|
|
Post by Fergus Froggenhall on Nov 30, 2014 11:38:22 GMT 1
Fergus betragtede Lucy med en overvejende mine og lod armene falde over kors. Han havde midlertidig glemt at han var sulten og at aftensmad havde været et af punkterne i invitation. Efter et øjebliks tøven nikkede han. "Aye."
Han hvilede hånden på sit lår. "Undervurder ikke eleverne på Hogwarts, selvom de stadig er børn. Store bedrifter er blevet udført af magikere, der endnu ikke er myndige. Og de er sprængfarlige. Det har vi set på tætteste hold." Hans blik var mørkt.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Dec 1, 2014 22:03:04 GMT 1
Lucy vidste udmærket, hvad Fergus talte om. Stilheden fyldte stuen, mens de isblå øjne betragtede den anden let sammenknebne. Et lavmælt suk forlod hendes læber. "Du har ret. De har så sandelig bevist, at de ikke skal undervurderes. Jeg mener dog stadig, at kommunikationen mellem ældre og yngre magikere må have slået fejl - det kan ikke have været umuligt at undgå tragedien på Hogwarts! I hvert fald til en vis grad . . ."
Den lyshårede heks mærkede pludselig, hvordan en klam følelse ganske diskret havde sneget sig ind på hende. Med antydningen af en fortrydende grimasse tog Lucy en dyb indånding og rettede sig op i stolen. Hun så afventende på skikkelsen foran sig og skulle lige til at bryde stemningen med et smil, men et eller andet forhindrede hende for at høre, om Fergus havde noget mere at sige.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Dec 1, 2014 22:09:24 GMT 1
Fergus rettede sig en anelse op og kradsede sig eftertænksomt i skægget. Han var udmærket klar over, at Lucy havde været elev på skolen under skolemassakren. "Vi kan ikke ændre på fortiden, tøs," svarede han, noget mere mildt end før. "Men vi kan gøre vores bedste for at sikre, at det ikke sker igen." Det havde man blandt andet gjort ved at forbyde studenterpolitik. Det var derfor, det absolut ikke måtte blomste op igen.
Fergus sukkede og rakte ud efter vinglasset, med et lille nik mod køkkenet. "Jeg håber ikke, at du brænder noget på."
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Dec 1, 2014 22:36:43 GMT 1
Lucy havde måske forventet, at Fergus ville fortsætte diskussionen, men som den afsluttedes, var det behageligt, hvordan stemningen lettede. Det var en anelse sværere end normalt at genfinde smilet, og hun nåede kun halvvejs, før et forskrækket gisp forlod hendes læber, og hun fløj op af stolen og strøg ud i køkkenet. "Åh!" Hun havde uden tvivl brændt noget på. "Fergus, jeg beklager, men-" Lucy afsluttede ikke sin sætning, men knipsede i stedet med fingrene, så gryden begyndte at svæve og kunne føres over til vasken. Sort røg bølgede op og fyldte langsomt rummet mere og mere.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Dec 1, 2014 22:45:54 GMT 1
Fergus rørte sig nærmest ikke, da Lucy fløj op. Til gengæld så han efter hende og rystede svagt på hovedet, før han tog en solid tår af vinen og stillede glasset tilbage fra sig på bordet.
Lugten af noget brændt nåede hans næsebor og han sukkede lavmælt med en lille trækning i den ene, arrede mundvig. Han tog det hele med stoisk ro. Men det var selvfølgelig heller ikke hans arbejde, der var gået i vasken. Bogstaveligt talt. "Serverer Den Tørstige Hat måltider?"
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Dec 1, 2014 23:19:57 GMT 1
"Ja," sukkede Lucy, men lyste øjeblikket efter op i et smil. Stadig med gryden svævende skyndte hun sig ind i stuen uopmærksom, at røgen og den brændte lugt spredte sig i stuen. "Men hvis du giver mig et øjeblik, har jeg en eliksir et sted, der kan rette op på det hele!" Heksen kastede et hurtigt blik på den anden, før hun vendte sig mod nogle hylder, hvor flere flaconer stod stablet på hinanden. "Jeg ved, at den er her et sted . . . Aha!" Med sammenknebne øjne søgte heksen blandt eliksirerne, og da hun fandt den rigtige, gik der ikke lang tid, før den var i hendes hænder.
Smilet spillede på hendes læber, da hun hældte eliksiren ned i suppen, og til at starte med så det ud til at virke - røgen forduftede og lugten forsvandt - men pludselig blev suppen blå. Hun kløede sig i hovedbunden. "Jeg sværger, at det skulle have virket . . ." Igen var det som om, at Fergus ikke var til stede, og Lucy skulle lige til at gribe efter endnu en flacon, hvis ikke troldmanden havde stoppet hende.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Dec 2, 2014 0:38:16 GMT 1
Fergus sukkede lavmælt, men smilede antydningsvist for sig selv. Han lod stå til i nogle minutter, før han roligt kom på benene og krydsede afstanden til Lucy. Hånden lukkede sig let om hendes albue. "Jeg er bange for, at skaden er sket, tøs," forklarede han hende med et bestemt blik.
Han nikkede i retning af døren. "Kom. Hent din kappe," fortsatte han i et bydende tonefald. Havde han ikke været sulten, havde han måske ladet Lucy fortsætte forsøgene lidt længere. Risikoen var dog at hun endte med at smage på det og slå sig selv omkuld.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Dec 2, 2014 0:49:07 GMT 1
Lucy så væk fra hylden, da hun pludselig mærkede et greb om sin albue. Fergus' ord faldt ikke i hendes smag, men da hun igen så ned i den blå suppe, der begyndte at få hvad der lignede en gummiagtig konsistens, måtte hun erkende, at de trods alt talte sandt. "Jeg må have skrevet det forkerte på flaconen," sagde hun, men gjorde derefter hvad Fergus bad hende om. Gryden svævede ud i køkkenet igen, mens de to magikere gik ud i entréen og iførte sig sine kapper. Inden de forlod lejligheden, kastede Lucy et sidste blik på det opdækkede bord, før hun slukkede stearinlysene med et vift med hånden.
Selvom de ikke havde befundet sig længe ude i kulden, havde Lucy alligevel fået røde kinder. Varmen fra Den Tørstige Hat omfavnede dem velkommende og snart prikkede det i både kinder og fingerspidser. Heksen snoede sin arm ud af Fergus', før hun begyndte at opknappe den mørkeblå kappe.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Dec 2, 2014 1:13:22 GMT 1
Fergus nøjedes med at brumme bekræftende og lede Lucy ud i gangen. Derfra gik det nogenlunde glat med at komme ud af døren og sætte kursen mod en kro, der sandsynligvis ikke serverede noget, der mistænkeligt lignede pudsecreme til koste.
Han skubbede døren op for hende og var også snart selv i færd med at lade sin egen kappe glide ud over skuldrene. Han fangede en servitrices opmærksomhed og bestilte "to varme måltider," uden at besvære sig yderligere. Fergus nikkede i retning af et tomt bord i det ene hjørne og lod hånden hvile let mod Lucys læn, som han gav hende et blidt puf i retning af det.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Dec 2, 2014 1:29:37 GMT 1
Lucy lod sig føre hen til det tomme bord i hjørnet uden at bemærke, at Fergus havde ledt hende lige siden de forlod hendes stue. Men det var nok bedst på den måde - eller havde hun sikkert stadig stået og forsøgt sig med suppen, der alligevel aldrig ville blive sig selv igen.
Heksen satte sig elegant på stolen og så kort rundt i rummet. De var bestemt ikke alene, men støjniveauet var behageligt - lavmælte samtaler, en knitrende pejs og af og til lyden af klirrende bestik. Lucy så frem for sig og fangede Fergus' blik. "Dette falder måske mere i din smag?" sagde hun med et mildt smil og strøg en lys hårlok om bag øret. Hun mente ikke, at hendes bordopdækning havde været for meget, men det var selvfølgelig også efter Lucy Loddingtons standarder.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Dec 2, 2014 1:42:16 GMT 1
Fergus kastede et blik rundt i kroen efter at have sat sig ned og trak afslappet på skuldrene, med antydningen af et smil hvilende over læberne. "Jeg er normalt ikke typen, man finder det fine stel frem for, tøs," svarede han og hævede øjenbrynene en anelse.
Han kradsede sig let i det ene ar, før han strøg håret tilbage. Det havde en tendens til at falde frem. "Og så foretrækker jeg mad, der ikke er blåt," tilføjede han og blinkede diskret, men temmelig sigende.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Dec 2, 2014 1:57:15 GMT 1
Lucys smil voksede og blev til et varmt grin af Fergus' tilføjende kommentar. "Nu må du ikke tro, at jeg er en elendig kok - jeg synes faktisk selv, at min linsesuppe er ganske udmærket," sagde hun og førte sin hånd op til hagen, hvor hun lod sine fingerspidse hvile. "Lad mig gøre endnu et forsøg en anden gang," tilføjede hun og betragtede den anden smilende.
Heksen fangede en bevægelse i øjenkrogen og så væk fra Fergus. En mindre gruppe menneske havde stillet sig op ved siden af pejsen med instrumenter, og Lucy sagde en fornøjet lyd. "Der ser ud til at komme musik- åh . . . jeg glemte vist at slukke grammofonen derhjemme," tilføjede hun halvt for sig selv og så igen hen på Fergus. Grammofonen var fortryllet til at starte pladen forfra, når den nåede sin ende, men forhåbentlig var det ikke til for meget støj for naboerne - og lige meget hvad var det vist på tide at slappe lidt af igen. Lucy genvandt det varme smil.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Dec 2, 2014 15:12:06 GMT 1
Fergus fnøs lavmælt, men nikkede accepterende. I stille sind passede det ham fint at det var gået galt, temmelig overbevist om at linsesuppe ikke lige var hans kop te.
Han fulgte Lucys blik og hævede øjenbrynene en anelse. Med en let trækning i den ene mundvige, gjorde han tegn efter en servitricerne. "Huset står sandsynligvis stadig, når du kommer tilbage," svarede han, som en rødhåret pige dukkede op ved bordet og han selv bestilte en øl, før han så afventende på Lucy.
|
|
|
|
Post by Lucy Loddington on Dec 2, 2014 15:30:22 GMT 1
Lucy så fra Fergus og op på den rødhårede servitrice, mens hun tænkte sig om et øjeblik. "Et glas vin. Rødvin."
Hun blev derefter tavs og lod de isblå øjne hvile på troldmandens ansigt. Lucy var ikke typen, der havde noget imod et øjebliks stilhed eller to, og i Fergus' selskab var det altid behageligt - der lå altid en ro over ham, som uundgåeligt smittede af på hende selv. Dengang deres forhold var mere end venner, var det ikke ualmindeligt, at de to magikere var sammen i længere tid uden rigtig at sige noget. Lucy fnøs et grin ved tanken og lod kortvarigt blikket hvile på hans ar.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Dec 2, 2014 19:24:15 GMT 1
Fergus signalerede sin tak med et enkelt nik, der sendte servitricen tilbage bag baren. Blikket gled ud over kroen og af gammel vane, tog han en besyv af de folk der sad der. Der var ingen videre bemærkelsesværdige og blikket fandt tilbage til Lucy, netop som hun slap et muntert fnys.
Øjenbrynene hævede sig den mindste smule. "Hvad er morsomt?"
|
|
