Screw it all [R]

[Miles Heeney]

Catherina Philips

Efterhånden som ugerne var gået havde Miles accepteret Slytherins nederlag i kampen mod Gryffindor. Det ændrede dog ikke på hans ufatteligt dårlige humør. Hele affæren havde været på grænsen til det ydmygende. Ikke nok med at de tabte stort, han kunne heller ikke vise holdet fra sin bedste side til eventuelle scouts. Faktisk afhang hele hans fremtid på den kamp. Det var noget lort, og det havde ikke hjulpet at få ekstra mange elever til at tude de efterfølgende uger.
Søndagen var ligeså grå som Miles humør, da han sad Hogwarts' fællesstue. Han lå udstrakt i en sofa med skævt slips og uglede skjorte. Folk sendte ham dræberblikke eftersom der var proppet med elever og mange manglede siddepladser. Miles var ligeglad. Han havde tryllestaven rettet mod en stil på bordet, der var afmærket Elendig. 'Incendio', sagde Miles, og en lille flamme begyndte at brænde i kanten af papiret.

[Catherina Philips]

Catherina sad med en gruppe piger fra sin årgang og forsøgte at lave lektier. Det var dog komplet umuligt for hende, hun skævede hele tiden hen mod Miles for at se om han kiggede på hende. Hun var nervøs for at han på en eller anden måde ville gætte at hun havde fortalt om hvad der var sket. Det måtte stå med store blokbogstaver hen over hendes ansigt.
På trods af hans slibrige opførsel, kunne hun ikke glemme ham, hun havde forsøgt så længe men det havde bare ikke fungeret. Hun tænkte ikke på andre end ham og havde derfor dårlig samvittighed over de ting hun havde sagt sidst de havde talt sammen. Det måtte der gøres noget ved.

"Miles? Jeg skal tale med dig.. kan vi.. smutte ud på gangen" Sagde hun efter hun havde listet hen bag ved armlænet han lå ovenpå. Hun skævede nervøst til det brændende papir og pressede læberne mod hinanden. Hun ville bare så gerne gøre ham glad, hvorfor var det så afskrækkende?

[Miles Heeney]

Miles blik hvilede på stilen, der langsomt blev fortæret af flammen. Lektierne havde også været dybt påvirket af Quidditch-nederlaget, det var tydeligt. Om kort tid ville han sikkert blive konfronteret af lærerne med urolige anvisninger om at stramme sig an hvis han vil bestå.
Miles mørke blik blev distraheret af en skygge, der kom til syne ved armlænet. Catherina. Med et ligegyldigt blik rettede Miles tryllestaven mod den unge grævling, uden at gøre mine til at ville gøre noget.
'Ligner jeg én der har tænkt sig at gå ud på gangen og sludre med dig, Cathy..?', drævede han ondskabsfuldt mens den eneste trækning, der gik over ansigtet, var det højre øjenbryn der hævede sig en smule. Det var ikke pænt sagt, men Miles havde ingen skrupler mod at lade sit humør gå ud over Cathy. Hvis hun ville noget, kunne hun sige det her. Alligevel kneb han øjnene lidt sammen. 'Du er ikke gravid, vel?'

[Catherina Philips]

Catherinas nervøse blik blev en smule trist, da han svarede så ondskabsfuldt og hun pillede lidt ved sit hår, mens hun overvejede hvordan hun skulle forsætte. Hun kunne dog ikke finde ud af hvad hun skulle sige her og i stedet gnavede hun anspændt i sin underlæbe, indtil hun begyndte at føle sig en smule vred igen. Hvordan kunne han være så tarvelig mod hende? Det frustrerede hende vildt meget, så meget at hun ikke svarede på hans spørgsmål, men i stedet spærrede sine øjne op med et sigende blik, knyttede sine hænder og vandrede mod døren til fællesstuen. Hvis han ville vide om hun var gravid, måtte han jo komme ud efter hende og selvom hun ikke var med barn, frydede det hende en smule at lade ham blive i sin tvivl.

[Miles Heeney]

Miles havde sagt det halvt i spøg, så da Catherina pludselig svarede ved at spærre øjnene op og vandre mod døren med et sigende blik, spærrede han øjnene op. En grad af panik voksede stødt i ham. 'Fuck, nej', mumlede han for sig selv. Miles nærmest væltede over sofaen og gik nogle skridt mod Catherina, inden han vendte sig om, rettede tryllestaven mod den brændte stil, og kastede en vand-besværgelse mod den. Så marcherede han efter Catherina med et mørkt blik.
Ude på gangen nåede han op til hende og greb hende hårdt i håndleddet for at tvinge hende til at stoppe op. 'Du tager pis på mig, ikke? Laver sjov? En eller anden syg måde at få hævn på?' Blikket var hårdt og iskoldt, med en blanding af panik og vrede bordende i maven.
Det var ikke gået op for ham, at Catherina på snedig vis havde manipuleret ham ud på gangen, selvom han havde ingen intention om dette.

[Catherina Philips]

Catherinas oprindelige plan havde været at stoppe op ude på gangen, men hun var blevet al for bange for at konfrontere ham og ville have gået videre hvis han ikke havde trukket fat i hendes hånd. Hun udbrød en lille overrasket lyd og mistede næsten balancen, mens hun skar en smertefuld grimasse. Hun så derefter på ham med et blik som en skræmt mus og var blevet så bange at hun ikke vidste hvordan hun skulle komme ud af dette rod. Alligevel var hun for stolt til at indrømme at hun havde løjet og nu hun rent faktisk talte med ham, ville hun ikke ødelægge sin mulighed.
"Giv slip - og nej jeg tager ikke pis på dig. Jeg elsker dig. Hvorfor vil du ikke lade mig holde af dig?" Spurgte hun og så på ham med et spørgende blik, så lænede hun sig frem for at forsøge at plante et kys på hans læber.

[Miles Heeney]

Miles lod være med at slippe, selvom Cathy næsten mistede balancen. Lige nu var han ligeglad med hvad fuck der skete med hende, hvis ikke hun fortalte hvad der foregik på stedet!
Cathys ord ramte ham som en kniv, og han slap hende overrasket som om hun var noget giftigt. Det tog adskillige sekunder for ham lade ordene sive ind. Følelser, som Miles bestemt ikke var vant til at føle, væltede rund i hamt: benægtelse, vantro, ren og skær panik, og så... Vrede. 
Noget slog klik inde i ham, da Cathy lænede sig frem for at kysse ham. I få hurtige bevægelser løftede han hånden, greb hendes kæbe i et stramt tag og skubbede hende hårdt op ad væggen. Musklerne, han havde oparbejdet under baskertræningen, spændtes under skjorten.
'Sig det igen', hvæsede Miles gennem sammenbidte tænder. Ikke at hun var forelsket, men det andet. 'Er du fucking gravid?' Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Blikket bordede sig koldt som is ind i Cathys.

[Catherina Philips]

Catherina så bedrøvet på ham da han gav slip på hende og lagde derefter an til at kysse ham, men blev overrasket af hans hånd der greb fat i hende og skubbede hende ind mod væggen. Hun ramte den hårdt og smerten fik hende til at græde, hun forsøgte at svare på hans spørgsmål, men hun kunne ikke bevæge sin kæbe og var desuden lammet af frygt. Derfor gjorde hun ikke andet end at sænke blikket, mens hun forsøgte at drømme sig væk til et andet sted end der hvor hun var lige nu. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op, hun havde slet ikke set det komme og på trods af at han stirrede på hende, turde hun ikke møde hans blik, hun ønskede blot det skulle stoppe lige nu.

[Miles Heeney]

Tårerne, der begyndte at vælte frem fra Cathys øjne, var ikke nok til at lægge en dæmper på Miles' vrede. Hun var tydeligvis skrækslagen og undveg hans hans blik som en lille kanin, og det hældte blot yderligere benzin på bålet. Fingrene klemte sig hårdt sammen om kæben, men da Miles hørte spørgende stemmer bag sig slækkede han i grebet. Uden at kigge på personerne, greb han atter Cathys arm og nærmest smed hende ind i et tomt klasselokale.
Miles slap hende og tog hænderne op til hovedet. Han rystede det, som kunne han ikke få tingene til at synke ind. 'Det er simpelthen løgn', mumlede han og vendte rasende øjnene mod hende, som var det hendes skyld. 'Er du sikker?' 

[Catherina Philips]

Catherina turde ikke se på de personer der var dukket op bag Miles, men da han derefter smed hende ind i et tomt klasselokale, blev hun endnu mere bange. Herinde var hun netop ikke beskyttet af offentligheden. Hun ramte et bord med midten af låret så hendes øjne igen blev fyldt med tårer, mens hun bed hårdt ned i sin underlæbe og peb ynkeligt.
"Undskyld Miles, du må ikke være vred på mig. Jeg kan droppe ud af skolen og vi kan få det sammen" Catherina vidste ikke længere hvad hun sagde, hun var kun opsat på at komme derfra i live. Hun så ham bedende i øjnene og forsøgte ikke at tørre sine øjne længere, hun græd som et lille spædbarn.

[Miles Heeney]

Vreden løb efterhånden over i frustration over Catherinas passive, dybt ulykkelige holdning. Det var ufatteligt at hun blev ved med at kunne lide ham, trods han dybt ubehagelige opførsel mod hende. Miles lukkede øjnene og forsøgte at beherske sig selv, men hendes ord fik ham til at spærre dem op i vantro. Han var stille, men gik så truende hen mod hende. 
'Du kommer ikke til at få det barn', afgjorde han koldt, og dernæst, dybt frustreret, 'Du elsker mig ikke! Forstå det nu, Cathy! Jeg har spillet skuespil hele vejen igennem for at få dig i sengen. Det her er den ægte Miles. Kan du lide ham?' spurgte han retorisk, idet han tårnede sig dominerende, truende, op foran hende.

[Catherina Philips]

Catherina så på Miles med store skræmte øjne og holdt vejret mens han gik frem mod hende, hendes hjerte bankede så hurtigt at hun kunne mærke det i brystet. Hans ord ændrede dog ingenting, tværtimod blev hendes blik fyldt med medlidenhed og hun rakte frem mod ham for at lægge fingrene om hans ansigt.
"Det er ikke sandt, det her er ikke den ægte Miles - og selvfølgelig kan jeg stadig lide dig. Det her betyder ingenting, det er ingenting, vi kan komme igennem det.." Sagde hun og blottede tænderne i et smil der næsten var kærligt, men blev ødelagt af den snert af frygt der stadig var i hendes øjne.

[Miles Heeney]

Det var den stik modsatte reaktion end hvad Miles havde regnet med, og den gjorde ham stiktossede: at være truende var et forsøg på at få kontrol i denne håbløse situation, og Cathy frarøvede ham dette ved at udvise ren medlidenhed... Fingre, der lagde sig på hans kind... Et kærligt smil... Og dette gjorde, at frustrationen på et splitsekund slog iver i kold raseri og det slog klik igen.
'Virkelig? Elsker du mig?', gentog Miles og greb fat i hendes hænder. Han tvang hende rundt, og med en hånd i Cathys hår pressede han hende ned så hun stod bøjet over bordet. Han ville gøre hende ondt. Så ondt, at hun kom til fornuft.
Miles strammede sit greb om hendes hår og tvang hendes hoved til siden, hvorefter han lænede sig ned over hende, helt tæt ind til hendes ører, og hvæsede, blind af raseri hele situationen og magtløsheden, 'Elsker du det her, Cathy?'

[Catherina Philips]

Catherina spjættede instinktivt da han pressede hende ned mod bordet, hun forsøgte at vride sig fri, men hun var langt fra ligeså stærk som ham. Tårerne løb ned af hendes kinder da han tvang hendes hoved til siden og hun så skrækslagen på ham mens han lænede sig ned mod hende. Hendes smil var forsvundet nu og erstattet af rædsel og gråd. "Stop" Hviskede hun med en ynkelig stemme og lukkede sine øjne i, mens hun forsøgte at gemme sig fra hans vrede ved ikke at se ham i øjnene. Så kunne hun næsten bilde sig ind at hun var et andet sted, hvor han ikke kunne gøre hende ondt.

[Miles Heeney]

'Jeg spurgte: elsker du mig?' Miles sorte øjne brændte ind i Catherinas, og hendes rædsel fik en syg tilfredsstillelse over igen at have magt over situationen til at strømme gennem ham. Han var ikke sig selv mere. Catherina, med sin unge, naive kærlighed, havde formået at vække end skræmmende vrede i ham, som han ikke vidste, at han selv besad.
Miles havde stadig et fast greb i hendes hår, mens den anden løftede hendes arm op over hovedet.
'ELSKER DU MIG?', råbte Miles ind i hendes øre. Hun skulle sige nej. Det blev hun nødt til. Hvis hun sagde nej, kunne det hele måske stoppe... Barnet forsvinde, og alting gå tilbage til normalt igen.