Komplikationer

[Hector Attwater]

Magdalene Abbey

Hector fulgte Maggie gennem Tudselommens små dystre gader i retningen mod sit hus, et af dem der lå tættest på Den Forbudte Skov. Han havde iklædt sig sin mørke kappe, men ikke taget hætten over ansigtet, da han var lidt nervøs for at se endnu mere skræmmende ud end han allerede gjorde. Han havde samtidig godt fat om Maggies hånd, samt tryllestaven i lommen, i tilfælde af at der var nogle af de skumle personer de passerede på deres vej der fik en dårlig ide.

Udenfor det ilde vedligeholdte hus stoppede han flygtigt op og sendte hende et undskyldende blik. Han ville ønske han kunne tage hende med hen til en lækker lejlighed i Fønixengen, men det var nu ikke sådan det var blevet.
"Det er så her jeg bor.. " Bemærkede han og låste døren op inden han gik ind i entreen og ventede på hun gik ind, inden han lukkede døren efter hende.
"Vent lige her et øjeblik." Sagde han med et kort smil og forsvandt ind af døren til højre indtil stuen og efter at have rumsteret rundt i lidt tid, åbnede han døren for hende igen. Stuen var sparsomt møbleret, men der var dog et simpelt køkken bagerst i rummet, et spisebord med to stole og en sofastol ved vinduet ud til gaden, med gammelt betræk.

"Vil du have te?" Spurgte han en smule desperat og valgte ikke at byde hende på et glas med ildwhiskey, det ville sende de lidt forkerte signaler.

[Magdalene Abbey]

Maggie var en ganske kompetent heks, men det var nu alligevel beroligende at have Hector i hånden, som de bevægede sig igennem mørket mod Hectors hjem. Hun anede ikke hvor det var, men det tydede ikke ligefrem på, at der ventede noget overdådigt palæ. Det var heller ikke et krav, hun bekymrede sig blot for vennens velbefindende.

Hun trådte med ind i entreen og nikkede selvfølgeligt over hans ord. Den lille kedel med mad hun havde fået med fra De Tre Koste var stadig varm og hun satte den forsigtigt fra sig på gulvet, for at løsne sin kappe og trække den spidse hat af.

Maggie smilede da Hector kom tilbage og skyndte sig at nikke til tilbuddet. Der var ikke overvældende varmt i det lille hjem, hvilket nok mest af alt havde noget at gøre med, at der ikke havde været nogen hjemme til at varme op. "Meget gerne," takkede hun ja og bøjede sig efter kedlen. "Hvor kan jeg hænge min kappe?"

[Hector Attwater]

Hector var så nervøs ved at have hende på besøg at han havde glemt alt om overtøjet og selv stadig havde sin kappe på. Han kløede sig tænksomt i skægstubbene over hendes spørgsmål og endte med at tage imod hendes kappe og hænge den op for hende på en knage, som sad ret højt oppe. Han brugte den sjældent selv, da det meste af hans tøj endte på gulvet eller andre mystiske steder, som fx revet i tusind stykker i skoven. Derefter gik han i gang med at tænde op i ovnen, så de kunne få varmen og han kunne lave te. 
"Jeg har desværre ikke så meget at byde dig, andet end te. Ved mindre du vil have et glas ildwhiskey, men det kan jeg ikke forestille mig." Han så flygtigt på hende og smilede lidt. 

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede taknemmeligt og fulgte med ind i rummet. Det trængte seriøst til en kærlig hånd og Maggies sans for orden var temmelig forstyrret af det. Det var ikke rigtig en måde nogen burde leve på, men hun havde ikke tænkt sig at begynde at pointere det.

I stedet satte hun kursen mod køkkenet og stillede kedlen fra sig på bordet. Hun kastede et blik rundt og gnavede lidt på sin underlæbe, før hun trak sin tryllestav og gav sig til at tænde de små olielamper, der var placeret rundt omkring. Det så ikke ud til at andet end halvdelen af dem i det hele taget plejede at være tændt, men det hjalp til gengæld allerede på den dystre stemning, da et varmt, hyggeligt lys begyndte at sprede sig i rummet.

"Hvor længe har du boet her?" spurgte hun stille.

[Hector Attwater]

Hector fik hurtigt tændt op i ovnen ved hjælp af magi og satte derefter en kedel over med vand. Han begyndte at finde nogle træskåle frem, som han lige havde gjort rene få minutter inden, men stoppede op i sine gøremål da hun stillede ham et spørgsmål.
”Jeg.. ” Han rejste sig op fra et af skabene, den dårlige samvittighed nagede og han havde lyst til at lyve, men endte alligevel med at sige sandheden.
”En måneds tid.. ” Han så længe på hende, inden han pludselig lagde mærke til belysningen og smilede forbløffet. ”Der ser jo næsten helt hyggeligt ud nu.. ” Bemærkede han og så sig smilende omkring. Hans smil falmede dog en anelse ved tanken om at den gode stemning nok ville forsvinde når hun engang gik.

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede. Det var ikke længe. Så var det forståeligt med en smule flytterod. Det tog tid at falde på plads et nyt sted. Et varmt smil spredte sig over hendes læber og hun trak let på skuldrene, som hun tog imod skålene fra ham. "Man kan gøre meget med en smule lys," bemærkede hun snusfornuftigt.

Hun så sig rundt. Det så ikke helt så galt ud, nu rummet var badet i lyset fra olielamperne og ildstedet. "Her kunne være værre," pointerede hun oprigtig og satte skålene ud på bordet. "Måske kunne jeg komme forbi med nogle blomster?" forslog hun, mere som en undskyldning for at besøge ham end noget andet.

[Hector Attwater]

Hector så en smule mundlam på den unge kvinde, uden helt at kunne fatte den livlighed hun pludselig bragte ind i hans forhenværende triste tilværelse i huset. Han havde måske haft lidt for ondt af sig selv, bare en anelse. Alligevel virkede det for godt til at være sandt, at han ville åbne sine øjne og opdage at det var en drøm.

”Blomster? Ja.. Endelig.. ” Han svarede en smule langsomt, men smilede så en anelse og så undersøgende på hende. ”Men.. kun hvis du har lyst.. ” Tilføjede han og strøg fingrene gennem håret.
Han så på hende i et langt øjeblik, indtil det gik op for ham at han stadig havde sin kappe på, hvorefter han tog den af og lagde den over en af stolene ved bordet. Indenunder den havde han bukser og skjorte på, der tydeligvist var genbrug og ikke fulgte den nuværende mode. Det afslørede dog også at han var en anelse tyndere end hvad godt var for en mand på hans alder, hvilket ikke hjalp hans i forvejen hærgede udtryk. Da han havde lagt kappen over stolen, vendte han sig mod hende igen og smilede lidt ved synet, glad for at hun havde fundet ham i antikvariatet.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede varmt. "Det er intet problem. Jeg plejer at hente blomster på markedet til mine forældres hus alligevel," forsikrede hun ham. Det var selvfølgelig noget andet at transportere dem med sig helt til Hogsmeade, men hun var villig til at gøre det. Hector virkede til, at han kunne bruge en lille smule lys i hverdagen.

Smilet forsvandt ikke, men det blev en anelse mindre og blikket mere bekymret, da hun indså hvor tynd Hector var. Han så decideret usund og hun havde endnu engang lyst til at spørge, hvad der i alverden var hændt ham. Hun bed trangen i sig, men gav sig i stedet til at skovle en solid portion stuvning op, så der absolut ikke kunne være mere i hans skål. Han trængte til at få lidt sul på kroppen.

"Skeer?"

[Hector Attwater]

Hector var mere optaget af at kigge på Maggie end at tænke på hvad de skulle spise med, men han vågnede op over hendes spørgsmål og gik hen til en skuffe og fandt et par skeer frem. Maden fik hans tænder til at løbe i vand og han fik svage associationer til sit ulvesind, der blot fik ham til at miste appetiten igen. Han tvang sig dog til at tage imod en af skålene og rakte hende samtidig den ene ske. Dette var almindelig mad og han kunne godt spise det, fortalte han sig selv.


Han satte sig ned på en af de stole der stod ved siden af hinanden ved bordet og gik nærmest med det samme i gang med at spise. Først da han havde fået et par skefulde indenbords tyggede han sig om munden og smilede undskyldende.
Han blev dog afbrudt af vandet der pludselig kogte og rejste sig igen, for at finde nogle kopper og en en kande som han puttede teblade i. Derefter bragte han det hen til bordet og tog skålen i sin hånd. 
"Hvordan har din familie det?" Spurgte han og så undersøgende på hende, ivrig efter at lede samtalen væk fra emnet 'Hector og hvad der er sket med ham'.

[Magdalene Abbey]

Maggie kastede sig ikke over maden på samme måde som Hector. Til gengæld så hun til med næsten moderlig omsorg, da han gav sig til at spise og hun ville have sagt, at hun nok skulle tage sig af teen. Hector kom hende dog i forkøbet og hun resignerede sig til selv at begyndte at spise.

Hun takkede for koppen og tog endnu en mundfuld, mens hun tyggede lidt på hans spørgsmål. "Godt. Jeg tror mor er glad for, at jeg er hjemme igen," svarede hun med et varmt smil og skubbede lidt til en kogt gulerod. "Det går godt med forretningen. Hun er en dygtig eliksirmester, så der er mange der kommer til hende i stedet for at skulle igennem en længerevarende proces på Skt. Mungos."

[Hector Attwater]

Hector spiste langsommere jo mere mæt han blev og til sidst nærmede hans tempo sig normalen, selvom han stadig spiste en del hurtigere end Maggie. Han stoppede flygtigt med at spise, da hun nævnte sin mor. Han havde slet ikke tænkt på at hun var eliksirmester og et øjeblik viste der sig en snert af håb i hans øjne. Et ansigtsudtryk han dog hurtigt fik til at forsvinde igen. Lily kunne måske hjælpe ham, hun havde altid kunne lide ham, eller også huskede han det bare sådan. Det krævede dog at han fortalte sandheden til Maggie, noget han ikke var meget for at gøre.
”Det er jeg glad for at høre, hvilke nogle eliksirer hjælper hun da folk med?” Spurgte han og virkede lidt for interesseret til at tale så henkastet.

[Magdalene Abbey]

Maggie trak lidt på skuldrene, men smilede for sig selv over at Hector syntes at slappe lidt mere af. At han havde personlige grunde til at være interesseret, det kunne hun ikke umiddelbart gennemskue. "Alt muligt forskelligt," forklarede hun og tog en bid mad mere.

"Jeg har ikke fulgt så meget med i det. Men forleden var der en dame forbi, der havde haft problemer med en svulmeeliksir. Hendes øjne var på størrelse med underkopper. Det var frygtindgydende," fortalte hun muntert, i et håb om at Hector ville lade sig smitte af det.

[Hector Attwater]

Hector smilede flygtigt over hendes historie, men var stadig for optaget af sin egen plan til at kunne lade sig smitte af hendes humør. Det endte med at gøre ham mere trist, fordi han ikke kunne overskue situationen, men samtidig virkelig godt kunne bruge eliksiren og oven i det ikke ville fortælle Maggie noget. Derfor endte hans smil med at forsvinde og han så i stedet ned i sin mad mens han spiste. Han hjerne arbejdede på højtryk efter at finde en løsning, men der var ingen, ikke en han var tilfreds med i hvert fald. Han havde næsten lyst til at fortælle hende det hele, men alligevel forsatte han med at spise, uden at kunne finde ud af hvordan han skulle få sagt det. 

[Magdalene Abbey]

Historien faldt temmelig kraftigt til jorden og Maggie missede det ikke. Hun så fortrydende ned i sin mad, uden helt at vide, hvad der havde ændret sig så pludseligt. I tavshed tog hun et par skefulde mere, med flygtige blikke mod Hector, der så mere eller mindre ud som om at julen lige var blevet aflyst.

"Er der noget galt, Hector?" spurgte hun til sidst og rakte ud for at lægge hånden over hans. Blikket var indgående, men smilet på hendes læber varmt og mildt. Forsikrende.

[Hector Attwater]

Hector havde spist så hurtigt at han snart havde nået bunden af skålen, som han satte fra sig på bordet selvom der stadig var noget tilbage. Han så dog ikke op, men betragtede sine hænder i stedet, mens hun placerede en hånd på hans. Han rynkede sine øjenbryn og så op med et smil på læben, det var dog et trist smil og det var hurtigt væk igen. Han brugte et langt øjeblik på at forsøge at finde frem til de rigtig ord, men til sidst rystede han på hovedet. Han rejste sig dog alligevel pludseligt, gik et par skridt væk fra hende og begyndte at knappe sin skjorte op. Han tog den over hovedet, hvorefter han satte sig på hug ved siden af hendes stol og mødte hendes blik. Hans øjne var halvt triste, halvt undskyldende. Han kunne i virkeligheden ikke være dette bekendt.
”Se på min skulder” Bemærkede han og vendte siden til hende, for hun bedre kunne se det store ar fra biddet, der stadig var synligt på bagsiden af hans ryg.