Ikke en del af planen

[Agnes Tweedy]

Kenna F. Kinnaird

Agnes var generelt god til at skabe en illusion af, at hun havde styr på det hele. Hun foretrak at være på toppen og var det da også for det meste. De sidste dage havde der dog været noget, der nagede hende og hun var pinligt bevidst om at de par dage, hvor Terrance havde beskrevet at han havde friaftner, var overstået. Med renter. Hun var aldrig dukket op og det var den ubehagelige følelse af dårlig samvittighed, der havde fået hende til at søge råd.

Hun havde ikke nogen aftale med Kenna, så hun kunne kun håbe på at veninden var hjemme. En lille, eftertænksom rynke hvilede mellem hendes øjenbryn, da hun løftede hånden for at banke på og hun bevægede sig lettere rastløst på stedet, da hun ventede på at finde ud af om veninden var tilgængelig.

[Kenna F. Kinnaird]

Når Kenna var forvirret over verden og ikke kunne finde ud af hvad hun skulle stille op, lavede hun komplicerede retter og desserter, uden nødvendigvis at kunne overskue at invitere nogen til at spise dem. Den sidste uge havde hendes køkken derfor været lidt af et kaos. Hun var midt i gang med at piske æg og smelte smør, da det bankede på døren og hun skridtede over gulvet med mel i ansigtet, for at åbne døren.

Hendes bryn røg lidt op over synet og hun smilede straks, omend en anelse mat. "Agnes. Kom ind. Jeg er lige i gang med at bage."

[Agnes Tweedy]

Agnes øjenbryn gled svagt op over synet af Kenna og hun trådte ind med et lettere spørgende udtryk. Kenna forsvandt dog tilbage i køkkenet og Agnes tog sig tid til at fjerne sit overtøj, før hun fulgte efter.

Et enkelt blik på køkkenet fik rynken på panden til at stå tydeligere frem og hun så på lidt på Kenna. De to piger havde fulgtes ad siden de var elleve og kendte hinandens vaner temmelig godt. Det trak svagt i hendes ene mundvig, før hun selvfølgelig gik over og tog et forklæde. Hun kastede et enkelt blik på det kaosramte køkkenbord. Hun smilede mildt. "Noget du vil tale om?"

Måske var det lidt en undskyldning for at ignorere sine egne bekymringer.

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas krusede hår var samlet i en knold og rykkede sig en anelse løst, som hun vendte hovedet brat imod Agnes, før en munter lyd forlod hende, temmelig uoverbevisende. Hun rømmede sig og sank sammen i skuldrene. Som sædvanlig var det formålsløst at lyve overfor veninden.

"Jeg talte med Eldridge den aften på Tarantallegra," indrømmede hun lidt håbløst, imens smørret sydede livligt i gryden. Det duftede temmelig dejligt, men hun havde flere andre kager stående og det var kun en distraktion. En velkommen en, dog. "Han sagde, at han elsker mig og vil vente på mig." Hendes mellemgulv summede ubehageligt. Hun undlod at se på Agnes.

[Agnes Tweedy]

Agnes var i færd med at binde forklædet på ryggen, da Kenna svarede hende. Øjenbrynene gled overrasket op og hun gik tavst i stå i et øjeblik, effektivt glemmende sine egne problemer. Hun rynkede kraftigt på panden og gav sig til at samle opvask sammen, mens hun tog sig et minut til at overveje situationen.

Det var ikke nemt. Men hvad kunne man gøre. "Kenna, kan du huske, hvorfor du gik fra ham?" Agnes så alvorligt på sin veninde. Hun kunne nemlig tydeligt huske, hvad det havde gjort ved hende. "Du har ikke tænkt dig at...?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna rystede hurtigt på hovedet i benægtelse. "Nej, selvfølgelig ikke," udbrød hun. Det var meningen, at det skulle lyde indigneret, men i virkeligheden endte det bare med at lyde tøvende. Hun var nemlig ikke sikker og kunne ikke svare overbevisende, at ingen del af hende havde tænkt tanken.

Der var en anden mand i hendes liv nu, men det var dybt uforpligtende, rent sjov og ingen følelser. Eldridge havde været en stor del af hendes liv og noget i hende trak tilbage til ham, selvom resten vidste, at det var en fejl. En kæmpe fejl. Hun sank en klump.

[Agnes Tweedy]

Agnes troede ikke helt på Kenna og hun så på veninden med svagt rynkede øjenbryn. Det var et dilemma. På den ene side kunne hun stå og fable om, hvor dårligt han havde behandlet hende, men så ville det bringe hende i en akavet situation, hvis Kenna valgte at gå tilbage. Men der var ikke andet for.

Hun rakte ud og gav venindens albue et let klem. "Som din veninde vedholder jeg mig retten til at komme med min mening," erklærede hun, forsøgsvist opmuntrende. Det var altid et ømtåleligt område. "For mig virker det som om, at han er mest interesseret, når han ikke kan få dig og ikke så meget når han kan."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna vendte sig helt imod veninden, selvom hendes blik flakkede og hun ikke helt vidste hvor hun skulle se hen. Hendes mave gjorde ondt og lysten til kage var endnu mindre end før. Hun kom til at trække på smilebåndet, før hun skar en grimasse og strøg sig over panden.

"Måske er det sådan," indrømmede hun lavmælt. "Jeg ved godt, at jeg ikke burde have det sådan her. Men det er ikke nemt bare at ignorere sådan en erklæring. Jeg... Jeg ved ikke. Jeg bad ham lade mig være og han gik... Og på en måde, ville jeg ønske, at han ikke var gået. Giver det nogen mening?"

[Agnes Tweedy]

Agnes slap Kennas albue og satte skålene ned i vasken og hun så eftertænksomt ned på resterne af kagedejen, uden egentlig at være interesseret i den.

"Ja og nej," indrømmede hun. "Jeg har aldrig været i noget så alvorligt, som jeres forhold var, så jeg kan kun gisne om det. Men det giver mening, tror jeg." Hun rynkede på brynene. "Ubeslutsomhed. Dét kender jeg godt..." Lidt for godt.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna sukkede og hendes arme faldt lidt, imens hun nikkede. Hendes nysgerrighed blev vagt af Agnes' konstatering og hun tørrede hænderne lidt af i forklædet, imens hun betragtede veninden. Sine egne problemer fik hun alligevel ikke løst.

"Det lyder som om, der er noget du gerne vil tale om," bemærkede hun ligefremt, før hun gav sig til at vaske hænder. "Hvis Terrance Tweedy på nogen måde minder om Eldridge..."

[Agnes Tweedy]

Agnes sukkede lavmælt og flyttede sig fra vasken, så Kenna kunne komme til at vaske hænder. I stedet beskæftigede hun sine hænder med at samle de få ting på den anden side af bordet. "Nej," afbrød hun endelig sin veninde og rystede lidt på hovedet med et vagt smil. "Jeg vil ikke dømme en mand på hans venner. Han kan ikke tage ansvar for andres handlinger." Hendes tone var beslutsom. Terrance havde sagt at Eldridge var en god mand og hun havde troet på, at han mente det. Så håbede hun bare, at det var fordi at han ikke vidste bedre og ikke fordi at hans definition af god var væsentlig anderledes...

Hun sukkede og satte opvasken fra sig. "Det er ikke det. Mere..." Hun kløede sig ved hårgrænsen i nakken. "Jeg er bange for, at det måske er ved at blive alvorligt. Det aner jeg ikke, hvordan jeg skal håndtere."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna smilede vagt og rystede på hovedet. Det gjorde det ikke bedre, at hun var begyndt at sætte spørgsmål ved hvor slem Eldridge nu også var igen. De var enige om mange ting. Mange ting, som hun i øvrigt ikke var enig med Agnes i. Hun skød dog tanken fra sig og hævede øjenbrynene over venindens... Problem. Et muntert fnys forlod hende og hun rømmede sig.

"Du er helt færdig i ham," konstaterede hun simpelt. "Hvis du ikke mistænker ham for at være andet end hvad du ser, så er det vel ligetil?" Hun trak lidt på skuldrene og strøg sig over sin melbestrøede kind. "Sig det til ham."

[Agnes Tweedy]

Agnes skævede mod Kenna og det trak lidt i hendes ene mundvig over konstateringen. Hun rynkede dog stadig eftertænksomt på øjenbrynene og vejede nøje Kennas ord, før hun i det hele taget overvejede at svare.

Til sidst sukkede hun dog lavmælt og smilede. "Sige hvad?" bad hun og strøg en løssluppen krølle væk fra panden. "Jeg har absolut ingen anelse om, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg har aldrig været sammen med nogen som Terrance og han kan blive så... Alvorlig. På et øjeblik, uden at jeg ser det komme. Jeg kan ikke regne ham ud og på nogle punkter er det en god ting, men... Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Andre mænd er så nemme at regne ud og nu står jeg her og ved dårligt, hvad jeg skal gøre af mig selv."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna glemte sine egne problemer for en stund og lyttede roligt til Agnes. Hun smilede en anelse underholdt over venindens bekymringer, der ikke slog hende som så forfærdelige. Hvis ikke Tweedy var som Eldridge - og det kunne hun intet sige om - så virkede beskrivelsen mere eller mindre som lige det Agnes godt kunne bruge. En, der kunne give lidt stabilitet. Kenna var ikke blind for, at Eldridge i en periode havde givet hende det. Og så var der noget helt andet.

Hun betragtede sin veninde med et munter glimt i øjnene og hævede et enkelt øjenbryn. "Sig, at du er ved at falde for ham og at det skræmmer dig..."

[Agnes Tweedy]

Agnes vidste ikke, hvor ordstrømmen kom fra. Det flød bare lidt ud af hende og hun måtte stoppe sig selv. Hun var ikke just normalt kendt for at bekymre sig om den slags og det var ikke så mærkeligt, at hun ikke kunne forholde sig til det.

Hun så på Kenna og måtte smile opgivende af sig selv, før hun rynkede svagt på næsen og fnøs muntert. "Kan man sige det til folk?" spurgte hun, en anelse tørt. Hun sukkede opgivende. "Jeg vil i øvrigt ikke sige, at det skræmmer mig..." tilføjede hun, mere eller mindre sandt. "Det er bare nyt. Men du har nok ret. Jeg kan ikke blive ved med at undgå ham."