|
|
Post by Carran Reynard on Dec 27, 2014 1:33:36 GMT 1
Carran forsøgte at sætte sig op på trods af alt det sne der pludselig var faldet over ham og børstede det smeltende vand væk fra sit ansigt. "Din lille.." Mumlede han og rejste sig op, mens han tog fat i en klump med sne og smed den efter hende. Derefter løb han direkte mod hende og greb hende om livet, mens han kastede sig selv ned i en blød bunke med sne og rullede rundt en omgang, så hun lå ovenpå ham. Han smilede en anelse til hende og løftede sin hånd for at stryge en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt, hvorefter han strakte sig lidt og placerede et kys på hendes kind.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 27, 2014 18:59:53 GMT 1
Magnolia lo højt, og stod med sine hænder beskyttende foran sit ansigt, klar til at løbe om bag et træ hvis det var nødvendigt. Det her var lige hvad hun havde brug for. En snekamp med sin gamle ven i omgivelser der fik alle problemer og snørklede tanker til at fordufte for et øjeblik.
Magnolia undveg sneklumpen ved at bukke sig. Grundet dette var hun ikke hurtig op til at forberede sig på Carrans næste angreb, og hun blev kastet med ned uden meget modstand til Carran, låst fast i hans greb, indtil han rullede rundt, så hun lå på ham. Smilet på Magnolias læber var stort, indtil hun mærkede hans læber mod sin kind, så falmede det en smule, og hun følte sig forvirret, dog uden at vise ham det udadtil.
Magnolia lo let, og rullede ned på siden af ham, med albuen i græsset, så hun kunne hvile hovedet mod sin håndflade. ”Jeg lader dig vinde.. denne gang”, sagde hun, og sendte ham et smørret smil, dog stadig med lidt sne klar i hånden, skulle han føle sig fristet til at forsætte.
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 27, 2014 21:31:51 GMT 1
Carran så på hende da hun lagde sig ved siden af ham og sendte hende et diskret drillende smil. "Det kan jeg godt acceptere" Bemærkede han og lagde hænderne under hovedet, uden at virke særlig irriteret over at ligge i sneen. Derefter var han stille et øjeblik, mens han betragtede himlen og tænkte over hvad han skulle sige til hende. En masse ting fløj igennem hans tanker, indtil han landede på de rette ord.
"Ved godt du ikke er interesseret i mig som andet end en ven, men hvis du skulle skifte mening så sig lige til.. jeg kan ret godt lide dig" Sagde han og vendte ansigtet mod hende med et lille smil. "Tænkte bare jeg ville sige det.. nu det er jul.. og sådan.." Mumlede han og så bed sig i underlæben, mens han drejede ansigtet mod himlen igen.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Dec 27, 2014 22:02:38 GMT 1
En svag følelse af alarm rørte på sig allerede før han talte. Måske var det udtrykket i hans ansigt, hans seneste adfærd der ikke havde været som den plejede. Med et følte hun sig grundforvirret og ulykkelig. ”Carran..”, det var det eneste ord hun kunne få over sine læber. Hun havde aldrig stået i en situation som denne. Det frustrerede hende at der ikke var et korrekt svar at finde et sted hun kunne give ham. For lige nu følte hun sig ikke i stand til at formulere noget som helst. ”Du ved jeg holder meget af dig.. Men ikke.. Ikke på den måde”, hun så forsat på ham selvom han havde vendt hovedet op mod skyerne.. et par sekunder efter gjorde hun det samme.
”Hvor lang tid har du haft det sådan?”, spurgte hun, og forsøgte at lyde fattet, selvom det langt fra var sådan hun havde det.
|
|
|
|
Post by Carran Reynard on Dec 27, 2014 22:36:11 GMT 1
Carran var heldigvis ikke så vild med Magnolia at det gjorde meget ondt at høre hendes ord, men alligevel kunne det da have været rart hvis hun sådan uden videre havde erklæret sin kærlighed til ham.
"Det er kommet snigende.. jeg tror ikke det startede på et bestemt tidspunkt.. måske.. efter sommerferien, men jeg har ikke været klar over det før nu" Svarede han og drejede ansigtet mod hende med et smil.
"Er der andre du synes om eller har jeg stadig en chance?" Han blottede tænderne i et drillende smil og så spørgende på hende.
|
|
