Rastløshed

[Magdalene Abbey]

Kathryn Abbey

Maggie dukkede op foran sine forældres dørtrin med et plop og en ubehagelig fornemmelse i mellemgulvet, der absolut ikke kun havde noget at gøre med at spektral transferensen lige havde slået knude på hele hendes system. Hun forsøgte at ryste det af sig, som hun låste døren op og lukkede sig ind i sit barndomshjem, der for tiden også var hendes eneste hjem.

De mudrede støvler blev efterladt i entreen og det var et spørgsmål om tid før hun havde efterladt arbejdstøjet af drageskind i en bunke på gulvet i sit værelse og havde skiftet det ud med noget langt mere komfortabelt, der udover det i øvrigt var alt for grimt til, at hun nogensinde ville vise sig udenfor i det. Det var dog blevet til en af de dage og hun følte sig temmelig rastløs, som hun smækkede kedlen over blusset og trippede lidt på stedet.

[Kathryn Abbey]

Katie sad på sin seng og reparerede sine bukser, da Maggie kom hjem. Den distinkte lyd fra transferansen nåede ikke hendes ører, men hun var ikke i tvivl, da der blev sat en kedel på blusset. Ødelagte bukser blev efterladt til at være ødelagte bukser, og hun viklede sig adræt ud af den skrædderstilling hun havde siddet i og småløb ned ad trappen og ind i køkkenet.

"Hej Maggie!" hilste hun og fortsatte i direkte forlængelse af sit småløberi hen ved siden af sin søster og lænede sig med siden op af køkkenbordet ved siden af komfuret. "Du ser træt ud. Har det været en lang dag?"

[Magdalene Abbey]

Maggie var fordybet i egne tanker og ikke klar over, at der var kommet nogen hjem siden hun var taget afsted, for hvad der måtte være lidt mere end en time siden. Med tidspunktet burde det ikke være overraskende, men det gav alligevel et lille sæt i hende, da Katie dukkede op i køkkenet.

Så faldt skuldrene dog en anelse og hun smilede mat til energibomben, der var hendes lillesøster. Et tungt suk undslap hende, som hun gik på jagt efter et par kopper. "Jeg er udmattet," indrømmede hun og skævede over mod Katie. Hun overvejede halvt at nævne, hvad der i virkeligheden var grunden til det, men det var ikke en snak hun kunne overskue. I stedet smilede hun blot drillende. "I øvrigt er det ikke fair. Alle ser altid trætte ud i forhold til dig, Katie."

[Kathryn Abbey]

Udmattet. Katie havde været i felten hele dagen og forsøgt at håndtere tre bidske Grand Danois-hunde, der ved en fejl havde fået tre gange så lange tænder som normalt. Det var sådan hun havde fået ødelagt sine bukser - og en lille smule af sit lår, men hvis man kunne hele en rift på et dyr kunne man også hele sig selv.

Katie gengældte sin søsters smil og trak på skuldrene. "Måske foretager jeg mig bare ikke noget udmattende." sagde hun og drejede sig en kvart omgang, så hun kunne komme til skabet og tage nogle kopper ud. "Hvad har du da lavet? Har du været i boghandlen helt indtil nu?" spurgte hun imens.

[Magdalene Abbey]

Maggie rykkede sig lidt og lod Katie overtage det hun ellers havde været i gang med. Til gengæld gav hun sig til at rode efter teblade i en af skufferne og skar en grimasse, som Katie alligevel ikke kunne se. Hun rettede sig op igen og puffede til sin søster, for at kunne komme til kopperne.

"Nej, Brody tog mig med ud på en flyvetur," fortalte hun og på trods af at det ikke ligefrem var endt godt, så smilede hun anelse stolt. Maggie havde altid været bange for højder og var virkelig ikke på nogen måde hjemmevant på en kost. "Det gik overraskende godt, selvom jeg var et regulært nervevrag. Jeg kommer aldrig til at fatte, hvordan I kan gøre det uden at få grå hår."

[Kathryn Abbey]

Kopperne kom på bordet, og Katie flyttede sig, så Maggie kunne komme til med teen. "Flyvning?" indskød og betragtede fascineret sin søster, da hun forklarede, hvordan det havde været. "Så forstår jeg bedre, hvorfor du er udmattet. Men det er sikkert sundt for dig." lo hun og stak Maggie en blød albue i siden.

Kedlen hylede, og Katie fjernede den fra blusset med et snuptag. "Hvordan går det egentlig med Brody? Jeg har ikke set ham i evigheder." Uvidende som hun var om situationen havde hun ingen skrupler med at spørge ind til deres fælles ven, hvorefter hun gav sig til at hælde vand op i de kopper, som Maggie havde gjort klar.

[Magdalene Abbey]

Maggie trak på smilebåndet og fnøs muntert. "Ja, det skader sikkert ikke med lidt adrenalin fra tid til anden," musede hun og fyldte te i et filter. Spørgsmålet fik hende til at smile en anelse, men samtidig rynke lidt på brynene.

"Brody har ikke ændret sig meget i løbet af de sidste ti år," konstaterede hun. Hun havde stort set ikke set ham i seks år og selvom hans ego i den grad var blevet underbygget af opmærksomheden fra fans og journalister, så var Brody stadig... Brody. Hun flyttede sig så Katie kunne komme til kopperne og lænede sig i stedet op ad køkkenbordet med armene over kors. "Men det virker som om, at han har det godt," tilføjede hun en anelse fjernt.

[Kathryn Abbey]

De vidste begge, at 'evigheder' for Katie overhovedet ikke var i nærheden af al den tid, som Maggie ikke havde set ham i, men det holdt ikke Katie fra at formulere sig, som hun gjorde. Hun lyttede opmærksomt på Maggies svar mens hun hældte vandet op og opsnappede straks, at der var noget, som det ikke plejede, men hun valgte ikke at spørge ind til det lige nu. "Det var godt. Men han har da ændret sig! Han er blevet sådan..." Katie holdt sine hænder op foran sin mund og pustede sine kinder op, inden hun fortsatte. "Du ved, skægget." Hun holdt inde et øjeblik, og hun fik en noget mere alvorlig mine. "Men det var ikke det du mente?" sagde hun spørgende og betragtede Maggie.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo over Katies demonstration og rystede lidt på hovedet af lillesøsteren. Det ville være løgn at sige, at Brody ikke havde ændret sig fysisk. Det havde han i den grad. Maggie skubbede den tanke langt væk og trak lidt på skuldrene.

"Jeg kan godt lide Brody, men jeg er bange for, at han kun er blevet mere vant til at få sin vilje," forklarede hun i et overvejende tonefald og kløede sig lidt på halsen. Hun skævede mod sin lillesøster, tyggede lidt på sin underlæbe og sukkede så resignerende. "Han kyssede mig lige før jeg kom tilbage, og jeg tror måske, at jeg var lidt hård ved ham over det."

[Kathryn Abbey]

Katie rynkede panden i en forventning om, at den sætning ikke ville ende positivt. Desværre havde hun ret, og hun åbnede munden for at forsvare ham, men kunne ikke formulere sig på stående fod. Hun betragtede Maggie med et bekymret blik, mens hun stod og tyggede på sin underlæbe. "Kyssede han dig?" udbrød Katie forbløffet. Den havde hun ikke set komme, men til gengæld kunne hun bedre forstå, hvorfor hendes søster så så opgivende ud. Der lå meget mere i det, end hun først havde givet udtryk for. "Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for, at du måske var hård ved ham, men hvis du ikke ville have, at han kyssede dig er det måske bedre at få på plads med det samme." trøstede hun og havde i mellemtiden lagt sin hånd på Maggies arm.

[Magdalene Abbey]

Maggies tænder kom til syne i et opgivende smil over Katies ord og hun nikkede tøvende. "Ja," gav hun lillesøsteren ret og gnavede lidt på en tommelfingernegl. "Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg vil," tilføjede hun endelig og løftede lidt op i det ene af tebrevene.

Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed for nogen, at Maggie havde været helt væk i Brody i skoletiden. "Var det for ti år siden..." musede hun og rystede så på hovedet, før hun greb den ene kop og tilbød den til Katie. "Jeg kun været hjemme i halvanden måned og mit kærlighedsliv er allerede et værre rod. Måske skulle jeg bare tage afsted igen," konstaterede hun med et opgivende, omend spøgende smil, før hun også greb sin egen kop. "Jeg håber at du har mere held med det end jeg har, Katie."

[Kathryn Abbey]

Katie smilede skævt af medlidenhed og undlod at sige noget - ja, hun vidste da ikke, hvad Maggie ville. Ikke med Brody, i hvert fald. I sin mangel på ord greb ud ud efter sin te og gav sig til at puste ned i koppen, mens hun lyttede. Søsterens kommentar om fortiden fik hende til at le, og hun decideret spruttede, da hendes kærlighedsliv kom på banen, men det var ikke en særlig glædesfyldt latter. "Man kan ikke have held med noget, der ikke eksisterer." informerede hun prompte og stillede koppen ned på bordet igen, inden det gik galt. "Men altså, hvis der ikke skal mere end et uventet kys til for at vende dit kærlighedsliv på hovedet, så er jeg af den holdning, at det bør vendes på hovedet lidt oftere." Hun smilede en smule, og det voksede hurtigt til et større, mere flabet smil. "Og Brody er jo stærk, så..." sagde hun sigende og prikkede sin søster på skulderen.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo over Katie og himlede med øjnene. "Du er godt klar over, at det er meningen at du skal holde med mig, ikke?" spurgte hun påtaget fornærmet. I virkeligheden var det langt mere end bare det ene kys (som ikke var det eneste) der fik hendes hoved til at snurre. Men hun kunne dårlig fortælle Katie om sin ekskæreste, den uregistrerede varulv, der havde givet udtryk for at han var villig til at genoptage forholdet.

Hun sukkede opgivende. "Jeg får hovedpine af at prøve at finde ud af det. Kan du ikke fortælle mig, hvad du har lavet i dag i stedet?" Storesøsteren sendte Katie et opmuntrende smil og pustede let på sin te.

[Kathryn Abbey]

Katie trak smilende på skuldrene og samlede sin kop op igen. "Selvfølgelig, altid." indskød hun og vendte tilbage til sit distraherende pusteri ned i i koppen. Hun kiggede op over koppens kant med store øjne (nogle mente det var sødt, Katie selv følte, at hun nok havde husalf-gener i sig). "Grand Danois." sagde hun, inden hun slubrede en tår i sig. "Tre af dem. De ødelagde mine bedste skindbukser." fortalte hun og skar en grimasse - det var ikke helt til at vide, om det var over de ødelagte bukser eller den varme te. "Der var gået et eller andet galt, så de havde fået nogle ordentlige bisser. Hvis ikke det var, fordi det var højlys dag, så havde jeg nok troet, at jeg skulle til at heale en flok varulve." Den blotte tanke om det fik hende til at gyse, og hun klemte instinktivt koppen i sine hænder.

[Magdalene Abbey]

Maggie rynkede kraftigt på øjenbrynene over hvad Katie fortalte og rørte kun den mindste smule uroligt på sig, da hun nævnte varulve. Maggie tog en forsigtig tår af teen. "Har du brug for hjælp til at lave dem?"

Storesøsterens eget arbejdstøj var af drageskind, så godt som uopslideligt, men ikke upåvirkeligt. Hun havde selv måttet reparere det mange gange. "Du kan altid låne mine indtil. De er ikke så nødvendige i Flourish & Blotts," pointerede hun med en spøgende trækning i den ene mundvig.