Uventede nyheder

[Magdalene Abbey]

Brody Blance

Maggie stod og vaskede op. Eller vaskede op var måske en underdrivelse. Tallerknerne blev skrubbet som aldrig før, men den lyshårede heks så ikke ud til at tage sig meget af det. Hun var fordybet i andre tanker og om blomstermotivet til sidst ville ende med at forsvinde fra porcelænet var ikke en af dem.

Tværtimod blev hun ved med at skæve over skulderen mod gangen, som om hun forventede at se nogen der. Lejligheden var dog ganske tom og hun sukkede blot lavmælt, som hun gik til angreb på endnu en tallerken.

[Brody Blance]

Brody var godt og grundigt forsinket. Han var godt klar over det, men han kunne ikke gøre ved, at træningen var trukket ud. Aftalen om en enkelt øl med en gammel klassekammerat bagefter var blevet lavet før aftalen med Maggie og han var ærlig talt temmelig selvtilfreds over, at det var lykkedes ham at holde det på en enkelt.

Da han endelig trådte ud af kaminen i Maggies lille bitte stue og børstede sig fri for aske, var han iklædt et selvtilfredst smil og gik efter lyden ude i køkkenet. Han stoppede i døråbningen og lænede sig imod karmen. "Hej, Magpie. Beklager forsinkelsen."

[Magdalene Abbey]

Maggies blik blev ved med at vandre fra opvasken til uret og en stigende anspændthed voksede. Nu af alle tidspunkter, var hun ikke sikker på at hun kunne overskue at Brody brændte hende af og uvillig til at tænke over konsekvenserne af det, kastede hun sig over glassene med nyfunden intensitet.

Opslugt af egne tanker, hørte hun det dårligt da Brody rent faktisk ankom og det gav et lille sæt i hende, som hun så sig tilbage over skulderen. En sten faldt fra hendes skuldre, kun for at lande tungt i hendes mave og hun smilede halvhjertet. "Det gør ikke noget," svarede hun og så kortvarigt tilbage ned i det beskidte opvaskevand, før hun skyllede fingrene og tørrede dem i et viskestykke.

"Jeg har noget, jeg skal tale med dig om," begyndte hun og vendte sig imod ham. Hænderne gned sig svagt mod hinanden. "Sid ned. Te?"

[Brody Blance]

Brodys afslappede munterhed forsvandt over den alvor han blev mødt med. Havde han trådt i spinaten? Det skulle ikke undre ham. Han var ikke vandt til forhold og han formåede helt sikkert ikke at leve op til prisen for månedens kæreste selv om han havde smilet til at vinde en sådan.

"Eh. Ja, okay," medgav han, som han dumpede ned ved spisebordet og så spørgende på Maggie. "Hvad så?"

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede og sendte endda Brody et oprigtigt, omend smånervøst smil, før hun tog kedlen fra blusset og hældte et krus te op. Lettere klodset satte hun det foran ham, før hun selv gled ned at sidde på stolen ved bordets side. Det føltes alligevel for formelt at sætte sig direkte overfor ham.

Hun så ned på sine hænder, gnavende lidt på sin underlæbe, før hun tvang sig selv til at se lettere usikkert op på Quidditchspilleren. Hun havde ikke tænkt sig at forsøge sig med udenomssnak. Tingene var som de var og hun kunne lige så godt få det ud snarere end senere. Hun tog en dyb indånding. "Brody, jeg er gravid."

[Brody Blance]

Brody havde nær væltet kruset over, da Maggie talte med en enkelt, skæbnesvanger sætning, som han havde frygtet at høre mange gange, men var blevet forskånet for hver gang. Han stirrede stumt på Maggie i et langt øjeblik.

Endelig kom han på benene med et højlydt "Fuck!"

Hænderne fandt håret og kørte frustreret igennem det, imens han drejede rundt om sig selv. "Fuck, fuck, fuck... Hvordan i Voldemorts sorte... Hvordan? Du brugte da...?"

[Magdalene Abbey]

Det gav et forskrækket sæt i Maggie, der trak vejret hørligt ind, idet Brody kom på benene. Hele hendes mave vendte sig og hun følte sig decideret kvalm. "Brody. Vær sød at sætte dig..." hviskede hun nærmest, med store bedende øjne og tog sig i at række en hånd ud mod ham. Hun havde lært så meget, at hun ikke kunne forudsige Brodys temperament, så af samme grund endte hun blot med at sidde musestille hvor hun var.

"Jeg er ked af det, Brody. Undskyld, men jeg vidste ikke... Jeg troede at du måtte være beskyttet, siden du aldrig talte om det og det var først, da jeg talte med healeren at jeg fandt ud af, at det ikke kunne..." Ordene sad fast i halsen på hende og hun stirrede ned i sine hænder. Hun var nærmest bange for at se op på ham. "Undskyld."

[Brody Blance]

Brody stirrede på Maggie og endte med at klø sig selv i nakken, før han rystede langsomt på hovedet. "Fuck," gentog han sig selv, men mere dæmpet denne gang. Han dumpede tungt ned på stolen og pustede hårdt ud.

Tankerne virrede rundt i hans hoved og han var tavs et stykke tid, imens han så ud i luften. "Vi bliver nødt til at gøre noget ved det," endte han med at sige, før han mødte Maggies blik.

[Magdalene Abbey]

Maggies skuldre faldt en anelse, da Brody satte sig ned igen. Hun så op på ham med et svagt flakkende blik og ville have smilet beroligende, hvis hun havde kunnet finde det i sig. Det kunne hun til gengæld ikke. Kun den ubehagelige, knugende følelse i mellemgulvet.

"Det ved jeg," svarede hun stille og løftede den ene hånd til bordet i et svagt tilbud - eller ønske. Hun så usikkert på ham. "Men jeg ved ikke, hvad vi skal gøre."

[Brody Blance]

Brody tog ikke hånden. Han grublede hårdt og bed sig i underlæben, før han nikkede kort. "Ingen må vide det," svarede han dæmpet. "Ingen. Det ville være katastrofalt."

Han tog en dyb indånding. "Men jeg kender en healer, der ville kunne tage sig af det."

[Magdalene Abbey]

Maggies fingre krøllede sig let sammen på bordet og hun trak langsomt hånden til sig. Hans ord syntes at runge hult og hun drejede i et øjeblik ansigtet bort. Hun var ikke sikker på, hvad hun ville, men det var tydeligt at Brody ikke havde den mindste tvivl. Hun rystede lidt på hovedet for sig selv og før hun vidste af det, var det hende der havde skubbet sig på benene.

"Lad være med at tale sådan til mig," røg det ud af hende, før hun lettere abrupt forlod køkkenet - uden noget egentlig andet formål. Hun var ikke ligefrem rationel i øjeblikket. Af samme grund gemte hun også bare ansigtet i sine hænder, så snart hun nåede ind i stuen.

[Brody Blance]

Brody sad lettere forbløffet tilbage et øjeblik, før han rejste sig og fulgte efter. Med hovedet bøjet og panden i forbløffende dybe rynker. "Maggie," sagde han efter hende, inden han fik indhentet hende og stoppede op.

"Maggie. Undskyld. Jeg ville ikke..." En tung udånding forlod ham. "Du mener vel ikke, at du vil beholde det?"

[Magdalene Abbey]

Maggie var stoppet op midt i stuen, uden egentlig at have haft noget sted at gå hen. Hænderne forlod ansigtet og hun foldede sig stedet armene omkring sin mave, uden at vende sig for at se på ham.

"Nej. Det tror jeg ikke. Jeg ved det ikke..." svarede hun uoplysende og rystede lidt på hovedet. Hendes stemme var overraskende rolig, på trods af at det ikke var hvad hun følte sig. "Men jeg ville ønske, at du kunne lade være med at tænke på hvad pressen ville sige i bare to sekunder og behandle mig som noget andet end en potentiel skandale."

[Brody Blance]

Brody gik rundt om Maggie og så ned på hende. Han tog en dyb indånding og strøg atter engang hånden igennem håret. "Undskyld," mumlede han. "Du er ikke en potentiel skandale, Magpie. Men for..." Han bandede og rømmede sig.

"Jeg var sikker på, at du tog eliksir imod... Ellers ville jeg da aldrig. Jeg er ikke klar til den slags."

[Magdalene Abbey]

Maggie så op på Brody, kun i et øjeblik, før hun rystede på hovedet og strammede grebet om sig selv lidt. Hun havde det underligt. Hun var ked af det, men ikke ulykkelig. Snarere en smule hul. Det var en mærkelig følelse. Måske var det fordi, at det ikke ligefrem var sådan her, at hun havde forestillet sig at det her øjeblik - en dag- ville udspille sig.

"Nej," svarede hun og satte sig tungt i sofaen, gnidende sig lidt over panden. "Det ved jeg," erklærede hun. De havde ikke været sammen længe og skulle hun være ærlig, så var hun ikke sikker på Brody endnu. Hun så op på ham med et umådeligt trist, men mere eller mindre afklaret blik. "Vi er ikke klar til det."