|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 23, 2014 0:24:03 GMT 1
27. december 2109 Ewan var taget til Ministeriet for at dække en retssag som havde vist sig at være utrolig kedsommelig, så som et lys for enden af tunnelen besluttede han sig for at gå en tur forbi magisk uddannelse når sagen var blevet afgjort. Da det endelig var ovre smuttede han derfor ikke hjem, men tog en elevator hen til den rette etage og gik derefter ned ad gangen i søgen efter Erins kontor. Han fandt det dog ikke, men et øjeblik efter viste det sig heldigvis at den lyshårede heks var på vej i hans retning og han smilede for sig selv ved synet af hende. "Hej Erin" Hilste han og løftede sin hånd lidt. "Jeg var her alligevel.. og tænkte jeg ville se om du havde tid til en lille pause.. Vi kunne drikke en kop kaffe.. eller.. hvad du nu har lyst til" Han smilede prøvende og kløede sig afventende på kinden. |
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Dec 23, 2014 0:37:42 GMT 1
Erin løftede blikket, da hendes eget navn lød på gangen. Hun kom gående med en hel stak papirer og var lige ved at tabe dem, da hun fik øjenkontakt med journalisten Ewan Froggenhall. Hendes øjne blev store og hun standsede brat, højrød på et spørgsmål om sekunder.
"Åh," udbrød hun akavet, denne gang uden at have nogen pokal at gemme sig bag. Hun knugede i stedet papirerne. "Kaffe," gentog hun forvirret. "Jeg..."
Hun kunne afslå og undskylde sig med at have travlt - hvilket hun tydeligvis kunne siges at have - men det ville ikke være særlig høfligt. Heller ikke selvom han var voldsomt påtrængende og de knapt havde udvekslet fire hele sætninger. Hendes kinder brændte.
"Okay," svarede hun brat, før hun rettede sig lidt op og smilede akavet og beklagende. "Jeg skal lige... Skaffe mig af med dem her."
|
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 23, 2014 1:22:48 GMT 1
Ewan fortrød sin impulsive beslutning da han huskede hvor genert den unge heks var og han var tæt på at beklage og gå sin vej, men da hun accepterede hans tilbud, smilede han og nikkede. "Selvfølgelig, jeg venter ude ved elevatorerne, så må du komme hvis du vil" Bemærkede han som en lille undskyldning for at have været så påtrængende overfor hende. Problemet var dog at han ikke kunne lade være, eller det ville han godt kunne hvis hun rent faktisk sagde at hun ikke var interesseret, men hun var alt for kær til at han kunne lade være med at håbe bare en anelse. Da han nåede ud til elevatorerne, lænede han sig op ad væggen og så i hendes retning, mens han overvejede om hun overhovedet ville dukke op.
|
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Dec 23, 2014 1:35:58 GMT 1
Erin rystede lidt, som hun lagde papirerne fra sig på sit skrivebord og undskyldte overfor sin kollega. Hun grinede akavet og lovede at være tilbage snart, før hun kastede et håbløst blik i spejlet, tog sine briller af og prøvede at pudse dem i trøjen, inden hun kom i tanke om besværgelsen og rettede tryllestaven imod dem.
Hun satte de rene briller på plads, missede lidt med øjnene og bed sig i underlæben. Så forlod hun kontoret og dukkede op ved elevatorerne øjeblikke efter. Hendes ører glødede under det halvkorte hår, som hun fangede hans blik og knyttede den ene hånd lidt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og nøjedes med at smile svagt og nervøst, som hun trykkede en enkelt finger imod elevatorknappen.
|
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 23, 2014 2:37:16 GMT 1
Ewan trådte ind ved siden af hende i elevatoren og skævede flygtigt til hende, inden den begyndte at bevæge sig. Den hurtige bevægelse fik ham til at vakle lidt og han var tæt på at vælte ind i hende, inden han fik genfundet balancen. Et undskyldende smil dukkede op på hans læber, mens han kløede sig på baghovedet.
"Uforudsigelige elevatorer" Mumlede han og trådte derefter taknemmeligt ud af det lille gitterbur, da de nåede til ankomsthallen. Han vendte kort ansigtet mod hende for at være sikker på hun var med, inden han forsatte mod udgangen af ministeriet og den gade hvor de forhåbentlig ville kunne få noget varmt at drikke.
|
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Dec 23, 2014 3:24:37 GMT 1
Erins mave gjorde knuder. Ikke fordi det var første gang hun drak en kop te med en mand, men fordi hun ikke anede hvem han var. Hvorfor hun i det hele taget havde sagt ja, kunne hun ikke komme i tanke om, da først de nær stødte sammen i elevatoren og hun hørligt hev en mundfuld luft ind.
Hendes fingre begravede sig i lommerne på kappen, som hun havde slynget omkring sig. Hun gnavede lidt ned i sin underlæbe og fulgte med ham, uden at have et eneste ord at sige.
|
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 23, 2014 17:52:31 GMT 1
Ewan trådte ud i vinterkulden og trak skuldrene op til ørene for at holde på varmen. "Hvad har du lyst til?" Spurgte han med et svagt smil på sine læber og så afventende på hende, mens han kløede sig i nakken. "Vi kunne tage på De Tre Koste?" Forslog han. Tesalonen var ikke lige ham og den romamtiske atmosfære ville nok kun gøre det endnu mere akavet. Han ville helst have hun var så tilpas som mulig.
|
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Dec 24, 2014 0:52:11 GMT 1
Og han havde ikke en plan. Erins mod sank endnu dybere og hun trak sin spidspuldede hat ned over håret og en smule ned over øjnene. "De tre koste er fint," mumlede hun nervøst, imens hun håbede og bad til, at de ikke stødte på nogen hun kendte. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til dem. 'Her er en mand jeg slet ikke kender, vi drikker lige te' og det var absolut nemmest at slippe.
Uden at sige mere, styrede hun direkte imod kroen, gnavende let på sin egen underlæbe med et blik rundt for at sikre sig, at der ikke var nogen, som hun burde undgå.
|
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 24, 2014 14:22:38 GMT 1
Ewan havde en lurende fornemmelse af at han havde gjort noget galt. Han overvejede kortvarigt at spørge ind til det, men lod det i stedet ligge, forhåbentlig var det ikke noget vigtigt.
Inde på kroen så han sig flygtigt omkring men der var ingen han kendte, han gættede på at de fleste var på arbejde. Han ledte derefter vejen hen til et bord bag i lokalet og begyndte at tage sit overtøj af mens han så på hende. "Jeg er glad for du ville komme. Jeg var bange for jeg havde skræmt dig væk til festen. Jeg er ikke den bedste til at møde nye mennesker. Akavet, når man er journalist" Sagde han med en trækning i mundvigen og lagde kappen på stolen, inden han satte sig.
|
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Dec 24, 2014 15:36:57 GMT 1
Erin trak kappen af i døråbningen og hang den fra sig på stumtjeneren, hvor den kunne dryppe lidt af. Hun fulgte dernæst lidt tøvende med hen til bordet og satte sig overfor Ewan med et nysgerrigt blik. Det var ikke gået hendes næse forbi, at han havde undladt at trække stolen ud for hende, men hun havde ikke det store imod fraværet af gammeldags høflighed. Det var den slags manerer hendes far og storebror lagde vægt på. Hendes mor var noget mere afslappet omkring det.
Siddende der, så hun lidt ned på bordpladen, før hun løftede blikket med en lille, nervøs latter. "Jeg er derimod den mest fremragende socialite," bemærkede hun ironisk, som hun strøg håret om bag det ene øre og smilede forsigtigt.
|
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 24, 2014 16:16:37 GMT 1
Ewan smilede skævt over hendes ord og trak på skuldrene. "I det mindste bærer du det med en vis charme" Bemærkede han og kløede sig i håret mens han vendte blikket mod servitricen, der kom gående hen til dem.
"Jeg skal bare have en kop kaffe.. og måske et stykke af jeres appelsinkage" Sagde han og vendte sig mod Erin med et smil. "Hvad skal du have?" Hans blik vandrede diskret hen over hende mens han overvejede hvordan hun kunne være så kær.
|
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Dec 25, 2014 21:31:00 GMT 1
Erin kunne kun fnyse halvhjertet og skubbe brillerne lidt op, imens hun rystede benægtende på hovedet. Der var ikke meget charme over hende og hun vidste det udmærket. Hun var klodset, fumlende, genert og gik kun op i sit arbejde. Det var ikke ligefrem opskriften på et fund af en kvinde, selvom hun nu temmelig godt kunne lide sit eget liv.
Da kropigen kom gående, var Erin befriet for rigtigt at svare og trykkede læberne lidt sammen. "Ingefærte? En skefuld sukker?" Hun smilede høfligt og venligt til den lidt yngre kvinde og så kort efter hende. Det var nemmere end at opfinde samtaleemner til at tale med Ewan om. Hun vidste ikke hvad han ville snakke om. Noget med profettidende, uden tvivl.
|
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 26, 2014 0:14:08 GMT 1
Ewan så vantro på hendes rysten på hovedet, men han havde ikke tid til at modsige hende da han skulle bestille en kop kaffe. Efter han havde gjort dette, vendte han sig mod sit nye bekendtskab og ventede på at hun også havde bestilt.
"Såeh.. Har du haft nogle gode juledage med familien, eller har den stået på arbejde hele tiden?" Spurgte han afslappet og smilede en anelse, mens han løftede sine øjenbryn. Han håbede på at få hende til at tale lidt om sig selv, han kunne sagtens plapre det stykke tid de havde sammen, men det var ikke ligefrem derfor han havde inviteret hende ud.
|
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Dec 27, 2014 17:22:22 GMT 1
Erin havde det så akavet med hele situationen. Småsnak med fremmede mennesker havde aldrig været hendes styrke. Det var formentlig grunden til, at hun aldrig rigtig havde været på dates. Var det her en date? Tanken gjorde hende endnu mere nervøs og hun pillede ved sit ærme, imens hun trak på skulderen.
Hun trykkede brillerne lidt op og blinkede. "Jo. Gode juledage med mine forældre og min storebrors familie." Et svagt smil trak op i hendes mundvige, som hun huskede en forbindelse. "Jess og Ali og drengene." Hun ledte efter genkendelse i hans blik. Anede han overhovedet noget om dem? Hun blev så opslugt af at forsøge at aflure det, at hun glemte at spørge til hans jul.
|
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Dec 27, 2014 18:12:02 GMT 1
Selv hvis det ikke havde været for Jess havde han nok kendt lidt til de folk hun nævnte alligevel, han var trods alt journalist og desuden havde de begge to professorer i familien. Derfor smilede han og nikkede genkendende da hun nævnte dem.
"Det lyder som en dejlig jul, fik du nogle gaver du ønskede dig?" Spurgte han og overvejede om han skulle have fundet en til hende, men nej, det ville nok være lidt for tidligt. Han ville helst ikke skræmme hende væk og han havde på fornemmelsen at en gave ville være for voldsomt, selvom han havde lyst til at gøre hende glad.
|
|
