Gammelt venskab

[Agnes Tweedy]

Agnes øjenbryn hævede sig den mindste smule og hun spidsede læberne i et muntert smil over Kennas reaktion. Hun så ned i koppen, smilende lidt for sig selv, før hun løftede hovedet for roligt at svare sin veninden.

"Han er tretten år ældre end mig." Det trak i den ene side af de mørkmalede læber. "Men jeg kan godt lide ham. Så betyder alder ikke så meget."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna så nysgerrigt på veninden og lænede sig frem for at sætte den varme kop fra sig og tage endnu en chokolade. Hendes øjne lyste af interesse, som hun tyggede det søde stads i sig.

"Agnes Atterberry har et crush på en professor," konstaterede hun muntert. "Hvordan skete det?"

[Agnes Tweedy]

Agnes kunne ikke lade være med at le over Kennas erklæring og i et øjeblik så det endda næsten ud til at hun rødmede. Det var ikke helt tilfældet, men til gengæld smilede hun temmelig selvtilfreds og trak nonchalant på skuldrene.

"Hen over adskillige spil skak," svarede hun blot. Det var ikke just et svar, der på nogen måde gav mening i forbindelse med Agnes, men det var til gengæld sandt.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna grinede og rystede lidt på hovedet. Hun sank sammen i skuldrene og så lige dele underholdt og nysgerrigt på Agnes.

"Uddyb, kvindemenneske. Kan du ikke se, at jeg prøver at leve et kærlighedsliv igennem dig, eller hvad?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede smørret over Kennas nysgerrighed og himlede let med øjnene, før hun alligevel smilede igen. "Udmærket, udmærket," svarede hun med en afværgende håndbevægelse og slog blommen af fingerspidserne let mod tekoppen.

"Han kom ind til Madam Malkins for at få syet rober. Indledende var jeg interesseret i at tale mere med ham, fordi jeg havde læst hans bøger, så jeg inviterede ham med på De Tre Koste," hun smilede varmt ved mindet. "Vi endte med at snakke. Længe. Før han fulgte mig hjem."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna smilede flabet, før det gik lidt i sig selv og hun endte med bare at sidde og se lettere fascineret på ellers så frie og frejdige Agnes, der dalrede rundt med unge, lækre mænd og ikke så sig tilbage. På nogen måder som Kenna selv, i virkeligheden.

"Du er sådan en nørd," udbrød hun muntert. "Men vent nu lige. Tweedy er pro-separatist. Jeg troede stadig du var imod?"

[Agnes Tweedy]

Agnes nåede lige at le over Kennas udbrud, før hun måtte sukke opgivende over det næste. Smilet var ikke forsvundet, men hun rynkede dog en anelse på øjenbrynene og pillede åndsfraværende ved en krølle. "Det er jeg også," svarede hun tøvende, før hun så tilbage på Kenna.

"Vi er dybt uenige, men når vi taler sammen... Det er få mennesker, der får mig til at synes bedre om dem på grund af det. Det burde stikke en kæp i hjulet for det hele, men det gør netop det modsatte." Indtil videre.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna var så helt og aldeles på Professorens side, et lettere ømt punkt imellem de to veninder, men hun var ikke altid den bedste til at træde udenom de følsomme emner alligevel. Nu sad hun bare og så underholdt på Agnes, imens hun rystede lidt på hovedet.

"Jeg må tale med ham," konstaterede hun. "Du ved. Fortælle ham, at han bare har at behandle dig ordentligt, ellers får han med en auror at bestille - og jeg ved hvordan jeg får folk til at forsvinde." Hun så dramatisk ud et øjeblik, før et smil trak op på hendes læber. Hun havde aldrig i sit liv fået nogen til at forsvinde.

[Agnes Tweedy]

Agnes' kortvarige eftertænksomhed fordampede som dug for solen og hun slap en impulsiv latter. Fordi hun ikke umiddelbart kunne nå Kenna, strakte hun det ene ben og puffede let til hende. "Hvad skulle jeg gøre uden dig?" spurgte hun retorisk og gled mageligt lidt længere tilbage, før hun tog en tår af teen.

Da hun sænkede koppen igen, var det med et svagt smil og et lettere fraværende udtryk i de mørke øjne. "Jeg tror dog ikke, at det bliver nødvendigt," musede hun og havde svært ved at forestille sig Terrance krumme et eneste hår på nogen.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna viste sine tænder igen, da hun lo. Hun sendte Agnes et fingerkys, før hun lænede sig frem og samlede koppen op igen.

"Du siger bare til. Jeg kender nogen skumle typer, der nok skulle få ham til at fortryde det, hvis han opførte sig dårligt."

Hendes blik spillede, som hun tog en forsigtig tår. "I har ikke... Du ved. Har I?"

[Agnes Tweedy]

Agnes nøjedes med at ryste muntert på hovedet over Kennas fortsatte forsikring om, at hun nok skulle kunne få livet gjort surt for en mand, hvis hun satte sig for det. Agnes havde ikke umiddelbart tænkt sig at tage hende op på tilbuddet, men venindens løfte i sig selv, fik hende til at smile varmt.

Det blev erstattet af et lavmælt suk og et svagt opgivende smil. "Nej," svarede hun og prøvede på ikke at lyde skuffet. Det var egentlig ganske normalt, men Agnes var vant til at tingene skete med en hvis... Fart. "Han har ikke engang rigtigt kysset mig endnu. Han har sagt, at han gerne vil, men han bliver ved med at tale om tid..." Hun rynkede lidt på brynene.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna lo over venindens betuttede og ærgerlige ansigtsudtryk. Hun hævede øjenbrynene lidt og betragtede Agnes med en let hovedrysten.

"Der er ikke noget galt med at tage det stille og roligt, Aggie. Medmindre det er fordi han har problemer med... Du ved." Hun så sigende ud og endte med at vende blikket ned i sin te med et flabet smil.

[Agnes Tweedy]

Agnes fik den tår te hun lige havde taget galt i halsen og måtte hoste et par gange, mens hun forsøgte at sætte koppen fra sig uden at spilde i hele sofaen. Da der var luft igennem igen, lo hun åndeløst. "Kenna!"

Hun skulede let til veninden, før hendes øjenbryn trak sig let sammen og hun reelt kom til at overveje muligheden for... "Du tror da ikke at det er derfor, gør du?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna grinede og så over på veninden igen. Hun trak på skuldrene. "Hvem ved. Tretten år kan gøre meget."

Hendes blik var tydeligt drillende og hun holdt absolut ikke masken. Til gengæld slap hun hurtigt morsomheden over den pludseligt spekulative Agnes. "Hvorfor spørger du ham ikke bare hvorfor han tøver? Du er er lækker steg, han burde springe ved muligheden."

[Agnes Tweedy]

Agnes instinktive reaktion var at skære en grimasse og kaste en pude efter Kenna. Hun gjorde intet reelt forsøg på at ramme, eftersom veninden stadig sad med tekoppen. Til gengæld rystede Agnes lidt på hovedet for sig selv og håbede virkelig på, at det ikke var grunden.

Hun trak benene en anelse op til sig og smilede opgivende. "Du har ret," konstaterede hun. "Og nu er jeg jo nødt til det, efter du satte den anden bekymring i hovedet på mig. Tak for det."