Vågn op lille Carran

[Magnolia Dearborn]

Carran Reynard

Det var forholdsvis tidligt om morgenen da Magnolia iførte sig sin vinterkappe, og listede sig så lydløst ud af døren hun var i stand til, uden at vække sine forældre der stadig boblede ovenpå. Det var en kølig luft der svævede i atmosfæren, og hun fik ikke gået mange skridt, før hun allerede kunne mærke hvordan kulden begyndte at bide i sine kinder. Det var rart at være hjemme igen. Det havde været godt at tilbringe lidt tid med sine forældre, selvom det manglende svar fra hendes bror havde gjort stemningen lidt trykket.

Det var da hun passerede Carrans hjem at et vindpust fik hendes hår til at blæse ind foran øjnene på hende, hvilket fik hende til at vende de grønne øjne mod Carrans vindue. Magnolia bukkede sig ned for at samle en klump sne op, og begyndte at forme klumpen mellem sine hænder til en kugle, og tøvede kun lidt, inden hun kastede snebolden mod hans vindue. Snebolden måtte være formet godt, for der lød et højt slag da snebolden blev splittet mod vinduet, og hun håbede ikke at den formåede at vække hele huset.

[Carran Reynard]

Carran drømte om en smuk rødhåret kvinde da han pludselig blev vækket af en høj lyd mod sin rude. Han overvejede hvem det kunne være der stod så tidligt op og kastede ting på hans vindue midt i juleferien. Han var ellers blevet længe oppe og spillet på sin guitar og havde egentlig ikke tænkt sig at stå op. Alligevel blev han nødt til at se hvem det var der havde været så uhøflig at vække ham og derfor tvang han sig selv ud af sengen og tog nogle natbukser på, hvorefter han trak gardinet fra og så ned på personen udenfor.

Synet af Magnolia fik hans øjenbryn til at skyde i vejret og han strøg fingrene igennem sit uglede hår, inden han åbnede vinduet.
"Det er kun dig der står så tidligt op i ferien" Bemærkede han og bøjede sig forover, hvilede armene på vindueskarmen, mens han så på hende, uden at være særlig påvirket af den kolde luft på trods af at han havde bar overkrop.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia bukkede sig ned igen, og samlede endnu en håndfuld sne op, mens utålmodigheden langsomt begyndte at kravle ind under huden på hende. Hun var på nippet til at kaste endnu en da vinduet endelig blev åbnet, og en velkendt fyr med rodet hår stak sit ansigt ud. ”Godmorgen til dig også, Carran”, hilste hun i et bredt smil, tydeligt langt mere frisk end ham. ”Jeg tænkte bare på .. om du havde lyst til at flette fingre igen?”, tilføjede hun, og lyste op i et tydeligt drillende smil. “Se at få dækket den overkrop med en trøje og kom ned.. Med mindre..”, forsatte hun, og færdiggjorde sætningen ved at vifte med snebolden i bolden, så han forstod hendes intentioner.

[Carran Reynard]

Carran rynkede sine øjenbryn og forsøgte at se tydeligt på trods af solen der blev reflekteret i den hvide sne. Endnu engang så han forbløffet på hende og blev stående tavst et øjeblik, inden han fandt ud af hvad han skulle sige.
"Du kunne også bede pænt." Svarede han uden at være specielt påvirket af at hun truede med at kaste en snebold mere, han troede ikke på at hun kunne ramme den lille del af vinduet han havde åbnet.
"Og hvorfor skal jeg tage en trøje på? Jeg har det alt for varmt til at tage tøj på" Han gabte stort og kløede sig i håret, så det faldt ned over hans øjne, mens han så på hende med et lille smil på sine læber.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia sukkede, og lagde hovedet på skrå, mens hun så op mod ham med et morende glimt i blikket. Det var præcis det svar hun havde forventet af ham hvilket kun fik smilet om hendes læber til at kruse endnu mere. “Klæd dig på som du vil.. bare kom ned” svarede hun ham, og forsøgte at snakke i et toneleje, så hun ikke vækkede hverken hans forældre eller søster - hvis de altså var hjemme. Hun sukkede igen. “Be om”, fik hun endelig tilføjet, en smule mod sin egen vilje.

[Carran Reynard]

Carran var alt for træt til at tænke over om han vækkede hele familien, men det blev alligevel lidt for upraktisk at råbe til hende fra vinduet. Derfor trak han på skuldrene og tog noget tøj på, hvorefter han smuttede ned af trapperne og udenfor.

"Og her troede jeg at du var træt af at flette fingre, du virkede ikke specielt interesset forleden aften" Bemærkede han da han nåede hen til hende og var ret bevidst om at han havde placeret sine hænder i lommerne på sin vinterkappe.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia hang op af et træ i nærheden, stadig med snebolden mellem sine efterhånden frosne fingre, da han endelig kom ud. “Du bruger længere tid på at gøre dig klar end jeg gør”, kommenterede hun, hvilket der nu ikke var det vilde over, eftersom Magnolia aldrig stræbte efter at se vildt godt ud hver gang hun trådte ud for en dør.

Magnolia løftede sig fra træet, og gik hen mod ham, for at gå videre med intentionen om at hun ville have ham med ud og gå. “Det var din egen skyld. Du kunne bare have holdt dig fra den søde punch”, svarede hun ham, og smilede bredt, mere over at han havde hænderne i lommerne, end noget andet. “Så din ledsager var altså Penelope Piper. Hun ser sød ud..”, forsatte hun, og selvom hun egentlig ikke var vitterligt interesseret i at snakke om det emne, så var hun da åben for det, hvis Carran havde brug for at snakke ud som sit nye (måske) crush. 

[Carran Reynard]

Carran løftede uforstående øjenbrynene og smilede. "Som der ikke var alkohol i" Bemærkede han og trak hænderne op af lommerne for at rette på sit hår. Han fulgte med hende gennem sneen og skævede til hende over det emne hun havde valgt. "Det er hun også men vi er bare venner" Bemærkede han og trak på skuldrene uden at vide hvor hun ville hen med dette emne. Hvis hun virkelig ville træde mere på ham var hun mere usympatisk end han havde troet.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia trak lidt på smilebåndet, men lod emnet ligge. “Jeg bør blande mig udenom.. Undskyld” Han virkede ikke kongeligt klædt på til at kunne klare hendes harmløse drillerier, og hun smed afslappet snebolden fra sig, inden hun krydsede sine arme.

“Hvordan var din jul med familien?”, spurgte hun, og skubbede lidt til en hård klump sne, i det hun forsatte med at gå ligeud, og betragtede samtidig de mange huse, som hun var opvokset omkring.

[Carran Reynard]

Carran trak på skuldrene, han havde intet imod at hun blandede sig, han syntes dog bare hun skulle holde op med at sende tvetydige signaler hvis hun ikke var interesseret.
"Fin. Fin" Nøjedes han med at sige og kløede sig tænksomt på hagen. "Hvad med din?" Spurgte han velvidende at emnet familie var et delikat et for hende. Han var dog sikker på at hun ligesom ham ville sno sig udenom emner hun ikke havde lyst til at tale om.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia forstod ikke hvorfor han virkede så mut. Hun sukkede let, uden at vise at det var over hans svar, og fjernede sit blik fra ham, for at stirre lige ud, hvilket lige nu var et mere muntert syn. ”Den var også fin. Lige så meget som jeg elsker at opholde mig på Hogwarts, lige så meget har jeg brug for at komme lidt væk engang i mellem”, svarede hun ham. Denne gang mere end andre. Magnolia havde stadig en smule hovedpine i tid til anden efter juleballet, men var i tvivl om det skyldtes mere at hun grublede en del, end det skyldtes selve faldet.

[Carran Reynard]

Carran nikkede over hendes ord og skubbede underlæben frem, mens han sparkede til noget sne, som gav ham en god ide der gjorde ham i lidt bedre humør. Uden nogen advarsel, havde han på to sekunder taget en håndfuld sne i sine hænder og gjort et nogenlunde blidt forsøg på at få Mag ned at ligge i sneen for at give hende en vasker. Han grinede dog lidt i mens og var sikker på at hun ville blive mega arrig over hans forsøg på at smørre sne ud i hendes ansigt, men legebarnet var trods alt kommet op i ham og han var opmærksom på om hun virkelig ikke ville synes at det var sjovt - og hvis det var tilfældet, skulle han nok lade hende gå.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia forsvandt efter sit svar hen i egne tanker, og hun sparkede ligesom Carran til noget sne, mens hun lod stilheden svæve forsat mellem dem. Det var fordi hun der befandt sig et fraværende sted at hun ikke var forberedt på hvad der skete, og før hun vidste af det, blev hun skubbet nedad. Kort fik hun et deja-vu af forleden, og hun gispede svagt, før hun vendte tilbage til virkeligheden, og så op mod Carran med store øjne. Så lo hun.

Nu var Magnolias instinkter vågne, og hun greb fat om hans håndled, i det han forsøgte at hælde sne ud over hendes ansigt. ”Er du sikker på at det her er en kamp du vil begynde?”, spurgte hun forpustet, og med en vis selvsikkerhed i stemmen, selvom hun kunne mærke sine hænder bukke under for det greb hun havde lavet.

[Carran Reynard]

Carran der ikke vidste noget om at hun havde været eleven der var væltet, forsatte uden skam i livet og satte sig grinene oven på hende, mens han forsøgte at nå hendes ansigt. Hun var dog ikke en heks der gav sig let og han måtte derfor presse en anelse mere, selvom han stadig holdt lidt igen. Til sidst åbnede han sine hænder, så sneen faldt ned på hendes ansigt og han grinede en smule, mens han rullede om og lagde sig i sneen ved siden af hende. "Kamp? Hvem siger noget om kamp? Vi er lige nu - du vækkede mig jo alt for tidligt"

[Magnolia Dearborn]

Magnolia kæmpede en brav kamp for at holde hans hænder væk fra sit hoved, men til sidst måtte hun opgive, og hun lukkede øjnene og munden hårdt i, korte sekunder før hun mærkede den kolde sne lande på hendes ansigt. Magnolia gispede højt, og børstede med det samme sneen væk, så snart hun fik mulighed for det.

Magnolia drejede hovedet mod Carran, stadig med vanddråber i ansigtet, og rystede på hovedet af ham. ”Det er ikke sundt at sove så længe som du gør”, svarede hun ham, mens hun bag ryggen begyndte at samle sne sammen.. ”Desuden, hvem gør sig overhovedet i stillinger?”, spurgte hun med et smørret smil om læberne, inden hun kastede en bunke sne i retning mod ham, og rejste sig så med det samme op, og gik et par skridt tilbage i latter, klar i forsvarsposition.