Gammelt venskab

[Kenna F. Kinnaird]

Agnes Tweedy

Der lød en høj piben og Kenna kom nærmest flyvende ind i køkkenet, glidende et kort stykke på sine bløde, tykke sokker. Hun slukkede for komfuret og tog vandet af, før hun gav sig til at hælde det kogende vand over tebladene i den lille kande, nynnende med den swingende, pjattede, fjantede, fjollede, festlige musik i baggrunden.

Hun fik besøg om lidt og hun var forberedt. Inde på kaffebordet stod der store tekrus og chokoladeovertrukne karamelpuffere i en lysegrøn, kønt glaseret lerskål. Nu var teen også ved at være på vej. Så manglede der kun en særlig gæst.

[Agnes Tweedy]

Agnes' hæle klikkede svagt, som hun bevægede sig op ad trappen mod Kennas lejlighed. Hun var iklædt en smukt dekoreret, havblå kappe med indviklede, broderede mønstre og en spidspuldet hat, der passede til. Der var sjældent noget at sætte en finger på i den afdeling og den magiske skrædder satte tydeligvis en stor ære i sin fremtræden.

En slank hånd, fyldt med ringe, bankede let på døren og Agnes trak en perleudsmykket hattenål ud og trak hatten af. Instinktivt rettede hun lidt på de nøje opsatte krøller og ventede tålmodigt på veninden.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna dansede over gulvet til musikken, da der lød en banken ude i gangen. Hun standsede lige foran hoveddøren, kastede et enkelt blik på luskometeret, der hang og dinglede fra en knagerække, og åbnede dernæst med et bredt smil på læberne.

Synet af Agnes var altid velkomment og selvom de to veninder havde meget forskellige liv - og meget forskellige idéer om livet - så plejede en kop te altid at ende med en fredelig snak. De behøvede jo heller ikke at være enige for at sladre om deres tidligere klassekammerater eller den seneste kendisnyhed fra et af de kulørte magikerblade.

"Hej! Velkommen." Hun omfavnede veninden, før hun hev og puffede hende indenfor i varmen. "Forbandet koldt, du skulle bare have brugt susenetværket," forsikrede hun, imens hun rakte ud for at tage overtøjet og hænge det op.

[Agnes Tweedy]

Agnes viftede afværgende med den ene hånd, som hun lod kappen glide ud over skuldrene i et virvar af frynser og overlod den til Kenna. "Der er så kort herover og det er kun sundt med lidt frisk luft," slog hun fast og smilede varmt. Agnes lod også det frynseklædte sjal forlade skuldrene og overlod det også til stumtjeneren.

Hun gned sine arme ind anelse og trak ærmerne helt ned, taknemmelig for varmen der spredte sig i hele lejligheden. "Hvordan går det, Kenna?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas tænder blev synlige for en kort bemærkning. "Sandt," gav hun veninden ret, som hun tog imod kappen, hang den op og vippede lidt i sine uldsokker. Hun slog ud imod stuen og fulgte selv med.

"Det går godt. Rigtig godt. Hvad med dig? Holder de dig travlt beskæftiget her op til jul?"

Hun gestikulerede lidt imod sofahjørnet og dumpede selv ned blandt bløde puder. "Teen står og trækker," informerede hun, nærmest beroligende. Te var nødvendigt.

[Agnes Tweedy]

Agnes bøjede sig kortvarigt for at løfte remmene omkring anklerne og efterlod skoene i entreen, før hun fortsatte med ind på temmelig delikate strømpefødder. Det var kun magi der sørgede for, at det tynde stof ikke løb hvert andet øjeblik.

Hun gled ned at sidde og glattede skørtet en anelse, før hun foldede det ene ben ind over det andet. "Mere travlt end nogensinde," indrømmede hun. "Mange skal have nye rober til juleballet," konstaterede hun med et træt, men tilfreds smil og lænede sig en anelse tilbage. "Kan jeg regne med at se dig der?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna sank velbehageligt ned i den bløde sofa. Hun var ikke halvt så elegant som Agnes, men det generede hende ikke det fjerneste. Tværtimod smilede hun blot skævt og trak på skuldrene med en tænksom mine.

"Åh, det ved jeg ikke. Der er ikke nogen, der har spurgt mig og det er jo så pinligt at dukke op uden ledsager," svarede hun i en karikatur af visse af deres jævnaldrende, som endnu ikke var i faste forhold. Hun hævede øjenbrynene lidt og fnøs muntert. "Jeg kommer. Ingen vilde heste skal stoppe mig fra at se min far vælte rundt til indgangsdansen med en eller anden stakkels kvinde. Det alene ville være turen værd."

[Agnes Tweedy]

Agnes lo hjerteligt over Kennas ord og det var det, der fik hende til at slippe formfuldentheden og selv trække benene op til sig i sofaen og læne sig ind mod de bløde puder. "Jeg har meget svært ved at forestille mig din far danse," indrømmede Agnes og forsøgte tydeligvis at visualisere sig det.

Så lo hun lavmælt og rystede på hovedet. "Der er i øvrigt intet galt med at komme alene. Jeg har hørt at Brody Blance stadig er fri på markedet," pointerede hun med et knapt så uskyldigt blik og så sigende på veninden. Det var måske ikke noget dybt reelt forslag, men en underholdende tanke.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna fnøs muntert og fandt sig tilrette i sofaen. "Den nittende behøver du ikke længere at forestille dig," konstaterede hun tørt. Hun lænede sig frem og snuppede en chokolade. "Bare tag," tilbød hun, før hun stak den i munden og smilede velbehageligt.

"Brody Blance er sikkert ganske lækker, men han virker ikke rigtig som min type. Hellere ham Attwater hos Magpies." Hun nikkede langsomt. "Mmmmmmh. Jo tak. Ham skulle man vist have nuppet, dengang han var et år under os."

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede sin tak og bøjede sig selv frem for at fange et stykke mellem to fingre. En munter lyd undslap hende, men hun tyggede af munden før hun svarede med et spøgende glimt i de mørkebrune øjne. "Jeg er sikker på, at du kan nå det endnu," drillede hun. "Hvis man altså gider at tale om Quidditch hele dagen," tilføjede hun afslappet og strakte benene en anelse.

Hun stak en fingerspids flygtigt mellem læberne, for at eliminere en rest chokolade. "Min erfaring er, at de Quidditchspillere er meget sjove over en ganske kort periode, men når man ikke interesserer sig for spillet..."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna lyste op i et drillende smil. "Din erfaring? Hvor mange Quidditchspillere har du fløjet med, Agnes?"

Hendes tænder blev kortvarigt synlige, før hun kom på benene. Hun holdt to fingre op og smuttede ud i det tilstødende køkken med døren åben. Da hun kom tilbage øjeblikket efter, havde hun tekanden med sig og hældte op i de to kopper, før hun satte den fra sig. "Forresten interesserer jeg mig for spillet, du. Men måske mindre end for deres svulmende muskler. Yummy."

[Agnes Tweedy]

Agnes lo over Kennas spørgsmål og sendte hende et tydeligt påtaget smil. "Kun et par stykker," svarede hun roligt i et tonefald der antydede, at det måske var lidt ved siden af virkeligheden. Agnes havde til gengæld heller ikke været i et reelt forhold i evigheder.

Hun rykkede lidt på en pude for at komme bedre til rette, mens Kenna hentede teen. Kommentaren fik Agnes til at smile. "Det gør det i hvert fald også mere interessant at se på. Omend svulmende muskler ikke nødvendigvis er noget krav i en mand..."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna dumpede ned at sidde igen med et muntert smil på læberne. Hun trak lidt på skuldrene og tog den ene af de fyldte kopper at varme fingrene lidt på.

"Intet krav, men absolut en fordel." Hendes svagt henførte smil forsvandt, da hun lo kort og siden sendte Agnes et nysgerrigt blik. "Har du selv en ledsager?"

[Agnes Tweedy]

Agnes fulgte eksemplet og rakte ud efter den overskydende kop. Hun blottede tænderne i et smil og sendte Kenna et bekræftende ansigtsudtryk, før hun pustede let på teen.

Spørgsmålet afbrød det dog og Agnes kom impulsivt til at smile underfundigt for sig selv. Hun sænkede tekoppen og rettede sig op. "Ja," svarede hun og selvom hun netop havde konstateret, at det ikke var nødvendigt med en ledsager, så kunne hun ikke lade være med at se overmåde tilfreds ud. Det havde dog langt mere noget at gøre med hvem hun skulle følges med. "Terrance Tweedy inviterede mig med. Professoren i Mugglerstudier."

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas øjenbryn fløj op og hun så tydeligt overrasket på Agnes. "Men han er jo gammel," udbrød hun, inden hun nåede at tænke sig om. Straks skiftede hendes mine til en beklagende og hun skar en lille grimasse med en halvmunter lyd. "Jeg mener... Han er en af fars kollegaer. Er han ikke ret... Gammel? Undskyld mig."

Hun rynkede panden lidt. Elegance havde aldrig været hendes store styrke.