SOS!

[Heather Poppy Williams]

Tag: Joseph Peretz

• Vejret var koldt, men det havde ikke fraholdt Heather i at tage ud for at træne sine evner på en kost. Hun havde hyldede sig godt ind, og var iført en tyk kappe, tykke handsker og en hue. Halstørklædet havde hun tæt rundt om halsen og den dækkede også for næse og mund da vinden var bidende kold. Hun havde sat sig op på kosten, og havde snart indvaderede himlen. Som sædvanligt gik det strålende og hun klarede sig fint. Fint var dog ikke godt nok når man skulle spille Quidditch, og derfor prøvede hun tekniker af for at få mere fart og smidighed med. Hun fløj snart tæt forbi Quidditch-banen hvor der tilsyneladende var nogen der trænede eller hvad de nu lavede. Det var ikke et helt hold af hvad hun kunne se. Mere opmærksomhed skænkede hun dem dog ikke, i stedet for fokuseret hun på at gøre dette ordentligt.  

[Joseph Peretz]

Det kolde vejr skulle ikke stoppe Joseph i at gøre det han var bedst til. Han stod klar allerede kort efter aftensmaden med sine venner på Quidditch banen. I den ene hånd havde han sit bat og i den anden sin kost. De havde fået lov til at øve med smasheren fordi det var ligesom den Joseph skulle ramme.
De lettede alle samme og fløj først rundt lidt. Joseph kunne godt mærke at hans jakke ikke var helt god nok til at holde vinden ude, men han gad ikke til at vende tilbage for at hente noget varmere tøj.
Hans venner lod smasheren flyve i hans retning og han gav den et godt stød. Som han havde fået svunget sin arm, mærkede han en mindre vrede komme frem i ham. Den der Gryffindor pige Heather havde efterladt noget i ham han ikke kunne få ud. Han knyttede grebet om battet og gav det endnu et sving som smasheren kom imod ham. Denne gang blev slaget så hårdt at smasheren fløj meget længere væk end de havde regnet med. Et knæk gav genlyd på Quidditch banen, og Joseph kunne se i det fjerne at nogle var blevet ramt af hans Smasher.

[Heather Poppy Williams]

• Rimelig uskyldigt og uden at have gjort nogen noget hørte hun snart et sus gennem luften, og noget der nærmerede sig. Hun nåede egentlig slet ikke at reagere da smasheren ramte koste, smadret noget af den og nær havde væltede hende. Om hun skulle være glad for at den havde ramt kosten og ikke hende anede hun ikke, for så langt nåede hun slet ikke at tænke før kosten var helt ude af kontrol. Hun forsøgte at styre den, men den var på ingen måde villig til at følge hendes ønsker og snart sussede den gennem lufte i høj fart og dog i retning mod den forbudte skov. Pis! Hun forsøgte og kæmpede stadig for at styre den i en anden retning, men det var ikke muligt, og snart var hun helt tæt på de store træer og den eneste chance for ikke at brække halsen var at sætte farten ned - hvis hun da kunne - og forsøge at lande uden at brække noget. 
  
  Om det lykkedes ville man snart finde ud af. Hun bed tænderne hårdt sammen mens grebet om kosten blev strammere og hun koncentreret sig. Den satte da farten ned, og rystede gennem luften som om den var ved at dø, men det lykkedes da at få den ned i nogenlunde fart. Hun ramte udkanten af en gren, hvinede lidt og forsøgte at få den landede ordentligt. Det gik dog ikke helt efter planen og hun styrtede den sidste stykke ned. Kosten blev sluppet og hun endte mod den snebelagte skovbund. Med et støn kæmpede hun sig op på knæ. 
  
  

[Joseph Peretz]

Røg og gnister brød frem fra personens kost der var blevet ramt. Joseph vidste ikke hvem det var, men satte alligevel straks i fart hen mod personen. Det var dog svære end regnet med, for hans gamle kost kunne ikke holde trit med den nyere model som personen havde. Joseph var dog stadig fast besluttet på at hjælpe vedkommende og så bare hvordan deres afstand blev kortere og kortere. bare lidt længere tænkte han, før trækronerne kom frem under ham. Hans fokus på personen gjorde ham uopmærksom og en gren der ragede op, fik ham til at miste styringen.
Personen var på dette tidspunkt ude af syne og Joseph kunne ikke selv kontrollere sin kost. Hvis det ikke havde været for den kæmpe gren der nu havde stillet sig foran ham, var han nu ikke på vej mod skov bunden. Et øjeblik blev det mørkt og Joseph mærkede hvordan hans greb om kosten blev løsnet.Der lød et ordenligt bump da han ramte den mudderede skovbund, og en stærk smerte begyndte i hans venstre arm. Han lå på maven med udsigt til sin kost få meter fra ham, knækket over i to dele

[Heather Poppy Williams]

• Hun havde knap ramt jorden før en anden fulgte hendes eksempel og landede nogle meter væk. Hun satte sig op med et støn, dog uskadt og med blot en skramme over det ene bryn og en halvflækket læbe. Tøjet fugtigt, og revet lidt itu, men intet der ikke kunne erstattes. Hun var naturligvis omtumlet som hun gned det ene bryn, der var virkelig mørkt omkring dem, og hun sukkede svagt mens hun fumlede efter sin tryllestav, en enkelt formular forlod hendes læber og så lyste toppen af staven og bragte lys omkring hende. Det krævede ingen geni at fortælle hende at hun var endt i den forbudte skov og en skideballe ville hun nok få ud af det. Problemet var så bare at hendes kost var pænt død. 
  
  Hun kom snart i tanke om at hun ikke var alene, og vendte sig rundt hvor hun så en skikkelse ligge lidt længere væk. Med besvær fik hun rejst sig op, usikker tilbens det første øjeblik og jorden var fandens glat så hun var nær faldet ti gange mens hun tilbagelagde afstanden hen til fyren. Hun var knap nåede derhen før hun mistede balancen og endte over ham. Luften blev slået ud af hendes lungere og hun gispede efter vejret og kæmpede sig væk fra ham mens hun klynkede en undskyldning. Perfekt, hun havde slået skinnebenet. 

[Joseph Peretz]

Det var tæt på umuligt at komme op og stå, for ud over hans arm, kunne Joseph mærke hvordan faldet havde taget alle kræfter fra ham. Han havde glemt alt om personen som han havde fulgt efter og straks sin gode arm frem mod kosten. Den eneste mode han ville kunne komme tilbage til slottet i et stykke var ved at komme op i trækronerne for at se hvilken vej han skulle gå. Han ville bare ikke indse at den kost aldrig kom op og flyve mere. Pludselig mærkede Joseph hvordan hele hans krop blev tungere og fik et kort øjeblik begrevet ansigtet i mudderet. Noget tungt havde lagt sig oven på sig. Først kunne han ikke placere stemme, så gik det dog op for ham at det var en pige. Ikke hvilket som helst pige... men den vidunderlige Heather. Joseph sukkede dybt og prøvede at trille hende ned af ryggen. "Du er mega tung" mumlede han og fik sig møvet fri fra hendes vægt og samlede sig sammen for at komme op og stå. Hans immobile arm gjorde det dog meget svært og i stedet fik han sig lænet op af en større sten, uden at tænke på at hjælpe Heather.

[Heather Poppy Williams]

• 
  
  Svaret der kom fra fyren var ikke så vigtig som selve stemmen. For fanden da også! Hvad lavede han nu her?! Hun fik sat sig op med hjælp fra ham da han skubbede hende væk. "Idiot.." mumlede hun tvært over hans ord, som om man sagde den slags til en pige. Han fik dog trukket sig op at sidde og hun formåede at få tændt sin stav igen. Synet af ham helt mudrede fik hende til at glippe med øjnene inden hun brød ud i latter "Har du nogen ide om hvor underholdende du ser ud?!" sagde hun underholdt. Han lignede en mudermand! Men what ever, hun tog sig sammen og rejste sig op. Hendes kost var ødelagt, hans endnu værre i stand end hendes. At forsøge at børste skidt af sig var ikke helt muligt, så hun opgav det ret hurtigt mens hun så sig omkring. Hvilke vej skulle man tage? At spørge hvordan han selv havde det havde hun ingen planer om.
  
  
  

[Joseph Peretz]

Joseph ignorerede Heathers kommentar og så bare ud i luften. Han magtede ikke at rejse sig op og hans ben var ømme. Da hun begyndte at grine kiggede han undrende hen på hende. Han prøvede at tørre det værste væk med sin hånd, men det hjalp ikke meget."Har du set dig selv i spejlet for nyligt?" vrissede han og satte begge arme i jorden, som støtte til at komme op. Et smerte hyl brød gennem skoven og Joseph væltede om på siden af smerte. Hans arm sad slet ikke som den skulle og han kunne næsten ikke bevæge sine fingre.
En flok fugle havde lettet sig fra trætoppende i hans udbrød, men ellers indtog stilheden sig igen. "Worst day ever!" Joseph kastede en sten afsted så hårdt han kunne i et vredes udbrød og bed tænderne hårdt sammen. Han havde bare slet ikke lyst til at være her med Heather.

[Heather Poppy Williams]

• "Jup, jeg er lækker" svarede hun bare og vidste de tikke var helt sandt, men det var ikke hende der havde mudder i ansigtet! Hvordan hun var sluppet af sted uden at det var sket anede hun virkelig ikke. Men det var hun altså! Han var tydeligvis vred og irriteret, og det burde hun også være men helt panisk var hun endnu ikke blevet.
  
  Hans forsøg på at komme på benene gik ikke helt efter planen, og hans hyl fik hende til at vende blikket brat ned mod ham og øjnene blev større. Hun bakkede som han væltede om og så helt skrækslagen på ham, var han blevet bidt af en slange eller hvad skete der. Da han omsider lå stille kunne hun se den var gal med hans arm. Hun satte sig på hug hos ham og så nærmere på armen uden at røre. "Og den bliver ikke bedre af at du ligger der, op med dig.." skulede hun og havde da ikke i sinde at glo på ham mens han hylede. De måtte videre! Skoven var skræmmende og mørket var ved at trænge sig mere på, det føltes som om nogen lurede på dem.
  

[Joseph Peretz]

Joseph kunne sagtens hører at Heather nærmede sig ham, men han havde ikke lyst til at se på hende. Han følte sig ret ynkelig. "Jeg kan ikke OKAY!" svarede han mens han rullede om på ryggen og ramte hendes ben, som hun sad på hug. Hele hans krop skreg af smerter, og han havde aller mest lyst til at lægge sig til at sove. Istedet så han surt op på hende og rakte sin gode arm frem. Han hadet sig selv for det, men han var nød til at få hjælp til at komme op, ellers ville han blive liggende her i skoven til nogen fandt ham. "Er du sød at hjælpe mig op" spurgte han bittert. Nok hadet han hende, men nu hvor hun var den eneste i nærheden, nyttede det ikke noget at være sur på hende, selvom trangen var stærk

[Heather Poppy Williams]

• Nåh så det kunne han ikke, skønt! Han rakte dog sin raske hånd frem, og spurgte pænt om ikke hun ville hjælpe ham op. Hun sukkede opgivende og tog hans hånd inden hun stemte fødderne i jorden og trak ham på benene. Det gik da godt, og han endte da også med at stå på sine egne ben. "Foruden armen, er du så okay?" spurgte hun tøvende, hun brød sig stadig ikke om ham, selvom der ingen var i nærheden til at afsløre hende skulle hun være sød ved ham. Hun var dog stadig ikke specielt begejstret for ham, især fordi hun var sikker på at det her var hans skyld... eller også, håbede hun på det.
  
  "Jeg gætter på det var dig der sendte den smasher efter mig..." sagde hun mere konkluderende end spørgende, det ville ikke være første gang det skete trods alt. Men okay, han havde brækkede armen og fået smadret sin kost så det var vel straf nok for at han var sådan en idiot.
  
  

[Joseph Peretz]

Det værkede en smule i den højre arm, som Joseph kom op og stå. Han gned sig på den dårlige arm og gav et nik til hende som tak. "Ja... det tror jeg. Min kost overlevede vist ikke, men jeg er okay." Han gik hen til omtalte og gav den et let skub med foden. Den var ret død. Joseph vendte sig om og så kort på Heather. "Du har også slået dig. Du bløder lige over dit øje og den læbe er helt hævet" sagde han og trådte et skridt i hendes retning. Han ville normalt været gået hen til personen for at se sådan nogle skader an, men det ønskede han ikke ved Heather. Joseph brugte i stedet et minuts tænke pause på at huske en besværgelse der kunne hjælpe dem, men som altid var hans hoved tom for ideer. I stedet småg hans sit jakke ærme op og rev en flænge af sin trøje af."Her, det bedste du kan gøre er at prøve at stoppe blødningen." Han rakte hende den lille tøj flænge og rynkede brynende.

[Heather Poppy Williams]

• "Nej det gjorde den ikke, men jeg er i live .. " svarede hun med et træk på skulderen. Kulden havde påvirkede hende en del, og næsen var ret kold og rød og følelsesløs, læberne det samme, derfor bemærked ehun ikke at læberne var hævede, troede blot det var kulden. Ved hans påpegelse gled tungespidsen over underlæben, og hun kunne straks smage blodet. Hun spyttede blodet ud med væmmelse og skar en grimasse der ikke rigtigt hjalp på blødningen. Med et suk så hun sig omkring efter noget sne hun kunne putte mod begge sorg og stoppe blødningen. Det nåede hun dog ikke før han havde revet sit tøj i stykker "Hey! Det der havde du ikke behøvede.." udbrød hun, han skulle for fanden ikke komme til at fryse på grund af hende. Hun tog dog alligevel taknemligt imod det, tanken var jo sød. "Tak.." mumlede hun og trykkede det mod sit bryn der sved en smule. Hun sukkede og så sig omkring. "Har du en anelse om ville vej vi skal?" spurgte hun og så sig stadig omkring. "Jeg styrtede der, du her.. med ansigtet den vej.. så skolen burde ligge i den retning.." sagde hun tænkende mens hun pegede mod den modsatte vej af hvor deres ansigter og hoveder havde pegede ved landingen.

[Joseph Peretz]

En ret egoistisk tankegang. Det kom ikke bag på Joseph at Heather kun tænkte på sig selv. Siden hun ikke havde opdaget sine sår, måtte hun fryse mere end ham.
Efter Joseph havde givet sin tøj flænge til hende kiggede ham op mod himlen. "Måske" svarede han usikkert til hendes spørgsmål om retning. Der var ingen stjerner at spotte og det var heller ikke sikkert de ville komme frem i nat. "Jeg er ret sikker på at min kost gav mig en snorer tur... jeg tror nærmere det er i den retning" Joseph pegede i den modsatte retning af Heather. Det var ikke for at være træls, men mere hvordan han selv følte faldet havde rettet sig. Da han indså dette sukkede han tungt. "Great... Så vi er faret vild" sagde han. Joseph tog en god håndfuld sne i sin hånd og trådte lidt nærmere på Heather. Han prøvede at vise at han ikke havde tænkt sig at kaste det i hovedet på hende, men det kunne ikke udelukkes at det lignede hvad han var ude på.

[Heather Poppy Williams]

• Egoistisk? Fordi hun havde overlevede og kosten ikke havde? Det følte hun ikke, kosten var trods alt ikke i nogen fare for at dø da den blot var en genstand uden følelser, så hun følte sig i sin gode ret til at være lykkelig og taknemlig for at være i livet. 
  Ved hans svar sukkede hun opgivende, hun så sig dog alligevel omkring i håb om at kunne se noget hun ville kunne genkende, men uden held. Hun overvejede deres mulighed og netop som hun syntes at have fået en ide så hun ham samle noget sne op og komme nærmere. Blikket blev vendt skeptisk mod ham og hun bakkede et skridt. Hvad var han nu ude på?! "Heey..! Hvad har du gang i?! Du ved, du behøver ikke syntes om mig men der er større chance for overlevelse herude når vi er to.." hun gad ikke lege, og da slet ikke have en sneboldskamp fordi han var fornærmet over et eller andet hun havde gjort eller sagt. Ikke nu i alt fald!