|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 26, 2015 1:33:09 GMT 1
Vinden ruskede i Azkabans mure og udenfor slog bølgerne mod troldmandsfængslet. Eldridges kappe hvislede let og selvom dementorerne for længst havde forladt gangen, så var det et sted uden megen lykke. Den ministerieansatte troldmand priste sig i hvert fald lykkelig for at det kun var et visit, som han skridtede vejen mod en bestemt celle og snart efter stoppede udenfor den. Hans stemme var afmålt, forretningspræget, da han rømmede sig. "Mr. Attwater. Jeg er kommet for at stille Dem nogle spørgsmål." |
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 26, 2015 8:34:55 GMT 1
Han ville have klaret mørket og friberøvelsen, hvis bare de havde givet ham eliksiren, så ville han måske have haft et nogenlunde ophold i Azkaban. De havde dog gjort det klart at han ikke ville få en dråbe af det og en ting var at være fængslet, men at se frem til at forvandle sig i tre måneder, til en fuldbyrdet varulv var så frygtindgydende tanke at han havde gået i panik op til flere gange. De vidste jo hvad der ville ske, han ville begynde at angribe sig selv når der ikke var mennesker i nærheden. Al den smerte skræmte livet af ham. Derfor svarede han ikke da nogen henvendte sig til ham udenfor døren, men blev siddende og pillede ved en lille hvid sten han havde fundet.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 26, 2015 22:38:09 GMT 1
Eldridge forventede ikke just et svar. Det slog ham ikke ud af kurs og han rømmede sig blot en enkelt gang, lukkende hånden om den anden arms håndled foran sig. "De blev lokaliseret hos en Mr. Parker i Camden, ikke sandt?" spurgte han mildt, nærmest behageligt. Han var en høflig mand, overraskende i forhold til hvem han talte til.
"Jeg håbede, at De ville fortælle mig lidt om ham." Han tog besyv af manden i halvmørket, men kunne ikke udgøre meget. Af samme grund holdt han sig et sikkert skridt fra tremmerne. Han kendte selvfølgelig en del til omtalte - de havde været kollegaer - men det var underordnet nu.
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 26, 2015 22:47:08 GMT 1
Hector vidste ikke hvad fanden Eldridge havde tænkt sig, at han ville begynde at tale om sine venner som sad de overfor hinanden på Madam Nuttetruts? Han havde været på god fod med manden på den anden side af tremmerne engang, men det kunne man ikke sige var tilfældet længere og han havde intet til overs for ham. Had løb i hans årer og det kunne ligeså godt gå ud over Eldridge som enhver anden idiot. Derfor forblev han tavs, mens han forsatte med at fumle med den hvide sten. Kunne de da ikke bare give ham en sandhedseliksir hvis de så gerne ville vide det? Men nej selvfølgelig ikke, det var tydeligt at Coppernan ikke var den eneste der fik en tilfredsstillelse ud af at forsøge at tvinge sandheden ud af folk.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 26, 2015 22:57:03 GMT 1
Eldridge var endnu engang ikke overrasket over manglen på reaktion. Han tog sig ikke af det. Han forventede ikke just samarbejdsvillighed, men det afskrækkede ham ikke. Til gengæld smilede han høfligt, og bøjede nakken i et øjeblik. "Tre måneder herinde," kommenterede han afslappet og lod blikket glide lidt vurderende rundt.
Hans tonefald var henkastet. "Det er lang tid. Meget lang tid." Han tav i et øjeblik og betragtede den hærgede mand i cellen. Han kunne ikke længere genkende den tidligere auror og så ikke en mand, han før havde arbejdet sammen med. Ting ændrede sig. "Med lidt samarbejdsvilje, kunne jeg måske gøre noget ved det."
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 26, 2015 23:02:38 GMT 1
Eldridge forstod ikke en meget vigtig ting og det var at han ville være i fængsel resten af sit liv. At han så rent faktisk også var buret inde, gjorde ingen forskel, han ville altid være bundet af fuldmånen. Aldrig rigtig fri, aldrig i stand til at leve et almindeligt liv.
"Du spilder din tid Engleford" Bemærkede han med en hæs stemme, sidst han havde fået noget at drikke var længe siden. Vagterne havde set sig vrede på ham da han ikke ville opføre ordentligt, de forsøgte derfor at gøre livet værre for ham end det allerede var ved at nægte ham vand så længe som muligt.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 26, 2015 23:15:41 GMT 1
Eldridge sukkede lydløst, men det høflige smil forsvandt ikke. Han sagde ikke noget i et øjeblik og trak sig så tilbage. Man kunne tro at han havde givet op, men i virkeligheden forsvandt han kun for at udveksle et kort ord med en vagt og dukkede så op foran tremmerne igen.
"Jeg bryder mig ikke om at spilde min tid," sagde han endelig roligt og foldede hænderne foran sig igen. "Ministeriet for Magi er ikke uden retfærdighed," begyndte han og mente det oprigtigt. "Samarbejdsvilje kan gøre sit et langt stykke af vejen. Jeg kan hjælpe dig, hvis du til gengæld hjælper mig."
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 26, 2015 23:25:51 GMT 1
Hector håbede at han ikke ville komme tilbage, men var ikke overrasket da han dukkede op igen. Han havde lyst til at bide hans grimme, høflige maske af. Den provokerede ham voldsomt.
"Jeg har hørt lignende ord før." Snerrede han og betragtede den hvide sten, der havde smittet af på hans fingre. Han kastede den op i luften en enkelt gang og greb den, noget han efterhånden var blevet ret god til.
"Ordet hjælp bliver konstant misbrugt af jer ministeriefolk, det er ved at blive lidt pinligt" Sagde han og lagde hovedet tilbage mod muren, med et smil der skulle have været høfligt men i stedet blev en anelse ondskabsfuldt.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 26, 2015 23:50:22 GMT 1
Eldridge sukkede, denne gang hørligt. Overbærende. Det trak op i hans mundvige og hænderne flyttede sig om til ryggen. "Så vidt jeg husker, plejede du at være en af os, Mr. Attwater," mindede han ham om. "Men måske svigter din hukommelse." Hans ord var næsten kammeratlige, men alligevel ikke helt.
Tid syntes ikke at være en handelsvare, men det var ikke det eneste tilbud han havde. Han fjernede et støvfnug fra sit jakkeærme, tilsyneladende afslappet. "Jeg har hørt, at forvandlingen til en varulv er ganske smertefuld."
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 27, 2015 8:04:12 GMT 1
Hector løftede øjenbrynene over hans ord og så ud til at have mistet sin tålmodighed. "Andre har ellers haft så travlt med at glemme det" Bemærkede han tørt og kastede den lille sten op en gang til og greb den i luften inden Engleford forsatte. Hans ord fik ham til at stivne flygtigt og hans hjerte bankede hurtigere bare ved tanken om forvandlingen. Det eneste der afslørede det var et svagt panisk blik der dukkede op i hans øjne.
"Det er det" Konstaterede han og kastede stenen op i luften og greb den hurtigt inden han forsatte. "Det er det mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet"
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 27, 2015 20:39:25 GMT 1
Eldridge bøjede nakken lidt, som om han var fordybet i tanker. Så sukkede han og så op på den lusede troldmænd. "Jeg vil ikke lade som om, at jeg kan forestille mig det," sagde han, næsten sympatisk. Det var det ikke rigtigt i virkeligheden, men han havde sin egen interesse.
"Ingen eliksir?" gættede han henkastet, selvom han udemærket kendte svaret på spørgsmålet. Han havde lavet sit fodarbejde og han var nødt til at vide, hvad han havde at arbejde med.
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 27, 2015 21:05:58 GMT 1
Hector troede ikke på Eldridges umiddelbare sympati, mest fordi han var så vant til det andet at det virkede utroværdigt. En overvældende træthed ramte ham derefter og han lagde stenen fra sig på stengulvet, hvorefter han gled lidt længere hen af gulvet og lænede hovedet tilbage mod muren. Han rystede på hovedet over spørgsmålet og lukkede derefter sine øjne i, uden nogle skrupler om hvor uhøfligt det var. "Ingen" Svarede han og overvejede hvor han ville hen med denne samtale.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 27, 2015 23:43:43 GMT 1
Eldridge slap en lavmælt ah-lyd og så frem for sig i nogle øjeblikke og i et øjeblik virkede det ikke til, at han havde tænkt sig at sige mere. Han slog fingrene let mod den anden hånds håndryg og gik så afslappet et par skridt til siden, tænksomt, før han så ind på Hector igen.
"Den må være svær at undvære," musede han drævende, men ikke tilfældigt. "Men jeg kunne selvfølgelig sørge for, at du fik den."
|
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 27, 2015 23:50:53 GMT 1
Hector lod tankerne vandre mens han hvilede hovedet mod muren, stadig med lukkede øjne. Han hørte alt hvad Eldridge sagde, men der gik en del tid før han reagerede. Han var sikker på at det ville koste at få eliksiren. Han overvejede om det ville være det værd, at se sine venner komme i problemer, måske endda fængsel efter han havde fortalt dem om dem. Problemet var at alle deres ansigter var væk, de virkede som hule minder, noget der var forsvundet for evigt. Han havde skåret al følelsesmæssig kontakt til dem væk for at gøre tilværelsen her lettere, desuden følte han sig bitter over deres mangel på reaktion. Det var ikke retfærdigt at bede dem smide alt de havde i hænderne, men Hector var ikke ligefrem et logisk tænkende menneske i øjeblikket. Lige nu var hans primære bekymring den smertefulde forvandling han skulle gennemgå om lidt over en uge og han kunne allerede føle knoglerne skifte form under hans hud.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Jan 27, 2015 23:53:54 GMT 1
Eldridge gjorde et nummer ud af at sukke, da Hector ikke svarede ham. "Måske ikke..." sagde han drævende og pressede med vilje den yngre mand. Han rettede lidt på sin hat og trak kraven godt op om nakken, tydeligt på vej til at gå.
"Tilbuddet står og går med mig, Attwater," bemærkede han og gav ham en sidste chance for at reagere. Han havde allerede taget det første skridt væk.
|
|
