Forkert levering

[Hector Attwater]

Philippa Blythe

Hector fik næsten et chok da en ugle fløj lige ind i hans vindue og betragtede den flyve forvirret væk, uden at samle det brev op den havde tabt. Han løftede øjenbrynene med et forbløffet udtryk i øjnene, hvorefter rejste sig fra sofaen hvor han havde taget en lur. Han gabte en anelse mens han tog sin vinterkappe over sig og hentede brevet udenfor, der var adresseret til en heks ved navn Philippa Blythe. Han skar en mindre grimasse og så sig omkring, men der var ingen i nærheden der så ud til at være ejer af brevet. Derfor besluttede han sig for at se om heksen boede i nærheden og da han fandt hendes hus tæt på sit eget, bankede han på og betragtede rastløs døren, mens han overvejede blot at lade brevet ligge udenfor. Det kunne dog være det var vigtigt, så hans samvittighed fik ham til at blive stående.

[Philippa Blythe]

Philippa sad trygt placeret foran sit skrivebord, iklædt en gul stropkjole der bestemt ikke egnede sig til vejret, men hun havde nu heller ikke tænkt sig at bevæge sig udenfor en dør i dag. I stedet sad hun koncentreret foroverbøjet over et stykke blankt pergamentpapir, og mens tankerne knagede, lavede hun rastløs melodier med sin pen mod det glatte træbord. ”Et skrig lød fra himlen..”, nej det lød ikke rigtig. Papiret blev krøllet sammen. ”I den sene sommer af det år hvor vi..” For kedeligt. Papiret blev krøllet sammen igen. ”At blive genfødt .. det var kærlighed ved første.. Moren døde den dag .. der var engang, engang, engang, ------------” Philippa rejste sig, krøllede det frustreret sammen, og skulle netop til at kaste det fra sig, da der blev banket på døren.

Philippa der ikke ventede besøg, bevægede sig forvirret hen mod døren, og fik den åbnet, før ansigtet der viste sig bag den, fik hende til at lave store øjne. ”Du laver sjov, ikke”, røg det ud halvt konstaterende, totalt i chok over at se den uforskammede mand igen stående foran sin hoveddør. ”Hvis du forsøger at tvinge flere bøger på mig er jeg ikke interesseret.”

[Hector Attwater]

Hector så lige så forbløffet ud da Philippa åbnede døren og han så undskyldende på hende, mens en trækning dukkede op på hans mundvige.
"Nej.. undskyld.. det er ikke det" Bemærkede han og strøg fingrene gennem sit hår, mens han bed sig overvejende i læben. "En ugle fløj forkert.. Jeg tror vist det her er til dig.. " Han rakte hende brevet, mens han overvejede om han skulle gå sin vej med det samme. Hun virkede ikke specielt ivrig efter at få besøg.
Han skar endnu en grimasse og rynkede sine øjenbryn. "Nu vi åbenbart er naboer vil jeg gerne undskylde for min opførsel. Det var ikke helt passende" Bemærkede han og blottede sine tænder i et smil, mens han så hende i øjnene.

[Philippa Blythe]

Philippa lænede sig med krydsede arme op af sin dørkarm, og stilheden fik lov til at herske lidt, inden Hector igen vædede læberne for at tale. De to første ord af sætningen fik den stædige holdning løsnet en smule op, og mens irritationen langsomt falmede fra det ovale ansigt, blev det erstattet af et mere spørgende et. Da han rakte hende brevet stillede hun sig ret op, og tog imod det, stadig med de grønne øjne rettet mod ham. Hun blev med at have dem placeret på ham et par sekunder, men lod dem så glide ned langs brevet, inden hun trak det tæt ind til kroppen.

”Nej, det var det ikke.” svarede hun ham, tydeligt enig i den udtalelse, men det kunne ikke holde læberne fra et kruse op i et lille smil. Så sukkede hun. ”Men nu vi er naboer..”, smilede voksede et lille fragment. ”Så er det vist på sin plads at invitere dig indenfor? Hvis du vil? Jeg har vist et eller andet jeg kan byde dig..”, hun sendte ham et venligt smil, men var ikke sikker på om hun faktisk håbede eller frygtede at han svarede nej. Det lignede hende ikke at invitere folk ind på den måde, men nu havde han trods alt vist en vis pli ved at komme op med det brev, og så fortjente han lidt tilbage, ikke? Desuden kunne hun ikke blive ved med ikke at socialisere med folk.

[Hector Attwater]

Hector blev positivt overrasket over hendes invitation og trådte smilende ind af døren, mens hans blik hvilede på hende. "Mange tak. Det er sødt af dig" Bemærkede han og blottede tænderne i et bredt smil, mens han så sig omkring.
"Du er Maggies veninde er du ikke? Gik du ikke på året under mig?" Spurgte han og løftede spørgende sine øjenbryn, hvorefter han fulgte med hende længere ind i huset. "Jeg er Hector.. Ved ikke om du kan huske mig.. " Sagde han tøvende mens han forsøgte at gætte sig frem til hvor meget hun mon vidste.

[Philippa Blythe]

Philippa fulgte ham stille med blikket, og blev stående i dørkarmen, selv efter han var trådt ind. ”Så…. lidt”, svarede hun en smule skeptisk, stadig i halvt chok over at opdage at han åbenbart ikke var arrogant på fuldtid. Så tog hun sig sammen, og fik lukket døren i, inden hun bevægede sig hen mod hvor han havde stillet sig. Hun skilte læberne ad for at byde ham på noget af drikke, trods hun egentlig ikke vidste hvad hun havde tilbage, da han afbrød hende med et spørgsmål, der fik hende til at glo mærkeligt på ham et par sekunder. ”Undskyld, hvad?” nåede hun at spørge, hvorefter hans supplerende sætning endelig begyndte at få en pære til at lyse. Så gik det op for hende.

”Åh, den Hector.. Som i Maggies gamle kæreste, ikke?”, spurgte hun, selvom hun allerede kendte svaret, og følte sig med et godt flov. ”Jeg kunne slet ikke genkende dig, det .. beklager jeg”, hun kløede sig akavet i nakken. ”Kan jeg byde på noget at drikke? Jeg har vist te .. og ja, det er vist hvad jeg har lige nu.”

[Hector Attwater]

Hector nikkede som bekræftelse på hendes spørgsmål og var lettet over hun ikke spurgte ind til den tid han havde været væk. Enten havde hun glemt det eller også havde hun aldrig fået det at vide, hvad end grunden var glædede han sig over at kunne møde en som om intet var sket. Derfor løftede han bare afværgende sin hånd uden at give hende en forklaring på hvorfor hun ikke kunne huske ham.

"Te lyder godt. Mælk, men ingen sukker" Sagde han og tog sin kappe af, hvorefter han hang den på en stumtjener i nærheden. Derefter smilede han til hende og så afventende på hende, mens han vippede lidt frem og tilbage på sine fødder.

[Philippa Blythe]

En mand der vidste hvordan han skulle have sin te. Det fik et underholdt smil til at spile på de buttede læber, før hun nikkede som svar, og bevægede sig ud mod køkkenet. Selv skulle hun bare have sin te rent. Det tog et par minutter før det kogende vand var klar, til hun fik sat krusene over på en bakke, til hun igen bevægede sig ind mod stuen.

”Jeg kan se at du allerede har fundet Geo—stumtjeneren.” kommenterede hun, og nåede i sidste sekund at redde sig selv, for pinligt at afsløre at den rent faktisk havde et navn. ”Vi kan sætte os her.” forsatte hun, og pegede ham hen mod et tomandsbord ved vinduet. Det var tydeligt ved alt i hendes lille lejlighed at hun var vant til kun at være en person. Det samme gjaldt bordet, og hun måtte derfor lade bakken stå på vindueskarmen, og flytte et skakspil der lå og flød, men til sidst var der plads til at de kunne sidde der uden at føle sig mast. ”Mælk, uden sukker.” gentog hun, og rakte ham smilende kruset med netop det indhold. ”Jeg beklager igen at jeg ikke genkendte dig. Jeg har været ude og rejse, og synes åbenbart at have glemt hvordan alle ser ud i mellemtiden..”, hun sendte ham et halvt akavet smil, og tog et lille sip af teen, der dog stadig var for varm til at drikke helt.. ”Hvordan .. går det så?”, spurgte hun så, rigtig kedeligt, men manglen på bedre spørgsmål var stor.

[Hector Attwater]

Hector tog plads ved bordet hun havde udpeget og tog imod kruset, mens hans blik gled hen over hendes hus. Det overraskede ham en smule at hun boede her alene, men måske hun havde afvist de mænd der havde forsøgt sig indtil videre.
"Vi har vist alle været væk i noget tid.." Bemærkede han med et flygtigt smil og rynkede sine øjenbryn over hendes spørgsmål. "Det går fint, selvom du så hvor jeg arbejder nu.. lidt af et skift fra auror beskæftigelsen.. dog savner jeg det ikke rigtig." Han trak på skuldrene og mødte hendes blik. "Hvad med dig?" Spurgte han, ivrig efter at lede samtalen hen på hende.

[Philippa Blythe]

Det mørke pandehår hang i rodede totter, over de grønne øjne, der opmærksomt spejlede sig i hans, mens de mælkehvide hænder var foldet rundt om det varme krus. ”Jeg er sekretær hos Howes Husremedier”, samtaleemnet gjorde stemmelejet hos den yngre heks mere rolig. ”Det er under Oliver Howes far, hvis du husker ham fra Hogwarts? Han og jeg gik på samme årgang”, forklarede hun videre, og tog den første tår af sin te, og kunne konstatere at den var lykkes okay.

”Jeg synes nu ikke der var noget dårligt over din arbejdsplads”, kommenterede hun ærligt, og fastholdte kortvarigt hans blik, inden hun lod dem hvile ud mod vinduet. ”Jeg har altid fundet bøger interessante, så er de omstændigheder de befinder sig i egentlig væsentlig ligegyldige”, hun lod forsat øjnene kigge ud, inden hun drejede hovedet, og så tilbage på Hector. ”Hvorfor droppede du at blive auror?”, spurgte hun så, muligvis et meget personligt spørgsmål, men sådan noget stoppede ikke Philippa.

[Hector Attwater]

Hector lagde fingrene om sin tekop, som var en smule for lille til hans klodsede hænder. Han lyttede interesseret til hendes ord og mindedes Oliver, som han altid havde syntes godt om. Mængden af venner han havde mistet i sine år væk var ret stor, men han havde desværre ikke overskuddet til at genoptage dem alle igen, slet ikke med sådan en hemmelighed i baggagen.
"Det viste sig ikke at være noget for mig alligevel. Jeg er glad for at du kan lide antikvariatet, det har sine gode sider.. Jeg finder det ret charmerende efterhånden, selvom det er beskidt og fyldt med bøger om skumle emner" Han løftede sine øjenbryn og så på hende med et glimt i øjnene, inden han drak en tår af sin te.

[Philippa Blythe]

Philippa havde netop løftet sit krus, og tog en tår samtidig med at han snakkede, og sekundet efter var hun næsten ved at kløjes i den mængde te hun netop havde været ved at sluge. Philippa klarede halsen, og lagde stille sit krus fra sig, inden hun så op på ham med et bestemt blik. Så krusede den ene mundvige op i et halvt smil. ”Ja, siden i tydeligvis får så lidt kunder at du må presse bøger på jeres kunder, så må du have masser af tid til at læse .. den slags.” drillede hun, et forsøg på at give ham lidt igen af hans egen medicin, ikke at hun tænkte det ville have den store effekt. ”Det sjovt.. Maggie nævnte aldrig at du var interesseret i den form for genre. Det er måske din yndlingsbog du gav mig med hjem?”

[Hector Attwater]

Hector grinede over hendes bemærkning og rystede på hovedet. "Nej det kan jeg ikke påstå, men det var for fristende at drille dig med den når du rødmede så meget" Han smilede skævt og blinkede venskabeligt til hende. Han brugte mere tid på at læse om varulve og andre væsner, men det kunne han selvfølgelig ikke fortælle hende.
"Og ja, undskyld igen, jeg lærer åbenbart intet af mine fejltagelser" Han lagde hovedet let på skrå og løftede sine øjenbryn med et påtaget uskyldigt smil.

[Philippa Blythe]

Philippa hævede svagt hovedet, og så underholdt på ham, mens hun måtte stå imod for fristelsen til at prikke mere til ham, da han kommenterede på de røde kinder, hun havde en tendens til at få i tid og anden. ”Jeg tager imod din undskyldning”, svarede hun ham, med en svag trækning i mundvigen, og med et glimt i øjet der fortalte at hun havde tilgivet ham for den svage ydmygelse hun havde følt for lang tid siden.

”.. Men hvordan endte du op ved antikvariatet?”, spurgte hun og drejede hovedet på skrå i en tænkende grimasse. ”Jeg mener bare.. Ikke at der er noget i vejen med det erhverv, men jeg synes ikke jeg får fornemmelsen af at det er det du rent faktisk har lyst til at lave?”

[Hector Attwater]

Hector nikkede en enkelt gang med et smil på sine læber og gengældte hendes blik. Derefter drak han en tår af teen og vendte blikket ud af vinduet igen, mens han faldt lidt i staver, inden hun talte igen. Han modstå lysten til at sukke dybt, han orkede ikke at forklare sit liv endnu engang, men da han ikke kunne sige sandheden måtte han jo give sig til at lyve igen.
"Jeg er der bare indtil jeg finder på noget bedre at lave, hvis du har nogle ideer, må du endelig sige til" Han blottede sine tænder i et bredt smil og løftede afventende sine øjne.