøre.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia nikkede. Så begyndte hun at gå. Slet ikke målrettet, men på udkig efter et mere afsides sted, hvor de kunne være fri for de stirrende blikke. For dem var der trods alt et par af.

Hun forventede ikke Casimirs stemme da den brød stilheden. Det fik hende til at tøve et øjeblik, hvorefter panden lagde sig i alvorlige folder, i det hun så hen mod ham. ”Hvorfor gjorde du det?”, spurgte hun og det var ikke gået op for hende at hun var stoppet op midt i sit spørgsmål. ”Hvad ønskede du at opnå med det digt?” ..

[Casimir Ó Catháin]

Casimir stak hænderne i lommerne. Han lagde ikke mærke til blikkene. De havde altid været der på Hogwarts og der var ikke den store forandring. Udenfor den konformistiske uniform ville han altid adskille sig fra de ministerie-forblændede magikere og han havde intet imod at signalere, at han var klogere.

Et dæmpet fnys forlod ham over Magnolias spørgsmål. "Hvad tror du jeg ønskede?" Han vendte blikket imod hende og så hende i øjnene, imens han gik fremad. De havde intet mål, men gik for at gå. Det var også koldt at sidde og han gættede på, at hun ikke havde lyst til at sidde med ham på de tre koste.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia lyttede til sine skridt i de nedfaldne blade i det hun begyndte at gå igen. Et underligt smil formede sig på hendes læber i det øjnene i forskellige nuancer af brun rettede sig mod grævlingens. ”Jeg tror du ønskede at oplyse om den uret regeringen har gjort på det seneste. Vise dem det skrækscenarie der kan blive konsekvensen hvis det forsætter i de her baner”

Magnolia begravede hænderne i lommen på sin kappe. ”Men i stedet viste du hvilken konsekvens det kan få at udtale sig åbent. Hvis eleverne på Hogwarts var bange for at ytre sig før, så er det intet i forhold til nu”, hendes hals føltes underligt tør.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs ansigt stivnede lidt over Magnolias sidste information, før han trak på skuldrene og stirrede ud i luften; vred, men fattet. Han standsede og vendte sig imod hende. "Så må de finde et andet sted at tale," svarede han, som om det var det simpleste i verden.

"Vi kan ikke blive ved med at lade det fortsætte, uden at gøre noget. Det er forkert, at unge ikke må diskutere den verden vi lever i. De beslutninger, der bliver truffet på vores vegne. Kan de ikke se, at det er forkert?" Han havde halvt rakt ud for at ruske hendes skulder, men stoppede sig selv inden han rørte hende, krummede fingrene i de grønne vanter lidt sammen og sænkede hånden igen med et anspændt udtryk i ansigtet.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia havde akkurat nok tøj på til at holde kulden på afstand. Alligevel følte hun sig underlig kold. Der var intet smil at hente i hendes ansigt. Hans ord fyldte hende med bekymringer der ikke hørte hjemme hos en på hendes alder.

”Jo . . jeg kan”, ordene fik kun knuden i maven til at stramme mere, og hendes hjerte til at slå hurtigere, som forventede hun at sin far kunne komme fra alle vegne, og trække hende med. ”Det har jeg vist gjort i et stykke tid nu . . ”, Magnolia bevægede sig ud på usikker grund hvilket var atypisk for hende. Det var også derfor at hun uden knap at lægge mærke til det pludselig satte tempoet de gik i op.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir gik ingen steder. Han blev stående hvor han var standset og rynkede panden kraftigt. Han vidste, at hun var en potentiel fare. Hvis hun gik til sin far og fortalte hvad de havde talt om - hvad ville der så ske? Og hvordan kunne han vide, om hun var til at stole på.

Han havde en underlig mavefornemmelse, men han vidste ikke om han kunne følge den eller om det var bedst at forsvinde. På den anden side var hun hans bedste mulighed for stadig at påvirke Hogwarts, uden at involvere Chrysanta.

[Magnolia Dearborn]

Tre skridt. Det var hvad Magnolia nåede at gå før det gik op for hende at Casimir ikke længere fulgte med hende. Så hendes krop standsede også. Hendes fødder gik i stå.

”Jeg er bange”, hun kunne have bidt tungen af sig selv. Det var mærkeligt at snakke til en man ikke så i øjnene, men lige nu var hun glad for at det var tilfældet, for hun frygtede hvad han ville komme til at se hvis hun gjorde.

Sekunder efter drejede hun alligevel ansigtet mod ham. ”Men jeg har ikke lyst til at være det”, hendes skæbne havde altid været bestemt af hendes forældre. Hun havde aldrig før tvivlet på deres ord. Ikke før nu.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs skuldre sank lidt og han indså, at han ingen ret havde til, at forsøge at få Magnolia til at gøre noget. Dels fordi han ikke kunne overlade hende noget, som han aldrig ville overlade til sin lillesøster og dels fordi han ingen sikkerhed havde for hendes loyalitet til sagen - eller til ham.

"Hvad er du bange for?" Han løftede blikket og så hende i øjnene, selvom hans blik flakkede en anelse.

[Magnolia Dearborn]

En flig af overraskelse over spørgsmålet sneg sig ind i blikket på den rødhårede slange. Af urationelle grunde troede hun måske allerede at han vidste det. ”At du har ret”, indrømmede hun og gik et par skridt tættere mod hvor hans fødder havde plantet sig i jorden. ”At jeg har været for snæversynet til at se hvad der virkelig foregår”

’Nogle fugle er ikke egnet til at være indespærret. Deres fjer er alt for lyse, deres sange for søde og vilde.’ Det var ord hun var stødt på i en bog, og hver gang hun stod overfor Casimir, stod de ord så klart i hendes hukommelse. ”Du kan ikke klare det her alene. Lad mig hjælpe dig”

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs lyse, buskede øjenbryn skød op og han så et øjeblik helt forvirret på Magnolia. Dels fordi hun gav ham ret og dels fordi hun øjeblikket efter sprang til en konklusion og en bøn, som af en eller anden grund fik hans hjerte til at slå hårdt i brystkassen.

"Det går ikke," svarede han, som han løftede hænderne afværgende og så sig rundt. Det var så nemt at blive overhørt. "Desuden er der intet at klare." Og alligevel hamrede hjertet, imens hans blik gled over det fregnede ansigt og atter fæstnede sig ved øjnene.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia så indgående på ham i et håb om at finde et eller andet der fortalte hende at han ikke mente det. ”Du har brug for mig”, hun stod nu så tæt på ham hun kunne komme uden at det blev upassende. Der blev hvisket bag hjørnerne. Der blev planlagt hemmeligheder i hendes hjem som hun ikke selv var en del af – og alligevel befandt hun sig i hjertet af det hele. Det gav hende en lille magt. En fordel.

Tøvende lagde hun sine fingre om hans arm. ”Casimir”, bad hun i en lavmælt tone. Det var første gang hun brugte hans fornavn.