Hjerneknusere

[Magnolia Dearborn]

Casimir Ó Catháin

Det havde været nær midnat, da Magnolia havde siddet på sit værelse og læst, men uden at ordene efterlod sig det mindste spor af mening. Tankemylderet i hendes hoved fik lov til at tage over, og hun grublede og grublede og grublede, til hun til sidst måtte lukke bogen i, og ligge sig til at sove, dog for først at falde i søvn lang tid efter.

Dagen efter forlod hun huset med den undskyldning at hun ville tage på lidt juleshopping i Hogsmeade. Det var da også planen, men som hun begav sig af sted begyndte tankerne at larme igen, og før hun vidste af det befandt hun sig på markedet i Camden. Det var et mærkværdigt syn at gå fra bod til bod, og hun blev ved med at støde på ting, som hun ikke havde den fjerneste ide om hvad var. Aldrig havde hun følt sig så langt hjemmefra.

Til sidst måtte hun sætte sig lidt på afstand på en bænk, og observerede derfra de mange menneskers tøj, der stod i kontrast til de klæder hun selv bar, og det var på trods af at Magnolia aldrig havde været den mest farverig klædte. Hun så fra muggler til muggler, og det slog hende hvor tæt begravet hun kunne være i sit eget samfund, at det somme tider kunne virke fjernt hvad der foregik omme bag de ideologiske mure som opdelingen havde skabt helt af sig selv.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir synes han så et rødt glimt af noget velkendt et sted flere gange, men det var først på sin velfortjente pause fra at passe boden for sin mor, at han fik bekræftet sin mistanke. Han begravede hænderne helt i lommerne og dumpede ned på bænken ved siden af den jævnaldrende Slytherinelev uden et ord.

Til gengæld studerede han hende interesseret og et svagt smil trak mere eller mindre frivilligt i hans mundvige. Han kunne gisne om hvorfor hun var kommet, men uanset hvad, var det i hvert fald ikke et tilfælde. Ministerieansattes døtre dukkede ikke op i Camden for sjovs skyld.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia vendte sig ikke, da hun hørte nogen komme gående. Da personen satte sig ned på den samme bænk som hende, og det lyse hår flagrede ind foran hendes synfelt, blev hun ikke overrasket da hun drejede sit ansigt, og mødte Casimir med blikket.

”Ó Catháin”, Magnolia var den første til at bryde tavsheden. Hun løsnede op i et halvt smil, inden hun lod sit baghoved hvile op af bænkens ryglæn, med blikket vendt op mod skyerne i et tænkende udtryk. Havde hun vidst på forhånd at Casimir var bosat i Camden? Ja. Havde hun håbet på at møde ham? For at være ærlig havde hun ikke håbet på at møde nogen. ”Er det godt at være hjemme?” spurgte hun henkastet efter lidt tid, som var det helt normalt for dem at føre den form for samtale.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir tog en dyb indånding og fulgte Magnolia med blikket, som hun lænede sig helt bagud imod bænken. Han rynkede panden en anelse, trak på skuldrene og så over på to unger, der legede mellem boderne. En lille dreng jagtede en lidt ældre pige, som hvinede i sin flugt.

"Hvorfor er du her, Magnolia?" Han vendte hovedet og så på hende med et afventende blik. "Næppe på hyggevisit?"

[Magnolia Dearborn]

Magnolia fulgte ligesom Casimir de to børn småfjernt med blikket. Hans spørgsmål fik en lettere morende brummen til at forlade hende. ”Nej, hvis jeg husker rigtigt, er jeg for snæversynet til den slags”, hun vendte de grønne øjne mod ham, og hævede et bryn, inden et antydningsvist smil fik lov til at spille over læberne.

”Jeg er her ikke fordi jeg har fundet ud af mere.. hvis det er det du er nysgerrig efter”, oplyste hun, ikke fordi hun behøvede, men fordi hun havde lyst til det. Ikke at han kunne bruge det til særlig meget. De grønne øjne forblev i hans lidt tid ekstra, men blev så vendt ud mod børnene igen, som stadig løb rundt og jagtede hinanden.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir rynkede panden. Han krydsede armene over hinanden inde under sin poncho og fnøs dæmpet. "Jeg er nysgerrig," brummede han dæmpet. "Men jeg regner ikke med at du havde tænkt dig at agere spion, Magnolia."

En lavmælt lyd forlod ham, som han klarede halsen. "Jeg spørger hvorfor du er her. Ikke hvad du ikke er her for."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia var tavs i et længere øjeblik, og tyggede lidt på hans ord, mens hun gnavede i indersiden af sin kind. ”Jeg er ikke sikker”, svarede hun med et udtryk der viste at hun rent faktisk mente det.

Hun trak på skuldrende. ”Efter episoden til juleballet ..”, startede hun, men stoppede så op da hun ikke var sikker på om han overhovedet vidste det var hende Hector havde væltet. Hun klarede halsen. ”Jeg følte vel bare for at afklare mine tanker et sted der hverken var Godricdalen eller Hogsmeade”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir vidste ikke hvor han havde Magnolia eller hvad hun mente. Det ene øjeblik var han klar til at afskrive hende, det andet sagde hun noget så irriterende, at han blev nødt til at reagere på det. Han var ikke helt sikker på om han fandt hende interessant eller bare frustrerende, men han sad stadig på bænken, så han kunne fnyse over hendes svar.

"Og du besluttede dig for at levestedet for alt hvad din regering er uenig i og foragter var det bedste valg?" Han kneb øjnene lidt sammen. "Jeg køber den ikke, Dearborn. Hvorfor er du her virkelig?"

[Magnolia Dearborn]

Hvis Casimir havde ønsket at lade hans ord påvirke hende ramte han plet. Måske lidt for godt. ”Hvorfor har du så svært ved at tro på at hvad jeg fortæller dig er rigtigt?”, fik hun sagt lavmælt, og synes at hendes stemme lød anderledes end den plejede.

”Hvad har jeg gjort eller sagt der får dig til at tænke så lidt om mig?”, gentog hun, lidt hårdere end før. ”Er du virkelig så fordomsfuld at du tænker alle fuldblodsmagikere er utilregnelige bæster?.. ”, hun sænkede blikket til sine hænder, før de blev vendt mod Casimir igen.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir begyndte at grine og stoppede kun sig selv, fordi han så Magnolias forurettede blik. Han kørte en hånd igennem håret og rystede på hovedet, inden han rømmede sig. "Sikke en tale. Hvad har dit blod at gøre med noget som helst? Og hvem er det, der regner hvem for bæster?"

Han rynkede panden og betragtede hende spørgende. "Jeg tror du projicerer, Dearborn. Så jeg spørger igen. Hvorfor er du her?"

[Magnolia Dearborn]

Magnolia rynkede brynene, og så tydeligt overrasket på ham, da han begyndte at grine, og følte sig øjeblikket efter en smule skizofren, da hun mærkede hvordan hendes mundvige begyndte at stritte svagt. Så fnøs hun. ”Desuden er det lige så meget min regering som det er din, Ò Catháin”, sagde hun og glædede sig allerede til hans modsvar.

Så var det hendes tur til at le. Hun placerede albuen mod bænkens ryg, og hvilede sit hoved mod håndfladen, med blikket direkte mod Casimirs. ”Jeg skal svare dig.. men først skal du svare mig på noget… Hvorfor er du så interesseret i svaret?”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir kunne ikke se, at der var meget af grine af over hans spørgsmål. Han hævede et øjenbryn over hendes modsvar, rynkede på næsen og bed en skarp bemærkning i sig, før han slet og ret rejste sig op.

"Det er jeg heller ikke," medgav han overgivent med et skuldertræk. "Det er ikke min regering. Der er ingen her, der anerkender diktatorerne for nogen lovlig regering, Dearborn. Men du skal være velkommen til at snuse videre rundt." Han slog lidt ud med den ene arm. Hun ville alligevel ikke finde noget, som ministeriets ansatte ikke havde fundet.

"Glædelig jul," hilste han med et nik, før han vendte sig om og gik tilbage til boden. Han havde ikke lyst til at spilde mere af sin pause.

[Magnolia Dearborn]

Magnolias latter havde været en forsvarsmekanisme. Hun havde altid stået fast i sine principper, men der var noget ved Casimir, der fik hende til at tvivle på alt det hun altid havde troet hun havde stået for. Da han forlod hende stirrede hun på ham og mærkede hvordan en svag, ubehagelig følelse begyndte at sprede sig.

Magnolia rejste sig for at gå, men i stedet fandt hun sig selv gå i retning af hvor Casimir var forsvundet hen. ”Jeg kom fordi..”, var det første der kom over hendes læber da hun igen var henne ved ham. Det næste hun sagde var i en lavmælt tone. ”Jeg ved ikke om du ved det.. Men det var mig der stødte ind i Hector Attwater til juleballet .. eller ham i mig.. det er egentlig lige meget.. men sagen er..”, hun krydsede sine arme, og stoppede dermed kort, inden hun forsatte. ”Alle tog straks mit parti. Jeg så hvordan de alle kiggede på ham og pludselig følte jeg mig kvalt.. Og den følelse har endnu ikke forladt mig, så jeg havde brug for at komme væk, og det første sted jeg tænkte på var her”, hun havde været for ærlig.. hun gik et par skridt væk, og så ud mod markedet, før hun vendte blikket tilbage på ham. ”Så .. har du tænkt dig og vise mig rundt, eller hvad?”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir var nået hen til boden og både han og hans mor betragtede den rødhårede pige lettere overrasket. Saoirses mundvige sitrede dog svagt og hun lod som om hun intet hørte, imens Casimir temmelig tydeligt hørte hvert et ord. Til gengæld forstod han ikke hvorfor slangen fortalte ham det.

Han skævede til sin mor ved spørgsmålet og kørte en hånd igennem håret med en lidt akavet lyd. "Jeg skal arbejde," svarede han tøvende, før han blev puffet ud af boden med en besked om at komme tilbage senere. Saoirse Ó Catháin så nysgerrigt efter dem, som Cas begravede hænderne i lommerne og lidt akavet gav sig til at gå ned gennem samlingen af småboder, der førte naturmedicin og reklamerede med tarotlæsning. Tavsheden var påfaldende.

[Magnolia Dearborn]

Magnolias rette holdning sank en smule da han sagde at han skulle arbejde. Hun løsnede armene fra sit bryst, og en pludselig trang til at forsvinde ulmede i brystet på hende, før tankerne forduftede i det hun måtte træde et skridt tilbage for ikke at blive ramt, da Casimir kom væltende ud af boden.

Magnolia stod i et par korte sekunder hvor hendes blik hvilede på den fremmede kvinde. Så drejede hun rundt, og kom hurtig op ved siden af Casimir, der for Magnolia synes at kigge alle vegne hen end på hende. ”Jeg går ud fra at det var din mor..”, brød hun tavsheden efter de havde gået lidt. ”Er hun altid så ivrig efter at komme af med dig?”, spurgte hun i et forsøg på at være morsom, og understregede det da også ved at blotte tænderne i et skævt smil.