Uventet møde

[Lucy Loddington]

Til Ajax Rhodes

De mørkelillae rober flagrede bag Lucy, mens hun i et hastigt tempo gik ned ad hovedgaden. Et lystigt smil spillede på heksens læber, og det var tydeligt, at hun glædede sig til et eller andet. Det var en søndag formiddag, altså Lucys fridag, og den havde hun tænkt sig at få til at gå med at eksperimentere. Derfor var kedelen i hendes favn fyldt til randen med små flasker indeholdende væsker i alverdens farver, og det var også anledningen til, at den ellers rolige heks drejede så hastigt rundt om et hjørne, at gevandterne næsten ikke kunne følge med.

Slam! Klir! "Åh!" udbrød Lucy, i det hun kolliderede med noget blødt, og kedelen fløj ud af hendes hænder og faldt til jorden, så adskillelige af de små flasker gik i stykker mod brostenene. Lucy glippede med øjnene, og for et øjeblik troede hun, at et alfecirkus passerede, men så gik det op for hende, at det var stenene, der glimtede i alle regnbuens farver. Forvirret og fortumlet så hun ned ad sig selv og kunne konstatere, at hun også selv var blevet ramt af en flaske eller to - en blanding af miniature fyrværkeri og ugler fløj i hvert fald rundt på hendes mave og lidt ned af det ene ben. "Åh nej," sukkede hun og kom nu i tanke om den anden - var der sket denne noget? Lucy så op.

[Ajax Rhodes]

"Woah!"
Der var kommet en ny sending koste i butikken og Ajax havde glædet sig i dagevis. Det var måske derfor at han ikke så sig for rundt om hjørnet.
Og nu var hele hans forside smurt ind i.. Merlin vide hvad. Værre endnu hele hans krop føltes som om den snurrede. Ikke længere bare de ramte område men helt ud i fingerspidserne.
Han så forvirret op på kvinden og fik øjenkontakt med hende.. midje.
Hvad?
Var han lige stødt på Hogsmeades højeste kvinde eller hvad? Hans blik løb opad og han indså at det ikke kun var hende der var højere end ham. Alle menneskerne omkring lignede også kæmper. Han var - bogstaveligt - blevet halvt så høj.
"Woah.."

[Lucy Loddington]

Lucy trak forvirret øjenbrynene sammen, da der ikke så ud til at være nogen. "Hvad i ..." begyndte hun mumlende, idet hun hørte en pivende stemme nede fra. Heksen måtte vifte et par ugler væk for at kunne se den unge mand ordentligt. Den meget lille mand. Hvad der før havde været en fuldvoksen skikkelse, var nu knap en meter høj. Lucy stirrede på ham. Så brast hun i en højlydt latter. Miniaturefyrværkerierne eksploderede, mens heksen fortsat grinede, og lattertårerne samlede sig i hendes øjenkroge. Tilsidst måtte hun slå hænderne op for munden for at dæmpe sig. "Undskyld," lød det kvalt mod hendes håndflader, mens de slanke skuldre stadig hoppede op og ned af latter. "Jeg-" forsøgte hun, men blev endnu en gang overvundet af et grin.

[Ajax Rhodes]

Ajax kunne ikke rigtig set det sjove ved situationen. Han havde jo travlt og havde bestemt ikke tid til at blive udsat for tvivlsomme elixirer. Der var noget underligt.. Velkendt ved højden og det distraherede ham længe nok til at han ikke opdagede at hans krop blev ved med at summe..
Indtil han stod og stirrede ind i kvindens knæ.
"Ej hvad, mann.." Udbrød han forarget. Hvad havde han gjort for at fortjene den slags uheld, "Hvad er det her?"

[Lucy Loddington]

Der var begyndt at opstå kaos på hjørnet. Forbipasserende satte farten ned for at undersøge de blinkende brosten nærmere, mens enkelte fik øje på den lille skikkelse, der blot fortsatte med at skrumpe - nogle grinede, og andre sukkede irriteret, da de måtte stoppe op for menneskemængden.
Lucy kastede et hurtigt blik over skulderen, mens latteren truede med at boble op i hende igen. Denne gang fik hun dog kontrol over sig selv, vendte blikket tilbage på den nu tyve centimeter høje mand og satte sig på hug. "Jeg beklager, men jeg ved det ikke," sagde hun med påtaget ro og smilede bredt. En ugle satte sig på hendes næsetip. "Jeg var på vej hjem for at undersøge eleksirernes virkning, men det gik ikke helt som . . . planlagt." Lucy viftede fuglen væk med en slank hånd og så tilbage på den anden, der nu var på størrelse med en gnom. Hun lagde let hovedet på skrå og betragtede den lille skikkelse. Hvornår mon han ville stoppe med at skrumpe? "Jeg burde kunne finde på en løsning derhjemme," forsatte hun og rakte en hjælpende hånd frem, som han kunne hoppe op på, hvis han ville.

[Ajax Rhodes]

Ajax var jo egentlig på vej til arbejde, men han kunne godt se at det var lidt urealistisk i hans nuværende tilstand - han var efterhånden kun en enkelt håndslængde. Derfor kravlede han taknemmeligt op i kvindens hånd. Han skævede nervøst til uglen der nu var større end ham, men den lod heldigvis ikke til at være interesseret i ham, eller også var den ikke sulten.
"Woah.." Udbrød han atter og klamrede til hendes tommelfinger da han blev løftet højt, højt op i luften, "..Det sker bare ikke det her. Er du sikker på at du kan ordne det, babe?"

[Lucy Loddington]

Lucy smilede venligt til det lille menneske, der kravlede op i hendes hånd. Forsigtigt rejste hun sig, men det var tydeligt ved hans greb om hendes tommel, at det var noget af en højdeforskel for ham. Heksen stoppede kortvarigt op ved den efterfølgende kommentar og løftede forbløffet øjenbrynene. Babe? Lucy åbnede munden, men tøvede et øjeblik. Hun valgte at se bort fra kaldenavnet. "Ja - stol på mig. Det er højst sandsynligt muligt at finde et par dråber i flasken endnu, så hvis jeg drypper det på en blævreorm, kan jeg observere forvandlingen nærmere og derfra forsøge mig frem. Hvis jeg anvender en svulme-eleksir tilføjet enkelte ingredienser fra en skrumpe-eleksir, kan jeg måske udjævne forvandlingen. Om ikke andet er den eleksir, du blev ramt af, ikke permanent . . . tror jeg."
Med en tænkende rynke mellem øjenbrynene gled heksen ind i sine tanker, og der gik et øjeblik eller to, før hun mentalt rystede på hovedet og vendte opmærksomheden tilbage på det store rod, der lå foran hende. "Et øjeblik." Med en elegant bevægelse (og uden at bevæge den anden hånd, hvori den lille befandt sig, for meget) fandt Lucy sin tryllestav frem og svingede den en enkel gang, så glassplinterne samlede sig og lagdes tilbage i kedelen, der samtidig fløj op til hende. De blinkende brosten forsøgte hun at gøre noget ved, men forgæves. "Det må være fint," sagde hun mest til sig selv og så derefter ned i sin hånd med et lystigt smil. "Er du klar?"

[Ajax Rhodes]

Ajax' udtryk fortalte tydeligt at hans forståelse for elixirfaget kunne ligge i hans baglomme. Alligevel beroligede det ham væsentligt at hun lød som om hun vidste hvad hun snakkede om. Så kunne det være han kunne få sin normale størrelse igen.
Apropos kunne han nu måle fra tommelfingeren, som han stadig støttede sig til med den ene hånd, at han var holdt op med at krympe men han var også meget, meget lille. Ganske forsigtigt satte han sig ned på hendes håndflade mens hun arbejdede. Han kunne mærke at hun forsøgte at holde hånden lige, men den rystede stadig lidt mere end han var komfortabel med.
"Jep." Svarede han bare og håbede at de snart var der.

[Lucy Loddington]

Lucy lagde den anden hånd under den, han sad på, i et forsøg på at mindske rysteturene endnu mere og begyndte at gå. Menneskemængden ved hjørnet havde tyndet ud, men enkelte stod stadig og betragtede blinkeshowet. Lucy smilede bredt og venligt, da hun passerede dem, hvorefter hun vendte sin opmærksomhed mod den lille skikkelse. "Der er ikke langt," sagde hun forsikrende og betragtede ham et øjeblik. Hvor var han en sød størrelse. "Mit navn er Lucy Loddington - jeg tænker, at vi lige så godt kan lære hinanden lidt at kende," tilføjede hun med et lille grin og blinkede med det ene øje. "Hvad er dit?"

[Ajax Rhodes]

Det var ikke så meget underligheden længere der gik Ajax på. Han havde en vis kapacitet for det langt ude, men han havde samtidig gået på Hogwarts så den tærskel var sat relativt højt.
Nej problemet var at han var højt oppe i luften på et grundlag der ærlig talt ikke virkede særlig stabilt - trods dets bedste intentioner - og det var netop det ved situationen der mindede ham om hvorfor han aldrig havde begyndt at spille quidditch. Det havde også været sådan. I starten gik det fint nok og han ville tro at han endelig var kommet sig over sin højdeskræk, men så satte den ind og blev kun værre og værre.
"Ajax." Fik han sagt ud gennem sammenbidte tænder. Hans ansigt blegt og hans øjne lukkede.

[Lucy Loddington]

"Ajax," gentog hun - det var nemt at huske. Så snakkesalig som hun nu var, skulle Lucy til at åbne munden igen, men stoppede sig selv, da hun syntes at kunne ane, at det lille ansigt havde antaget en mere grålig farve. "Jeg gør mit bedste," sagde hun og holdt et grin tilbage. Det sidste, Ajax ønskede, var nok at blive grinet mere af.
Lucy så op. Det var nok bedst at vente med hyggesnakken og se frem for sig, så hun ikke stødte ind i nogen og derved fik den lille til at føle sig endnu dårligere. Men menneskemylderet gjorde det svært for heksen at gå i en lige linje, og som hun satte farten en anelse op, blev grundlaget på ingen måde fastere for skikkelsen i hendes håndflade. Men tilsidst nåede de frem til Lucys hjem. Da hun var gået op af den snævre trappe og låst døren om et svip med hånden, skyndte hun sig ind og placerede Ajax, der kun var blevet blegere, på et bord.

[Ajax Rhodes]

Bordet var ikke just fast grund, men i det mindste var det ikke Lucys slingrende hånd. Det var lidt ironisk, fordi for små ti år siden faktisk havde overvejet hvor smart det kunne være at være lille og alle de lumre muligheder det åbnede, men nu hvor det rent faktisk var sket kunne han ikke vente med at blive stor igen.
Han så rundt i rummet, men havde svært ved at orientere sig ordentligt da alt virkede de forkerte proportioner. Endnu engang blev han svimmel og måtte sætte sig ned på træet.
"Har du styr på det, babe?" Spurgte han tvivlende.

[Lucy Loddington]

Lucy var gået igang med at finde grejet frem, så snart hun havde sat Ajax ned på bordet, og hun nikkede derfor til hans spørgsmål. "Har du allerede givet mig et kælenavn?" sagde hun med et smil og rystede på hovedet af ham. Var det, hvad unge kaldte hinanden nu?

Ubevidst nynnede heksen, som hun tændte op under en kedel med et knips og derefter begyndte at putte ingredienserne til svulmeeliksiren deri. Hendes bevægelser var øvede, og det var tydeligt, at hun vidste præcis, hvor tingene stod, da de isblå øjne var rettet mod bordet det meste af tiden.

[Ajax Rhodes]

Ajax følte sig lidt talt ned til og selvom det - givet - var ganske forståeligt i hans situation, brød han sig stadig ikke om det. Han var af den mening at alder var bare et tal uden den store betydning, især når man var så tæskelækker som Lucy var.
"Jeg kalder altid babes for babe.." forsikrede Ajax og prøvede at strække halsen for at se hvad hun lavede, "..Babe."

[Lucy Loddington]

Lucy var begyndt at røre rundt i kedelen, da hun så hen på Ajax med et glimt af uforståelse i sine øjne. Han så ganske ung ud i forhold til hende, men det stoppede tydeligvis ikke den unge troldmand. "Besynderligt," tænkte hun højt og granskede den andens ansigt. "Du har noget af en anden tilgang til fremmede end andre," tilføjede hun, men denne gang med det milde smil genfundet. Den unge mand morede hende.