Lumre Lakridsrødder

[Philippa Blythe]

Philippa drejede sit ansigt opad så hun kunne se på ham, og mens han snakkede begyndte hun uvilkårligt at smile, og uden at tænke meget over det, gav hun hans arm et lille klem med hånden hun stadig havde i hans, inden hun smilede varmt til ham. Smilet falmede dog i forbindelse med den næste sætning. ”Juleballet .. når ja”, tøvede hun en smule, og rettede på sin hue med den ledige hånd.

”Jeg ved faktisk slet ikke om jeg skal med…”, forsatte hun, en sætning hun lige nåede at få ud, inden hun trådte ind af døren til cafeen, og dermed slap hun det trygge greb hun ellers havde haft om hans arm. Varmen lagde sig med det samme om hende som et varmt tæppe, og hun åbnede knapperne i sin jakke, mens hun kort pressede de kolde hænder mod sine kinder. ”Hvad skal du have?”

[Oliver Howe]

Oliver betragtede Philippa med let hævede øjenbryn men sagde ikke noget til hendes erklæring om juleballet med det samme. I stedet vendte han som reaktion på hendes spørgsmål opmærksomheden mod menuen, der stod skrevet på en klap-tavle lige inden for døren, mens han gav sig til at tage sit overtøj af. "Dagens suppe." erklærede han prompte. Han hang sin vinterkappe fra sig på hyldeknægten og vendte sig mod Philippa for også at tage imod hendes jakke.

"Jeg troede ellers juleballet var lige noget for dig." sagde han og syntes at han kunne mærke et stik af skuffelse. Han havde ikke gjort sig nogen nøjere overvejelser om sine forventninger til ballet, men det blev nu klart, at han havde regnet med, at Philippa kom. Hun var den han så mest til ud over sine samboer og sin bror, og de kunne alle sammen godt undværes på et dansegulv.

[Philippa Blythe]

Philippa rakte sin jakke hen mod ham, og først da hun var sikker på han havde et godt tag i den, vendte hun sig med et smil mod en servitrice der stod bag baren. ”Dagens suppe, tak. Og et stykke græskartærte.”, kvinden nikkede venligt, og pegede på et ledigt bord tæt på hvor de stod, hvor de kunne tage plads.

”Virkelig? Hvorfor?” spurgte hun, og lignede halvt et spørgsmålstegn, da hun satte sig ned på en af de ledige stole. Hans ord var kommet bag på hende. Ikke fordi de ikke var sande, for det var de til dels. Hun havde elsket udsmykningen, stemningen og musikken dengang hun selv havde gået der. Hun tænkte dog ikke det var det billede andre havde af hende – Philippa var jo bare hende hvis næse altid var begravet i bøger.

[Oliver Howe]

Oliver hang jakken på plads og nikkede derfter anerkendende til servitricen, der gik forbi ham efter at have taget deres ordre fra Philippa. Så gjorde han en gestus hen mod bordet, de havde fået udpeget, og lod Philippa lede vejen. "Hvorfor?" spurgte han retorisk og så himmelfalden ud. "Fordi..." begyndte han og trak en stol ud til hende. "Smukke omgivelser, glitrende lys og stemningsfuld musik... Du ville passe lige ind."

Han tog sig selv i at betragte hende på samme måde som tidligere mens hun satte sig ned, og han rømmede sig lavmælt inden han vendte sig mod den anden stol og gav sig til at sætte sig ned.

[Philippa Blythe]

Instinktivt spredte der sig et varmt smil over Philippas læber. Hun var smigret over hans ord, men samtidig havde hun svært ved at genkende sig selv i dem, hvilket fremkaldte en svag, rødlig farve hos de runde kinder. Heldigvis kunne man give varmen skylden, for i kontrast til kulden udenfor, så var der godt gang i kaminen herinde.

”Du skal med, ikke?”, spurgte hun, halvt konstaterende, for hendes mavefornemmelse sagde hende at Oliver ikke ville gå glip af sådan et arrangement.

[Oliver Howe]

Oliver tøvede med at svare. Han havde ikke aktivt taget en beslutning om at tage med, det var bare en selvfølge. Denne samtale fik ham til at overveje konsekvenserne og de forventninger, han havde til arrangementet, og det gik op for ham, at der var andet end blot Philippas fravær. "Jo, det havde jeg tænkt mig som udgangspunkt," svarede han og satte en albue i bordet.

Han kunne have svoret på, at hendes kinder var blevet rødere, men han turde knap håbe på noget og rømmede sig i stedet. Herefter fandt han, at han var løbet tør for ord. Der var nogle halve sætninger, der spøgede i baghovedet på ham, men de syntes absurde at sige højt, og han kløede sig fraværende på kinden. "Min far vil sikkert..." begyndte han, men vidste ikke, hvad sætningen endte med.

[Philippa Blythe]

Olivers snørklede svar kom bag på hende. Øjenbrynene blev trukket sammen, så hun fik en lille rynke over næseryggen, mens hun så på ham med et forvirret blik. Let vædede hun læberne for at spørge, men måtte så trække blikket tilbage, da servitricen kom med deres bestillinger.

”Din far ville sikkert .. hvad?”, spurgte hun da servitricen igen havde forladt bordet. De grønne øjne var roligt rettet mod ham, med munden vendt opad i et varmt smil, mens hænderne fandt rundt om bestikket. Dog uden endnu at tage en første bid.

[Oliver Howe]

Oliver blev atter opmærksom på sine omgivelser, da servitricen ankom med deres mad, og han smilede tamt til hende. Så kiggede han undskyldende på Philippa og åbnede munden for at svare på hendes spørgsmål. I samme sekund fløj noget i ham, og han rakte ud efter hendes hånd. "Tag med mig." sagde han alvorligt. Han rystede leende på hovedet i overraskelse over sig selv og det han lige havde sagt. Han mente det dog af hele sit hjerte, og han fangede hendes blik igen. "Tag med mig," gentog han, "så bliver det en hyggelig aften i stedet for en netværks-banket på vegne af arbejdet. Til helvede med det!" Hans udbrud tiltrak folks opmærksomhed, og han lænede sig ind mod Philippa og sænkede stemmen så han kunne tale til i hende i fortrolighed. "Intet ville gøre mig gladere end at se dig til ballet, strålende om kap med udsmykningerne... Ved min side," sagde han inderligt og så afventende på hende.

[Philippa Blythe]

Philippa tog en første bid af sin tærte, og slugte stykket, kun få sekunder før han greb ud efter hendes hånd, hvilket var godt, for ellers havde hun nok fået det galt i halsen. Philippa gispede forskrækket, og nåede kort at tænke tanken om han havde fået et ildebefindende, inden han sagde tre ord, hvis betydning lå så langt fra den tanke som muligt. Eller gjorde den? Philippa var mundlam, simpelthen, hvilket tydeligt kunne ses på måden hun skilte sine læber ad, uden at der kom en eneste lyd ud. Hun kunne høre folk hviske, og da chokket langsomt falmede, var hun i stand til at kigge rundt, og rynkede bryn af den opmærksomhed der pludselig var vendt mod dem.

”Oliver”, nåede hun at få ud, inden han lænede sig ind mod hende, og snakkede igen, mens hun ikke kunne andet end bare at stirre ind i hans blik. Hun bed sig i underlæben, og overvejede om der havde været noget i den tærte, som fik hende til at hallucinere. ”Okay.. Jeg vil gerne følges med dig, Oliver Howe”, fik hun endelig svaret efter længere tavshed, og endelig blev det spørgende ansigt brudt af et varmt og bredt smil. 

[Oliver Howe]

Det var ikke mange minutter siden, Oliver havde fundet af, at han nægtede at sætte fod til ballet uden Philippa ved armen, men det holdt ham ikke fra at udtrykke det i ord. Da han først var gået i gang kunne han ikke stoppe sig selv, og han ville gerne tale ud, for at forklare, hvad han egentlig mente. Det var ikke bare en undskyldning for at slippe for arbejdsaffærer. Tværtimod.

Olivers puls nåede at stige en tand, inden Philippa endelig svarede. "Åh," udbrød han åndeløst og kastede hovedet bagud i et par sekunder. "Godt," sagde han kortfattet og gengældte hendes smil. Han lod sin hånd dvæle ved hendes et øjeblik. "Det glæder mig." Olivers smil blev skævt og en anelse fjoget, og han fjernede endelig sin hånd. Det tog ham et par sekunder, før han huskede, hvad de egentlig lavede i cafeen, og han greb ud efter suppeskeen. Resten af frokosten forløb med samtale, og de sørgede for at holde det kort for at nå tilbage til kontoret ikke alt for sent.

Lukket