Screw it all [R]

[Catherina Philips]

Catherina åbnede sine øjne da han gentog spørgsmålet, men hun var alt for bange til at svare med det samme, hun lå helt stille og ventede på hans vrede ville fordufte, men det skete ikke. I stedet så det ud til at han blev mere vred på hende og hun begyndte at græde igen da han råbte ind i hendes øre. Hun havde glemt hvad de havde snakket om indtil videre og derfor koblede hun ikke hans vrede sammen med ønsket om at hun skulle sige nej. Hun ville gøre ham glad og lige i dette øjeblik var det meste logiske at hun nikkede og hviskede "Ja" Hun troede desuden stadig fuldt på at hendes kærlighed til ham i sidste ende ville sejre.

[Miles Heeney]

Miles var på nippet til at flytte hånden til hendes hals og stramme til for at fremprovokere en reaktion, men da den endelig kom, stavrede Miles tilbage, væk fra hende, som havde det lille 'ja' været en mavepuster. Der var en frygt at spore i hans øjne, men ikke på grund af ordenes betydning - nærmere rædsel over det, han netop havde gjort. Så lig sin far...
Miles ramte ind i bordet bag ham. Han gemte sit ansigt i hendes hænder, og skuldrene rystede af indestængt gråd. Det var som om tæppet, der var hans liv, var rykket væk under ham gennem de sidste par uger. Fremtiden indenfor Quidditch-verdenen var usikker... Han endte måske med en lille unge som syttenårig... Og for hver dag der gik, lignede han sin far mere og mere...
Store hulk undslap den store basker og viste ethvert tegn på en knækket mand.

[Catherina Philips]

Catherina blev liggende et stykke tid efter han havde givet slip på hende, men til sidst gik hun et skridt bagud og gled ned på gulvet hvor hun satte sig. Hun lagde armene stramt om sine ben og tørrede tårer og snot væk fra sit ansigt.
"Jeg skal nok få det fjernet" Mumlede hun og skævede op til den hulkende mand. Hun havde ikke længere kærlighed til overs for ham, hun følte sig helt hul og havde egentlig mest lyst til at gå. Hendes ben rystede dog så meget at hun ikke var sikker på hun kunne stå på dem. Hvad var der lige sket?

[Miles Heeney]

Det var mange år siden Miles havde grædt. Men nu fik mange års tårer frit løb. Maskuliniteten og kontrollen var smuldret væk og efterlod ham ligeså hul som Cathy følte. Han undgik at se på hende, men holdt bare ansigtet begravet i sine hænder, stadig svømmende i selvmedlidenhed og afmagt. 
Først efter lang tid fik Miles kæmpet sig selv til fornuft. Det skulle ikke ende sådan. Nej. Miles ville kæmpe mere end nogen anden for at få sit liv tilbage på rette kurs. Og det startede med barnet.
Han så frem fra hænderne på Cathy, der sad på jorden foran hende. Han gned sig i øjnene, rettede sig op og satte sig på hug foran Cathy. Med en rystende stemme, der modsagde at han nu rettede sin tryllestav mod Cathys ansigt, beordrede han hult, 'Ja, du får det barn fjernet, Cathy. Jeg sværger. Om jeg så skal fjerne det med hænderne, kommer du ikke til at få det'. Han lod truslen hænge i luften, inden han rettede sig op og marcherede ud.

//Lukket