SOS!

[Joseph Peretz]

Sneen faldt ud af Josephs hånd da hun flippede hun over ham. Han trådte selv et skridt tilbage og så mærkeligt på hende. "Tror du jeg har tænkt mig at slå dig ihjel med noget sne?" sagde han skeptisk og så ligeledes på hende. "Jeg ville bare hjælpe dig med at putte noget koldt på din læbe, men hvis du er så fjendtligt, er du velkommen til at ordne det selv!" Joseph var både stødt og sorget over hendes reaktion. Han ville bare hjælpe hende, men stadig vil hun ikke samarbejde. Han vendte sig op og gik et stykke væk for at sætte sig på en sten. Kulden borerede sig langsomt igennem hans jakke og han kunne kun lige med sin gode arm holde på noget af varmen, mens han mumlede omkring hvor trælse piger var.

[Heather Poppy Williams]

• Hendes første tanke omkring et svar var "Well ja, du er jo muggler.." men hun nåede heldigvis at stoppe sig selv inden det nåede så vidt. Hvad var der ved at ske med hende, var hun pludselig blevet som hendes far?! Åh nej! De ville rigtige være stolte over den tanke, men hun afskyede sig selv for den. i mellemtiden var Joseph blevet fornærmet og sårede og var smuttet end og havde plantet røven på en sten hvor han begræd hendes ondskab. Af gode grunde havde hun dårlig samvittighed - heldigvis - og hun gik hen til ham og lagde forsigtigt en hånd på hans skulder. "I am sorry, jeg ved ikke hvad der gik af mig.." undskyldte hun ærligt og oprigtigt. Det lignede hende virkelig ikke, men hun kunne ikke gøre andet end at undskylde. Tanken havde trods alt været sød, og han ville jo bare hjælpe. "Ehm.. jeg har en ide, måske et nødblus kunne få os ud herfra?" forsøgte hun at indvie ham i sine tanker. 

[Joseph Peretz]

Det gav et Sæt i Joseph da han mærkede en hånd på sin skulder. Han havde ikke regnet med at Heather ville opsøge ham, og slugte hendes ord. Han havde ikke lyst til at tilgive hende lige med det samme, men der var andre ting der var vigtigere end det. Han drejede sig om mod hende og hev ved hendes ord sin tryllestav frem. "Et nødblus? Ja det er faktisk en god ide. Men jeg kan ikke huske hvad den besværgelse hedder" sagde han og så ned. Hvorfor kunne man ikke huske noget når man havde brug for det? "Prøv at se om du kan huske den. Jeg kommer tilbage om lidt." Joseph hoppede ned fra stenen og gik ind i den tætte skov. Han vidste at lige meget hvad, ville det tage tid før nogen fandt dem, og det ville ikke være så godt hvis det eneste der var tilbage var to is klumper. Med sin gode arm knækkede Joseph et par grene af træerne før han vendte tilbage til Heather. Han satte sig tæt op af træerne og skubbede sneen væk. Grenende var våde så det ville blive svært at få tændt noget ild. Efter den hårde jord dukkede op under det tynde lag sne, rettede Joseph sin stav mod grenende og fremmanede en lille gnist. Den gik dog hurtig ud igen, på grund af det våde træ. Det eneste der ville virke var at blive ved.

[Heather Poppy Williams]

• Han gik da med til det, og dog rejste han sig og smuttede ind i skoven. Hun så efter ham, et øjeblik bekymrede over hvad der kunne ske ham. Det var jo naturligt at blive bekymret for et andet menneske! Hun ville jo ikke ende alene her i skoven hvis han døde eller blev ædt.. det var i alt fald den undskyldning hun gav sig selv. Sandheden var bare at hun ikke ønskede der skulle ske ham noget! Hun hadede ham trods alt ikke, og selv hvis hun gjorde ville hun næppe ønske ham død! I mens han var væk fik hun slyngede en nødblus af sted, og håbede på at den blev spottet, det var en virkelig flot udført nødblus, så det kunne man i alt fald ikke sige hun klarede dårligt. Hun frøs dog en del! 
  Snart var Joseph heldigvis tilbage, og hun smuttede hen til ham. Han forsøgte at tænde ild, og selvom hun vidste hvorfor, var hun lidt bange for om det nu var en god ide eller ej, for tænk hvis skovens monstre fandt dem på grund af ilden? Hun sagde dog intet, og satte sig i stedet på hug for at hjælpe ham. 

[Joseph Peretz]

Med hjælp fra Heather fik de tændt det lille bål og den ellers mørke skov blev lyst op. Joseph satte sig og holdte sin hånd mod ilden. Han frygtede ikke de vilde dyr og væsner der kunne findes inde i skoven, nok burde han, men de var ikke på hans tanker.
Han roddet sine lommerigennem efter noget brugbart og fandt kun en gammel knap. Det var heldigt at de havde spist aftensmad lige inde.
"Gad vide hvor lang tid vi skal vente... "Joseph talte ikke direkte til Heather, men sagde det mere til sig selv. Han ønskede ikke at starte en samtale med hende, men man følte sig mere trygt i andres fravær. Flammerne fra ilden gik igen i Josephs brune øjne. Dens bevægelser var berolige og gav sikkerhed.

[Heather Poppy Williams]

• Omsider fik de tændt noget ild, og satte sig ligeledes ned om end overfor ham så de på den måde ikke blev overrasket hvis noget pludselig viste sig bag dem. Han kunne nemlig let se forbi hende, og hun kunne se forbi ham så de skulle nok opdage hvis noget dukkede op.
  Hans ord lød ikke just rettet mod hende, og hun rynkede på næsen "Jeg håber ikke vi skal vente længe, jeg fryser allerede" svarede hun dæmpede. Hun var klar over der kunne gå lang tid inden de blev fundet, og ærlig talt.. var hun en anelse bange. Her var mørkt tiltrods for deres lille bål, og han havde tydeligvis brækkede armen så han skulle tilbage til hospitalsfløjen så hurtigt som muligt. Staven havde hun lagt i sit skød, og hun holdt hænderne frem mod bålet. 

[Joseph Peretz]

Da Heather nævnte at hun frøs, kiggede Joseph alvorligt på hende. Han kunne ikke tilbyde hende sin jakke, for så vil han selv dø af kulde. "Prøv at ryk lidt tættere på ilden, bare pas på der ikke går ild i dig!" Det sidste blev sagt med et glimt i øjet. Nok var omstændighederne knapt så sjove, men Joseph holdte nu alligevel humøret høj. Han vidste at ligesom med sin lillesøster var det typisk mændene der skulle vise at de var stærke. Hvis det kom til stykket og en kentaur kom frem, var Joseph dog nok alligevel den første til at løbe i modsat retning.
"Du kunne godt have valgt en varmere årstid at styrte ned i skoven Heather... Ej men altså du må undskylde at jeg ramte dig med min Smasher. Jeg sigtede ikke efter dig og vidste i det hele taget ikke hvem der fløj rundt" sagde han med en ydmyg stemme. Han kunne nok ikke lide hende, men han ønskede hende ikke ondt.

[Heather Poppy Williams]

• På hans opfordring rykkede hun tættere på, og den drillende kommentar fangede hun hvor hun ikke kunne lade være med at svar "Ellers et kønt syn det ville være, ild i tøj, og is i røven.." svarede hun med et fnis. Hendes bagdel frøs, og hun håbede bare at hun ikke ville blive syg. Sygdom var træls, virkelig træls! Og Heather var sgu ynkelig når hun blev syg. 
  Som han fortsatte og i sidste ende undskyldte sukkede hun "Jeg er okay, så det skal du ikke tænke på. Næsten gang jeg styrter ned skal jeg nok spørge om lov først" svarede hun flabede tilbage. Hun drillede nu bare igen, og hvis de skulle dø af kulde herude, ville hun ikke dø mens hun hadede eller afskyede ham. Hun skælvede lidt, mens hun så sig omkring i håb om at spotte nogle mennesker der var kommet for at redde dem. 

[Joseph Peretz]

Det kom bag på Joseph at hun lige pludselig åbnede op. Det var nok også første gang han havde hørt hende grine, selvom det kun var et lille fnis. Han kunne ikke selv lade være med at smile. Hvordan har brynet og læben det?" spurgte han og kiggede undersøgende på hende. Hans egen brækkede arm var godt nok voldsommere end hendes skader, men han brød sig ikke om at blive pulret om alligevel.
En raslen og lyd af fodspor fik Joseph til at kigge i lydendes retning. Noget skinnende stod halv gemt væk bag nogle træer. En hvid hjort. Med kæmpe gevir. "Wow, se." Joseph turede ikke at pege for at den skulle blive forskrækket og i et øjeblik mødtes deres blikke også før den begyndte at skubbe sne væk med sin klov for at finde den smule græs der kunne være der under

[Heather Poppy Williams]

• Ja man kunne ikke sige at hun brugte tiden omkring ham på at smile eller le. Hun havde jo givet udtryk for netop ikke at bryde sig om ham, så smilede man da heler ikke så ofte. Så spurgte han ind til hendes læbe og bryn, hun trak på skuldrene "Kulden gør jeg ikke kan mærke noget, hvad med din arm..?" spurgte hun og kastede et blik ned over armen.
  Lyden af ralsen fra trin og trykt sne, samt Josephs ord fik hende til at kaste et blik i den retning hvor dyret stod. Hendes øjne voksede sig større "Wow..hmm" hun rynkede på næsen, men vendte sig ikke om. I stedet iagttog hun dyret mens det fik gravet lidt græs frem og gav sig til at æde det.  

[Joseph Peretz]

Joseph løftede lidt op i sin dårlige arm og skjulte en grimasse. Det gjorde ret ondt, selvom den var brækket kunne han godt mærke hvordan hans håndled havde fået et ordenligt vrid og musklerne var ømme. "Jeg er okay" løj han og smilede. Hjorten forlod hurtigt igen selskabet og Joseph rettede sit blik mod ilden."Det er altså ikke særlig godt at du fryser så meget! Det er ikke sjovt hvis du efterlader mig alene til at vente på hjælp og de skal aflevere en istap til dine forældre." Der var en hvis seriøsitet i hans stemme. Hvem vidste om hun ikke var kommet mere til skade end hvad hun gav udtryk for, og jo mere hun frøs jo mere ville hendes krop lukke ned. Joseph kørte en masse tanker igennem hovedet for at finde på noget, men var idé løs

[Heather Poppy Williams]

• Hun kunne se det gjorde ondt når han bevægede armen, og rynkede brynene. Hun kunne naturligvis prøve med en besværgelse eller to for healing, men det var ikke den slags magi hun var vant til at bruge og derfor ville hun ikke prøve med ham.. end ikke hvis han bad hende gøre det. "Jeg skal nok overleve og holde dig ved selskab.. not worry" svarede hun med et skævt smil. Staven blev fangede igen, og med et ord og et sving blev endnu et nødblus skudt af sted i tilfælde at den anden var blevet overset eller folk manglede et fingerpeg til hvor de var henne. Fra sin lomme fandt hun en lille pose som hun holdt frem for ham. Der var bolsjer i, og hun håbet det kunne bringe dem lidt varme at sutte og gnave lidt på dem, i alt fald bringe lidt førlighed tilbage i ansigtet. 

[Joseph Peretz]

Joseph kneb øjnene sammen da et nyt nødblus blev sendt afsted. Han mærkede hvordan kulden også sneg sig ind under hans jakke og gav ham kuldegysninger. "De skal nok snart komme" sagde han, tog imod bolsjet og rejste sig op. Han gik hen og samlede sin kost op og smed de to dele ind i den svage ild. Der var alligevel ikke noget tilbage af den som kunne reddes så måske kunne den redde dem ved at give varme.
Joseph gned sine dårlige arm for at få lidt varme, men måtte indse at smerterne var større end behøvet for varme. Han sukkede. "Min... min far han ser tit sådan et overlevelses program. Noget hvor mugglere skal overleve i naturen." Joseph så usikkert op på Heather efter at han havde sat sig igen og tøvede. "Hvis man fryser, så kan man give hinanden varme. Du ved... at sidde tæt sammen." Der lå ingen bagtanker bag Josephs forslag. Han havde tænkt tanken igennem tidligere, men fandt det pinligt at skulle sidde tæt op af en pige på den måde

[Heather Poppy Williams]

• Hun nikkede, håbede virkelig der snart ville komme nogen for det blev kun mørkere og hun havde ikke lyst til at blive i Den Forbudte Skov i længere tid end nødvendigt. På den anden side blev et nødblus set bedre om natten end om dagen og mon ikke folk allerede var på jagt efter dem. De skulle bare lige overleve og passe på sig selv. Hun håbede samtidigt at nødblusset ikke tiltrak sig nogen af skovens monstre. 
  Pludselig rejste han sig, og da han kom tilbage var det med resterne af hans kost som han smed i ilden. Det var ikke den bedste kost i verden, det kunne hun se, og hun havde ondt af ham. Det kostede ham nok en del at få en ny. Den slags var trods alt ikke billige, og brugte koste var bare ret slidte generelt. Hun betragtede kosten blive til brænde, inden hun vendte blikket mod ham. Hans tøvende ord fik hende til at se forvirret på ham, og som det sidste faldt, fattede hun hvad han havde forsøgt at sige. Hun rejste sig op, rykkede hen til ham og krøb tæt på hvor hun plantede røven. Hun misforstod intet, og vidste at han havde ret trods alt. han havde mindre på end hun havde, så mon ikke at han frøs mere end hende? Under alle omstændigheder puttede hun sig nu tæt på ham og håbede de kunne bruge noget af hinandens varme. 

[Joseph Peretz]

Da Heather rejste sig op for at sætte sig ved ham, så han væk, det var mærkeligt at mærke hvordan det føltes som hun krøb ind til ham. Han sank en dyb klump, men måtte indrømme at det føltes varmere og lidt tryggere. "De skal nok komme lige om lidt Heather" sagde han stille og lagde sin arm om hende for at gnide hende på ryggen. Han trak den dog hurtig til sig igen fordi det virkede mærkeligt. Han forstod ikke helt hvorfor det var sådan, men han tvivlede nu meget på Heather ville fortsætte med at være sød når de kom tilbage til skolen.
"Jeg har faktisk tit drømt om at komme herud. Det er jo forbudt, så derfor er det bare lidt mere spænende" opmuntrerede han og prøvede at smile til hende