Blandt knapper og kvaster

[Agnes Tweedy]

Efteråret var ved at nærme sig sin ende. Næsten alle træer stod nøgne og vinden ruskede i kapper og gevandter. Spidse hatte truede med at blæse bort, og det var tydeligt at magikerne på Hovedgaden i Hogsmeade alle gik målrettet efter varmen i de mange forretninger.

I Madam Malkins var der lunt og rart. Der var i øjeblikket ingen kunder, men flere bestillinger og Agnes Atterberry manglede ikke projekter at kaste sig over. Med svingende, perlestukne skørter og løse, broderede sjaler passede hun lige ind i skrædderforretningens omgivelser.

Med et sving med tryllestaven gik en nål i gang med at ri et ærme fast og Agnes nynnede for sig selv, da hun tog plads i en behagelig arbejdsstol, nippede til en varm kop te og ved håndkraft fortsatte hun det møjsommelige arbejde med at sy pyntesting på et sæt midnatsblå troldmandsrober.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Der var ikke gået mere end et par måneder fra Bea var blevet placeret i startopstillingen hos Ballycastle Bats til de første invitationer til en plads i rampelyset var landet i angriberens lejlighed. Dette havde naturligvis ført til en stigning i hendes besøg til Madam Malkins og selvfølgelig Agnes Atterberrys fantastiske designs, hvilket var grunden til hun endnu engang trodsede efterårets kulde og traskede igennem Hogsmeades vindfulde gader. Kappen var tæt lukket om hendes spinkle skikkelse og en enkelt, der selv mente, han var Merlins gave til humoren, var kommet med en kommentar om at hun nu endelig skulle passe på, så ikke hun fløj væk.
Nok endnu mere derfor virkede Madam Malkins som et varmt kram fra en gammel ven, da Bea endelig satte sine fødder i varmen akkompagneret af det velkendte lille ding fra klokken. Bredt smilende bevægede Bea sig over mod Agnes, som mødtes hun med en gammel, svært savnet ven. ”Atterberry!” udbrød hun begejstret, mens kinderne blussede op ved den pludselige temperaturforandring.

[Agnes Tweedy]

Nålen gik i stå og Agnes rettede blikket mod døråbningen, hvor en lille klokke annoncerede at hun ikke længere var alene. Et varmt smil trak med det samme hendes læber op. "Beatrice," hilste hun venskabeligt og trak tråden helt igennem, før hun fæstnede nålen og svirpede med tryllestaven. Roben løftede sig selv op og gav sig til at glide på plads på en lyslilla mannequin.

Selv kom også Agnes på benene og hun slyngede sjalet tilbage over den ene skulder, før hun rakte armene frem, lukkede hænderne om Beas overarme og plantede et let kys ud for hendes kind. "Hvordan har min yndlingsstjerne det? En smule påvirket af vinden, kan jeg se." Hendes blik glimtede muntert, som hun igen gav slip og gjorde tegn mod en af de komfortable lænestole, hvor kunder og deres ledsagere kunne vente. "En kop varm te?"

[Beatrice Sinclair Ivory]

Det trak ufrivilligt i Beas ene øjenlåg ved bruget af hendes fulde navn. Hendes far måtte have været på tørret pygmæ-afføring, da han foreslog at udsætte endnu et stakkels barn for navnet Beatrice, men hun kommenterede det ikke. Nysgerrigt kastede hun blikket på Agnes arbejde i stedet og betragtede måden stoffet faldt på, da det gled på plads på mannequinen. ”Dejligt at se dig igen.” Bea fulgte smilende skrædderen med øjnene og gengældte varmt kindkysset. ”Og dejligt at vores jobs ikke tillader, at der går så længe mellem besøgene. Jeg har det skønt – store nyheder.” Hun blinkede hemmelighedsfuldt til Agnes.
Smilet voksede ved tilbuddet om te. ”Hellere end gerne, hvis det ikke er til for meget besvær. Så kan du passende fortælle mig, hvad du arbejder på for tiden.” Med et dybt suk lod hun sig glide ned i den bløde lænestol og lod blikket vandre over de farvestrålende materialer, der fyldte butikken. Det var længe siden, hun havde haft mulighed for at slå sig ned i en komfortabel stol og hun sagde bestemt ikke nej tak til muligheden.

[Agnes Tweedy]

Agnes svarede ikke på det første, men smilet der nåede op til øjnene, var svar nok i sig selv. Hun tøvede ikke længe med at gå over til det mindre tebord og løfte tepotten fra stearinlyset, der holdt teen indeni varm. "Der er altid nok at gå i gang med. Og heldigvis for det, da. Lige nu arbejder jeg på det sidste på roben der," svarede hun og nikkede i retning af mannequinen. Agnes hældte te op. Det var en glimrende service for både medarbejdere og kunder og Agnes kunne snart efter overlade en dampende kop bærte til Beatrice.

"Fortæl mig så, hvilke nyheder? Du ved min tålmodighed ikke rækker langt," konstaterede syersken med et spøgende blik, før hun tog plads i den samme øreklapstol som før. Da hun foldede det ene ben over det andet, knitrede perlerne på skørtet let mod hinanden og det var med reel interesse, at hun så afventende på den yngre kvinde.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea rejste sig sløvt fra stolen og traskede over til mannequinen, Agnes havde nikket mod. Forsigtigt lod hun en finger stryge over stoffet og mærke kvaliteten. Nyt tøj havde altid en helt specielt duft til sig, der altid kunne trække Bea ind. Der var simpelthen ikke en bedre duft i verden - måske lige med undtagelse af nypudset kost. Forsigtigt tog hun imod den dampende kop te, før hun atter tog plads i stolen.
”Jamen hvor skal jeg starte, kære?” udbrød hun teatralsk med et suk, ”Ved de to interviews, du skal klæde mig på til eller den store fest?” Ansigtet, der nøje var blevet lagt i alvorlige folder, krakelerede i et bredt smil, mens hun afventende betragtede Agnes for en reaktion. Skrædderen blev altid så glad, når Bea kom med nye udfordringer og denne gang var der i dén grad hentet betydningsfulde invitationer hjem.

[Agnes Tweedy]

Agnes så afventende på Beatrice, og da forklaringen kom, lyste hun op i et bredt smil. Det blev efterfulgt af en latter og hun klappede entusiastisk i hænderne, med lyden af adskillige ringe, der slog mod hinanden. "Fantastisk!" Hun lænede sig frem og trak det ene ben op til sig i lænestolen. Pegefingerspidsen slog overvejende mod næsetippen i et øjeblik.

"Jeg har allerede et par forslag, men det kan vi tidsnok kigge på. Lad mig i stedet høre, hvilket glamourøst selskab der er talte om denne gang," konstaterede hun, slog ud med armen og blinkede en enkelt gang. "Vi almindelige dødelige må jo leve og ånde igennem fortællinger, ser du." Agnes blottede tænderne i et godmodigt smil.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea nippede forsigtigt til teen. Den var stadig for varm til at tage rigtige tåre af, men den lille smule havde alligevel formået at sprede varme hele vejen ned. Det var skønt at se Agnes henrykt over nyheden og kommentaren fik en lavmælt latter fra hende.
”Well, først og fremmest vil Quidditch Quarterly gerne lave et dybdegående interview om min tid i New Zealand og hvordan skiftet til en større klub har været, samt min oplevelse af det at blive rekrutteret allerede før min afslutning fra Hogwarts. De holder senere en fest for at fejre slutningen på sæsonen hen mod jul og så vil Witches Now gerne lave en billedserie med spørgsmål til min tøjstil og min yndlingsskrædder nede i Madam Malkins.” Bea sendte hende et bredt smil, før det igen måtte forsvinde og lade plads for en tår te. Selvfølgelig var hun også selv helt oppe at køre, men hun vidste også, hvad det ville betyde for Agnes at få en sådan chance.

[Agnes Tweedy]

Agnes' øjenbryn gled op i tydelig overraskelse og det var klart, at hun først ikke vidste, hvordan hun skulle tage imod Beas nyhed. Så boblede en overvældet latter frem og hun strøg en enkelt, vildfaren krølle om bag øret. "Det må jeg nok sige," endte hun endelig med at konstaterede, og den ellers så ordrige skrædder, var i et øjeblik helt foruden.

Læberne blev spidset i et underfundigt smil. "Så må vi jo hellere sørge for, at du ser mere strålende ud end nogensinde før, ikke?" konkluderede hun og lod hænderne falde ned mod lårene. Hun var uden tvivl nødt til at nævne det overfor sin chef, med forhåbning om at Madam Malkins som forretning ikke ville pådrage sig æren alene.

[Beatrice Sinclair Ivory]

En latter fra Bea sluttede sig til Agnes’ og hun rykkede sig lidt frem mod denne. ”Jeg ved godt, jeg muligvis burde have advaret dig, men jeg ville så gerne se dig, når du fik det at vide.” Det havde i dén grad været ventetiden værd. At se Agnes så målløs og henrykt på samme tid var noget, Bea hellere end gerne havde smidt penge efter, hvilket hun nok også ville komme til før eller senere.
”Jeg ved, at du er personen til jobbet og det skal hele verden nok få at vide.” Selvtilfredst lænede hun sig tilbage og tog prøvende en lidt større tår af teen. Hun glædede sig som et lille barn til at se Agnes’ tanker og ideer udfolde sig til virkelighed om hendes krop.

[Agnes Tweedy]

Agnes rystede muntert på hovedet, og hun var tydeligvis ikke fornærmet over manglen på tidligere information. "Ja, det kan jeg forestille mig," svarede hun til gengæld underholdt og klukkede lavmælt for sig selv.

Der var dog også tydelig taknemmelighed at spore på hendes ansigt og det var ikke noget hun forsøgte at lægge skjul på. Hun lænede sig helt frem og gav Beatrices arm et flygtigt klem - så godt som hun lige kunne nå - før hun i en flydende bevægelse fik omrokeret sig og endte i skrædderstilling i lænestolen. "Det er en stor mulighed. Jeg er kun glad for, at det er dig, der får lov til at stå i spidsen for den," konstaterede hun sikkert.

Hun rakte ud og tog en tår af sin te. Næsten med det samme stillede hun koppen tilbage på underkoppen. "Jeg tænker flaskegrøn. Mørkt, men skinnende."

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea lagde hurtigt hånden over Agnes’, da den fandt vej til hendes arm, og gav ligeså den et klem tilbage. Hun havde ment hvert et ord til den talentfulde skrædder, og kunne næsten ikke vente til at arbejde med hende igen. Aldrig havde hun forladt butikken uden at være mere end ovenud lykkelig for kreationerne og denne gang ville bestemt ikke blive anderledes. ”Mange tak, Agnes. Du skal vide, at jeg er glad for at kunne give dig den mulighed. Du fortjener den.” Bea lagde hånden tilbage om den varme kop og trak selv benene op under sig i skrædderstilling. Nu skulle der skabes noget magisk, og det var fantastisk at være vidne til.
”Uh, du er et geni. Jeg elsker allerede nu din tankegang. Og lidt hud.” tilføjede hun med et skævt smil, der hvilede i den ene mundvige, ”Du ved, jeg elsker hud.”

[Agnes Tweedy]

Agnes' smil kunne have lyst hele rummet op. Hun kunne have udtryk sin taknemmelighed med mange flere ord, men overvældet som hun var af situationen, sagde hun det hele med et enkelt blik. Der var tid nok til at takke senere. Lige nu væltede idéerne frem, især med et endnu større formål bag det.

Hun lo og hævede et enkelt, slankt øjenbryn. "Det kunne jeg ikke drømme om at glemme," konstaterede hun sikkert og holdt en finger op, som tegn til at hun var tilbage om et øjeblik. Da hun satte sig igen var det med et skitseark og en kulstift. Fjerpenne og blæk var ikke gode til arbejdet, men til gengæld var Agnes tydeligt vant til at arbejde med det andet materiale.

Koncentreret rynkede hun brynene og da hun rettede sig op igen, var det med et overvejende ansigtsudtryk. Så smilede hun med en anelse sikkerhed og vendte tegningen mod Beatrice. "Noget i den her retning?"

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea nikkede tilfredst og fulgte Agnes med blikket, da hun vimsede ud af lokalet. Et dybt suk nede fra maven undslap hende. Det havde været godt at få det fortalt og at se glæden, da nyheden nåede frem. Selvom der tit var lidt for meget i hendes hverdag til, at hun selv følte der var tid til gode gerninger, var det rart at kunne glæde et andet menneske så meget. Hun sendte Agnes et distræt smil, da denne fandt tilbage på sin plads og kastede sig over tegningen. Først da skrædderen vendte blokken og fik vækket nysgerrigheden, blev hun atter nærværende i lokalet.
”Hellige Hippogriff, Atterberry!” udbrød hun fornøjet og så med måben på kjolen, der var hurtigt skitseret. Den var intet mindre end perfekt. ”Du har ikke bare gjort det igen, du har overgået dig selv!”

[Agnes Tweedy]

Agnes var tydeligt koncentreret mens hun skitserede, men da hun viste tegningen til Beatrice var det sædvanlige, afslappede smil tilbage på hendes læber. Den yngre kvindes reaktion fik hende til at le hjerteligt og hun viftede affærdigende med den ene hånd. "Det er kun en skitse," slog hun fast og blinkede en enkelt gang.

Kulstiften vippede overvejende mellem hendes fingre. "Jeg kunne brodere et slyngmønster op langs syningerne med en dybere grøn. Vi har netop fået tråd, der er fortryllet til at skinne som ædelsten i skæret fra stearinlys." Hun så op på Beatrice med et konspiratorisk blik. "Og findes der nogen bedre som forsøgsperson end dig? Det ville se mageløst ud på fotografierne."