Nytårsdag

[Erica Owens]

Nora Whitebeam

Erica arbejdede ikke selv på familiekroen (ikke medmindre det virkelig var nødvendigt), men opholdt sig til gengæld der temmelig ofte. Lige nu sad hun oppe i baren med en kop sirupskaffe (der hjalp gevaldigt på tømmermændene fra dagen før) og rørte lidt løst rundt med en teske. Hun var farverigt klædt i grøn- og sortstribede strømper, lilla skørt med sølvmåner og en halvgennemsigtig, sort glimmerbluse, der afslørede en limegrøn overdel indenunder. Det passede alt sammen meget godt sammen med det skrapgrønne hår, som var kunstfærdigt opsat. 

Erica kastede et enkelt, lettere utålmodigt blik op mod det store troldmandsur, der hang bag baren og fortalte gæsterne hvad klokken var. Hun havde en aftale med Nora, men som tingene var, kunne hun ikke regne med hvornår Isla ville sende hende en ugle og bede hende om at møde ind. Der var aldrig rigtig fritid, men Erica vidste at det var et nødvendigt onde mod målet.

[Nora Whitebeam]

Eftersom hun ikke befandt sig på skolen og ikke havde undervisning havde Nora nydt at slentre rundt i diverse kjoler i juleferien. Denne nytårsdag havde hun valgt at iføre sig en langærmet, højhalset, mørkerød velourkjole, og eftersom det var koldt udenfor havde hun også iført sig en sort vinterkappe. For at holde sig på toppen må man jo holde sig varm.

Det var lang tid siden at hun havde set Erica, nok et lille halvt år, så Nora glædede sig. Hun åbnede døren ind til den tørstige hat, trådte ind og lukkede den efter sig. Hurtigt fik hun øje på den højre, grønhårede skikkelse der sad i baren og blev hurtigt enig med sig selv i at denne skikkelse umuligt kunne være andre end Erica. Nora bevægede sig hurtigt i hendes retning og omfavnede hende så i et kram bagfra, uden den mindste advarsel, men tilgengæld med en lille glædelig lyd over at se hende igen, imens hun så mod hendes ansigt fra en lidt besværlig position.

[Erica Owens]

Erica sad og trommede med mørkmalede fingerspidser let mod bordpladen, som hun fulgte mere eller mindre interesseret med i den samtale, som hendes far bag disken havde med en ældre, krumrygget troldmand. Af samme grund opdagede hun ikke, at Nora var dukket op og slap en lille, overrasket lyd over omfavnelsen.

"Hvad i-," nåede hun lige at udbryde, halvindigneret, før hun indså hvem det var og læberne i stedet flækkedes i et smil. "Nora, din snedige tøs," hilste hun med et hårdt blik, men varmt smil. Hun drejede sig på stolen, så hun kunne se direkte på veninden og gav hende et hurtigt elevatorblik. "Du ser skide godt ud. Du trænger til at komme ud af den skoleuniform for alvor." Erica hævede et enkelt, sigende øjenbryn.

[Nora Whitebeam]

Nora grinede blot muntert over reaktionen, inden hun gav slip og kunne rette sig op fra posituren der formegentlig var blevet ubehagelig hvis den skulle have varet længere. Ved Ericas hilsen blinkede hun bare til hende. "Du har ret. Syv år i den uniform er syv år for meget," svarede hun. Hun glædede sig til at være færdig med skolen, og ikke mindst færdig med uniformen. At hun endnu ikke vidste hvad hun skulle fremover skubbede hun lidt foran sig.

"Men har du set dig selv?" spurgte hun så, idet Noras hånd bevægede sig op til Ericas ansigt og trykkede hendes kinder indad med sin højre hånds tommel- og pegefinger. "Det klæder dig at være fri." Hun gav så slip og smilede mildt til veninden.

[Erica Owens]

Erica løftede hagen og fnøs lavmælt, som hun rev hovedet fri af Noras fingre. "Det er en vidunderlig, ny verden," svarede hun og blottede tænderne i et tilfreds smil, før hun stak den ene, bestøvlede fod frem og trak nabotaburetten lidt tættere på. Hun nikkede opfordrende mod den og regnede med at Nora ville sætte sig.

"Desuden arbejder jeg for Isla Kinnaird nu. Hun tolererer ikke skødesløshed," erklærede hun med en anelse stolthed i stemmen. Sangeren, der nu havde sit eget agentbureau, var et af Ericas større idoler og hun mente selv, at hun havde scoret sig en rimelig god position. Minus det faktum at hun mest af alt hentede kaffe og ikke rigtigt fik lov til at lave noget, der egentlig havde med musik at gøre.

[Nora Whitebeam]

Nora kunne endnu engang ikke lade være med at smile lidt over Ericas reaktion, da hun sådan rev hovedet fri. Et kort blik der gik fra Erica mod taburetten som hun havde hevet tættere på og så ellers hurtigt tilbage igen. Hurtigt hoppede hurtigt op på den og først her fik hun taget kappen helt af. Hun strakte sig kort og rettede sig op - blikket for lidt rundt omkring, inden det rettede sig mod Erica.

"Nårh ja, det er rigtigt... så har du jo måtte tage dig sammen," drillede Nora, uden egentlig at mene det. "Hvordan er det?" spurgte hun så, med en stærk interesse i stemmen og hævede øjenbryn for at understrege denne. Hun lød meget stolt... umiddelbart tænkte Nora på hvor hun mon ville være om et år. Forhåbentligvis med noget at lave... men med hvad kunne hun altså stadig ikke lige se for sig. Endnu engang rystede hun tanken af sig og fokuserede så på pigen der sad foran hende.

[Erica Owens]

"Det er skønt," svarede Erica med en tilfreds og lettere højtidelige mine. "Madam Kinnaird er muligvis den mest stilfulde person, jeg nogensinde har mødt. Du skulle se, hvordan andre flytter sig af vejen for hende." Erica spidsede læberne lidt i et overvejende ansigtsudtryk. Tænk sig at have sådan en magt.

"Jeg har i hvert fald tænkt mig at være den dygtigste assistent hun nogensinde har haft," erklærede hun selvsikkert. Hvis man ville frem i verden, var man også nødt til at gøre noget for det. Det var fint nok at spille på familiekroen, men hun ville ikke udelukke sig til det. Hun ville have mere.

[Nora Whitebeam]

Nora hævede øjenbrynene en smule igen. "Åh..." Som Erica beskrev det lød det virkelig som noget bestræbelsesværdigt i hendes ører. Mens tanken om hvor storslået det lød holdt sig i live i nogle sekunder i hendes hoved, skubbede hun en vildfaren tot hår om bag sit øre hvor det hørte til.

"Ja.." Hun lyttede og nikkede en kende, som for at understrege at hun rent faktisk havde lyttet. "Hvad er det egentlig du laver, som assistent for hende?" spurgte Nora så, for hun var egentlig lidt i tvivl om præcis hvad det indebar. Hun fandt den i hvert fald ikke blandt de mere beskrivende jobtitler.

[Erica Owens]

Ericas smil falmede kun den mindste smule og kun i det korteste øjeblik. Det var knapt til at bemærke og hun rankede sig en anelse, uden at vige fra den tidligere stolthed.

"Jeg sørger for at hun kommer til alle sine aftaler og at der ikke er nogen, der forstyrrer hende, når hun ikke vil have det. Blandt andet. Der er så mange vigtige ting at se til. Hun betror mig også at sortere nogle af de vigtigste dokumenter."

... Man kunne ikke sige andet om Erica, end at hun da forstod at tale sit arbejde op til lidt mere end det måske var.

[Nora Whitebeam]

Ligeså kort som smilet fra Erica falmede, ligeså kort kneb Noras ene øje sig en smule sammen. Ganske underbevidst, eftersom det også var den eneste del af Nora der lagde mærke til reaktionen fra veninden. Og istedet nikkede hun bare til forklaringen som hun fik.

"Så... hvad tænker du at bruge det som springbræt til?" spurgte hun så. Hvis det positive i det ikke førte til noget videre ja så... Nora så det i hvert fald ikke som drømmen at være til andres assistance - medmindre det førte en videre til noget større, selvfølgelig. Så hun tænkte at det vel også var sådan det måtte fungere for Erica.

[Erica Owens]

Ericas tænder kom til syne i et smil og i et øjeblik så hun frem for sig med et drømmende blik. "En eller anden dag bliver jeg selv sanger," erklærede hun sikkert. Hun prøvede stadig at overbevise Daniel om, at hun ville være en god investering for deres band. Hun var sikker på, at han nok skulle indse det. De fungerede også bedst sammen.

Blikket vendte tilbage til Nora og hun spidsede læberne i et selvsikkert smil. "Og hvis alt går godt, bliver det mig der engang kommer til at overtage efter Madam Kinnaird." Hun var i hvert fald ikke uden ambitioner.

[Nora Whitebeam]

Nora sad egentlig bare der, i lidt tid, og betragtede Ericas ansigt, der først så drømmende ud og så bare så sikkert. Der kom et smil fra Nora og hun slog en klingende let latter op. "Du skal da være endnu større," kommenterede hun så efter latteren og brugte sin fod til at puffe til Ericas ben.

Det passede Nora fint at snakke om Erica lige der, selvom hun bag smilet godt kunne mærke at hun ikke havde nær ligeså meget i sine planer. Hun var ambitiøs, ganske vidst, men det var ikke altid lige sjovt når hun ikke vidste hvilken retning hun ville bevæge sig i om et halvt år. Og når hun heller ikke ville spilde sin tid på ligegyldige sidespring.

[Erica Owens]

Erica spidsede læberne i et selvsikkert smil over Noras konstatering og så temmelig godt tilfreds ud over venindens ord. Hun undlod dog at kaste sig yderligere ud i sine fremtidsplaner (selvom hun sagtens kunne være blevet ved) og så i stedet undersøgende på veninden.

"Hvad med dig?" spurgte hun og foldede det ene ben ind over det andet, som hun tog en tår af sin kaffe. "Hvad er dine store planer for efter sommerferien?"

[Nora Whitebeam]

Nora grinede da opmærksomheden blev rettet imod hende selv, men kunne alligevel ikke lade være med at tænke pis... Så trak hun ligeså let på skuldrene. "Jeg er stadig ved at finde ud af hvad der er stort nok til mig," svarede hun. Lidt løgn, lidt sandhed... men forhåbentligvis nok til at undgå flere spørgsmål.

"Spiller du stadig quidditch?" lød det så i en spørgende tone fra den mørkhårede Nora. Hvis ikke det andet var nok til at skifte emne, så måtte hun lige sikre sig imod eventuelt tilbagefald med et nyt.

[Erica Owens]

Erica lo over Noras svar. Hun kunne godt regne ud, at det var fordi veninden ikke havde besluttet sig endnu, men det tog hun sig ikke meget af. Så længe hun ikke endte med at følge samme vej som Erica selv, så var alt godt. Ellers ville deres venskab måske nok komme til at lide under det. Hun var konkurrencemenneske så det battede.

Hun fnøs muntert og rystede lidt på hovedet. "Nej," svarede hun. Hun var egentlig en dygtig en Quiddtichspiller og nød spillet, men det var ikke det hun ville med sit liv. Indledende havde hun da også kun været til udtagelse, på grund af den status der lå i at være på sit kollegies Quidditchhold. "Livet går ligesom videre, ikke?"