Feriens goder

[Oliver Morecambe Young]

Keiran Maverick-Bones

Oliver slentrede ned langs hovedgaden, pakket godt ind i kappe, hue og halstørklæde. Han havde ikke noget bestemt mål, andet end at han skulle have byttet en bog og det var klaret. Af samme grund gik han nu bare og kiggede lidt i vinduerne, uden ambition om at skulle købe noget. Julen var dyr nok som den var.

Det var kattekillinger der tumlede rundt i en af ruderne, der fik ham til at stoppe op og han smilede lidt for sig selv, som han besluttede sig for at slå kursen ind forbi, både for at få muligheden for at snakke lidt med de magiske dyr og for at se om Keiran var på arbejde.

[Keiran Maverick-Bones]

Kieran så op fra det bur han stod med overkroppen halvt inde i da klokken over døren medlte kunder. Han lyste op i et sjældent, bredt smil da han fik øje på Oliver og han trak sig hurtigt ud af buret. Lidt for hurtigt da han slog baghovedet mod metallet og skar ansigt mens han hektisk gnubbede sig i håret der endte knap så nydeligt som før.

Stadig med en hånd på hovedet smilede han flovt til vennen "Hej. Hvad, ehm.. hvad så?" forsøgte han henkastet, men følte sig stadig lidt som en klovn.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver bemærkede ikke engang i et øjeblik, hvordan Keiran så ud. Hans eget, tykke hår sad som altid viltert og han stak blot hænderne afslappet i halvkappens lommer. "Jeg skulle bare lige se, om du havde overlevet julen," konstaterede han med et skævt smil og lænede sig op ad disken. Nu hvor julen var overstået, var der ikke så mange mennesker i butikken. Det var rent faktisk til at få vekslet et ord med medarbejderne.

"Jeg er sgu altid selv tæt på at skride i svinget. Al den mad, du ved," konstaterede han muntert og klappede sig lidt på maven.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran ømmede sig lidt endnu og gik så over til at forsøge at glatte det nakkehår han kunne mærke strittede "Det gik stille og roligt. Jeg blev hverken gjort arveløs eller noget, men det hjælper når Alana er hjemme." han smilede skævt og så sig hurtigt omkring for at være sikker på ingen behøvede hjælp. Så stak han hænderne i bukselommerne på en måde der uden tvivl ville have fået hans mor til at se misbilligende på ham, men hvad hun ikke så havde hun ikke ondt af. Olivers kommentar fik ham til at hæve et øjenbryn "Står du og siger du kan få mad nok?" han rystede på hovedet med et næsten drillende smil "Jeg tror også du er syg." det var sjældent han gav igen på den måde, men Oliver var.. Oliver. Han vidste hvor han havde ham og hvad der var forventet af ham selv. Eller måske nærmere hvad der ikke var forventet.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver lo over Keirans spørgsmål og trak afslappet på skuldrene med et sigende blik. "Du har ikke oplevet, når både min mor og min mormor laver mad sammen," svarede han og pustede kinderne en anelse ud. "Jeg tror måske, at de regner med at skulle brødføde hele Godricdalen. Selv mine farbrødre og Brody er ved at gå til." Det sagde ikke så lidt. Andy, Terry og Brody var alle temmelig store fyre.

"Hvordan er det hjemme ved jer? Et enkelt pyntekirsebær på toppen af en ananasskive? Det skal vel være glamourøst," spurgte han drillende og gjorde det kun fordi, at han kendte Keiran så godt som han gjorde.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran smilede skævt og hans skuldre faldt lidt i samme ombæring "Godt ord igen." han lagde hovedet lidt på sned og så granskende på Oliver "Så det er derfor du lidt ligner en hamster når du har været hjemme?" han hævede drillende et øjenbryn kun for sekundet efter at skære en opgivende grimasse "Noget i den stil og man skal helst lade være at gøre bestikket beskidt mens man spiser." det var trods alt en overdrivelse, men alligevel ganske sigende. Der var en verden til forskel på deres familier og selvom han havde stor respekt for sine egne forældre, var det ind i mellem svært at slappe af i deres selskab "Hvornår skal du starte igen?"

[Oliver Morecambe Young]

"Oi," udbrød han påtaget indigneret. Det blev da også godt og grundigt spoleret af at han lo efterfølgende og skubbede sig fri af bordet, for at tage de få skridt over til en ugle, der sad og så nøje på ham.

Fingrene strøg kyndigt over den gyldne fjerpragt og han lod hunuglen nappe lidt i sin pegefinger. "Først i januar," svarede han med en let skuldertrækning og sendte Keiran et skævt smil. "Det er ren luksus."

[Keiran Maverick-Bones]

Keirans smil blev bredt nok til at hans tænder blev synlige et øjeblik. Han morede sig tydeligvis ligeså meget som Oliver "Jeg overvejede også om du forsøgte at smugle to pygmæ-puff'er ud herfra - en i hver kind." fortsatte han med endnu et hævet øjenbryn og fulgte med vennen over til uglen "Det tør siges." han tav et øjeblik, lagde så armene over kors og rynkede brynene spørgende "Har du nogen planer for nytår endnu?" der var ret stor chance for det, men han valgte at spørge alligevel.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver sendte Keiran et sigende blik, men undlod at vade mere rundt i det. Han var langt mere interesseret i det næste spørgsmål og hans læber bredte sig i et drenget smil. "Selvfølgelig, mand," svarede han, som om at det var det mest tåbelige spørgsmål i hele verden. Det var det måske også, men han ville ikke holde det op mod Keiran.

"Vi holder fest i huset. Jeg regner med at se dig." Han så sigende på den anden troldmand. "Det bliver skide godt. Der plejer at dukke alle mulige mennesker op. Det bliver nok kun vildere, nu hvor det er nytår."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran var ikke overrasket over nytårsplanerne, men følte alligevel et lettet stik over at få bekræftet han også var inkluderet i dem "Som om du ville slippe for det." han smilede skævt og selvom lige den slags fester der var tale om, altid fik ham til at føle sig lidt malplaceret, så glædede han sig. Olivers samboer var måske nok lidt højrøstede og fremme i skoene, men de var underholdende og krævede ikke han skulle være nogen han ikke var.

Noget slog ham og han skar en grimasse før han så indgående på Oliver igen "Ikke noget af den der hjemmebrændte ting i år, vel?" han huskede alt for levende hvordan han havde haft det året før og var ikke helt villig til at gentage successen.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver smilede tilfreds over bekræftelsen og vippede en enkelt gang med øjenbrynene, før han måtte skære en grimasse. "Nej, fy for den lede," erklærede han og lo muntert. "Det gør vi aldrig, aldrig, aldrig igen," bedyrede han med en påtaget kuldegysning. "Det smagte som noget vores gamle eliksirprofessor ville forsøge at forgifte os med."

"Vi har rigeligt at det rigtige i år og folk plejer at være meget gode til selv at tage med," erklærede han og så på vennen med et drillende blik. "Lad mig sige det sådan: Du behøver i hvert fald ikke at kunne bekymre dig om at kunne slå håret ud."

[Keiran Maverick-Bones]

Keirans smil blev bredere og mens det nåede hans øjne, kom han til at le ligesom vennen. Det var meget rart at vide man ikke var den eneste der havde dårlige minder om det tvivlsomme hjemmebryg der var blevet sat på bordet året før "Værre." konstaterede han tørt og skar endnu en grimasse "Som om katten havde pisset i det efterfølgende." det var virkelig sjældent han talte på den måde, men det kom lidt af sig selv i det nuværende selskab at slappe af, på alle fronter selvom det at være velartikuleret havde været endnu en af de dyder han havde fået terpet ind hjemmefra.

Han hænderne i lommerne på det forklæde han havde over sit tøj og nikkede, stadig med et afslappet smil på læberne "Det lyder godt. Er der andet jeg skal have med og hvornår må jeg komme?"

[Oliver Morecambe Young]

"Du prædiker for de frelste," lo han og holdt hænderne afværgende op, med et ansigtsudtryk der tydeligt understregede, at han ikke havde behov for at blive mindet om, netop hvor forfærdeligt det havde smagt. Til gengæld havde det også slået som en forhammer. Han kunne dårligt huske resten af aftenen som følge af det.

"Nah, det ved jeg sgu ikke. Dig selv og dit gode humør," drillede han og gav Keiran et puf med albuen. "Jeg tror ikke der er sat noget bestemt tidspunkt på, men hvis du dukker op omkring otte, så passer det jo nok meget godt."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran var lige ved at komme til at le igen, men nøjedes med at smile bredt mens de tydeligvis begge huskede - og prøvede at glemme - misæren året før. Han svajede let over puffet og nikkede "Otte." gentog han bekræftende og rynkede brynene lidt igen "Bliver det plads til at overnatte igen i år" han havde tænkt sig at gøre lige hvad Oliver havde sagt - slå håret ud - og med det i planerne, havde han ikke den største lyst til at skulle stavre hjem til sine forældres villa klokken meget tidlig morgen.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver så lidt ud mod gaden og tænkte at det måtte være en sløv dag. Det passede ham dog udmærket. Så havde han en undskyldning for at blive hængende lidt længere. "Ja, klart," svarede han, uden helt at vide det. Om ikke andet skulle de nok finde ud af det. Det havde de da gjort før.

"Hvis vi da nogensinde når i seng," pointerede han. Festerne havde det med at fortsætte langt ud på natten. Sidste år var Ollie dog selv gået kold på grund af hjemmebryggen.