Knasende kikset

[Terrance Tweedy]

Terrance smeltede en smule over det lette kys og fulgte med ind. Han lukkede efter sig og kom ud af overtøjet uden at slippe Agnes med blikket i længere tid af gangen. Til gengæld smilede han skævt over hendes indrømmelse og bøjede sig for at få sine egne støvler af.

"Jeg kom faktisk ikke for at hente dig," måtte han også selv indrømme, skævende lidt op. "Jeg var her først, men du var ikke hjemme, så jeg gik en tur. Jeg havde ikke regnet med, at du stadig arbejdede. Men jeg var glad for at finde dig."

[Agnes Tweedy]

Agnes fik åbnet de delikate spænder på den ene sko med kyndige fingre og så en anelse overrasket på Terrance, da hun skubbede skoen af. Overraskelsen varede dog kun i et øjeblik, før et smil bredte sig over hendes læber. "Uanset er jeg glad for, at du gjorde," svarede hun og løsnede også den anden sko.

Begge blev stillet fra sig nogenlunde samtidig med at Terrance var færdig med sine støvler. Nok til at hun kunne indfange ham for en flygtig bemærkning. Hun smilede mildt, men med den mindste antydning af alvor i blikket. "Jeg bliver hurtigt vant til at have dig her. Jeg er bange for, at det bliver et grimt chok når semesteret begynder."

[Terrance Tweedy]

Terrance rettede sig lidt ekstra op og sneg en arm omkring Agnes. Han smilede mildt og lænede sig frem for at kysse hende på næsetippen. "Både og," musede han. "Hvis du har lyst..."

Han tøvede kortvarigt og kneb øjnene lidt sammen. "På vores friaftner er det ikke imod reglerne at have besøg." Blikket var søgende. Han var slet ikke sikker på om Agnes havde lyst til at komme op på slottet. Hun havde talt om at føle at det var forkert sidst emnet havde været oppe.

[Agnes Tweedy]

"Hm." Agnes spidsede læberne overvejende og lænede sig lidt ind mod Terrance. Hun måtte indrømme overfor sig selv at tanken om at være tilbage på Hogwarts på dén måde forekom hende en anelse absurd, men så igen...

"Jeg kunne måske overtales," svarede hun endelig og blottede tænderne svagt. "Hvis du vil kendes ved mig," tilføjede hun drillende. Næsten. Hun var egentlig ikke i tvivl. De havde trods alt fulgtes til juleballet sammen, men et eller andet sted var det bare noget helt, helt, helt andet, hvis hendes tidligere professorer skulle konfronteres med at hun tilbragte natten i Terrances gemakker og ikke bare som hans ledsager til et bal.

[Terrance Tweedy]

Terrance var en smule anspændt, som han indså, da hun smilede og han slappede lidt mere af. En enkelt rynke forblev dog på hans pande, selvom han smilede svagt, som han løftede den frie hånd og strøg hende over kinden.

"Ingen fare for at jeg ikke vil det," svarede han dæmpet, men alvorligt. Fergus' ord spøgte i hans tanker. Hun var så ung og selvom han var ved at komme sig over det selv - godt hjulpet af spirende følelser - så gjaldt det ikke alle andre. Han tog en dyb indånding og strøg sine fingerspidser over hendes hals. "Det kan måske godt være... Diskret. Som en begyndelse?"

[Agnes Tweedy]

Agnes sukkede tilpas og lukkede momentært øjnene, som Terrances fingre kærtegnede hendes hals. Da hun åbnede dem igen hvilede antydningen af et smil fortsat over hendes læber og hun så undersøgende på ham i et øjeblik, før det trak en anelse mere op.

"Diskret er godt," erklærede hun sig enig. Hun vidste med sig selv at aldersforskellen var ubetydelig for hende, men hun var ikke ignorant overfor det faktum, at den ikke var det for andre. Hun trykkede et enkelt, dvælende kys mod hans læber og lod efterfølgende fingerspidserne glide over hans kæbe. "Så længe at det ikke også gælder bag lukkede døre."

[Terrance Tweedy]

Terrys mellemgulv trak sig lidt sammen og hans fingre legede med en løsreven krølle, før de forsvandt om i hendes nakke, da hun kyssede ham. Han tog en dyb indånding og rystede svagt på hovedet. "Skulle vi se at få dig i seng inden du dejser om af træthed?" Hans blik spillede en anelse, som han strøg hende over nakken.

Han slap hende, velvidende at han ikke var på vej ud af døren. Så havde det været langt sværere. Det var begyndt at være udfordrende at få sig selv væk fra Agnes, selv når det var nødvendigt. Han vidste godt hvad det var symptomatisk på, men han prøvede virkelig på ikke at overtænke det.

[Agnes Tweedy]

Agnes brummede en enkelt, tilfreds lyd og rettede sig lidt op, da Terrance slap hende igen. "Om et øjeblik," lovede hun ham med et underfundigt smil og stak fødderne i de flade, sorte sko, der fungerede fint til indendørsbrug og langt bedre end at gå rundt på stengulvet med strømpesokker, skønt hun ellers havde gjort sit bedste for at dække det med tæpper. I hvert fald i stuen.

"Men jeg er bange for, at jeg aldrig nåede til at spise." Det var selvfølgelig ikke særligt charmerende at være nødt til at skære sig en skive brød, fordi man ikke havde kunnet passe måltiderne og hun foretrak illusionen af at være på toppen af alting, men det kunne ikke altid lade sig gøre. Det kunne dog nemt gøres mere forsvarligt: "Kunne du tænke dig noget?"

[Terrance Tweedy]

Terrance strøg en hånd gennem håret, før han rettede det til og smilede skævt. ”Dig?” En munter lyd forlod ham, inden han stak hænderne i lommerne og tog en dyb indånding. ”Eller måske et lille glas?”

Hans hoved gled lidt på skrå, som han betragtede hende med en usædvanlig flabet mine. Ganske vidst havde han let til bekymringer omkring hendes alder, men ikke lige nu.

[Agnes Tweedy]

Agnes' øjenbryn gled op over Terrances temmelig direkte og ublu svar og hun så tilbage på ham over skulderen med en underfundig, men ganske tilfreds mine. "Alt godt kommer til den der venter," informerede hun ham med et blik der måske skulle forestille at være irettesættende, men som bestemt ikke var det. "Du må ikke nægte mig noget at stå imod med først," erklærede hun med et sigende blik og satte en tallerken frem.

Hun vidste ikke hvad det var, eller hvorfor det var, men hun fandt sig altid lettere fascineret af det, når Terrance sendte hende så flabet et blik som han gjorde. Måske var det fordi han ellers altid virkede korrekt, men så sandelig havde vist sig ikke at være det til alle tider. Uden at finde mere frem til sig selv med det samme, skubbede hun sig fri af køkkenbordet og gik med rolige skridt tilbage mod ham og vejen ind til stuen, hvor whiskeyen befandt sig. "Men et glas kan du få."

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede tilfredst og fulgte med Agnes ud i køkkenet, hvor han lænede sig op af væggen og betragtede hende smutte rundt med en tilfreds mine.

"Jeg er en tålmodig mand, Atterberry," mindede han hende ganske roligt om. "Og jeg går ganske meget op i dit velbefindende."

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede med tilfredshed og det smittede af på det blik hun sendte Terrance, før hun forsvandt ind i stuen for en kort bemærkning. Da hun kom tilbage var det med et glas whiskey i den ene hånd, som hun tilbød ham. "Jeg håber ikke, at eleverne savner dig forfærdeligt," kommenterede hun med et enkelt, løftet øjenbryn.

Hun spidsede læberne lidt, som hun overlod ham glasset og trådte tilbage for at tage et æble fra frugtkurven på det lille, hvidskurede køkkenbord. "Omend jeg må indrømme, at jeg er selvisk nok til ikke at unde dem dit selskab. Nu hvor du er her." Hun blottede tænderne, før hun fandt en kniv og skar æblet ud i både. "Har du travlt på skolen?"

[Terrance Tweedy]

Terrance tog imod glasset med et taknemmeligt smil. Han kneb øjnene en anelse sammen og fnøs muntert, før han lagde hovedet lidt på skrå. "Det er ferie et par dage endnu. Der er tid nok." Han tog en dyb indånding igennem næsen og fik en god sans for whiskeyen i glasset.

"Lidt endnu." Et dæmpet suk forlod ham og han tog en tår, før hans skuldre sank og den behagelige fornemmelse krøb helt ud i fingerspidserne på ham. "Men imens har du travlt. Det er en skam."

[Agnes Tweedy]

Agnes så flygtigt på Terrance over skulderen, pertentlig med at skære æblet ud. Det trak op i hendes mundvige, som hun lempede æblebådene ned på tallerknen og fuldendte med en beskeden mængde vindruer. Det var ikke ligefrem noget festmåltid, men det skulle nok kunne holde hende kørende til morgenmaden.

Hun trak svagt på skuldrene, så perlerne på kjolen knitrede let. "Det holder tingene interessante, går jeg ud fra." Hun smilede sigende og krydsede den korte afstand til spisebordet uden den sædvanlige akkompagnerende lyd af klikkende hæle. Hun var begyndt at vænne sig til at have Terrance i sit hjem med ganske jævnlige mellemrum, men hun var også bevidst om, at de fleste relationer af den art havde det med at... Miste gnisten. Det havde hun ikke travlt med med ham, men måske var afstand i sidste ende kun fremmende...

"Jeg går ud fra, at jeg kommer til at se en del mindre til dig det næste stykke tid, Professor Tweedy."

[Terrance Tweedy]

Terrance kneb øjnene lidt sammen med et underfundigt smil, før han gled ned at sidde ved spisebordets anden stol. Han forsøgte at gennemskue betydningen af hendes ord uden at spørge, men han var ikke sikker på, at han kom frem til det rigtige svar. Uanset, dog.

"Der er altid weekender og sene friaftner, Agnes," lovede han varmt. "Men en professors liv er ikke ligefrem indrettet med tanke på, at skulle kunne gå på stævnemøder ofte. Det er dog set før." Han hævede et øjenbryn og tog en tår af whiskeyen. "Hvis man vil have det til at fungere, så får man det til at fungere."

Tråd lukket