Søndagshygge

[Agnes Tweedy]

Matthew Parker

Der var knapt så travlt hos Madam Malkins som før juleballet, men det kunne alligevel mærkes, at mange hekse og troldmænd skulle have styr på gevandterne til juleaften eller nytårsfesten. Derfor nød Agnes den sidste dag i weekenden fuldt ud, tussende rundt i det lille, begrænsede køkken, der til gengæld var godt tapetseret med hylder, fyldt til randen med bøger og køkkengrej.

Hun tørrede fingrene i det småblomstrede forklæde, før hun smed et par laurbærblade i gryden og vendte stuvningen rundt en enkelt gang, inden hun lod den stå og simre på ny. Et enkelt blik mod det lille, skæve vindue afslørede at Matthew ikke var dukket op endnu. Det var muligt, at det i stedet ville blive kaminen, så af samme grund tog hun de ganske få skridt ind i stuen - til lyden af klikkende hæle - og så efter tegn på smaragdgrønne flammer.

[Matthew Parker]

At komme for sent lå normalt ikke som en mulighed for Matthew. Med et job i ministeriet var det at være punktlig og evigt velsoigneret et krav, og havde altid været en selvfølge for Matt. Siden han havde forladt stillingen som Oblivator og var flyttet til Camden havde tingene dog forandret sig. For tit fordybede han sig i ordenes univers, og blev lullet i en trance af den mekaniske klikken fra skrivemaskinen. Et distræt blik mod uret havde dog brat hevet ham ud af den lille verden af systemkritik, og gjorde ham smerteligt bevidst om sin forsinkelse til hyggeaftenen med Agnes. En aften, han ellers havde glædet sig til.

Uden videre forberedelse end et hastigt kig i spejlet, skridtede han mod kaminen og forsvandt i et hav af grønne flammer for kort efter at have udskiftet sin egen dagligstue med Agnes'. Blidt klikkede han knoerne mod kaminkarmen. "Hullu bulu" sang han med et bredt smil om læberne.

[Agnes Tweedy]

Kaminen var tom, så Agnes udnyttede det til at lægge en plade på den gamle, magiske grammofon og vrikke tilbage ud i køkkenet til de blide, vuggende toner. Hun tittede ned i gryden, da der lød en hilsen inde fra stuen. Med et tilfreds smil rettede hun sig op og tog de få skridt, der skulle til for at kunne se direkte ind i rummet, hvor vennen var ankommet.

"Matthew," hilste hun varmt og tøvede ikke mange øjeblikke, før hun havde krydset afstanden med beslutsomme skridt og strakte sig op på tæerne, for at give ham et solidt kram. "Jeg er glad for, at du ville komme. Nu vi næsten ikke fik snakket til juleballet." Hun blinkede drillende.

[Matthew Parker]

Matthew havde bukket omhyggeligt for at få sine 198 cm sikkert ud uden at hamre hovedet mod kaminkanten. Smilet på hans læber voksede betragteligt, da Agnes kom til syne og hurtigt fik han trukket veninden ind i et varmt kram. "Dejligt, at se dig," mumlede han med læberne mod hendes hår, før han igen slap hende og trådte et skridt tilbage - fik genskabt deres begges pladsbobler.

Drillerier. Matt rystede på hovedet og kunne ikke holde et drenget smil fra at indtage hele hans ansigt. "Ja, det var en skam. Men visse mennesker var jo optagede." En munter klukken forlod ham.

[Agnes Tweedy]

Agnes lo muntert over vennens svar og sendte ham et ganske ufortrydende smil, som hun tog et par skridt tilbage. "Og det kan man ikke fortænke nogen i at være," pointerede hun afslappet, før hun viftede ham med sig og gjorde om på hælene for at gå tilbage ud i køkkenet.

Hun så på Matthew over skulderen, da hun løftede låget af gryden og vendte maden rundt. "Jeg håber du har medbragt en stor appetit. Der skulle være rigelig med mad," konstaterede hun og nikkede bydende mod en af stolene ved det lille, antikke spisebord.

[Matthew Parker]

Matt smilede varmt mod Agnes, var tydeligvis allerede afslappet i venindes selskab. Uden behov for at gøre større ud af et svar end et medgivende nik, fulgte han med hende ud i køkkenet. Det duftede skønt i hele lejligheden, og blev kun bedre af at komme ud til maden.

Han gav hendes skulder et klem i forbifarten og fik slynget sig ned på en af stolene omkring bordet. "Jeg har endnu til gode at opleve den dag, hvor du ikke har nok mad til ti udover det forventede antal gæster," drillede han kærligt og så nysgerrigt over mod komfuret. "Og det er ikke fordi det ikke smager. Alle triller jo altid herfra."

[Agnes Tweedy]

Agnes lo muntert og så med tilfredshed ned på maden, før hun satte låget tilbage på gryden og gik over til hylderne med bestik. "I så fald kan jeg kun være tilfreds," konstaterede hun og trak to sæt (der ikke passede sammen, men det var også et udtryk i sig selv) bestik op af kruset.

"Hvordan går det med skriverierne?" spurgte hun med reel interesse og åbnede et køkkenskab, for at tage to skåle ud. Agnes bakkede vennen fuldt op i det standpunkt han havde taget, skønt hun ikke selv tog så store skridt for at formidle sine egne holdninger. Ikke endnu i hvert fald.

[Matthew Parker]

Matthew nikkede hurtigt og fulgte hende med blikket. "Undskyld mine manerer, Agnes" udbrød han og kom hurtigt på benene igen. "Skal du bruge hjælp til noget?" Han tog imod skålene og fik dem placeret på bordet.

"Det går rigtigt fint." konstaterede han med et nik, "Jeg har mødt en Mr. Froggenhall, der gerne vil starte et systemkritisk tidsskrift og sammen har vi ligesom det behøvede netværk til at kunne få det op at køre." Han trak ivrigt luft ind gennem næsen. Avisen var allerede i løbet af få uger blevet hånd hjertebarn, og al energi blev investeret i den, hvilket også kom til udtryk, når han så fik lov at fortælle om det. "Vi arbejder lige pt på at finde lokaler i Camden, hvilket jeg ser virkelig meget frem til."

[Agnes Tweedy]

"Hvis du bare vil fordele det her," bad hun og overlod ham skåle og bestik, før hun selv trak sin tryllestav og fik suppeterrinen til at flyve ned fra toppen af et af køkkenskabene. Mens hun tog låget af den og efterfølgende gryden, så hun tilbage på Matthew.

"Det lyder virkelig interessant. Omend jeg ikke er sikker på, at Ministeriet for Magi vil være helt enig," kommenterede hun, med en svag snert af trodsighed i stemmen. Hun smilede dog mildt og gav sig til at fylde stuvning op i fadet. "Men det er længe på tide, at nogen begynder at sige tingene som de er."

[Matthew Parker]

Matthew nikkede og fik slidet skålene ud på bordet og rettet dem til ved et halvhjertet svirp med staven. Det glædede ham at Agnes bed på. Det var normalt et lyssky emne, der skulle behandles med en vis påpasselighed. "Ja, det bliver godt at have et fast sted at skrive for i stedet for al den listen omkring." Han nikkede tilfredst og slog sig ned ved bordet igen, fulgte Agnes med blikket. Igen blev der nikket i samtykke.

"Jeg tror virkelig, der er mange, der lader sig styre af deres frygt," tænkte han højt og fulgte stuvningens færd fra gryde til fad. "Enten fordi de er bange for at stå alene eller for konsekvenserne, der kan være for dem." Matt rystede lidt på hovedet. "Vi er i 2109. Det må da snart være slut med at Det Magiske Samfund altid skal styres af frygt."

[Agnes Tweedy]

Agnes lyttede opmærksomt til Matthews ord, som hun satte øseskeen i terrinen og løftede den op i hænderne. Det kunne ikke betale sig med magi for de to skridt og hun satte den sikkert fra sig på bordet. "Det er intet under," svarede hun, halvt opgivende, halvt frustreret.

"Ministeriet er ikke just kendt for at tage godt imod kritik," konstaterede hun. Agnes var ikke født ind i magikersamfundet, men hun havde til gengæld læst mere om magikerverden end de fleste. Hun vidste en del om særligt ministeriets historie. "Man skulle tro, at de hellere ville åbne bare en smule op i stedet for at ende med at stå med et potentielt oprør, når folk bliver desperate nok i forsøget på at blive hørt."

[Matthew Parker]

Matthew nikkede og fulgte opmærksomt Agnes. Øjeblikkeligt rakte han ud og tog imod fadet med stuvningen. Hun var simpelthen så flittig - som taget ud af definitionen på den perfekte, overskudsagtige husmor og sikkert også ganske tiltalende, hvis man ikke var farvet af flere års tæt venskab. Han lagde armen over stoleryggen i en mere henslængt stilling.

"Ja, hvis ikke man så bort fra at mennesket er det eneste væsen, der er i stand til at lære af sine fejl, men hårdnakket nægter." Et skævt smil fandt frem på hans læber, selvom det ikke just var et emne, der fremprovokerede latter. Hvis man slog tragikomisk op i en ordbog, ville det uden tvivl være Ministeriet for Magi, der kom frem.

[Agnes Tweedy]

Agnes sukkede en anelse opgivende over Matthews svar og erklærede sin enighed med et lille nik, før hun smilede svagt. "Det er svært at kæmpe imod," erklærede hun, en anelse afsluttende og nikkede opfordrende i retning af suppeterrinen, der indeholdt den varme stuvning.

"Nok om det. Jeg syntes, at jeg så dig danse med Kenna til juleballet," skiftede hun afslappet emne, men så på sin ven med et nysgerrigt udtryk i de mørke øjne og et smil spillende over læberne.

[Matthew Parker]

Matthew trak delvist opgivende, delvist uenigt på skuldrene til hendes ord. Det var trods alt derfor, han havde igangsat Projekt Samfundskritisk Tidsskrift - for at kæmpe imod det urimelige styre og den uudtalte frygt.

Hurtigt valgte han dog at lade det fare og kastede sig istedet over stuvningen, som han ivrigt hældte op i den dybe tallerken. Agnes var immervæk en fantastisk kok, og hun skulle ikke presse synderligt på for at få ham til glædeligt at kaste sig over hendes anretninger. Emneskiftet fik ham dog til at kigge op fra sit foretagende med et svagt drenget smil. "Så skal du alligevel ikke bruge briller, Agnes." drillede han og tilføjede med flabet undertone: "Hvilken glædelig nyhed." Matt blinkede muntert til veninden.

[Agnes Tweedy]

Agnes fnøs lavmælt over Matthews flabede svar, som hun også selv tog en beskeden portion stuvning. I samme øjeblik indså hun, at hun havde glemt brødet og kom på benene igen til lyden af knitrende, perlestukne skørter og stillede sig over til køkkenbordet, for at skære det ud.

"Du er frækkere end en slagterhund," svarede hun Matthew og så på ham over skulderen med et sigende blik, men dog et underholdt smil. Agnes fyldte brødet over på et lille træbræt og stillede det foran ham på bordet, før hun selv tog plads igen. "Og her prøvede jeg bare på at stille min nysgerrighed."