Whiskeysmagning

[Lucy Loddington]

Lucys grin voksede ved Fergus' reaktion. Hun lod sig fange af den anden, men lattertårer var ved at samle sig i hendes øjenkroge, og hun havde svært ved at holde masken, da troldmanden forsøgte at være seriøs.

"Festen er da først lige begyndt," sagde hun, vred den ene hånd ud af hans greb og pjuskede det gråsprængte hår, så der dalede endnu mere glitter ned på hans skuldre og på hende selv. "Det klær' dig," tilføjede hun med tårer i øjnene og lænede sig en anelse ind mod den anden, da grinet overvandt hende igen.

[Fergus Froggenhall]

Fergus himlede med øjnene, uden at gøre noget forsøg på at gribe Lucys håndled igen. Han trak sig dog lidt tilbage fra hendes insisterende fingre og fnøs lavmælt. "Det er godt med dig, tøs," svarede han halvmuntert, listende en arm om livet på hende, for insisterende at genne hende i retning af ildstedet.

Hvis de ikke havde befundet sig på hans arbejdsplads, ville han måske ikke have taget sig så meget af Lucys pludselig løsslupne adfærd. Det var dog bedre at rykke det til mere private forhold, hvis det endelig skulle være. "Jeg er sikker på, at der er lige så festlig hjemme hos dig selv. Og ingen risiko for at Georgiana Gimpwinkle slår et besøg forbi." Han så sigende på hende.

[Lucy Loddington]

Lucy fik endelig mere kontrol over sig selv og tog en dyb indånding, da Fergus førte hende hen mod ildstedet. Hun nikkede til hans ord og fugtede sine læber med et spillende smil. "Ja, du har ret," sagde hun blot og forestillede sig kort situationen. Det ville nok ikke være godt for Fergus' ry.

Heksen lod sig føre ind i ildstedet og med et smil til Fergus, stod de grønne flammer pludselig op, og hun befandt sig i sit hjem. Stedet var som sædvanlig ryddeligt, som om hun kunne vente gæster til hver en tid, selvom det ikke var hensigten - det var blot en vane. Med en anelse mindre sikre skridt en sædvanlig bevægede Lucy sig hen mod grammofonen, men hun med enkelte knips fik tændt lysene i stuen. Da den anden også dukkede op i ildstedet, stod hun bukket ind over pladespilleren.

[Fergus Froggenhall]

Fergus var en anelse lettet, da Lucy denne gang føjede ham og han tog det hele en anelse mere afslappet, da først hun forsvandt i flammerne. Selv tog han sin tryllestav, Lucys kappe og lod klogeligt whiskeyflasken stå, før han selv fulgte efter og snart efter trådte ud i den bekendte stue.

Han smilede til veninden og lempede hendes kappe ned over ryggen på sofaen, som han øjeblikket efter selv gled ned at sidde i. "Hvis jeg vidste, at det fik dig i så godt humør, så havde jeg hældt whiskey på dig noget oftere," kommenterede han væsentlig mere muntert, som han fulgte hende med blikket.

[Lucy Loddington]

Den afslappende musik begyndte at spille, og Lucy bevægede sig hen mod den anden smilende. "Havde du nu det? Det havde betydet mere glitter," sagde hun og løftede drillende en hånd foran den anden. Denne gang kom der dog intet glitter, selvom hun ikke havde lige så meget imod at have det på sit gulv, som Fergus havde.

Lucy satte sig ved siden af troldmanden og bemærkede resterne af sine tryllekunster på hans skuldre. Med et undskyldende smil børstede hun det af ham, mens hun så op på ham. "Jeg burde have vidst, at det ikke faldt i din smag," kommenterede hun, men hendes blik afslørede, at hun var ganske klar over det.

[Fergus Froggenhall]

Fergus brummede muntert og kløede sig lidt i skægget. "Aye, det er sandt," trak han i land, uden dog at være særlig alvorlig omkring nogle af tingene. I stedet fulgte han Lucy med blikket indtil hun satte sig og hævede et enkelt øjenbryn af hende.

Han lo lavmælt og rystede på hovedet. "Man kan sige meget om dig, tøs, men jeg tror ikke selv du er så uvidende," bemærkede han med et sigende blik. "Nej, jeg er bange for, at det klæder dig bedre end det gør mig."

[Lucy Loddington]

Lucy lo og tørrede en enkel tåre væk fra den ydre øjenkrog der endnu ikke var forsvundet. "Ja, du skulle se dig selv," sagde hun med et hjerteligt glimt i øjet og lagde den ene arm op på sofaen ryglæn, så hun kunne hvile siden af hovedet mod sin håndflade. Hun granskede troldmandens ansigt et øjeblik, før hun åbnede munden igen.

"Hvad kan man ellers sige om mig?" spurgte hun med en pludselig nysgerrighed der ellers ikke plejede at opstå. Det gode humør, resulteret af scenariet på Fergus' kontor lige inden, stod stadig som malet i Lucys ansigt og det lyste nærmest ud af hendes øjne.

[Fergus Froggenhall]

Fergus' øjenbryn gled op igen og hans læber skiltes lidt i et smil, der truede med at blive til en latter. Den kom dog aldrig, men blev erstattet af et muntert fnys, som han lod nakken glide tilbage at hvile mod ryglænet.

Han vippede hovedet lidt frem og tilbage, tydeligt overvejende, før han blottede tænderne i et skævt smil, der fik arrene på kinderne til at lyse tydeligere op end ellers. "Du er i hvert fald ikke som nogen andre jeg har mødt, tøs. Og det kommer fra en mand, der har mødt en del gennem tiden."

[Lucy Loddington]

Lucy hævede let undrende de lyse øjenbryn ved Fergus' svar. Ubevidst faldt hendes blik på hans ar og uden at tænke særlig meget over sin handling, løftede hun den hånd, hun ikke hvilede hovedet imod, og lagde fingerspidserne mod hans kind.

"Er det en god eller en dårlig ting?" spurgte hun oprigtigt med opmærksomheden rettet mod hans ar. Hvorfor kunne hun ikke huske, hvordan han havde fået dem? Han måtte have fortalt hende historien bag, ellers havde hun selv spurgt ind til det.

[Fergus Froggenhall]

Fergus blev en anelse anspændt, da Lucy løftede hånden og hvilede fingrene mod hans kind. Smilet falmede en anelse og han granskede hendes ansigt i nogle lange øjeblikke.

Så trak det dog lidt i hans ene mundvig og han løftede hånden for blidt, men bestemt at flytte hendes fingre. Han slap dem igen, kun for at rejse sig øjeblikket efter og gå et par skridt, for at se ud af vinduet. Kun i et øjeblik, før blikket var tilbage på Lucy og han smilede antydningsvist. "Bestemt en god ting, tøs," forsikrede han hende og trak fingrene tilbage over håret.

[Lucy Loddington]

Lucy bemærkede ikke den andens anspændthed og tog sig derfor ikke af, at han bestemt fjernede hendes hånd. Slapt lod hun den falde ned i skødet, mens hun fulgte den anden med blikket. Hun smilede mildt over hans kommentar og så kortvarigt ned på pladsen, hvor Fergus lige havde siddet, og glemte at sige tak.

Heksen så op igen og smilet voksede, da hun fangede troldmandens blik med sit eget. I sit stille sind ønskede hun, at han ville sætte sig igen for hyggens skyld, men forblev tavs og lod musikken fylde stilheden ud.

[Fergus Froggenhall]

Fergus var ikke altid god til nærkontakt, medmindre han selv opsøgte det. Han havde skam været ganske tæt på Lucy før, men det var længe siden efterhånden og han søgte ikke umiddelbart at komme tilbage dertil. Desuden var Lucy beruset og selvom det sikkert var ganske uskyldigt, så ville han ikke opfordre unødigt.

Han smilede svagt og kradsede sig i det ene ar. "Jeg tror, at det er på tide at jeg vender snuden hjem igen," konstaterede han og kastede et blik ned på sit lommeur. Hans blik var svagt spøgende. "Ellers tror eleverne bare, at de pludselig har frie tøjler."

[Lucy Loddington]

Lucy fandt det ærgerligt, at Fergus bestemte sig for at gå, men nikkede forstående. Når hun mærkede efter, var hun også begyndt at føle sig en smule søvnig. "Selvfølgelig," sagde hun roligt og skubbede sig op fra sofaen. Det snurrede til i hendes hovede, men hendes skridt var alligevel sikre, da hun nærmede sig den anden.

"Vi ses i det nye år," sagde hun med et smil og plantede et let kys på troldmandens kind, hvor hun kort forinden havde hvilet sine fingerspider, og trak sig derefter tilbage med armene slået om sig selv.

[Fergus Froggenhall]

Fergus nikkede og smilede skævt. "Hav det godt, tøs," brummede han og gav hendes arm et enkelt klem, før han selv trådte tilbage og ind i ildstedet. Han så ned mod de sorte pletter hans støvler havde lavet. "Undskyld for rodet."

Han blinkede en enkelt gang og rakte ud for at tage en håndfuld susepulver, før han øjeblikket efter forsvandt.

Tråd afsluttet