Fornyelse

[Agnes Tweedy]

Agnes var vant til at tale med sine kunder og tænkte ikke meget over det. Det var ikke akavet eller påtvungent, især ikke da hun fandt, at hun havde et reelt spørgsmål at stille.

"Norsk skovkat," svarede hun indledende og stak midlertidigt en nål i mellem læberne, da hun havde brug for begge hænder til at folde buksebenet ordentligt og glat. Da hun havde sat den i, fortsatte hun: "Han må være syv år efterhånden."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran glemte at være helt så beklemt fordi emnet rent faktisk interesserede ham, og fordi han følte sig på sikker grund i det "Og han taber pelsen? Det er ikke fordi han selv slikker den af når han vasker sig?" han så spørgende på hende og tilføjede forklarende "For nogle katte kan det blive en dårlig vane at over-vaske sig, så de bliver helt hårløse på de udsatte områder." han løftede en hånd og kløede sig på halsen "Det kan også være han har lopper. De kan nogen gange være svære at opdage." han bøjede hovedet lidt og så spørgende ned på hende "Har du kæmmet ham for at se efter det?"

[Agnes Tweedy]

Agnes rynkede lettere eftertænksomt på øjenbrynene, uden at det havde særlig meget at gøre med buksebenet hun var i færd med at lægge op. "Det er i hvert fald ikke lopper," konstaterede hun. Det var det første hun havde tjekket og flere gange. Hun satte den sidste nål i og kom på benene igen. Et mildt smil hvilede over hendes læber, som hun så op på Keiran (der var en god del højere end hende oppe på skamlen, selvom hun var i høje hæle).

"Det er muligt, at det er det andet. Jeg tror det er nemmest, hvis jeg tager ham med ned til jer en dag," konkluderede hun, svagt spørgende, før hun slog ud med den ene arm som tegn til at han kunne træde ned. "Længden skulle gerne passe bedre nu. Du kan selv vurdere det i spejlet herovre."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran nikkede, selvom Agnes ikke ville kunne se det som hun sad "Det regnede jeg også med." forsikrede han og rankede sig lidt da hun rejste sig fra den hugsiddende stilling for så at smile helt reelt da hun fortsatte "Det synes jeg du skulle gøre. Det er nemmere at komme med et kvalificeret bud når jeg.. eller ja, en af os dernede kan se på ham samtidigt." det var ikke usandt, men han var heller ikke særlig utilfreds ved tanken om at hun skulle komme i Menageriet.

Han så ned ad sig selv og trådte ned fra skamlen før han gik de få skridt hen til spejlet og så vurderende på sin nye bukselængde "Meget bedre." han vendte sig med siden til spejlet og så på sig selv igen for så at dreje hovedet og give Agnes et tilfreds smil "Helt perfekt."

[Agnes Tweedy]

Agnes blottede tænderne i et smil og nikkede let. "Det vil jeg sørge for at gøre," svarede hun. Det var smart, hvordan man kunne komme hinanden til hjælp og Agnes nikkede med tilfredshed, da Keiran erklærede at bukselængden passede.

"Udmærket. Hvis du tager bukserne af igen, så finder jeg nogle tekstilprøver du kan kigge på til skjorten. Ja?" Hun så spørgende på ham, både for en bekræftelse og for at høre om han havde nogle specifikke krav.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran smilede impulsivt igen og for sig selv så han mere frem til at se Agnes i Menageriet, end hendes kat, selvom han ville gøre sit bedste (som altid) for at finde en løsning, hvis det var ham der endte med at få opgaven "Glimrende." han nikkede en enkelt gang for at bekræfte og vendte så opmærksomheden mod grunden til han var i butikken "Gerne. Måske.." han overvejede et øjeblik før han fortsatte "Måske noget med en smule farve, men ikke for vilde mønstre?" det kom ud halvt som et spørgsmål, selvom det var ham der skulle tage beslutningen, ikke hende.

Det tog dog ikke længe at skifte igen bag forhængets begrænsede privatliv, men i skyndingen nåede han at rive sig på en af nålene. Da han kom ud igen, satte han sig tilbage i en af de bløde stole med bukserne over knæene og ømmede diskret sin ankel igen efter mødet med nålen.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede bekræftende med et entusiastisk smil og ventede til at Keiran var forsvundet bag forhænget, før hun selv forsvandt ud i den bagerste del af butikken for en kort bemærkning.

Da hun kom tilbage igen sad Keiran som forventet allerede og ventede og Agnes' smil var ikke langt væk. "Nu skal du bare se," erklærede hun med professionel sikkerhed, som hun gled ned at sidde overfor ham. Hun spredte fire, små firkanter ud på det lille tebord og selvom valgmulighederne var mørke toner, så gjorde det hverken den flaskegrønne, bordeauxrøde, blommelilla eller blå midnatsblåkedelige. Tværtimod.

Hun skubbede den lilla og den grønne længst frem. "Min personlige mening er, at en af de her to ville være bedst til din kulør, men det er selvfølgelig helt op til dig."

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran havde det ret fint med at kunne rette blikket mod stofprøverne Agnes lagde frem. Hendes smil var måske nok pænere end dem, men stofprøverne gav ham ikke varme kinder. Han rynkede brynene lidt og så grundigt på de fire prøver, og lidt længere på de to hun fremhævede.

"Hmm.." han så skeptisk på begge prøverne og skubbede den grønne lidt væk "Jeg har aldrig været så vild med grøn." forklarede han med et halv undskyldende blik ogtog i stedet den blommelilla op i hænderne hvor han mærkede på den "Men den her er pæn.. og behagelig." han kastede et blik i retning af den røde som måske trak mest, uden at han helt ville indrømme det "Og du mener ikke den røde og jeg ville være gode venner?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede beroligende. "Hvis jeg mente det, ville jeg ikke havde bragt den med ud til at begynde med," konstaterede hun med et mildt, men godmodigt smil og blinkede en enkelt gang til ham.

"Som sagt er disse to mine foretrukne, men alle fire er bestemt ikke dårlige. Den røde er meget iøjenfaldende, vil jeg sige, men efter min mening er det aldrig nogen skade til at være lidt bemærkelsesværdig." Hun sendte ham et sigende blik og rettede sig lidt op igen med et tålmodigt afventende smil.

[Keiran Maverick-Bones]

Keirans blik flakkede før han nikkede og så ned med et beklemt smil "Nej, nej selvfølgelig ikke." mumlede han og kunne have sparket sig selv. I stedet rømmede han sig og så endnu engang på stofprøverne "Jeg er ikke sikker på jeg bryder mig om at være alt for bemærkelsesværdig." han smilede skævt igen og flyttede sig uroligt på sædet før han faldt til ro igen "Men jeg kan godt lide de to." han satte en finger mod hver af de varme farver mens panden faldt i overvejende folder "Kunne jeg måske få en skjorte af hver?" han løftede hovedet, og blikket fra prøverne og så spørgende på Agnes kønne ansigt.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede bekræftende og blottede tænderne i et smil. "Uden problemer, Mr. Bones," svarede hun overbevist og samlede stofprøverne sammen. "Så vidt jeg husker, har vi stadig mønstret og dine mål fra sidst. Skal det være samme type skjorte eller skal vi se, om vi kan finde på noget nyt?"

Hun foretrak altid når hun kunne få frie tøjler, men hun vidste også, at der var kunder der meget gerne så at tingene var på den samme, sikre måde. Keiran slog hende umiddelbart som det sidste, men folk kunne jo ændre sig.

[Keiran Maverick-Bones]

Keiran nikkede med et tøvende smil og fik igen rynker i panden mens han overvejede "Som de plejer, tak." Han var ikke direkte bange for forandring, men han havde i forvejen strukket sig lidt, ved at vælge farver han ikke ellers ville have valgt. Det måtte være nok for denne gang.

Alligevel tøvede han endnu et øjeblik overvejende og lagde hovedet lidt på sned da han så på hende igen "Med mindre du har et forslag til noget andet." han vidste ikke helt hvorfor han ikke bare holdt fast i sin første beslutning. Måske havde det noget med hendes smil at gøre "Noget der ikke alt for opsigtsvækkende helst." nu var han begyndt og kunne ikke få sig selv til at trække mere i land.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede og kneb øjnene en anelse konspiratorisk sammen. "Skal vi ikke aftale, at jeg laver noget, der er tæt på det gamle, men måske med et par enkelte ændringer?" Hun rettede sig lidt op og foldede benet ind over det andet.

"Så kan du komme ned i butikken om et par dage og vurdere om du er tilfreds og hvis ikke, er det ingen større krise end at vi kan nå at redde det."

[Keiran Maverick-Bones]

Keirans blik flakkede kort da Agnes kneb øjnene sammen. Så smilede han impulsivt, måske lidt lettet, og nikkede "Det lyder perfekt." han nikkede for at bekræfte yderligere og rejste sig så "Tak, frk. Atterberry." han tørrede diskret hånden mod det ene bukseben og takkede yderligere af med et fast håndtryk før han forlod skrædderbutikken med et underfundigt smil på læberne han ikke havde tænkt sig at forklare for nogen. For sig selv håbede han dog hun gjorde alvor af at komme forbi Menageriet - kat eller ej.

Tråd lukket