Når troldmænd fester

[Louis Howe]

Oliver Morecambe Young
Den 13. januar, 2110

Louis sad på en bar, som han aldrig havde hørt om, med en øl foran sig, hvilket han ellers aldrig drak. De mørke øjenbryn var trukket sammen i en tænkende mine, og han fandt Oliver med blikket.

"Kan du lide, når det snurrer på den måde?" spurgte han højt nok til at overdøve de andre festligheder, men ikke råbende. Det skete ganske pludseligt, at de valgte at tage ud. Efter en omgang troldmansskak, der havde trukket overraskende meget ud, med tilhørende øl, var de (især Louis) kommet i et festligt humør. Og nu sad de altså her, mens den mørkhårede troldmand havde en blandet følelse af godt og dårligt ved at befinde sig i uvante omgivelser.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie havde skam også fået lidt under vesten, men han var ikke direkte beruset. Snarere i godt humør, som han tog endnu en solid tår af sin øl og så overrasket på Louis.

Så lo han muntert og hævede øjenbrynene lidt af den ældre mand. "Det skal jeg fortælle dig, når jeg når dertil," svarede han drillende - omend der ikke kunne være længe. Nitten år gammel og boende i et hus med en flok andre knægte, fik han dog drukket et par øl mere end hvad der måske lige var sundt. Der skulle efterhånden en del til for at gøre ham rigtigt fuld. Han fnøs muntert. "Du kan altid gribe fat i mig, hvis det stikker helt af."

[Louis Howe]

Louis fortrød at have stillet det dumme spørgsmål, men han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndene over Olivers kommentar. "Det bliver ikke nødvendigt, kan jeg forsikre dig," sagde han og rettede ryggen en anelse - han var en ansvarlig ung mand, der kendte sine grænser.

Efter at have taget en tår af øllen åbnede Louis munden med den indstilling at føre en mere ordentlig samtale. "Er du ofte ude på denne måde?" spurgte han og så rundt i rummet, før han fandt den anden med blikket igen.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver betragtede Louis ranke sig og kunne ikke lade være med at komme til at le. Det var så formelt, at det var svært for Ollie at tørre det dumme grin af læberne igen og han følte sig selv afslappet nok til at kunne se drillende på Louis. "Jeg bider ellers ikke," svarede han og vippede en enkelt gang med øjenbrynene, før han rystede muntert på hovedet og tog endnu en slurk af sin øl.

Han strakte benene lidt foran sig, stadig med et muntert smil. "Og jaeh, det sker, men oftest kommer folk til huset. Det er nemmere og der er færre kameraer."

[Louis Howe]

Louis forstod ikke, hvorfor Oliver lo, men han kunne ikke lade være med at se væk ved hans kommentar. Han havde ikke fået nok øl til at synes, at det var passende, men han havde fået nok til at synes, at det faktisk ikke gjorde noget.

Louis så tilbage på Oliver da han talte og nikkede en enkelt gang, før de mørke øjenbryn igen trak sig sammen. "Kameraer?" Selv havde han ikke bemærket, at nogle troldmænd og hekse havde genkendt quidditchspilleren, da han ikke havde troet, at vennen ville være sådan i rampelyset.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver slog afværgende ud med den ene hånd. "Det er ikke rigtigt mig, de er efter," konstaterede han. Det var mere eller mindre sandt. Der dukkede flere og flere op efter han var begyndt at spille for Ballycastle, men han var langt fra oppe på siden af andre spillere som Brody, Bea og Riley.

"Men jeg er for det meste ude med dem fra holdet, når jeg er ude, og så sværmer det med dem. Det er næsten helt imponerende." Han fnøs muntert.

[Louis Howe]

Louis forstod, og han kunne da heller ikke nægte, at han havde set et velkendt ansigt titte smilende frem på en forside. Men han tænkte aldrig rigtig over det.

"Det må være rart ikke at blive forfulgt af kameraer. Jeg kan ikke forestille mig at få mit privatliv invaderet på den måde," kommenterede han og pillede ved ølflaskens hals. "Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan du har det med det," tilføjede han og så spørgende på den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver skar en grimasse og tog en tår af øllen. "Hvis jeg skal være ærlig, så var jeg helst fri," indrømmede han og kløede sig lidt i nakken. "Jeg mener, det er sgu en fest at få lov til at spille Quidditch med så dygtige spillere," - som han selv var en af - "men alt det der medieræs, det siger mig absolut intet." Han rystede på hovedet.

"Men jeg kan godt mærke på det hele, at jeg ikke bliver med med at slippe," svarede han med et mere eller mindre godmodigt - eller i hvert fald med et svagt resigneret smil.

[Louis Howe]

Louis' ansigt var faldet i de sædvanlige seriøse folder, og han lyttede opmærksomt til Olivers ord - også selvom den snurrende fornemmelse var en anelse distraherende.

"Det er ærgerligt, at det nogle gange handler mindre om spillet og de deltagende, og mere om status," sagde han fornuftigt, selvom han ikke var nogen sportsmand. "Det ser man også indenfor litteraturen. Tag for eksempel en pæn forfatterinde - sladderbladene vil hellere høre om hendes hår end det værk, hun sikkert har lagt årevis i at lave." Louis rystede ærgerlig på hovedet og tog en tår af sin øl.

[Oliver Morecambe Young]

"Jah," konstaterede Oliver med en skuldertrækning. Han var ganske enig med Louis, men også begyndende beruset. Det var begrænset hvor alvorlig han kunne forventes at være.

"Det er i hvert fald ikke skide fedt," tilføjede han af samme grund blot ligeud og løftede sin øl en anelse, før han tog en tår af den. Der var efterhånden ikke meget tilbage. "Men der er sgu nok ikke så meget at gøre ved det."

[Louis Howe]

Louis hævede øjenbrynene over Olivers reaktion. Han var ikke tilfreds med, at den anden ikke tog hans ord lige så seriøse, som han mente dem, og han lænede sig en anelse ind over bordet.

"Er du ikke enig? Årevis ved skrivebordet med skrivekramper og folk vil bare høre om hendes frisure." Troldmanden ignorerede den insisterende snurren medfulgt af øllen, der nærmest protesterede, da han forholdt sin indenfor det samme emne. Louis så direkte på Oliver.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie så lettere forbløffet ud over Louis' alvor og blinkede en enkelt gang, før han fnøs muntert og holdt hænderne afværgende op. "Jo, jo, selvfølgelig," svarede han hurtigt og forsøgte at se alvorlig ud. Det gik mere eller mindre godt. "Jeg troede bare, at det var ment som et eksempel," undskyldte han sig og smilede afvæbnende.

Noget ved Louis' blik fik Oliver til at føle sig en anelse mere sober og han rømmede sig en enkelt gang, som han skubbede sig lidt mere ret op at sidde. "Virkelig ikke fedt," mumlede han halvt ned i ølflasken og tog endnu en solid tår.

[Louis Howe]

Der opstod en tavshed mellem de to troldmænd, og Louis løftede ølflasken op til læberne med en begyndende følelse af dårlig samvittighed. Det havde trods alt ikke været hans mening at angribe den anden på den måde.

"Nej, virkelig ikke fedt," gentog han, men denne gang med en trækning i mundvigene, der mildnede det ellers seriøse ansigtsudtryk. "Men på den anden side - hvis du får mere opmærksomhed af kameraerne, synes folk nok, at du er blevet bedre," tilføjede han prøvende og så afventende på den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver trak lidt på skuldrene, med antydningen af et smil i den ene mundvig. "Måske," svarede han lettere tøvende. Han var ikke sikker på, at det var talent der var den største drivkraft bag mediernes interesse - men nu var Oliver også overraskende ydmyg af natur. Han var nemlig dygtig.

"Så længe det er det, de siger," tilføjede han dog godmodigt og hævede sin øl en anelse, for at tage en eftertænksom tår.

[Louis Howe]

Louis åbnede munden for at fyre endnu en optimistisk kommentar af, men stoppede sig selv. Selv fandt han evigt positive personer en anelse trættende, og han ville helst ikke være én af dem. Det var nok øllenes skyld.

Troldmanden tog en tår samtidig med den anden. "Måske jeg skulle tage ind og se jer spille en dag," sagde han, før det gik op for ham, hvad der røg ud over hans læber. Hvorfor i alverden skulle han det? Han brød sig ikke om sport og hadede al den råberi og larm, der var i et stadion. Sportsfans kunne råbe og skrige, som om de var underlagt Crusio-forbandelsen, og det var bestemt ikke Louis' kop te.