Komplikationer

[Magdalene Abbey]

Maggie så temmelig overrasket ud og havde nær holdt hænderne op, da Hector rejste sig og begyndte at knappe sin skjorte op. Det var rimelig mærkeligt og hun nåede lige at overveje, hvad i alverden hun havde rodet sig ud i, da hun bemærkede hans ansigtsudtryk.

Forsvarsberedtheden forsvandt og hun rynkede i stedet på brynene, som han gled ned på hug ved siden af hende. Et gisp undslap hende uforvarende og hun holdt fingrene op for munden. Hun havde set sådan et bid før. Hun vidste nøjagtig, hvad det betød.

En brændende fornemmelse steg op i hendes øjne af ren sympati og hun rakte forsigtig ud for at stryge fingrene langs den ødelagte hud, forsigtig med ikke at røre ved selve såret. "Åh Hector..." lød det hviskende fra hende og hun så på ham med et flakkende blik. Hun havde en klump i halsen. "... Hvornår?"

[Hector Attwater]

Hector måtte tvinge sig selv til at vende sig om og se hende i øjnene, da hun talte, men han fandt ingen afsky i hendes blik som han havde forventet. Han satte sig derefter op på stolen igen, ivrig efter at fjerne synet af de grimme ar fra hendes synsvinkel og så tøvende på hende.

”Omkring det tidspunkt du holdt op med at høre fra mig.. ” Han rynkede derefter sine øjenbryn og gemte hovedet i sine hænder med et suk, inden han frustreret strøg fingrene gennem håret.

”Undskyld, det hele er noget rod.. jeg burde ikke have blandet dig ind i det.. det er derfor jeg har gemt mig her, for at ingen skulle opdage det og for at jeg ikke kom til at gøre nogen fortræd ved et uheld" Hectors øjne blev blanke af desperation, han håbede at hun ville gå sin vej og lade ham være i fred.

[Magdalene Abbey]

Hector tog grueligt fejl, hvis han troede at indrømmelsen ville få Maggie til at stikke af. Det ville være løgn at sige, at varulve ikke skræmte hende. At hun et eller andet sted ville ønske, at hun ikke havde vidst det, men sådan var det ikke. Hun vidste det nu og vigtigere end hendes frygt, var immervæk hendes ven.

Maggies spændtes på så kendetegnene en stædig måde, at hun lige så godt kunne have været seksten igen og uden tøven eller forbehold, skubbede hun sig frem på stolen og omfavnede Hector. Fast og forsikrende. Hun havde ikke tænkt sig at gå nogen steder. "Jeg er så ked af det," mumlede hun ind mod hans hals, før hun slap ham igen og trak sig tilbage. Hendes øjenbryn var trukket bekymret sammen. Hendes stemme var lavmælt, som om der var nogen i nærheden til at overhøre dem. "Du er ikke registreret?"

[Hector Attwater]

Hector blev overvældet af Maggies omfavnelse, men strittede ikke imod. I stedet lukkede han sine øjne og slappede for første gang i lang tid rigtig af. Han sagde ikke noget da hun trak sig væk men trak blot på skuldrene og kunne ikke helt tage imod hendes medlidenhed. Han rystede dog på hovedet over hendes spørgsmål og skar en grimasse.

”Nej.” Hviskede han hæst og smilede en anelse. ”Den stolte, principfyldte auror er blevet til fjenden. Det må være skæbnens ironi.” Bemærkede han tørt og bed sig i underlæben, mens han endnu engang betragtede sine hænder.

[Magdalene Abbey]

Maggie så håbløst på Hector. Medlidenheden for vennen var overvældende, selvom hun umuligt kunne sætte sig ind i hvordan han måtte have det. Lydløst rakte hun ud efter hans skjorte og i endnu en moderlig bevægelse opfordrede hun ham til at tage den på. Hun knappede knapperne mens hun grublede og sluttede af med at give hans hånd et fast klem.

"Min mor kan hjælpe med eliksiren," sagde hun endelig med overbevisning i stemmen. Hun ville ikke sige noget til nogen. Ikke selvom det var hendes pligt og hun selv risikerede at blive straffet for det. Han skulle registreres på et tidspunkt, men det var ikke tidspunktet til at forsøge at presse ham til det. Hun ville ikke kunne lade det ligge for evigt, men for nu var det slet ikke et valg. "Har du gået med det alene i al den tid?"

[Hector Attwater]

Hector tog en anelse modvilligt skjorten på igen, alligevel for træt til at gøre nogle protester. Han kunne ikke helt lide hendes pylren, men efter hun havde reageret så sympatisk, kunne han ikke få sig selv til at brokke sig. Han fortrød igen at han havde sagt noget, det havde været nemmere at gå med det alene, at synke længere og længere ned i selvmedlidenhed, ikke at tage stilling til noget. Han huskede dog grunden til at han havde sagt det da hun nævnte sin mor og han mødte hendes blik med et glimt af håb i sine øjne.

”Den er svær at lave.” Bemærkede han og undlod at sige noget om at en af planterne der skulle bruges i den var giftig hvis den blev tilberedt forkert. Han havde skam undersøgt det, antikvariatet havde en del bøger om emnet.
”Du er den første der får det at vide, som altid.” Svarede han og så smilende på hende, mens han rakte ud efter hendes hånd.

[Magdalene Abbey]

Det var ikke helt med vilje at Maggie pylrede. Det var mest af alt hendes måde at håndtere en svær situation på. Alternativet var væmmelse eller frygt, så det var nok i virkeligheden den mest attraktive af de tre. "Jeg er sikker på, at hun kan," slog hun fast. I virkeligheden vidste hun det måske ikke helt med sikkerhed, men det havde hun ikke tænkt sig at sige.

Hun lukkede hånden fast om Hectors og et mat smil sneg sig frem på hendes læber. "Jeg er glad for at du fortalte mig det," slog hun fast. Det ville være nemmere hvis han ikke havde gjort, men hun ville hellere at hun vidste det, end at han brændte inde med det alene. "Din mad bliver kold," pointerede hun og smilede forsøgende. Han var ikke en anden person, fordi et glubsk bæst havde sat sit spor i ham. Hun havde ikke tænkt sig at behandle ham anderledes.

[Hector Attwater]

Hector smilede over hendes målrettethed og måtte erkende overfor sig selv at hun taklede situationen væsentlig bedre end han selv havde gjort. Han rakte ud efter sin skål med mad da hun nævnte den og gav sig til at spise resterne, mens han så ud til at få mere farve i sine kinder igen. Derefter så han op og mødte hendes blik. ”Jeg er også glad for at du ved det.” Bemærkede han og så trist på hende. ”Jeg var bange for at du ville finde mig ulækker, eller frastødende.. Hvorfor gør du ikke det?” Spurgte han og så spørgende på hende med oprigtig undren.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede mildt og trak lidt på skuldrene. I virkeligheden skræmte tanken om varulve hende, men det havde hun ikke tænkt sig at sige til ham. Ikke lige nu i hvert fald. "Du var en af mine første venner," begyndte hun forklarende og trak let på skuldrene.

"Du har altid betydet meget for mig, Hector, og det har ikke ændret sig, bare fordi du har været... Ude for en ulykke," slog hun fast. "Jeg kan ikke engang forestille mig, hvor stor en byrde du må bære. Men i det mindste kan jeg sørge for, at du ikke gør det alene."

[Hector Attwater]

Hector så undersøgende på hende, som om han ikke var helt sikker på at hun talte sandt, men hendes holdning overraskede ham egentlig ikke. Hun havde altid haft et hjerte af guld.

”Tak.” Han smilede varmt og lagde en hånd på hendes skulder. ”Men du skal ikke føle dig tvunget til at være her, jeg har klaret mig længe selv og jeg vil ikke have du får dårlig samvittighed.” Han bed sig overvejende i underlæben og så hende i øjnene.

”Og.. jeg forventer ikke at du.. vil genoverveje vores forhold.. ” Hviskede han og løftede hånden op til hendes kind med et sørgmodigt smil.
Han ville gerne have at hun var lykkelig og han kunne ikke se hvordan han kunne få dette til at ske, med alle de problemer der fulgte med.

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne ikke oprigtigt sige, at hun ikke blev en smule overvældet over Hectors ord. Et lille smil gled frem over hendes læber og hun gav hånden mod sin kind et let klem. "Du er min ven, Hector," gentog hun, denne gang måske mest af alt for at understrege, at hun ikke havde tænkt sig at forvente at han genoptog noget, der var dødt ud af sig selv for flere år siden.

"Jeg er blevet bedre til at gøre, hvad jeg selv mener er rigtigt," slog hun frist med et svagt drillende blik. I mange år havde Maggies rygrad været så godt som ikke-eksisterende. Det var hun kommet på den anden side af. Heldigvis, da.

[Hector Attwater]

Hector blottede tænderne i et skævt smil og løftede sine øjenbryn i et overvejende blik.

”Det er du bestemt. Du er blevet mere dig selv.” Han smilede sørgmodigt og trak hånden til sig, mens han tænkte en smule over hvad der var sket dem begge siden de sidst havde set hinanden. Det føltes som flere årtier siden nu.
”Selvom jeg altid vidste at der var mere i Maggie Abbey end flyveører og rødmende kinder” Han blottede tænderne i et smil og lignede et split sekund den unge mand, der altid havde haft et smil på læben og en kæk bemærkning parat til enhver lejlighed.

[Magdalene Abbey]

Maggies smil var næsten genert og hun stak lidt forlegent til en gulerod. Selvom hun ikke var videre tilfreds med at blive gjort opmærksom på sine ører og det fik hende til at skubbe håret en anelse frem, så var Hector sød. Det havde han altid været og hun så på ham med oprigtigt taknemmelighed.

Det var i det øjeblik tydeligt for hende, hvor meget hun egentlig havde savnet Hector og at hun ikke kun var der af medlidenhed for en mand, der tydeligvis havde haft svært ved at klare sig selv. Det var virkelig også hendes ven fra skoletiden og i et øjeblik kunne hun tydeligt se ham i den hærgede skikkelse. "Du har altid været skarpsindig," svarede hun en anelse drillende, men smilede underfundigt, som hun stak skeen i munden.

[Hector Attwater]

Hector grinede afdæmpet og nikkede over hendes svar, hvorefter han rakte ud efter tekanden og hældte te op til dem, selvom han ikke var sikker på at det stadig var varmt.

”Du bliver lidt tid, ikke sandt? Jeg har ikke haft så godt selskab længe og du har stadig ikke givet mig en grundig beskrivelse af dragerne” Han smilede drillende og løftede sine øjenbryn. ”Fløj du på dem?” Spurgte han og tog en tår af sin te, som stadig var en smule varm.

[Magdalene Abbey]

Skeen gik i et øjeblik i stå og det samme gjorde Maggie. Hun lod den hurtigt dumpe tilbage i skålen og tog en tår af teen. "Man flyver ikke bare lige sådan på en drage," svarede hun en anelse snusfornuftigt, velvidende om at hun ikke bare lige havde kastet sig ud i en længere beskrivelse.

Det havde alt at gøre med den ubehagelige følelse der krøb ned langs hendes rygrad, hver eneste gang hun levendegjorde de store bæster for sit indre blik. Maggies blik var rettet mod maden og hendes smil var en anelse fraværende. "De er ikke nemme at beskrive." Maggie havde dog ellers altid gjort sit bedste på netop det gennem skoletiden, selvom hun på daværende tidspunkt aldrig havde set en drage i det hele taget.