Aftensmad

[Aldrian Coppernan]

Tag: Abigail Coppernan

Aldrian stod i køkkenet og var ved at gøre de sidste ting klar til aftenens besøg. Abi skulle komme om ganske få minutter og det var hans tur til at lave mad. Traditionen med at spise aftensmad sammen havde stået på længe efterhånden og selvom det aldrig havde været en fast dag eller lignende, så formåede de stadig at holde den i live. Denne aften havde han bikset en let salat sammen og stegt to store bøffer og bagt en kartoffel til dem hver. Mange havde sikkert den holdning, at en mand som Aldrian ikke kunne lave mad, men når sandheden skulle frem, så satte han en ære i at tilberede et godt måltid. Når man som han var gammel ungkarl, så måtte man på et tidspunkt tage et valg i forhold til, om man ønskede at have en husalf i sit hus hver dag, eller selv give sig i kast med at lave den. Han havde valgt det sidste. Tanken om sådan et bæst i sin nærhed hver dag var ikke til at holde ud.

Det ringede på døren og han vaskede hurtigt sine fingre og fjernede det forklæde, som havde beskyttet hans gevandter imod pletter og gik ud for at åbne døren. "Abi! Velkommen til." Han gav hende et varmt kram og snusede let til hendes hår, inden han gav slip på hende igen. "Kom bare ind, jeg er straks færdig." Han lod døren stå åben bag sig og forventede tydeligvis, at hun selv kom ind og lukkede den bag sig, mens han blev færdig i køkkenet.

[Abigail Coppernan]

Abigail boede ikke langt fra sin brors lejlighed. Om det var bevidst eller ubevidst var op til andre at gruble over. Selv passede det hende fint den ene gang hver anden uge de spiste i hinandens selskab. Aldrians evner i et køkken var slet ikke ringe. Betydeligt bedre end hendes egne hvis hun skulle være ærlig. Oftest betalte hun sig fra madlavningen når det var hende der var vært og tanken om hendes selvcentrerede bror i forklæde var evigt underholdende.

Hun var ulasteligt klædt som altid og skuttede sig lidt i sin pelskantede kappe da hun stoppede op foran den rigtigt dør og trak i håndtaget til ringeklokken. Hun slap håndtaget igen og inspicerede momentært sine lange, perfekt lakerede negle indtil døren gik op og Aldrian kom til syne, desværre ikke i forklæde "Al." hilste hun med overlæg. Ligeså meget som han afskyede den forkortede form af sit navn, gjorde hun det samme "Har du glemt forklædet?" hun markerede et kys på hans ene kind efter at have gengældt hans omfavnelse og vuggede ind i gangen med et uudgrundeligt lille smil på læberne. Et par sekunder stod hun og så efter ham før hun lukkede hoveddøren og selv tog sin kappe af. Da den vær hængt op, fandt hun døren til køkkenet og lænede sig ind mod karmen med armene løst over kors "Hvad har du fundet på i aften?"

[Aldrian Coppernan]

"Nej, men jeg går da ikke ud og åbner døren for min kære lillesøster, mens jeg har det på." Han svarede hende over skulderen, på vej ud i køkkenet, mens han stadig mærkede stedet på kinden, som hun havde kysset, summe stille. Aldrian vrængede indvendigt lidt over, at hun tiltalte ham "Al", men han var også klar over, at han selv havde bragt det frem. Han smilede lidt. Fra tid til anden kunne han ikke lade være med at drille hende, uanset at det kom tilbage i hovedet på ham selv igen. Han var nået helt ud i køkkenet, hvor han smed bøfferne over og brugte en besværgelse til at styre al stegeosen direkte ud, så han slap for et tilrøget køkken. Forklædet var igen på plads.

"Entre Cote bøffer og bagte kartofler." Han mærkede, hvordan hans mund løb lidt i vand ved tanken. Han var virkelig sulten. "Jeg håber, du er sulten. Jeg er vist kommet til at lave lige rigeligt." Han smilede over skulderen.

[Abigail Coppernan]

Abigail fnøs og himlede med øjnene bag Aldrians ryg og strøg håret om bag det ene øre, før hun igen foldede armene over brystet og trak på skuldrene "Jeg har ikke din appetit, men mon ikke det er meget godt?" hun smilede sødt og var sulten. Derfor var der ingen skade i at opretholde forestillingen om, at hun spiste som en fugl "Har du nogensinde overvejet grøntsager?" hun hævede et slankt øjenbryn "Salat?" det trak drillende i hendes mundvige.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian smilede let ved hendes kommentar. Hun havde altid gjort noget ud af at lade som om, hun ingenting spiste, men alle de gange, de havde spist sammen, havde hun nu engang taget fra med god appetit og det var nærmest blevet en form for intern joke dem imellem. Det samme var kommentaren om grøntsagerne. Derfor gjorde han heller ikke andet end at pege med en tommelfinger over skulderen på den skål med salat, der stod klar på køkkenbordet.

Han vendte bøfferne og så sig tilbage over skulderen et øjeblik. "Har du mødt nogle nye kendisser, siden vi sås sidst?" Det var også et standardspørgsmål. I det hele taget var starten på deres madaftener temmeligt ens, men det generede ikke Aldrian. Han fandt både hygge og tryghed i det lille ritual og han mærkede, hvordan han mentalt fandt sig til rette for første gang i dag.

[Abigail Coppernan]

Abigail drejede hovedet lidt for at følge hans pegende finger. Hun trak på skuldrene da hun fik øje på skålen med salat og blottede de perfekte tænder i et drillende smil "Imponerende. Du er ved at lære det." hun rettede sig op da hun kom i tanke om noget og gik tilbage ud i gangen uden et ord. Da hun dukkede op i døråbningen igen var det med en flaske vin i den ene hånd "Den skulle være god.." hun så skeptisk på flasken og gik så helt ind i køkkenet hvor hun stillede sig ved siden af komfuret, lænet tilbage mod bordpladen "I hvert fald i følge Tarpwater." hun holdt flasken så han kunne se den, mens hun ganske henkastet nævnte den noget ældre troldmand, hun for tiden sås med.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian smilede lidt, da Abigail var nødt til at trække sin svidende kommentar tilbage. "Kommer det bag på dig, at jeg hører efter, hvad du siger?" Han vurderede at bøfferne havde fået nok og smed dem over på det fad, han ville servere af denne aften. Da hun kom ind med vinen, tog han den ud af hendes hænder og studerede den grundigt for at skjule den grimme følelse, han havde fået i munden, da hun nævnte Tarpwater. For hans indre blik løb et utal af billeder forbi, alle situationer som han ikke ønskede at se sin søster i. Da han havde styr på sin stemme igen, smilede han til hende. "Vi må jo bare prøve at se, hvad vi selv synes om den." Han havde måttet tage et hårdt tag i nakken på sig selv, for ikke at komme med en negativ bemærkning udelukkende på grund af tippets ophavsmand. Han gemte emnet af vejen i sin hukommelse og aftalte bestemt med sig selv, at han først skulle bringe det på bane senere. "Vil du åbne den, mens jeg sætter på bordet?"

[Abigail Coppernan]

Abigail trak på skuldrene igen, men tøvede ikke før hun svarede "Ja." kom det ganske ligefremt før hun hentede vinen hun havde haft med.

Hun overlod uden indvendinger flasken til ham og betragtede ham opmærksomt med hovedet lidt på sned. Omend han var god til at sætte en facade op, kendte hun ham bedre end de fleste andre og det trak afslørende i hendes mundvige da hun nikkede "Jeg har allerede smagt den. Glemte jeg at sige det?" hun smilede uskyldigt, selvom hun vidste han ikke ville tro hende over en dørtærskel "Til middagen på Kimæren i lørdags. Det var fantastisk." hun tog flasken fra ham igen og med et nydeligt svip af sin tryllestav (der havde siddet i den diskrete holder i hendes bælte - nyeste mode), fik hun proppen til at springe ud af flasken. Den landede på køkkenbordet og rullede lidt før den lå stille "Hvordan går det på arbejde?"

[Aldrian Coppernan]

Hendes rappe svar fik et smil frem på hans ansigt, som dog hurtigt forsvandt igen, da hun nævnte en bestemt middag. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun kom med kommentaren for at genere ham, men han kunne simpelthen ikke lade være med at reagere på det. Og det vidste hun. Bare tanken om hende med en mand, gav ham opkastningsfornemmelser. Han havde altid følt et stærkt bånd til sin tvillingesøster og hvis han kunne få lov til at bestemme, så ville hun holde hus for ham og leve i cølibat resten af sit liv. Men var der noget, han aldrig havde fået lov til, så var det at bestemme over hende.

Da hans ansigt reagerede på nyheden, drejede han det over til at blive en frastødt grimasse. "At du gider bruge tid på sådan en gammel stodder, fatter jeg simpelthen ikke. Han er på alder med far!" Han gik ind med maden og satte den på bordet, hvor hun allerede havde sat sig. Han smed forklædet fra sig ude i køkkenet og kom igen ind i stuen. Han tog vinen og hældte op til dem begge, inden han satte sig. "Arbejdet går såmænd udmærket. Vi har stadig problemer med varulven, men han skal nok blive fanget."

[Abigail Coppernan]

Abigail gik stedkendt ind til spisebordet og satte sig på den plads hun sad på hver uge, stadig med et tenderende selvtilfredst smil på læberne, der kun blev mere udtalt da Aldrian gjorde hende selskab. Det var dog hans reaktion mere end selskabet der fremkaldte smilet "Charles er en mand i sin bedste alder. Og han ved hvordan man behandler en kvinde." fastslog hun, uden at uddybe at det efter hendes mening påkrævede dyre middage, rigeligt med gaver og en status der kunne bringe hende selv lidt i søgelyset.

Hun rakte ud efter vinglasset da det var blevet fyldt og satte med en doven bevægelse, vinen i bevægelse i glasset "Bæstet der lavede ballade til juleballet på Hogwarts?" hun rynkede de smalle bryn en smule "Jeg troede I havde uskadeliggjort ham for længst."

[Aldrian Coppernan]

Hendes smil provokerede ham voldsomt og han måtte tage hårdt fat i sig selv, for ikke at reagere på det. Han mindede igen og igen sig selv om, at søsterens forhold sjældent holdt ret længe og at han bare skulle vente, så forsvandt denne Tarpwater også ud i horisonten. Da først han havde fået bragt denne tanke frem i sin bevidsthed fik han det bedre og det smil han sendte hende var næsten varmt. "Det er der også masser af mænd på din egen alder, der gør." Han havde lyst til at sige mere, men fik bidt tænderne sammen om ordene, inden de undslap ham.

Han nikkede til hendes spørgsmål, mens han sippede til sin vin og skubbede salatskåle mv. over i hendes retning, så hun kunne få lov til at tage først. "Nej, desværre. Jeg havde ham i en celle, men var nødt til at lade ham slippe. Og nu har han ikke vist sig til nogen af de samtaler, han skulle dukke op til."

[Abigail Coppernan]

Abegail blev aldrig, aldrig nogen sinde træt af, at provokere sin bror. Det kunne godt være hun havde rundet de tredive, men det spillede ingen rolle. Provokationerne og deres indbyrdes stridigheder og stikpiller, havde over årene blot udviklet sig fra spytkugler og sladren, til noget langt mere udspekuleret.

"Måske.." hun trak på skuldrene mens hun tog den mindste bøf fra fadet og lagde den over på sin tallerken "Men der er bare noget ved erfarne mænd." hun skubbede den sidste bøf over til ham og tog i stedet selv for sig af salaten "Hvorfor i alverden lod du ham slippe?" hun rynkede brynene lidt og var mildt interesseret. Der kunne måske være noget hun kunne bruge.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian måtte igen bide nogle trælse ord i sig, inden han kunne smile til hende, som om intet var hændt. "Jeg kender nu mange kvinder, som ville aflægge ed på, at jeg var mere erfaren end Tarpwater." Han smilede lidt stolt over det faktum, at han ikke engang var nødt til at lyve omkring dette. "Og jeg er på din alder, så mon ikke, der findes flere af os derude?" Det sidste tilføjede han nærmest som en eftertanke.

Han trak irriteret på skuldrene over situationen og forklarede yderligere. "Selvom jeg personligt ved, at han kan finde på at overfalde unge magikere, så var der ingen, som kom til skade under den uheldige hændelse. Det eneste jeg kunne gøre var at give ham en advarsel og en lærestreg og så sende ham af sted igen." Han tog selv noget mad på sin tallerken med hidsige bevægelser. "Men når vi fanger ham denne gang, bliver det anderledes."

[Abigail Coppernan]

Abigail himlede med øjnene og fnøs uden at gøre nogen forsøg på at skjule sin underholdte skepsis, men hun gav ham ikke flere slet skjulte stikpiller at reagere på. Det var i hvert fald hendes intention indtil videre, men hun måtte alligevel bide sig i tungen for ikke skarpt at huske ham på, at han nogenlunde var den sidste type hun ville gå efter.

Så hun lod stikpillerne glide ud og lyttede i stedet med nogenlunde interesse til hvad han fortalte om den formastelige varulv der stadig gik frit omkring "En lærestreg?" hun tyggede af munden og løftede hovedet med et glimt af reel interesse i øjnene "Hvilken slags lærestreg?"

[Aldrian Coppernan]

Aldrian tyggede eftertænksomt på sin bøf, mens han så over på hende. "Åh du ved, det sædvanlige. Et par dage i hullet, nogle lange afhøringer og sådan." Hans utilfredshed med de begrænsede indgrebsmuligheder skinnede tydeligt igennem. "Når først vi har fået fat i ham igen, kan jeg indgive en rapport til Ministeren selv og forhåbentligt få ham til at give os lidt friere tøjler, når det handler om så farlige dyr, som dem vi arbejder med i min afdeling." Han havde haft så travlt med at snakke, at han næsten havde glemt at spise, og han skyndte sig at sippe til sin vin igen.