Grænser

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna fnøs dæmpet og sænkede blikket til deres samlede hænder. Hun sank en klump og rettede sig ubevidst en anelse op, før hun så ham i øjnene igen. "Hvorfor stoppede du med at se mig?"

Spørgsmålet kom utilsløret, men hun fortrød det ikke. Det var det, der rungede i hendes hoved. Han var ligeglad. Han elskede hende ikke. Han var træt af hende. Hun var ikke god nok. Usikkerheden han havde fremkaldt i hende gjorde hende på mange måder vred og hun var vred på sig selv over at være fortsat så længe, at det nu virkede som en evighed siden de virkelig havde talt sammen og han havde lyttet.

[Eldridge Engleford]

Smilet falmede, men forsvandt ikke helt. Hans blik var dog tilbage til den tidligere dystre alvor og han så overvejende på hende i nogle øjeblikke, før han rystede på hovedet.

"Jeg ved det ikke," svarede han ærligt. I lige det øjeblik, syntes Kenna at fylde det hele af hans bevidsthed. "Jeg har haft travlt med arbejdet." Det var måske ikke nogen rigtig god undskyldning, men han havde ikke nogen bedre. I virkeligheden var det nok mere fordi, at han blev for vant til at have hende omkring. Men det havde han ikke tænkt sig at sige højt.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna hævede begge øjenbryn, før hun himlede med øjnene, svagt provokeret. "Det er en elendig undskyldning. Kan du overhovedet huske hvor længe siden det er at vi har haft en samtale? Eller været i seng sammen?"

Hun frigjorde sin hånd med det formål at hælde te op, selvom det måske også lidt var en god undskyldning. "Hvis vi havde været gift i tres år og hadede hinanden efterhånden, kunne jeg forstå det..."

[Eldridge Engleford]

Det begyndte at tære svagt på Eldridges tålmodighed. Smilet var væk og alvoren strålede ud af hans blik. "Jeg sagde aldrig, at jeg havde en god undskyldning, Kenna," mindede han hende om i et langsomt tonefald. Han så indtrængende på hende.

"Du sagde, at du ville give mig en ny chance. Hvordan skal det kunne lykkes, hvis du ikke er villig til at se bort fra min fejltagelse?" En muskel i hans kæbe bevægede sig, men hans blik var stadig låst hårdnakket fast i hendes. Han havde indrømmet, at han ikke havde været eksemplarisk. Han følte ikke, at han behøvede at grave yderligere i det.

[Kenna F. Kinnaird]

Tvivlen ulmede i Kenna, men hun satte ikke ord på den. Hun var ikke vandt til, at der blev talt om problemerne og hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle mestre, at få det til at ske, selvom hun havde en instinktiv fornemmelse af, at det var det, som der var brug for. I stedet rynkede hun panden, uden at beklage sit spørgsmål.

"Lad være med at se sådan på mig," svarede hun i stedet, før hun hældte te op i de to kopper. "Jeg indrømmer bare, at jeg savner dig. På alle måder."

Det var ikke helt det hun havde gjort, men det var én fortolkning. En fortolkning, der tillod hende at generobre hans hånd og lade sine kolde fingerspidser gemme sig i hans håndflades hulning.

[Eldridge Engleford]

Eldridges blik blev en anelse mildere, så snart Kenna gjorde ham opmærksom på det. Han valgte at tro på, hvad hun sagde og til gengæld for det, trak antydningen af et smil frem over hans læber igen. Da hendes hånd var tilbage i hans faldt skuldrene også svagt og han løftede den forsigtigt, for at trykke et enkelt kys mod hendes håndryg.

"Så lad mig vise, at jeg er ked af at have forsømt dig," svarede han alvorligt og sænkede armen igen, uden at give slip i hendes hånd.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna smilede svagt over kysset og nikkede langsomt. Hun var indfanget af Eldridges blik igen, som det skete, når han var intensivt til stede. Det var det, der i sin tid havde trukket hende til ham som et møl og det var helt håbløst ikke at blive en anelse varm i kinderne, selv nu. Hun rømmede sig og løftede tekoppen til læberne, før hun pustede og drak en anelse.

Hendes blik havde knapt sluppet troldmandens, da hun satte koppen ned igen. "Hvordan?" Hun forsøgte at undertrykke sin spørgelyst til noget, der vist mest var en talemåde. Og fejlede.

[Eldridge Engleford]

Eldridge overvejede sine muligheder, men kom op temmelig uinspireret. Han havde ingen anelse om, hvad det var Kenna søgte eller ville have at han skulle kunne gøre lige her og nu. Så han gik med det første, der faldt ham ind. "Fortæl mig, hvordan det går på arbejdet. Om du har haft en god dag." Hans læber blev i et øjeblik til en temmelig smal linje, før han tilføjede: "Ikke aften."

Hans blik flakkede en enkelt gang, men var snart fæstnet på Kenna igen. "Men før du gør det," fortsatte han inden Kenna kunne nå at sige noget. "Tillad mig at kysse dig?"

Det var underligt at spørge om lov. Men det var sikkert.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna stivnede lidt over den unødvendige påmindelse og sænkede blikket. Hun var godt klar over, at det ikke ligefrem var den mest fornuftige måde at gå til et problem på og samvittigheden gnavede lidt. Hans spørgsmål fik hende dog til at se op igen og hun kunne ikke holde et svagt muntert fnys tilbage.

"Okay," sagde hun tøvende, før det trak lidt i hendes mundvige. Tilladelse plejede ikke ligefrem at være nødvendigt, men hun satte pris på tilbageholdenheden. Mest af alt satte hun pris på, at han ikke var lige så meget ud over det hele som hun følte sig. Det havde altid været så betryggende.

[Eldridge Engleford]

Eldridge så undersøgende på Kenna nogle øjeblikke endnu, før han nærmest med forsigtighed skubbede sig frem på stolen, lod den fire hånds fingre finde om bag Kennas nakke og trykkede et kys mod hendes læber. Han kunne lugte alkohol på hendes ånde, men han mærkede sig ikke med det.

Han følte sig på mere sikker grund, da han trak sig tilbage, selvom han nok aldrig ville komme til at føle sig helt tilpas i Kennas hjem. Det passede ikke rigtigt til ham. "Godt," erklærede han og klarede halsen en enkelt gang. Det trak i hans mundvig. "Fortæl så."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna smilede svagt over Eldridges lille erklæring og antydningen af et drillende glimt spillede i hendes blik, som hun betragtede ham. Altid så kommanderende. Hun sank lidt tilbage imod stoleryggen, efter at have løftet tekoppen. "Vi leder efter en heks, der sælger kærlighedseliksirerer, som i virkeligheden gør folk krigeriske," fortalte hun. "Jeg interviewede tidligere ofre på Skt. Mungos."

Hendes fingerspidser var blevet varmere og hun lirkede dem i stedet ind imellem Eldridges, uden at se væk. "Der var denne her ene, stakkels mand, der havde fået eliksir af sin veninde, fordi hun havde været håbløst forelsket i ham i ti år... Hun skal selvfølgelig også forhøres, så vi kan spore kilden." Hendes blik vandrede over hans ansigt, som hun tog en tår af koppen. "Du ligner en, der har undertøj på i en størrelse for lille," bemærkede hun mildt.

[Eldridge Engleford]

Eldridge lyttede til hvad Kenna sagde. For en gangs skyld lyttede han rent faktisk. Han havde ikke rigtigt noget andet valg. Derfor var det da også heldigt, at han havde valgt at spørge ind til noget der reelt interesserede ham. Han havde arbejdet en del sammen med aurorkorpset og gjorde det stadig.

Han rynkede lidt på brynene og overvejede hvad hun fortalte, grundigt nok til at han så svagt forvirret ud, da hun skiftede emne komplet. Da han lige forstod hvad hun mente, fnøs han lavmælt. Det trak svagt i hans ene mundvig. "Jeg er ikke vant til at sidde ved dit spisebord. Især ikke under disse omstændigheder," forsvarede han sig halvhjertet og klemte fingrene lidt sammen om hendes. "Hvis hun har været forelsket i ham i ti år, ville man tro, at hun var meget omhyggelig med at brygge en eliksir, der havde den ønskede effekt. Hvis ikke der er tale om en decideret fejl, er mit gæt også at hun har fået den fra en anden."

[Kenna F. Kinnaird]

En varm følelse spredte sig i Kenna over klemmet omkring hendes fingre og antydningen af et smil på Eldridges læber. Hun strøg sin tommel prøvende over hans og rystede en anelse på hovedet. Længere kom hun ikke, før han var fortsat. De havde en rigtig samtale. Om noget, der interesserede hende. Underet var sket.

"Det var også min konklusion," svarede hun med et smil. Eldridge var ikke auror, men han havde til gengæld ni års mere erfaring indenfor afdelingen end hun havde. Hun respekterede hans faglige skøn. "Der var desuden ingen fejl over denne her eliksirs virkning. Morderisk sag, hvis ingen opdagede den ændrede opførsel hos offeret." Hun tog en tår te mere, friskere for hver gang hun drak af den og samtidig lidt mindre småberuset. "Jeg elsker dig."

[Eldridge Engleford]

Han kunne have knyttet flere kommentarer til emnet, men blev ganske forhindret i det af Kennas fortsættelse. Hans skuldre faldt tydeligt og for første gang trak et reelt smil op på hans læber. Det gjorde hans sikkerhed større og gjorde angsten for afvisning mindre - det var ganske essentielt.

Han syntes at ranke sig lidt og denne gang spurgte han ikke om lov, før han rakte ud over strøg Kenna over kinden. "Det håbede jeg," svarede han. Ellers ville han havde gjort sit bedste for at minde hende om det. "Jeg kunne sige det samme til dig igen, men jeg er bange for at det vil være en tidlig gentagelse."

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas mave gjorde et lille krumspring. Intet voldsomt, men nok til at hun tog en hørlig indånding. Varmen var mere i mellemgulvet end i kinderne, selvom de stadig bar præg af, at hele situationen var lidt kunstig - og hun selv svagt beruset. Det trak i hendes mundvige og hun gav hans hånd et klem.

"Jeg har ikke så meget imod gentagelser." Hendes øjne spillede. "Men du kan vente til i morgen tidlig med at sige det," tilføjede hun, lettere tøvende.