Lumre Lakridsrødder

[Oliver Howe]

Setting: Tirsdag eftermiddag på kontoret, Philippa Blythe

Oliver stirrede blankt på støvpartiklerne der virrede formålsløst rundt i luften foran ham, mens han prøvede at modstå trangen til at lukke øjnene i og døse helt væk i den trykkende varme, mens han lænede sig op ad dørkarmen. Deres klokken 12-møde var gået i gang for et kvarter siden, og hans far diskuterede nøgternt med Hr. Baldwin, hvis hoved stak op mellem de smaragdgrønne flammer. Han var ironisk nok en lettere skaldet mand, der forhandlede lakridsrødder. Lakridsrødder kunne ikke bruges til noget som helst, men han var nu en respekteret erhvervsmand og tydeligvis værd at fyre helt op i kahytten for. Varmen virkede helt uudholdelig på Oliver, men hans far snakkede upåvirket videre, vel vidende at Oliver ikke koncentrerede sig det mindste.

Det var udelukket at åbne vinduet ud til hovedgaden på grund af støjen, så Oliver åbnede døren ud til forkontoret på klem. Det hjalp ikke meget på det trykkede klima, men det var en forsikring om, at en verden udenfor stadig eksisterede, en forsikring der gjorde ham optimistisk og flyttede hans opmærksomhed fra støvpartiklerne til sprækken i døren, der næsten udvidede sig for hans blik og gav et løfte om, at hans formålsløse tilværelse ikke var for evigt. Før han vidste af det var han trådt ud af hovedkontoret, og diskussionen om lakridsrødder forsvandt bag ham. Der var ikke noget synderligt livsforandrende ved luften, og han glemte hurtigt alt om sine filosofiske overvejelser om livet. I stedet vendte han opmærksomheden mod Philippa, der sad ved sit skrivebord til venstre frem for ham. For alt hvad hun vidste kunne det være i arbejdsøjemed, at han have forladt mødet, og han følte sig skyldig i at lyve, selvom han ikke engang havde sagt noget.
"Ingen frokost i dag?" spurgte han med et glimt at bekymring i øjnene, selvom hans mundvige vendte op ad i et imødekommende smil.

[Philippa Blythe]

Philippa skriblede løs på et aflangt, stykke papir, og da hun nåede enden røg det over i den store bunke af papirer ved siden af hende, kun for at begynde på et nyt. Begge albuer var plantet solidt i skrivebordet, som hun bagved sad lænet ind over, mens hun intet begreb havde om hvor længe hun havde siddet bag bordet. Det eneste tegn var lyset fra bordlampen, der var begyndt at få det til at skære i hendes øjne, og efterlade små, sorte prikker, mens en svag dunken begyndte at opstå i baghovedet.

Hun lagde sin pen fra sig, og lænede sig bagud, for at samle en mappe op i stedet, som hun begyndte at bladre igennem. Højre albue blev placeret på stolens armlæn, så hun kunne hvile hovedet mod håndfladen, og samtidig massere sin ømme tinding, mens hun koncentrerede sig om at læse de skrevne ord. Det var sådan Oliver fandt Pippa siddende. Hun registrerede med det samme hans tilstedeværelse, men var så opslugt i sin læsning, at der gik et par sekunder før hun så op. ”Undskyld, hvad?”, spurgte hun først, men flyttede så blikket hen mod vinduet, hvorefter det gik op for hende hvad klokken efterhånden var blevet. ”Nej, det glemte jeg vist.”, svarede hun, og følte ikke at der var noget synderligt galt i det, i det hun lagde mappen fra sig på bordet. Så røg den afslappede holdning, og i stedet så hun op på Oliver med et undrende blik. ”Burde du ikke være til møde nu?”, spurgte hun ham, og så fløj øjenbrynene pludselig op i en svag, bekymret grimasse. ”Er der sket noget?”

[Oliver Howe]

Det var næsten ærgerligt, at det var ham, der havde fundet hende, og ikke hans far, tænkte han. Godt nok var det frokost-pause, men hvis man alligevel skulle sidde på kontoret kunne man lige så godt lave noget fornuftigt. Tanken gav ekko af hans fars stemme, og han trådte længere væk fra døren, som om stemmen ville forsvinde, hvis han kom længere væk fra ham.

Oliver gik hele den korte vej til Philippas skrivebord så de stod i en mere naturlig samtale-afstand. Et lavmælt latterfnys kom over hans læber, da hun spurgte ind til, hvorfor han havde forladt lokalet, og han kløede sig forlegent i nakken. Hun var ikke den eneste, der var blevet taget på fersk gerning.
"Mødet går fint," forklarede han; det var en smule vagt, men det skyldtes ret og slet, at han slet ikke havde fulgt med i, hvad der var blevet sagt, og derfor ikke anede noget om det, "jeg trængte bare til... et frirum." forklarede han og kiggede sigende på hende.

[Philippa Blythe]

Philippa kneb i få sekunder tænkende sine øjne sammen, men lod så emnet falde, for hun havde trods alt aldrig været den bedste til at læse folk. I stedet rykkede hun lidt rundt på et par sidste papirer, og drejede så stolen så hun ikke længere sad med front mod bordet, men ham i stedet.

”Frirum har man vel altid brug for.”, svarede hun ham, og sendte ham et skævt smil, inden hun skævede hen mod døren han var kommet ud fra. ”Der er virkelig også varmt derinde. Din far har i hvert fald bedt om flere ingefærøl i dag end normalt.”, hun smilede let til ham. ”Måske bør næste møde handle om at få gjort noget ved indeklimaet.”, sætningen kunne lyde skarp, malplaceret i forhold til det venlige smil hun sendte ham, og det var nu heller ikke sådan hun mente det, blot hendes forsøg på at kommunikere.

[Oliver Howe]

Oliver gengældte hendes smil og nikkede enigt. Da hun skævede til døren kastede han automatisk et blik tilbage på den og sikrede sig, at han havde lukket den bag sig. Han spekulerede på, om det med at trænge til et frirum kun handlede om mødet.

"Det var nok en ide. Måske kan vi lægge en lyddæmper besværgelse på vinduerne ud til Hovedgaden, så de kan åbnes i myldretiden." foreslog han og fik straks efter en ny tanke, som han markerede ved at løfte en pegefinger op i hovedhøjde. "Eller vi kan lukke gaden af, hver gang der er møde! Ingen gennemgang! Howes Huremedier huserer på hovedkontoret!" Oliver holdt hænderne op for sig, og formede et usynligt skilt foran sig mens han smilede fjoget.

[Philippa Blythe]

Philippa smilede af ham og morede sig over hvad han sagde. Da han begyndte at sætte bevægelser på kunne hun ikke holde latteren inde, og der blev sat lyd på morskaben, mens to fingre var presset mod underlæben. ”Det lyder som en ide.. måske endda en god en..”, drillede hun og trak så på skuldrende. ”Du må tage det op når du engang overtager efter din far.”, hun sendte ham et mildt smil. Hun hørte ham ikke snakke så tit om at overtage efter sin far, og han virkede heller ikke knap så engageret som hans bror, men det havde hun aldrig skænket en ekstra tanke. Så du kampen mellem Tutshill Tornadoes og Ballycastle Bats forleden?”

[Oliver Howe]

Philippas spørgsmål vakte straks Olivers interesse, men han kunne ikke lade hendes reaktion på hans joke gå helt forbi, og han rystede prompte på hovedet. "Det er en håbløs ide, Pippa! Elller... Jeg mener selvfølgelig Frøken Blythe." rettede han sig selv men så ikke synderlig ramt ud over, at han havde talt over sig. De kendte trods alt hinanden fra skolen, og Master Howe var ikke til stede. "Hvorom alt er, så tror jeg nok at virksomheden skal nå at blive sikret for den slags indslag fra min side." tilføjede han og trak muntert på skuldrene.

"Svart på dit spørgsmål er i øvrigt - ja. Jeg mødte faktisk en af... Angriberne nede i butikken forleden," fortalte han, ingen med et smil på læben som han ikke selv var helt bevidst om.

[Philippa Blythe]

Philippas smil voksede, og det røg helt på plads, da han begyndte at kludre i navnene. Det var kært, og det tog hende kort tilbage til Hogwarts, og de gode år hun havde haft der. Nok savnede hun at rejse rundt i Europa, men det var nu rart at være hjemme igen.

Philippa var normalt ikke den skarpeste til at fange bestemte tegn, men denne gang gik hans smil ikke ubemærket hen, og det satte en tanke i gang i hovedet på hende, der fik hende til at læne sig forover, med et nysgerrigt blik rettet mod ham. "En. . . kvindelig angriber, måske?”, spurgte hun i et smil, og var for engangsskyld sikker på at hendes intuition kunne være rigtig.

[Oliver Howe]

Det fjogede smil blev ikke ligefrem mindre, da Philippa spurgte ind til det. "Ja," svarede han, "er jeg så gennemskuelig?" Han stak hænderne i lommerne og kastede hovedet bagover. "Aaah, ja, man er vel blot et menneske!" Så kiggede han på hende igen.

Det føltes ikke gennemført passende at have denne samtale med hende, i hvert fald ikke på kontoret, så han ville gerne skifte emne. "Er du sulten? Jeg giver gerne en hurtigt frokost - så kan du komme tilbage tidsnok til at færdiggøre alt arbejdet." sagde han.

[Philippa Blythe]

Hun trak på skuldrende. ”Ikke rigtig”, røg det bare ud, og hun kørte en hånd gennem det mørke hår, inden hun rettede sig op, og klarede halsen. ”Jeg mener, måske er du, for nogen, men ikke for mig, fordi .. jeg er mig, du ved.”, hun så på ham med et forvirret blik, i tvivl om hvad hun helt præcist lige havde sagt.

I fare for at gøre det værre med ord lo hun i stedet dumt, og var dybt taknemmelig da han kom med sit forslag. ”Jo, det lyder som en god ide. Jeg får alligevel ikke lavet noget produktivt så længe min mave skriger efter mad.” hun rejste sig fra sin plads, og iførte sig sin røde frakke, mens hun viklede et tykt halstørklæde om halsen. ”Har du et sted i tankerne?”

[Oliver Howe]

Oliver betragtede nysgerrigt Philippa, da hun prøvede at forklare, hvad hun mente. Smilet på hans læber svandt ind men hvilede stadig i hans øjenkroge, så han så ikke længere fjoget ud. "Du er dig." gentog han i et forsikrende tonefald. Det var ikke helt til at sige, hvad det skulle betyde, men det var i hvert fald ikke en dårlig ting.

Hendes næste ord gjorde Oliver pinligt opmærksom på, at han bare havde stået og stirret fraværende på hende. "Udmærket." konstaterede han og stjal et par sekunder til at samle sine tanker om, hvor de kunne tage hen at spise, mens han trådte hen til døren og iførte sig sin vinterkappe. "Skal vi ikke bare hoppe ned på hjørnet?" fore slog han. Cafeen, han omtalte, var hans foretrukne go-to, fordi det lå så tæt på. "Så bliver vi ikke lige pludselig væk." tilføjede han med et drilsk glimt i øjet og tilbød hende hans arm.

[Philippa Blythe]

Philippa havde netop stillet sit spørgsmål, da hun fangede sin ven i et uforvarende øjeblik, og nåede lige at løfte øjenbrynene spørgende, inden han gav hende et svar, der straks fik dem til at falde på plads igen. ”Det lyder som en god plan”, svarede hun ham, og fik en hvid hue trukket ned over hovedet, inden hun med et varmt smil flettede sin arm ind i hans.

Da de kom udenfor søgte de grønne pupiller henover pladsen, og hun fik øje på en hun mente at have kendt engang, men i stedet for at smile så hun med det samme væk, og følte sig godt dum sekundet efter. ”Har du stadig kontakt med nogen efter vi gik ud af Hogwarts?”, spurgte hun, og vendte nu de grønne øjne mod ham, efterfulgt af et lille smil. ”udover mig, selvfølgelig.”

[Oliver Howe]

Oliver kneb øjnene lidt sammen, da de nåede ud i det kolde vinterlys, og han spekulerede over, hvordan han nogensinde have syntes det var en god ide at åbne vinduet på kontoret i denne kulde. Så blev han opmærksomhed ledt hen på Philippa, der tog snakken op igen. "Og de fjolser jeg bor sammen med?" sagde han i forlængelse af hendes sætning, og smilede flabet. "Ja, en del." Oliver så frem for sig igen. "Hvis ikke intentionelt, så støder jeg efterhånden ind i dem, nu hvor de fleste alligevel bor i her eller dalen. Hvad med dig?" spurgte han. Hans ånde stod ud fra ham som en sky, men han var efterhånden ved at vænne sig til kulden.

[Philippa Blythe]

Hans ord fik det til trække lidt i højre mundvig, mens hun krydsede armene henover brystet, og var pludselig glad for at de havde valgt et sted så tæt på. ”Tjoh, øh..”, startede hun ud en anelse perpleks, og førte lidt hår om bag øret, og købte sig på den måde lidt mere tid til at forme sig et svar. ”Jeg ser dig, og Maggie og .. sådan”, forsatte hun, og selvfølgelig var der flere, men efterhånden kunne de kun tælles på en hånd.

”..Men jeg har også været væk længe”, forsatte hun, og fik det vist til at lyde som en dårlig undskyldning, mens hun sendte ham et mildt smil. ”Jeg mener, selvfølgelig kunne jeg genskabe kontakten hvis jeg ville, men selvom folk ikke bor langt væk, så er det stadig ikke sådan bare lige at gå op og banke på..”, hun var en smule overrasket over sin egen ærlighed, og alligevel ikke, for det var jo Oliver hun snakkede med.

[Oliver Howe]

Oliver nikkede. "Jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg tror virkelig, det gør en forskel ikke at have været væk. Det er nu ikke nødvendigvis positivt." sagde han og smilede skævt. Det var ikke det samme flabede smil som før, hvilket vidnede om at han tog samtalen ganske seriøst. Så fortsatte han. "Desuden er det jo lige meget at give sig i kast med, hvis man ikke vil. Men ok -" Oliver skyndte sig at fortsætte, fordi han havde en følelse af at have overskredet en personlig grænse ved at antage så meget om hende. "der er jo juleballet lige om hjørnet. Det giver jo alverdens mulighed for at støde ind i hvem som helst."

Cafeen på hjørnet var i sigte, men alting gik i snegle-tempo her i myldretiden, hvor hele Hogsmeades befolkning syntes at befinde sig på Hovedgaden.