Grænser

[Kenna F. Kinnaird]

Eldridge Engleford
Sommeren, 2109

Kenna havde brugt lang tid på at forsøge at genskabe starten, vække interesse, være eksotisk eller mystisk og forførende og eventyrlysten. Det sidste var hun helt naturligt, men intet virkede som om det havde nogen længerevarende effekt. Hun var blevet placeret på en figurativkaminhylde, hvor hun kunne pynte op til sociale begivenheder, men ikke længere havde nogen egentlig værdi. 

Hendes reaktion burde have været mere enkel. Forlad Eldridge. Stop, nu hvor bålet tydeligvis er blevet koldt og der ikke er mere at komme efter. Hendes egen forklaring på, at det ikke var der hun gjorde, var et insisterende behov for at blive set og for at bevise overfor sig selv, at hun var en, som enhver med glæde ville tage med hjem, hvis hun bød sig til. I virkeligheden var forklaringen alt det, men ikke mindst også det, at hun absolut ikke var kold. Hendes følelser var intakte, uanset hvor meget hun ville ønske det var anderledes.

Så nu gjorde hun op med det. Heldigvis. Efter daten med den unge mand, ville hun tage sig sammen og forlade Eldridge. Selvfølgelig. Inden da skadede det ikke, at hun havde det fantastisk sjovt. De tog på Tarantallegra og dansede tæt og Kenna var nær gået så langt som til at invitere ham hjem. Han endte med at følge hende - et held i hendes mildt berusede tilstand - men hun besluttede allerede da de forlod natklubben, at det ikke skulle være. Hun gik endda så langt som til at fortælle ham det, som de nærmede sig huset, hvor hun lejede sig ind.

[Eldridge Engleford]

Eldridge så sig rundt med et svagt irriteret blik, da der ikke blev åbnet. Kenna havde ikke fortalt ham, at hun ville være ude og selvom det hørte til de yderste sjældenheder at han besøgte hendes hjem, så forventede han stadig at hun ville være der. Det lod ikke til at være tilfældet og han rettede lettere brysk på sit slips, før han vendte sig for at gå.

I samme øjeblik kunne han høre Kennas latter og hans blik blev mørkt, da han opdagede at hun ikke var alene. Hænderne knyttede sig let sammen og han foldede dem bag sig for at skjule det. I stedet for at storme frem blev han stående hvor han var, afventende og med et dystert blik.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna var ikke arm i arm med den unge mand ved hendes side, men de gik alligevel tæt på hinanden og hun lo, da han lavede sjov med at have forventet at komme med op. Tydeligvis var han ikke typen, der kunne drømme om at presse på og hun var komfortabel i hans selskab. Hvis hun havde været alene og ikke i et kompliceret forhold, havde der ikke været meget tvivl. Hun blev dog alligevel holdt tilbage af anstændighed - og af alle de følelser, som hun havde i klemme.

De nåede stien ned til det lille hus og en skygge gjorde Kenna varsom. Hun havde lukket fingrene om tryllestaven og var allerede blevet tavs, da hun kom tæt nok på til at genkende Eldridge og stivnede.

Hans selskab var ikke ønsket lige nu. I morgen var dagen, hvor hun komplet appelsinfri ville meddele ham, at det ikke gik mere. I aften var noget helt andet. Hendes pupiller udvidede sig en anelse, som hun rankede sig ubevidst. "Tak for i aften, Max. Vi ses." Hun smilede kort, men uden at det nåede hendes øjne, trykkede hans arm let og fulgte ham med blikket op af stien igen, inden hun vendte sig imod Eldridge og hældte is i maven. Den blev knebet ubehageligt sammen.

[Eldridge Engleford]

Eldridges kæbe var spændt og han betragtede det lille optrin uden at røre sig det mindste. Han blev stående hvor han var, udtryksløst og betragtede Kenna komme nærmere. Hænderne var stadig foldet bag ryggen, men han flyttede sig ikke fra vejen hen til døren.

"Sjov aften?" spurgte han, tilsyneladende roligt, men med et mørkt blik, der ikke ligefrem udstrålede glæde. Det borede sig ind i Kennas og det var tydeligt at han forventede en forklaring.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna stoppede foran Eldridge og bekæmpede følelsen af, at have gjort noget forkert. Det var ham den var gal med. Hun smilede svagt og uden overbevisning, som hun tog en dyb indånding. "Absolut underholdende," svarede hun spidst.

"Troede du jeg sad hjemme og strikkede?" Den spydige bemærkning røg ud uden omtanke og hun fortrød den en smule. Dog ikke nok til at beklage. "Må jeg komme ind i mit eget hjem nu?"

[Eldridge Engleford]

Eldridge virkede rolig udadtil, men indeni ulmede raseriet. Han lod det dog ikke slippe igennem, men fnøs af hende. "Lad ikke som om, at jeg nogensinde har forhindret dig i at gøre, hvad du ville," svarede han i et faretruende dybt tonefald og så stadig på hende med et blik, der var indtrængende og stormfuldt. Han havde aldrig ønsket sig en kuet kvinde, men havde foretrukket at Kenna havde viljestyrke. Nu betalte han åbenbart prisen.

Han flyttede sig ikke ud af stedet. "Men jeg kan se, hvad takken for det er," fortsatte han hårdt og i et øjeblik var det tydeligt, at han var såret. Det var ikke en følelse han brød sig om. Han drog sine egne konklusioner, men han havde også en fornemmelse af, at de ikke var forkerte. Det på trods af at han ikke havde været specielt opmærksom på Kenna på det seneste. "Hvor længe har det stået på?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas selvretfærdige harme skrumpede hastigt ind og hun havde det som om hun blev et par centimeter lavere over blikket. Mildt beruset, var hun ikke klædt rigtigt på til den samtale, der lige var påbegyndt og hun fortrød sine ord yderligere, som han fortsatte.

"Der er ikke noget, der står på," svarede hun, væsentligt mindre kamplysten, men lige stædigt. "Vi har kun danset og drukket. Du har jo aldrig lyst mere."

Hun spændte i kæben og rettede sig op.

[Eldridge Engleford]

En muskel i Eldridges kæbe sitrede og han bed tænderne sammen. "Hvad skal det betyde?" spurgte han lettere utålmodigt, oprigtigt uden at vide, hvad hun mente. Han var der da. Bevares, det var måske længe siden de havde været ude, men han havde travlt på arbejdet. Hun havde sikkert det samme.

Han så indtrængende ned på hende og gjorde stadig ikke anstalter til at flytte sig. Til gengæld følte han sig begyndende varsom og forsvarsberedt.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna krydsede armene under kappen og ignorerede kulden, der krøb ind på hende. Hun var varmblodig nok til at kunne klare det og hendes temperament hjalp gevaldigt i øjeblikket. Denne gang var det hendes tur til at fnyse.

"Du behandler mig som en pyntegenstand. Måske forhindrer du mig ikke i noget, men du gør heller ingenting mere. Jeg er ikke usynlig." Hendes stemme knækkede en anelse og hun rankede sig, før hun trådte forbi ham. Ikke på vilkår om hun havde tænkt sig at stå herude og skændes med ham. Hendes underbo og naboerne kunne høre dem.

[Eldridge Engleford]

Eldridges vrede blussede op igen. Han trådte til side, men hans knoer var hvide, hænderne knyttet hårdt sammen. Han hadede skandaler og han hadede folk, der ikke forstod at holde sagerne inden for hjemmets rammer. Det glemte han dog nu, skønt han ikke hævede stemmen. Han råbte ikke.

"Og du synes at den bedste måde at håndtere problemet på, var at udstille dig selv med en anden mand. Ikke at tale med mig." Hans stemme dirrede af harme, men den var lavmælt. Han var skuffet. Såret. Vred. Til grin. I hans optik havde hun ikke engang gidet at forsøge. Havde han vidst, at der var et problem...

Eldridge fnøs hørligt og brat gjorde han om på hælen og forlod Kennas dørtrin.

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas puls var høj og fornemmelsen i hendes mellemgulv ubehagelig, men hun havde regnet med, at han ville følge med ind. Da han drejede om på hælen, slog noget klik i hendes hoved og hun vendte sig efter ham med nøglen i hånden.

"Ja, det fremgår tydeligt hvor god du er til at tale om tingene," sagde hun højt efter ham, før hun med bankende hjerte vendte sig om og med rystende fingre fik låst døren op og bragt sig selv indenfor. Hun følte sig ædru, men hun vidste at det ikke var tilfældet.

[Eldridge Engleford]

Eldridge bremsede op med skuldre der tydeligt stivnede en anelse. Så drejede han sig igen og i ganske få skridt var han efter Kenna. Han smækkede døren bag sig lettere brat og pegede på hende med et vredt udtryk.

"Prøv ikke at lade som om, at du har handlet retfærdigt," advarede han og lod hånden falde. Hans blik var mørkt. "Du skal ikke beskylde mig, når du ikke er bedre selv. Det gør det meget svært at respektere dig."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna var auror og vandt til bratte skift, adrenalinsus og faresignaler, men det var noget andet, når det var hende selv, det centrerede sig omkring og hun trådte bagud væk fra Eldridge, da de stod i gangen, som førte til de to lejligheder. Hendes blik var reelt bange et kort øjeblik, før det skiftede til vrede.

"Jeg begår én fejltagelse. Du behandler mig som luft i flere måneder. Hvordan er det sammenligneligt? Du taler om respekt, men jeg har svært ved at tro, at du har noget som helst af det overfor mig. Max så mig i det mindste. Han synes jeg er sjov og han har lyst til at have mit selskab. For dig kan det vist være lige meget om jeg er der eller ej efterhånden..."

[Eldridge Engleford]

Det var udtrykket i Kennas ansigt, der fik Eldridge til at rette sig op og trække sig tilbage. Han var vred, men han havde intet ønske om at skræmme hende. Faktisk blev hans ansigt kun mørkere af, at hun så tydeligt tænkte sådan om ham og han knyttede endnu engang hænderne hårdt sammen.

Hans ansigtsudtryk var præget af foragt. Han fik kvalme over måden hun talte om en anden mand og hans puls rasede. "Flere måneder," gentog han, faretruende stille. Langsomt. Han så gennemborende på hende. "Og du siger først noget nu?" Først nu, hvor han havde fanget hende. Han havde mere eller mindre ignoreret hende, men han havde ikke selv været klar over det. Det sårede i hans blik var oprigtigt.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna sank sammen imod den væg hun var endt op imod. Hun sænkede blikket med en dump, ubehagelig følelse i mellemgulvet. Hun elskede ham jo. Max var vældig underholdende, men i virkeligheden var han ikke af nogen konsekvens.

Et tungt suk forlod hende og vreden var fislet ud, selvom der stadig var rigelig grund til at hæve stemmen overfor denne frustrerende, blinde, selvretfærdige mand. Hun havde dog aldrig haft nemt ved at se ham såret. Han havde en tendens til at ligne en lille dreng i de øjeblikke og det gjorde ondt.

"Jeg har sagt det," svarede hun resignerende. "Og jeg har vist det. Og jeg har ignoreret dig og forsøgt at forføre dig... Men du har mistet interessen på alle tænkelige punkter." Hun sank en klump. "Så jeg beklager, at jeg trådte forkert en enkelt gang, Eldridge, men jeg er træt af, at være til pynt."