Hvad nu?

[Casimir Ó Catháin]

Casimir tabte mælet. Han så tøvende på Magnolia, ikke mindst da hun sagde hans navn. Til sidst sukkede han og himlede med øjnene. "Hvad laver du?"

Han rynkede panden. "Det ene øjeblik er jeg naiv, det næste mener du, at jeg har brug for dig? Hvordan skal jeg kunne stole på dig, på den måde, Magnolia? Hvad er vi overhovedet her? Bekendte, der diskuterer? Det er ikke en leg, der foregår. Det er alvorligt. Folk forsvinder."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia fjernede straks sin hånd og følte sig svagt stødt af hans ord. Hun sukkede. ”Ja og du kaldte mig snæversynet. Jeg vil gerne tage mine ord i mig igen”, hun så indtrængende på ham med et alvorligt udtryk over det fregnede ansigt. ”Det er alvorligt.”, gentog hun. ”Og du kan stole på mig, Casimir. Der er en vis risiko ved at jeg står og snakker med dig her, det må du vide”, hendes stemme var meget lav nu. ”Jeg ved ikke hvad vi er, men jeg ved at vi er stærkere sammen, end hver for sig”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir, som altid var så rolig, følte sig forvirret og gav sig til at trække i en af de rodede, krusende krøller med et frustreret, men dæmpet udbrud. Han slog lidt ud i luften med den ene hånd. "Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig. Hvordan skal jeg kunne vide om jeg kan stole på dig?"

Han tænkte så det knagede og lignede pludselig en, der havde fået en idé. Hænderne blev sænket og han rettede sig lidt op. "Bevis det for mig. For os. Skab røre på Hogwarts. Jeg er ligeglad med hvordan du gør det, men lad være med at blive fanget. Send et signal. Og mød mig om en måned her igen."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia var måske ikke helt sikker på hvad hun var ved at rode sig selv ud i. Hvis hendes far fik nys om det ville han nok sørge for at hun fik et værelse ved siden af sin bror på Skt. Mungos. Til gengæld følte hun sig klar til hvad der ventede hende forude. Sådan var det ofte med de unge – de følte de kunne klare alt.

Magnolia vædede læberne for at svare ham, men måtte lukke dem sammen sekundet efter, da hun måtte indse at hun ikke kunne komme med et svar, der konkret ville kunne vise ham hendes tillid. Ikke andet end hendes ord. Magnolia hævede det ene bryn i en skeptisk grimasse. Det lå slet ikke til hende at skabe ravage. Ifølge hende var det slet ikke på Hogwarts de skulle starte. Men hvis det var det hun skulle gøre for at få ham til at stole på sig. .

”Jeg gør det.”, sagde hun bestemt og selvsikkert. Hun sendte ham et skævt smil. ”og det bliver uden at blive fanget”, nu var hendes tone svagt drillende.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs mundvige sitrede svagt. Han betragtede Magnolia med et glødende blik, før han besvarede hendes drillerier på den mest simple og komplicerede måde han kunne forestille sig. Han lænede sig frem i den knitrende stilhed og kyssede hende, uden at spørge pænt om lov først.

Øjeblikket senere trådte han et helt skridt tilbage med en varm følelse i ørerne og stak hænderne i lommerne, inden han drejede om på hælen og med hurtige skridt gik imod det nærmeste sted, hvor han kunne fange susenetværket.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia stod og så tilbage på ham, uden helt at vide hvordan hun skulle tyde ændringen i hans blik. Hun nåede dårligt nok at registrere kysset før det skete. Men det var varmt og blødt, og da han trådte tilbage glippede hun et par gange med øjnene, inden hun tog en dyb, forsigtig indånding.

Hun så efter ham længe da han gik. To fingre pressede sig blidt mod hendes læber. Læberne sitrede stadig, og det fik hende til at smile, uden helt at ænse det. Så lod hun sin hånd falde, kun for at lade den køre igennem det røde hår en enkelt gang, indtil hun var fattet nok til at gå videre.

  Tråd lukket