Laber larve

[Jenna Owens]

Adam Philips

Jenna formåede ofte at redde sig ud af meget med sin charme, men siden de havde fået en ny professor i Magiens historie var hendes karakter i faget begyndt at dale gevaldigt, og nu var det altså nået så vidt at hun var tvunget til at få hjælp. Det var ikke fordi hun ikke fattede faget, men hun var blevet fodret med historier om fortidens legender siden hun var helt lille, at hun simpelthen var for sløv til at få lavet sine ting. Det skulle nu få sin konsekvens. 

Jenna hang derfor dovent hen over et bord i et tomt klasselokale, mens hun ventede på at Magnolia Dearborn ville træde ind af døren. Hendes bøger var sløset smidt på bordet, mens et pergament var lagt foran hende, som hun tegnede små tegninger på, mest for at fordrive tiden. 

[Adam Philips]

Det havde krævet mere end bare et godt forhold og en almindelig portion overtalelse at få Adam til at hjælpe med lektierne for en sekstenårig løvinde. Hunkøn, Gryffindor og sekstenårig. Det var bare en dårlig cocktail. Alligevel havde Magnolia fået overtalt ham til at tage sig af en Ms. Owens - hvordan huskede han ikke lige på stående fod.

Et dybt suk. Så åbnede præfekten døren ind til klasselokalet med en glat mine. En bog og to mapper var stukket i klemme mellem hans side og overarm. Blikket blev straks fanget af det skrigende.. Ja, hvad i alverden var det dog for en farve, hendes hår havde? Med afmålte skridt trådte han hen mod bordet og hævedet et misbilligende bryn over rodet. "Miss Owens?" Det var ikke ligefrem jubel i hans stemme, men Adam formåede alligevel at holde tonefaldet høfligt.

[Jenna Owens]

Jenna var på nippet til at falde i søvn hen over bordet da døren gik op. Hun vendte de brune øjne dovent mod den, men da hun så hvem der trådte ind i stedet for den rødhårede slange, rettede hun sig med et op. ”Halløj”, hilste hun i et bredt smil og studerede hurtigt Adam fra top til tå.

Hans ord fik hende til at bide sig muntert i underlæben. ”Jenna er bedre”, rettede hun ham, og trak stolen ud ved siden af sig, inden hun klappede en enkelt gang på sædet. ”Slå dig ned!”, bad hun, og var pludselig meget mere vågen og klar, end hun havde været for et par sekunder siden. 

[Adam Philips]

Adams blik gled over Jenna og det krævede en stor portion selvkontrol ikke at rynke misbilligende på næsen over hende. Hun sov simpelthen hen over sine bøger. Mage til uforskammethed.. Han rakte hånden ud som hilsen. "Jeg tror, vi kan blive enige om, at Miss Owens også fanger din opmærksomhed." konstaterede han langsomt, før han tog plads ved hendes side.

Bøgerne blev brugt til at skubbe hendes rod lidt til siden, før han lagde dem på bordet og vurderende betragtede hende. "Du har lidt.. Tryksværte på kinden." informerede han hende tørt med en hævet pegefinger mod hendes ansigt.

[Jenna Owens]

Jenna hævede et bryn af Adam i det hun tog imod hans hånd. Han var noget fin på den, denne krølhårede præfekt, men samtidig var der noget ved hans selvkontrol der vakte en vis .. spænding .. hos den et år yngre løve. Mon det var muligt at prikke til ham? ”Men det er ikke særlig personligt”, svarede hun ham igen, og lyste op i en munter grimasse, inden hun slap hans hånd.

Jenna så tilbage på ham, og var ikke for genert til at lade blikket forblive i hans, da han pludselig sagde noget, der kort fik hende til at rynke brynene. ”Åh”, sagde hun, og forsøgte at fjerne det med hånden. ”Er det væk nu?”, spurgte hun sødt, og vendte spørgende kinden mod ham, velvidende at det var det bestemt ikke, for det eneste Jenna havde gjort var at strejfe sin hånd langs kinden.

[Adam Philips]

Adams blik blev kort undersøgende, som han betragtede den farvesprudlende pige foran sig. Så blinkede han. "Nu er dette også en lektiehjælp - ikke terapitime." konstaterede han, før han pakkede sine bøger frem. Nu var der ligesom lagt låg på den del af deres samtale.

Det var da næsten utroligt som det pigebarn kunne stirre. Blikket gled over hendes kind, blækket var der stadig. "Nej." blev svaret på hendes spørgsmål, før han slog op i bogen. "Jeg forstod, at det var Magiens Historie, du havde problemer med?" Adam hævede et øjenbryn, som han afventende vendte blikket mod hende igen.

[Jenna Owens]

Jenna skævede halvt utilfreds mod ham. Så løftede hun sin hånd for at tørre resten af blækket væk. Hun førte sit hår om bag ørerne, og hev så sin bog til sig, for at slå op i den. ”Det er korrekt”, svarede hun ham, og var kort fraværende, i det hun bladrede lidt rundt til hun fandt den side hun ledte efter. ”Nisseoprøret er måske et godt sted at starte.. Med mindre du har en bedre ide?”, sagde hun, og skævede hen mod ham, inden hun blottede tænderne i et smil.

[Adam Philips]

Jennas utilfredshed var tydelig, og et kort sekund undredes Adam over reaktionen. Hvad havsde lævinden egentlig forestillet sig? Slangen faldt dog til ro, da fokus endelig vendte tilbage til lektierne, hun havde for til Magiens Historie. Det var noget, han kunne forholde sig til modsat hendes underlige kommentarer.

"Hvis det er der, dine udfordringer ligger, Miss Owens." Adam så mod Jenna i et langt sekund, før han igen vendte blikket mod bogen, hun havde slået op i. Hun havde nu et ganske kønt smil, bemærkede en spinkel stemme i hans indre, før den blev presset ud af hans bevidsthed. Det var en time, der skulle kredse om Nisseoprøret og dets indflydelse på det magiske samfund og ikke dette spraglede hunkøns underlige adfærd.

[Jenna Owens]

Jenna rettede sit blik mod den ældre slange. ”Det er det vist . . Adam”, det ene øjenbryn var hævet, og da han blev ved med at se mod hende fik smilet lov til at vokse, kun for at vise, at hun var lige så stædig i det med navne, som han så ud til at ville være.

Så bemærkede hun at hans blik skævede til bogen mellem sine hænder, hvilket fik hende til at rykke den ind på midten, hvorefter hun fik rykket sin stol meget tættere på Adam, så afstanden mellem de to stole næsten blev minimeret helt. ”Du begynder bare”, sagde hun endelig, og lænede ryggen afslappet mod stoleryggen, mens de brune øjne var direkte rettet mod hans ansigtet, med et smil lurende i mundvigen.

[Adam Philips]

Før slangen fik chancen for at stoppe det, forlod et moret fnys hans næse som luften blev lukket ud igen. Det behagede ham ikke, at denne yngre farvelade på en eller anden måde var nået ind og trykke på en knap i ham, der normalt var skjult. Blikket forblev stift på bogens tørre sider.

"Nej, der har du misforstået noget, Miss Owens" fastholdt han stædigt og skulle til at hæve blikket, før han fik standset sig selv. Han ville ikke give hende den tilfredsstillelse ved at bukke under for hendes nærmest konstante stirren. "Det er jo ikke mig, der har problemerne."

[Jenna Owens]

Jenna lænede sit hoved tilbage mod stoleryggen, med sin fod let presset mod indersiden af bordbenet, så stolen vippede svagt. Hans ord fik hendes højre hjørnetand til at tage et blidt tag i den bløde underlæbe. Hun så på ham i et fornøjet og tænkende smil, før hun slap underlæben for at tale. ”Nisseoprøret i . . 1612 fandt sted nær Hogsmeade. De Tre Koste blev brugt som hovedkvarter for oprøret, et oprør beskrevet som blodigt og ondt", Jenna rettede sig op og snittede (tilfældigvis) hans overarm.

”De siger oprøret opstod fordi de ville kæmpe imod de fordomme vi troldmænd og hekse havde mod dem . . men havde vi nu også det? Eller var det fordi vi følte os truet af dem?”, hendes blik spillede muntert, i det hun lænede sig en smule frem, med hovedet let på skrå.

[Adam Philips]

Adams blik blev tiltrukket af den vippende stol. Irriteret lagde han en fod bag stolen og fik presset den fremover, så stolen igen stod plant. "Korrekt." Slangen nikkede langsomt, før han vovede at kaste et blik på hende, som deres arme strejfedes. Det var da utroligt, som det pigebarn ikke kunne holde fokus. Alligevel var det nu en fin observation, hun gjorde sig.

"Og hvad tænker du om dette, Miss Owens?" I en sløv bevægelse lagde han benene over kors, som han betragtede hende. Adam trak fingrene igennem håret. Han havde aldrig helt forstået lektiehjælp. Skulle man bare være en slags støttepædagog, så folk kunne holde fokus?

[Jenna Owens]

Det trak afslørende i hendes mundvige over spørgsmålet. Diskret betragtede hun hans ansigt som hun fandt besynderligt tiltagende, mens hun tænkte på alle de ting hun hellere ville lave sammen med ham, end at snakke om nisseoprøret. ”Jeg synes at den måde vi behandlede nisserne på kun afspejler den uretfærdighed der til tider er indbygget i vores kultur”, blikket hvilede kort i stilhed ved hans ansigt, inden hun igen lod sig hvile mod stoleryggen, med foden drillede mod bordbenet, dog uden at vippe denne gang.

”Men Adam, jeg føler kun det er mig der snakker. Er det ikke meningen at det er dig der skal lære mig noget?”, spurgte hun ham drillende og blottede tænderne i et smil.

[Adam Philips]

Adam så skeptisk på hende. Ikke alene var det en kritik af samfundet og Ministeriets arbejde, det var også en direkte tåbelig udmelding at komme med. Tænk, han faktisk havde indvilliget i at investere tid i dette håbløse pigebarn. Igen fulgte hans blik, hvordan hun tumlede rundt på stolen som et spædbarn ude af stand til at sidde stille. Havde hun aldrig lært, hvordan man opførte sig?

"Læring er afhængig af evnen til at tænke, Miss Owens, og jeg tænker det er der udfordringen ligger, hm?" Slangen betragtede hende afventende.

[Jenna Owens]

Begge øjenbryn blev hævet over svaret fra den et år ældre slange. Så fnøs hun muntert, inden hun drejede stolen 90 grader mod ham, og lænede sig forover, så hendes albue kunne hvile på hans ryglæn. ”Det må være trættende at holde inde med så nedværdigende tanker om de elever du skal undervise – eller er jeg bare en undtagelse?”, spurgte hun tørt, men med et smil om læben.

"Hvad ved du egentlig om mig siden du mener du kan tillade dig at være så kæk?", spurgte hun uden at vente på svar, og fugtede læberne, inden hovedet blev lagt på skrå. Smilet var stadig at finde på hendes læber, men hans sidste ord havde formået at pille ved noget under overfladen på hende. Og hun brød sig ikke om det.