|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 30, 2014 21:17:02 GMT 1
Penny!
Der var en små snakken der bredte sig ud over hele storsalen. Selvom det ikke var alle eleverne der var der, så var den stille snak meget forstyrende. Det var lektie tid, og primært de ældre elever der sad i storsalen og læste op til deres fag. Frem for ved spiseningen sad folk også mere spredt og blandet med andre huse. Joseph sad ved det der normalt var Slytherin bordet, og havde sin Magiske dyr med skæl fremme. Hans hoved hvilede på hans arm og øjnene måtte bruge meget styrke på at holde sig åben.
En lærer passerede Josephs plads, og slog en hånd ned i bordet ved siden af ham, for at få ham op. Alle vente sig rundt efter lyden, og Joseph selv blev en smule rød i hovedet, mens lærer fortsatte videre.
"Dumme bøger... Dumme skole" mumlede han for sig selv og indså at han havde læst de samme to linjer 4 gange. Suk...
|
|
|
|
Post by Penelope Piper on Nov 30, 2014 21:35:45 GMT 1
Penelope hankede lidt op i den farverige, quiltede skuldertaske og knugede en lettere klodset bog i armene, da hun trådte ind i storsalen. Som første, naturlige reaktion spejdede hun rundt efter sine venner, men da de udmærkede ved sit fravær, så hun sig i stedet rundt efter det næstbedste.
Lyden af en hånd mod en bordplade var det der tiltrak hendes opmærksomhed og selvom det føltes unaturligt, satte hun kursen mod Slytherinelevernes langbord. Hun kløede sig lidt i det bølgende, røde hår og nikkede så på bænken overfor hvor Joseph, som hun primært kendte fra Quidditchbanen, sad. "Sidder der nogen her?"
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 30, 2014 21:50:42 GMT 1
Joseph kunne ud af øjnkrogen se en rødlig skikkelse, der nærmede sig. Da den snakkede til ham løftede han hovedet og genkendte den et år ældre pige Penelope. De havde ikke snakket sammen før, men Joseph var nu stadig op overfor alle og enhver. "Kun et usynlig spøgelse" svarede han barnligt, men rystede også samtidig på hovedet. "Men pas på, for jeg tror lærene holder ekstra udkig i denne retning..." små hviskede han. Igen gav sig sig til at "læse" i sin bog og gav ikke videre den rødhåret pige mere opmærksomhed.
|
|
|
|
Post by Penelope Piper on Nov 30, 2014 22:33:10 GMT 1
Penelope hævede øjenbrynene over drengens morsomhed og trak blot afslappet på smilebåndet, som hun dumpede ned at sidde og skubbede bogen op på bordet. Med en lavmælt nynnen - som hun ikke helt selv var bevidst om - rakte hun ned i sin taske og trak pergament, fjerpen og blækhus frem.
Hun strøg håret i den ene side om bag øret og kastede et flygtigt blik mod Hufflepuffelevens opslagsværk, som hun selv var i gang med at pakke sine egne ting ud. Hun rynkede lidt på brynene. "Jeg kan huske, da vi skulle hjælpe med at helbrede et par skadede vænavamber. Uhyggelige skabninger," musede hun, uden nogen anden sammenhæng, at væsenerne var en af de der blev beskrevet i den bog Jospeh sad med. Hun huskede det fra undervisningen.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 30, 2014 22:49:30 GMT 1
Joseph havde ikke regnet med at pigen ville snakke mere til ham, så han kiggede først undrende på hende. Da han så ned i bogen bladredere han en side frem. Titlen sagde "vænavamber". Joseph lo kort og skubbede bøgen hen mod hende. "Dem her?" spurgte han, og overvejede et kort øjeblik om pigen var synsk. Nok var det ikke det emne de havde om lige nu, men at han lige havde slået op på siden var pudsigt. Et ord på selv samme side fik Joseph til hurtigt at trække bogen tilbage til sig selv. "De drikkker... menneskeblod?" Hans stemme lød en smule bange. Han kiggede derefter op på pigen, med et meget undrende udtryk. "Det er ikke sådan at man arbejder med dem i timerne vel? ... Jeg mener... øh Det kunne være vildt sejt, men nogen kunne jo komme til skade." Joseph prøvede virkelig, at lyde modig, selvom disse væsner skræmte ham fra vid og sans.
|
|
|
|
Post by Penelope Piper on Nov 30, 2014 23:05:05 GMT 1
Penelope skar en lille grimasse og fugtede spidsen af sin fjerpen. "Uhyggelige," gentog hun sig selv. "De er ikke normalt en del af pensum - udover i Forsvar Mod Mørkets Kræfter -, men et par stykker havde forvildet sig forbi sidste år," forklarede hun afslappet og lirkede låget af blækhuset. Da hun dyppede fjerpennen i det, viste det sig at være lilla.
"Der er altid risiko for at komme til skade i Magiske Dyrs Pasning og plejning, men jeg synes nu, at det er meget sjovt at få lov til at prøve tingene i praksis. Man drukner hurtigt i bøger og stile, hvis ikke der er lidt afbræk."
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 30, 2014 23:23:02 GMT 1
Det var rart at vide, at disse uhyggelige væsner ikke var en påkrævet del af undervisningen. Alligevel var Josephs nysgerrighed vakt til live. "Ja det er jeg godt klar over" svarede han blot og begyndte at læse nogle linjer på siden. Han øjne blev helt fikseret på orderne og en lyst til at læse videre kom op i ham. "Wow!" sagde han så pludseligt og skubbet bogen forarget væk fra sig. Både det faktum at disse væsner lurerede i vandkanten på ofre og så det at han faktisk havde nærlæst teksten gjorde ham helt paf.
"Er det sådan at de også lever ude i søen? Det kunne være helt vildt cool at se en... på afstand" spurgte han og virkede oprigtig interesseret.
|
|
|
|
Post by Penelope Piper on Nov 30, 2014 23:39:44 GMT 1
Først nu fik Josephs entusiasme Penelope til at se op og hun så decideret overrasket ud over hans interesse. Hun smilede mildt og trak lidt på skuldrene. "Aner det ikke," indrømmede hun ærligt. "Jeg tror det ikke, eftersom det var et særtilfælde, at de indgik i undervisningen."
Hun glattede fjerene på pennen lidt og trak det ene ben op til sig på bænken, blot for at få det vappet ned af den ældste Professor Froggenhall, der passerede i øjeblikket efter. Hun skulede lidt efter ham, men så så tilbage på den yngre elev. "Men jeg ved at der er grindylower."
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 30, 2014 23:50:46 GMT 1
Da Froggenhall passerede dem, havde Joseph straks sørget for at have blikket nede i sin bog. Han kunne dog ikke lade være med at smile da pigen fik skubbet sit ben ned.
"Nå ja!" udbrød han med en stille stemme. Han smilede stort og kiggede efter en lærer, hvorefter han rakte hånden frem. "Jeg hedder forresten Joseph. Basker på Hufflepuffs Quidditch hold" sagde han venligt, og anede på det tidspunkt ikke at hun også spillede det.
"Men dem arbejder man heller ikke rigtig med gør man? De er vist også ret farlige... og vildt grimme" lo han og ventede spændt på svar.
|
|
|
|
Post by Penelope Piper on Nov 30, 2014 23:58:22 GMT 1
Penelope rynkede på brynene over Josephs introduktion, som om hun ikke udmærket vidste hvem han var. Nok havde de ikke snakket sammen, men han havde alligevel sendt adskillige smashere i hendes retning til lyden af en opstemt Quidditchkommentator. "Det ved jeg," svarede hun af samme grund en anelse himmelfaldent, som om det var åbenlyst.
"Vi har arbejdet med dem i Forsvar Mod Mørkets Kræfter," tilføjede hun med en skuldertrækning og vippede fjerpennen lidt mellem fingrene og kom til at plette lidt på bordet. "Men i Magiske Dyrs Pasning og Pleje er det mere dyr, der ikke forsøger at slå dig ihjel. De fleste kalder mig forresten Penny eller Piper, men Penelope er også fint."
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 1, 2014 0:12:35 GMT 1
Da Joseph indse at hun ikke havde tænkt sig at give ham hånden, trak han den forlegent tilbage. Så meget for at være galant. "Var det dig? oh" svarede han pinligt og skammede sig over at han ikke havde kendt hendes navn, når hun kendte hans.
"Fedt nok!... Men altså du må undskylde hvis jeg har været for hård ved dig. Jeg kender ikke altid min egen styrke med det bat." Der kom et lille kækt smil frem på Josephs læber. "Det kunne være du vil med ud at flyve lidt her efter lektie timen? De andre vil hellere op i opholdstuen, og jeg mangler virkelig en der kan være levende mål" spurgte han. Det sidste var som før sagt med et smil på læben, og det var ikke fordi Joseph var kendt for at være en brutal basker.
|
|
|
|
Post by Penelope Piper on Dec 1, 2014 0:30:57 GMT 1
Endnu engang måtte hun se forundret på ham, som om han lige var faldet ned fra månen. "Sådan er spillet," konstaterede hun undrende og ærligt talt, svagt fornærmet over antydningen af, at hun skulle være rystet over at en basker havde været en anelse hårdhændet. Det var derfor, at de var der.
Hun kneb øjnene en anelse sammen over tilbuddet. "Vi spiller ikke på samme hold," konstaterede hun himmelfaldent. Hvis de havde været venner, ville hun måske sige ja. Når det var en konkurrent, så virkede det bare mistænksomt.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 1, 2014 0:44:58 GMT 1
Joseph måtte holde sig for munden, for ikke at bryde ud i en latter. "Nåh ja. Det er da også rigtig" svarede han sarkastisk og rystede på hovedet. "Det var da slet ikke faldet mig ind... Men jeg forstår godt at du helst ville gemme alle dine kræfter på den kommende kamp. Det er jo os mod jer" han fik et mindre blink i øjet og løftede det ene bryn. "Men man kan aldrig træne for meget. Du tror måske i kan vinde over os i år?" spurgte han udfordrende og lukkede ubevidst sin bog sammen. Samtaler om Quidditch gjorde ham altid helt energisk.
|
|
|
|
Post by Penelope Piper on Dec 1, 2014 0:51:18 GMT 1
Denne gang faldt Pennys skuldre en anelse og tænderne kom til syne i et smil. "Jeg tror, at vi har en rimelig chance," svarede hun afslappet og løftede hagen en anelse, som et muntert smil fandt vejen frem. Hun havde ikke tænkt sig at tage en én-til-én med baskeren på Quidditchbanen, men hun kunne godt tale med ham om det.
"Desuden kan jeg jo ikke vide, at Fowler ikke har sat jer til at spionere på os," tilføjede hun snusfornuftigt og rettede sig en anelse op.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Dec 1, 2014 1:02:35 GMT 1
Joseph lænede sig tilbage og blinkede til hende. "Du ved... væggende har øjne og ører" drillede han og lænede sig tilbage i normal stilling. "Ja, det er fint at I Ravenclaws er tilfredse med en 20 % chance. Alle ved at vi har nogle rigtig gode spillere, specielt vores baskere!" Josephs ord, lød på ingen måde hoverende eller selvsikre. Begge hold var gode, og chancerne så ud til at være lige god. "Men lad os sige... at hvis vi vinder, så skal du vise mig en af de der vænavamber! ... eller hvert fald en grindylow" sagde han og kiggede på hende, nu med et meget selvsikkert smil
|
|
