Grænser

[Eldridge Engleford]

Eldridge lyttede til Kennas ord og en del af vreden fordampede. Ikke helt, men betragteligt. Til gengæld var han tavs. Længe. I hvad der føltes som meget lang tid, stod han blot og så på hende og forsøgte at koble hendes ord sammen med noget han havde oplevet. Når han tænkte tilbage, fandt han at han kunne huske overraskende lidt af, hvad Kenna havde foretaget sig det sidste, lange stykke tid.

"Jeg har ikke mistet interessen," påstod han endelig og mente det, da han sagde det. Nu, hvor han stod på grænsen til at miste Kenna, var han fuldt fokuseret på hende og det brændte i hans hænder for at række ud efter hende og sørge for at hun ikke gik. Han gjorde det dog ikke. Han så i stedet intenst på hende. Forsikrende. "Jeg elsker dig."

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas mave vred sig som en karklud over Eldridges blik og de ord, der var ment forsikrende. De gik direkte ind hvor de skulle, men hun skød fristelsen til at dulme sig ved dem væk og sank en klump. "Det ændrer ikke på de sidste måneder," sagde hun dæmpet. Mere eller mindre i en hvisken.

Hun havde lyst til at begrave sig i hans arme og acceptere det han sagde og det skinnede ud af hendes øjne, at hun kæmpede.

[Eldridge Engleford]

I et øjeblik var hans blik næsten bedende. Det sås sjældent ved ham, men Kenna var ikke ligegyldig. Ikke nu. Han havde ikke tænkt på, at han kunne miste hende. Det havde aldrig været noget, han havde overvejet. Nu virkede det faretruende tæt på.

"Kenna..." bad han lavmælt. "Jeg er ikke ligeglad med dig. Du ved, at jeg aldrig ville såre dig med vilje."

[Kenna F. Kinnaird]

Det gjorde ondt, at han så sådan på hende. Fysisk ondt i maven. Kennas forsvarsværker føltes temmelig skrøbelige og hun fortrød samtalens udgangspunkt. Hvis hun var startet anderledes, ville det måske ikke være endt her. Han kunne være gået sin vej vred og hun kunne have ignoreret ham indtil det var klart, at der intet forhold var. Hvis hun ellers kunne holde sig væk.

Det virkede tvivlsomt, som hun krydsede armene over hinanden og tyggede på sin underlæbe. Hun lukkede øjnene kortvarigt og da hun åbnede dem igen, var de blanke, selvom hun blinkede hurtigt. "Det siger du nu," svarede hun lavmælt. "Men..." Hun rømmede sig. "Kan vi lade være med at gøre det her nu? Her?"

[Eldridge Engleford]

Eldridge så på Kenna. Han kunne efterkomme hendes ønske. Faktisk var han tæt på at bide tænderne sammen og stryge ud af døren igen. Men det var han for klog til. Hvis han gjorde det, var det ikke sikkert at han så hende igen.

"Vi kan gå ind, men jeg vil ikke gå," svarede han. Det var ikke så meget en erklæring af, at hun ikke kunne tvinge ham væk, men at han ikke havde lyst. "Du siger, at du ikke har haft min opmærksomhed. Du har den nu. Jeg kan ikke tage hjem og lade som ingenting."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna punkterede en lille smule. Efter lang tids frustration over Eldridges manglende tilstedeværelse, var det næsten for meget. Hun havde resigneret til, at deres forhold måtte afsluttes, selvom hun ikke var nået til at sige det, men hun havde ikke rygraden til at nægte ham adgang til sit hjem. Hun havde savnet ham frygteligt og hans pludselige intensitet fik hendes mellemgulv til at trække sig hårdt sammen.

Med en underlig fornemmelse i kroppen, næsten som om hun ikke helt selv var tilstede i den, nikkede hun langsomt. Hun gik op af trappen og forsøgte at klare hovedet på den korte tur, uden held. Døren blev låst op og hun trådte indenfor i sin lettere rodede, men hyggelige lejlighed. Kappen blev knappet op og endte på stumtjeneren, hatten kom samme sted hen og hun dumpede ned på gulvet for at løsne sine sko. Balanceevnen var ikke helt i top. Alt dette formåede hun uden at se på ham en eneste gang. Det var absurd, at han overhovedet var her. Han var næsten aldrig i hendes lejlighed.

[Eldridge Engleford]

Eldridge havde en ubehagelig følelse siddende i hele kroppen. Han var måske ikke så god til at passe på tingene mens han havde dem, men til gengæld kæmpede han med næb og kløer for at beholde dem, når han fandt ud af at han stod på grænsen til at miste det.

Han fulgte med ind med et dystert udtryk og løsnede tavst sin kappe og tog hatten af. Han kom ikke meget i Kennas hjem, faktisk huskede han nærmest ikke helt, hvordan det var indrettet, men nu var ikke et tidspunkt til at tage sig af det. I stedet så han hele tiden på Kenna, tavst, undersøgende. Han havde lyst til at række ud efter hende, men det var han for klog til.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna mærkede tydeligt Eldridges blik på sig, men undgik det, som hun løsnede snørerne i sine sko. Hun kom ud af dem og rejste sig igen, før hun satte dem på plads og strøg fingrene glattende over kjolen. Hun rømmede sig og så ham i øjnene med rynket pande.

"Te?" Hendes mellemgulv skurrede, som hun mentalt besvarede sit eget spørgsmål. Hun havde brug for te. Eller en halv flaske whiskey. Uden at behøve hans tilsagn, egentlig, gik hun ud i køkkenet og gav sig til at skramle med kedel, kopper og bøtten med sort te.

[Eldridge Engleford]

Eldridge kneb øjnene svagt sammen, men nikkede. Han fulgte tavst efter hende ud i køkkenet og knyttede hænderne foran sig. For et øjeblik siden havde situationen været en hel anden og det efterlod ham i varsom tavshed.

Kenna havde aldrig besvaret hans sidste erklæring. Bolden hvilede hos hende og han ville ikke sige noget for at tippe vægtskålen. Så stilheden varede ved og Eldridge blev blot stående i døråbningen til Kennas køkken - omgivelser han så svagt unaturlig ud i.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna beskæftigede sig, fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Hun kunne ikke rigtig beslutte sig for, om hun ønskede Eldridge langt væk eller havde mest lyst til at gemme sig i hans arme og svælge i, at han rent faktisk så hende nu - eller i hvert fald sagde, at han gjorde. I stedet brugte hun tiden på at opmåle te, stryge håret nervøst om bag ørerne og futte rundt i strømpesokker uden at se på ham.

Da alt var klart og der kun manglede, at vandet kogte, faldt hun lidt sammen i skuldrene. Hun tog en dyb indånding og skævede over på ham i døråbningen med en ganske svag antydning af et smil, der dog hurtigt gik i sig selv igen. "Hvad skal jeg sige? Jeg tror ikke jeg har nogen fornemmelse af, at vi stadig er i et gensidigt forhold med hinanden, Eldridge." Mere skurren i maven fortalte hende, at sandheden var ilde hørt, også for hende selv. "Og jeg ved ikke hvad der er at sige eller gøre tilbage. Jeg elsker dig, men jeg ved ikke om du virkelig elsker mig. Sådan har du i hvert fald ikke opført dig."

[Eldridge Engleford]

Eldridge vidste, at det ikke var overstået. Han afventede blot, stille som graven, indtil Kenna endelig tog til genmæle. Han bøjede kortvarigt nakken lidt, men tog ikke på noget tidspunkt blikket fra hende.

Han var stille længe, virkede det til. Da han endelig gjorde noget, var det at løfte den ene arm og række den frem mod Kenna. I et tydeligt tilbud. "Giv mig en chance for at bevise det," svarede han lavmælt, men intenst. Hans blik flakkede ikke den mindste smule og han så alvorligt på hende.

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas mave føltes vredet som en karklud, som hun bevarede øjenkontakten med Eldridge. Hun vidste ikke hvad hun burde gøre. Konflikten stormede i hende, da hun sænkede blikket til hans hånd. Inden hun nåede at tage en beslutning, fløjtede kedlen og hun vendte sig om med bankende hjerte.

Hun hældte vand i sin tekande med let rystende hænder, men fandt roen et sted i løbet af det hele. Da hun satte låget på kanden og placerede kedlen tilbage på en kold kogeplade, var hun stadig usikker, men mere kontrolleret. Hun tog de to kopper og kanden og gik over til bordet, for at sætte dem fra sig, før hun så op på ham og smilede vagt. "Fint. Du får en chance." Hun nikkede imod den ene stol og satte sig selv ved siden af, frem for overfor. Hun stolede ikke på sig selv, hvis hun tog hans hånd.

[Eldridge Engleford]

Eldridge kunne have forbandet kedlen. I stedet knyttede han hånden sammen og spændte kæben lidt, da Kenna vendte sig for at hælde te op. Han havde muligvis aldrig været mere ligeglad med te i hele sit liv. Hans ansigtsudtryk var da også stadig alvorligt, da hun vendte sig igen og han tog plads, som han blev anvist.

Han havde bange anelse, men Kennas ord overraskede ham. Nok til at hans skuldre faldt lidt og spændingen i kæben svandt ind. Han afsøgte hendes blik og fandt ingen tegn på at hun ikke mente det. "Jeg elsker dig," gentog han bestemt og smilede ikke selv. Han måtte igen knytte hånden hårdt sammen, for ikke at række ud efter hende. Tage hendes hånd, stryge hendes kind... Det var som om han så hende for første gang i meget, meget, meget lang tid. Men han vidste bedre. Bedre end bare at handle. Så han så på hende med et undersøgende, svagt bedende blik. "Må jeg tage din hånd?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas smil forsvandt og hun stirrede lidt ned i den tomme kop foran sig, før hun løftede blikket ved Eldridges spørgsmål. En rynke formede sig på hendes pande og hun forsøgte at finde ud af, hvad hun egentlig tænkte. Eller følte. At fortælle ham, at hun ikke vidste om hun skulle slå ham eller krybe sammen i hans favn virkede melodramatisk og hendes hoved summede lidt for meget af den svage beruselse til, at hun kunne stole på sin egen dømmekraft.

Til sidst endte hun dog med at nikke let og række sin hånd frem med en kriblende fornemmelse i fingerspidserne. Hendes nerver var flossede. "Jeg er ikke helt ædru," indrømmede hun, usikker på hvor tydeligt det fremgik.

[Eldridge Engleford]

Eldridge tog Kennas hånd og gav den et klem, før han rankede sig lidt. Naturligvis uden at give slip. For første gang trak det lidt i hans mundvig og han betragtede hende med et udtryk der næsten var muntert. Næsten. "Det kan jeg se," svarede han. Måske i et forsøg på at vise, at han ikke var uopmærksom. For han havde da lagt mærke til det. Det var han sikker på.

"Det klæder dig. Det gør dine kinder røde," fortsatte han, nærmest mildt og væsentlig mere sit eget, mere sikre selv end han havde været for et øjeblik siden. Hans fingre der knugede Kennas hånd svagt, vidnede dog om at han ikke helt var der endnu.