Fornyelse

[Keiran Maverick-Bones]

Tag: Agnes Tweedy

Keiran skubbede døren til Madam Malkins op og blev hilst af den altid fornøjede klokke over døren. Det var langtfra første gang han kom i butikken og det ville heller ikke blive den sidste. Hvis der var noget han havde fået ind med modermælken hjemmefra, var det altid at være præsentabel. Det havde hængt ved og derfor stod han nu endnu en gang hos skrædderen med nogle stykker tøj over den ene arm, mens varmen begyndte at prikke i hans frostbidte kinder.

Der var flere mennesker end han havde regnet med i butikken og ingen af de ansatte så ud til at være ledige, slet ikke den ene han altid ubevidst søgte først med blikket, men han havde ikke travlt og trak i stedet over til den nærmeste væg, hvor et stativ med kapper fangede hans opmærksomhed.

[Agnes Tweedy]

Det var den seksogtyvende december og Agnes' ferie var overstået. Hun havde været tilbage hjemme i Yorkshire siden den treogtyvende og var netop kommet tilbage, til at kunne møde på arbejde til et væld af hekse og troldmænd, der havde glemt at få styr på nytårsskrud og skulle have gevandter syet i ekspresfart.

Derfor havde hun haft nok at se til og der var stadig en smule forhastethed over hende, som hun dukkede op fra bagbutikken med svingende, perlestukne skørter, klikkende hæle, enkelte, viltre krøller, der ikke var en del af den opsatte frisure og det magiske målebånd foldet om halsen som en alternativ halskæde. På trods af det formåede hun dog alligevel at sende kunden et bredt, overskudsagtigt smil. "Velkommen til Madam Malkins. Hvad kan jeg hjælpe med?"

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran tog fat i en mørkeblå kappe i kraftig uld og trak den lidt ud så han bedre kunne se den. Ikke så meget fordi han egentligt trængte til en ny, men mere for at beskæftige sig selv indtil nogen fik tid. Der gik ikke længe før en bekendt stemme lød bag ham og han slap kappen som om den pludselig var blevet giftig "Ehm, ja.." startede han og gned beklemt hånden mod bukserne under kappen mens hans blik flakkende mødte Agnes's "Jeg håbede I kunne finde tid til at reparere de her for mig og lægge dem lidt ned" han klappede på det par bukser han havde over armen og smilede venligt "Og jeg får brug for en ny skjorte." han tav og smilet blegnede igen da han så rundt på alle de andre kunder der fyldte butikken "Men det er ingen hastesag."

[Agnes Tweedy]

Agnes' blik gled fra Keirans ansigt til bukserne han havde over den ene arm. "Det skulle være til at klare," svarede hun overbevist og smilede varmt, som hun rakte frem for at tage imod bukserne. Det første hun gjorde var at tjekke sømmene i bunden, for at se hvor meget hun havde at gøre med.

"Lad os tage de nye mål med det samme, skal vi ikke?" Hun så spørgende op på den yngre mand, allerede halvt forventende et ja.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran stod et sekund for længe og betragtede Agnes. Så huskede han hvor han var og fumlede bukserne af armen og rakte dem til hende "Jeg håber der er nok til at lægge dem ned en gang til." hendes undersøgende blik var ikke gået hans næse forbi, men bukserne var immervæk flere år gamle, selvom de stadig var pæne.

Hans blik flakkede et splitsekund. Så nikkede han med et usikkert smil og tog sig i at overveje, om man kunne være bekendt at bede om at lade en anden end lige hende tage mål. Han kunne dog i sidste ende ikke få sig selv til at sige det højt "Det.. ja." han nikkede igen og så afventende på hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes så undersøgende på undersømmen og kastede så et enkelt, vurderende blik på Keiran. Så smilede hun med overbevisning. "Det skulle vist kunne lade sig gøre," svarede hun og nikkede bydende mod den lille gruppe af lænestole. "Tag endelig plads, så løsner jeg sømmene. Kunne du tænke dig en kop te imens?"

Hun smilede venligt og var allerede halvt på vej over for at fylde en kop, med bukserne foldet over den ene arm og målebåndet rullende let om halsen.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran så fra Agnes, til stolegruppen og tilbage igen, fremtvang endnu et nervøst smil og nikkede "Ja tak. Te lyder dejligt." han udså sig en lænestol der ikke så alt for dyb ud og tog sin kappe af før han satte sig.

Han blev siddende på kanten af stolen i stedet for at læne sig tilbage og fulgte Agnes med blikket indtil hun forsvandt ud af hans synsfelt. Så slog han blikket ned og gav sig selv et mentalt nakkedrag mens han ventede på te og den opmåling han frygtede en lille smule.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede bekræftende og formåede ganske elegant at hælde te op i en blomstret kop, stadig med bukserne over armen. Hun slog let på den med spidsen af sin tryllestav og den svævede over mod Keiran. "Jeg er tilbage om et øjeblik," lovede hun ham med et varmt smil og forsvandt for en kort bemærkning.

Da hun kom tilbage, var der gået en små ti minutter. Til gengæld havde hun åbnet alle sømmene i bunden af buksebenene, så stoffet nu faldt i sin fulde længde. "Så skulle de være klar til at prøve," erklærede hun og holdt dem frem med et opfordrende blik.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran tog imod den svævende tekop og sendte endnu et høfligt smil i Agnes's retning "Tak, jeg har ikke travlt." det var kun halvt sandt, men det behøvede hun nødvendigvis ikke vide. God service var værd at vente på - for det meste.

Da hun dukkede op igen var koppen næsten tom og Keiran fordybet i en artikel i dagens Profet der havde ligget på det lille bord mellem stolene. Han lagde den dog hurtigt fra sig og rakte ud efter bukserne med mild tøven "Selvfølgelig." han rejste sig med bukserne i hænderne og blikket flakkede momentært "Giv mig et øjeblik." bad han unødigt og forsvandt stedkendt ind bag forhænget i et af butikkens prøverum.

Han havde aldrig brudt sig om lige den del af tøjindkøb - uanset hvem der stod og ventede på at tage målene. Det føltes underligt og ubehageligt at stå halvt afklædt bag et forhæng mens andre mennesker gik rundt lige på den anden side. Det tog ham dog ikke længe at skifte fra de bukser han havde på, til dem han havde haft med og igen gå ud til den ventende skrædder, denne gang på strømpefødder.

[Agnes Tweedy]

Agnes udnyttede den korte ventetid til at flytte et par tunge bøger fyldt med forskellige - og i nogle tilfælde temmelig forældede - mønstre over på plads. Hun havde netop sat dem tilbage ind på hylden, da Keiran igen dukkede op og Agnes kom på benene i en elegant bevægelse, der igen fik de perlestukne skørter til at knitre lavmælt.

Hendes blik gled vurderende ned over den yngre troldmand, som hun først på øjemål vurdere, hvor meget der var at gøre med. Ud fra hendes ansigtsudtryk af dømme, var situationen endnu ikke helt kritisk. "Der skulle være noget at arbejde med," erklærede hun og slog bydende ud mod en lille velourskammel. Da Keiran trådte op på den, gled Agnes selv ned på hug og gav sig til at rette på sømmen. Hun så op på ham med et muntert smil, uden at rejse sig igen. "Jeg er bange for, at det her bliver sidste gang, de kan lægges op. Vi må håbe at du er stoppet med at vokse."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran gik lydigt hen til skamlen og trådte op på den. Dermed kom han til at rage over to meter i vejret og følte sig om muligt endnu mere synlig end han ellers gjorde. Et par yngre hekse skævede knap så diskret i hans retning og hviskede sammen, så han så ned med varme kinder, kun for at ende med at se på Agnes der sad på hug foran han og få endnu varmere kinder "Det tror jeg.. jeg mener, det håber jeg også." mumlede han beklemt og flyttede nervøst lidt på fødderne - så meget som det kunne lade sig gøre uden at træde ud over skamlen og virkelig tiltrække sig uønsket opmærksomhed.

[Agnes Tweedy]

Af en der kravlede rundt på gulvet, så gjorde Agnes det overraskende elegant. Hun havde tydeligvis prøvet det før og hendes øjemål var godt. Det krævede ikke mere koncentration end, at hun godt kunne kigge op på ham igen med et muntert smil. Agnes havde mange kunder, men hun glemte sjældent nogen af dem. Det betød at hun også godt kunne huske ham.

"Det er længe siden, at jeg har set dig her, Mr. Bones," småsludrede hun vanligt og fangede endnu en knappenål fra puden om håndleddet. "Hvad laver du nu?" Hun huskede svagt, at han i hvert fald ikke længere gik på Hogwarts. Så ville det sandsynligvis også have været en skoleuniform hun sad med mellem hænderne.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran prøvede at tænke på alt muligt andet end den kildrende fornemmelse af buksernes søm der strøg mod hans ankler og var ikke helt mentalt til stede da Agnes talte igen. Det gav et lille gib i ham "Ehm, ja. Det er det vidst." han smilede tøvende og passede på ikke at røre sig for meget da hun fortsatte med knappenålene "Jeg arbejder i Menageriet. Siden foråret." han rømmede sig og forsøgte at komme på noget intelligent at sige. Det plejede ikke at være så svært som det føltes lige nu "Vi har lige fået en ny sending ugler fra Norge." hvis det var fysisk muligt, ville han have trampet sig selv over foden.

[Agnes Tweedy]

Agnes var snart færdig med det ene bukseben, med størstedelen af opmærksomheden rettet på det næste og resten på hvad Keiran svarede på hendes spørgsmål. Hendes øjenbryn gled lidt op og hun nikkede anerkendende, som tænderne kom lidt til syne. "Det lyder spændende," svarede hun. Ugler var ikke lige hendes favoritdyr, men smukke - det var de.

"Jeg har en kat," begyndte hun, først uden nogen videre sammenhæng. Ikke før hun fortsatte. "Filius. Han er begyndt at tabe pelsen. Er det noget man kan gøre noget ved?"

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran nikkede let. Det vár spændende, men han havde alligevel på fornemmelsen, at hun allermest blot prøvede at holde samtalen i gang. Hvorfor skulle hun interessere sig for de mosehornugler han havde brugt flere dage på at gøre klar til?

Han rømmede sig igen og var sært taknemmelig da hun alligevel fortsatte på samme emne. Han rynkede brynene lidt og hun var tavs længe nok til han åbnede munden for at erklære, at han skam også havde en kat. Før han nåede det, eller at sparke sig selv mentalt igen, fortsatte hun og rynken mellem hans bryn blev mere fremtrædende "Det kommer an på.." begyndte han og lagde hovedet lidt på sned mens han tænkte sig om "Hvor gammel er han? Og hvilken race?"