Vinterdage

[Louisa Maddox]

Louisa kunne ikke klare det længere, han så forvirret ud og hun havde intet ønske om at gøre ham ked af det. Hun måtte fortælle ham sandheden nu, men hvordan? Hun havde aldrig snakket med folk om det før, ikke nogen der ikke vidste det i forvejen.
"Louis, jeg skulle have sagt det før. Jeg er willie, ottendedels, ikke meget, men det skinner igennem en gang imellem når jeg glemmer at holde det under kontrol. Det er den eneste grund til at du gør alle de her ting.. Jeg er virkelig ked af det.. du må ikke blive vred på mig.. er du vred på mig?" Spurgte hun til sidst og så spørgende på ham, mens hun trak vejret hurtigt.

[Louis Howe]

Louis rettede ryggen, da Louisa begyndte at tale. Så hun havde wilie-gener. Han trak tænkende øjenbrynene sammen. Han kunne ikke benægte, at han følte sig snydt, men samtidig var det noget, han skulle have sagt sig selv.

Troldmanden tøvede, men undgik ikke hendes blik. "Holder du det under kontrol nu?" spurgte han langsomt i stedet for at svare hende og tog diskret en dyb indånding.

[Louisa Maddox]

Louisa nikkede og bed sig i underlæben, mens hun overvejede hvad hun skulle gøre. Til sidst besluttede hun sig for at det var bedst at hun gik sin vej - så ville han forhåbentlig glemme hende og derfor så hun beklagende på ham og smilede undskyldende. "Jeg må hellere gå" Sagde hun og drejede derefter rundt og begyndte at gå gennem sneen. Hun ville have løbet, men vejen var alt for glat til at hun turde, da hun var bange for at falde. Hun havde glemt alt om bogen i sine arme, der egentlig tilhørte ham, men som hun knuede som om det var hendes eneste ejendel.

[Louis Howe]

Louis tøvede med at åbne munden, efter hun havde svaret, og nåede derfor ikke at udføre handlingen, før Louisa vendte sig om for at gå. Han så efter hende og var lige ved at sætte efter hende, men kun et ryk gik igennem hans krop, og ellers blev han stående.

Han var ikke vred på hende, men det fik han ikke sagt, før den yngre heks var så langt væk, at hun nærmest gik i ét med den hvide sne. Med et hørligt suk gned troldmanden sin pande, før han drejede om på hælen og satte kursen hjemad. Hvordan blev det hele pludselig så dramatisk? Han måtte hellere skrive hende et brev, hvor han forklarede sig. Et eller andet sagde ham, at hun tog det hele lidt for tungt.

Tråd afsluttet