|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 1, 2015 23:49:29 GMT 1
Casimir var ikke helt tilfreds med at blive kostet rundt af en af kvinderne i sit liv, men det var intet nyt. Hans mor havde en tendens til at få sin vilje. Akavet og underligt til mode gav han sig derfor til at gå ved siden af Magnolia og fnøs over hendes spørgsmål.
"Jeg er sikker på, at hun bare troede du var en forfærdelig fuldblodsheks og gerne vil have mig til at kaste dig ud fra det nærmeste tårn. For det er jo sådan vi gør med jer frygtelige, frygtelige mennesker."
Hans stemme var drævende og han vidste godt selv, at det var en smule uretfærdigt. Alligevel kunne han ikke lade være. Til gengæld trak han lidt på smilebåndet, som han skævede til Magnolia.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Jan 2, 2015 0:06:19 GMT 1
Hans ord fik hende til at sænke farten, og hun hævede let øjenbrynene, mens hun stirrede overrasket hen på ham. De grønne øjne hvilede hurtigt på hans læber, og hun så hvordan et lille smil bredte sig på hans læber, og forsøgte at regne ud præcis hvilket smil det var.
”Du må hellere skynde dig så.. Inden jeg følger min fars ordre og forvandler dig til en fed, doven hankat .. ”, kommenterede hun, og forsøgte med et lige så dvælende tonleje som hans, men i stedet var hun på nippet til at le. Hun sukkede. ”. . Jeg tænker desuden ikke sådan om jer.. hvis du skulle være i tvivl”
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 2, 2015 19:06:10 GMT 1
Casimir fnøs ufrivilligt muntert og trak på skuldrene, imens han fortsatte ned imellem boderne i et tempo, der burde give Magnolia rig mulighed for at se hvad der var at købe - hvis man havde pengene til det.
"Jeg ved ikke hvad du tænker," svarede han ærligt, dog uden at se hende i øjnene. Han følte sig underligt til mode.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Jan 2, 2015 20:38:10 GMT 1
Magnolias stemmebånd var underligt tørt. Det skete sjældent at hun manglede ord, men omkring Casimir, synes hun ikke at mangle andet. Hun tog sig selv i at overveje hvorfor hun endnu ikke var gået fra en som hun i realiteten næsten ikke kendte. Det gik over hendes forstand at det var så svært at undgå hans blå øjne, og bare lade ham være i fred, hvilket det indtil videre synes måske at være det han havde mest lyst til.
”At i er så skøre som alle andre går og siger”, svarede hun mildt. Der var ingen grund til at pakke det ind, Magnolia var sikker på han var klar over hvad der blev sagt om dem. ”Der er ting jeg ikke forstår, jovist, men jeg synes det er stort at i tør stå op for hvad i mener er det rigtige. Det kunne vi alle lære lidt af”
|
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Jan 4, 2015 21:44:00 GMT 1
Casimir fnøs dæmpet og gravede hænderne dybere ned i lommerne, hvis det ellers kunne lade sig gøre efterhånden. Han smilede svagt og skævede til Magnolia, imens de gik. "Er det derfor du er her?"
Med et træk på skuldrene, rømmede han sig en anelse. "For at blive inspireret til at stå op for det du mener er det rigtige?"
Han var nysgerrig. Hun blev ved med at dukke op, virkede det som om.
|
|
