Komplikationer

[Hector Attwater]

Hector satte koppen på bordet og rykkede stolen lidt tættere på hende, hvorefter han forsigtig tog hendes hånd i sin. ”Nej, du har ret.” Han så tøvende på hende og strøg sin tommelfinger over hendes håndryg. Det var tydeligt for ham hvor meget oplevelsen måtte have betydet for hende, hun plejede ikke at kunne holde op med at tale om dem, hvis hun først fik lov.
Mindet om Maggie og hendes passion for drager fik et flygtigt smil frem på hans læber. 
”Hvis de var nemme at beskrive, ville de nok ikke være interessante.” Han vidste med sig selv, at han ikke fandt sin ulve side nem at tale om, men det gjorde det dog ikke et mere spændende emne.
Han bemærkede dog at han var mere interesseret i andre væsener, nu han selv på en måde var to forskellige.

[Magdalene Abbey]

Maggie tænkte denne gang over, at Hector tog hendes hånd. Det var ikke noget der gjorde noget, men hun bemærkede det alligevel. Hun kvitterede med at vende sig og give hans hånd et klem. Hun smilede taknemmeligt over at Hector ikke gave sig til at grave nådesløst videre efter svar på sit spørgsmål.

Det var nemmere med små skridt. "Det tror jeg, at du har ret i," konkluderede hun eftertænksomt. "Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende. Selv efter seks år vænner man sig ikke helt til dem."

[Hector Attwater]

Hector smilede lidt over hendes ord og trak hånden til sig igen, hvorefter han rakte ud efter sin skål. Han overvejede om han ville vende sig til sit nye liv efter seks år. Han kunne slet ikke overskue tanken, et eller andet sted håbede han på at det bare ville gå væk af sig selv. Han var langsomt ved at indse at det ikke var tilfældet.

”Nej, det kan jeg forestille mig. Det er voldsomme skabninger.” Ligesom varulve, som var endnu værre, da de ligefrem jagtede mennesker per instinkt. Han skar en mindre grimasse, hvorefter han rejste sig op og gik hen for at se om der var mere mad i kedlen.
"Skal du have mere?" Spurgte han og så afventende på hende før han gav sig til at fylde sin skål med mad igen.

[Magdalene Abbey]

Hun rystede let på hovedet. "Ikke lige nu, tak." Hun havde stadig noget tilbage i sin skål og hun spiste ikke meget. I virkeligheden ville hun nok også have godt af at spise lidt mere, men det var ikke så tydelig, som det var på Hector.

"De er i hvert fald svære at skrive om. Jeg er tilbage i England for at arbejde på min afhandling, men ordene vil bare ikke komme..." konstaterede hun en anelse modfaldent, med et opgivende smil. Det var første gang hun reelt havde indrømmet det. Det var ikke fordi det var nogen større hemmelighed. Maggie havde bare aldrig haft det problem før.

[Hector Attwater]

Hector tømte kedlen for mad og så opmærksomt på hende, mens han blev stående op af køkkenbordet og spiste et par skefulde af gryderetten. Han rynkede sine øjenbryn over hendes ord og tyggede sig om munden mens han tænkte.

"Hvad holder dig tilbage?" Spurgte han uden rigtig at vide hvad han ville med spørgsmålet, men hans ide var at det måske ville ruske nogle ting løst hvis de snakkede om det. Han viste ikke om det var det rigtige at spørge om, men han måtte jo starte et sted. Desuden var det rart at forsøge at løse et af hendes problemer, når hun nu havde fundet frem til en løsning på hans.

[Magdalene Abbey]

Maggie trak lidt på skuldrene over spørgsmålet og svarede ikke med det samme. Hun stak lidt mere sin resterne i sin skål og tyggede overvejende på sin underlæbe. "Jeg ved ikke..."

Det passede ikke helt. Men hun vidste ikke, hvordan hun skulle formulere det. "Jeg plejede at beundre dem. Dragerne. Jeg har altid vidst, at de var farlige, men det var ikke rigtigt indtil..." Hun rømmede sig. "Jeg ved ikke. Jeg tror bare, jeg skal bruge lidt tid. En pause."

[Hector Attwater]

Hector spiste videre mens han grublede over det hun havde sagt. Han overvejede om det også var tilfældet med varulve, han var sikker på hun kendte til alle detaljerne, men der var forskel på det og på at opleve det på nært hold. Han havde ingen ide om hvordan det ville blive for hende, men han var meget bevidst om sin egen frygt og også om dengang han selv var blevet bidt.

"Indtil du oplevede hvor farlige de egentlig er" Han var ikke helt sikker på om han talte om sig selv eller hende. Alle hans tanker kørte rundt i hovedet på ham og han følte sig svimmel. Han ville bare glemme alting, men hver gang samtalen kom tæt på dukkede det op igen.

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede til Hectors ord, men smilede dog mildt. "Mere eller mindre," konstaterede hun og tog en tår af teen. Hun så op på Hector og rystede lidt på hovedet.

"Skal vi ikke tale om noget andet?" spurgte hun med et lettere håbløst smil. "Følger du stadig med i Quidditchligaen?"

[Hector Attwater]

Hector havde glemt alt om sin mad, men da hun nævnte quidditchligaen blev han trukket tilbage i øjeblikket og væk fra sine alvorlige tanker.

”Nej, det kan jeg ikke påstå. Er det spændende?” Spurgte han og gav sig igen til at spise, uden egentlig at være særlig interesseret i ligaen. Han var dog interesseret i Maggie og derfor også i hvad hun havde at sige om det. Hans prioriteter havde bare ændret sig en del, nu læste han mest de bøger der var i antikvariatet.
De handlede om underlige ting, som fik ham til at føle sig mindre som et udskud. 

[Magdalene Abbey]

Maggie trak lidt på skuldrene, før hun gav sig til at forklare de seneste udviklinger. Det var måske ikke det mest spændende emne for en, der ikke fulgte med i Quidditchligaen, men det var dejligt normalt og hun havde en fornemmelse af, at Hector ikke ville have skidt af at blive distraheret lidt.

Det virkede i hvert fald et stykke tid endnu, indtil Maggie kom til at kaste et blik på sit ur og måtte konstatere, at hun ikke kunne blive længere. Først da hun havde lovet, at hun nok skulle komme tilbage og havde givet vennen et solidt kram, kom hun afsted og da hun satte kursen mod det første sted hun kunne rejse med susepulver, havde hun en underlig, tvivlende følelse i mellemgulvet.

Tråd lukket