Blandt knapper og kvaster

[Beatrice Sinclair Ivory]

"Jeg ville elske at bære den." Det var altid en fornøjelse at se Agnes arbejde. Sådan var det med folk, der var gode til sit håndværk - lidt som at se akrobater på kost. Der var bare noget fortryllende over den sikkerhed, der var at finde hos Agnes. Selv havde Bea en enkelt gang kastet sig ud i et syprojekt. Der var ikke kommet andet end en skæv, krøllet tube med skæve stropper på. Efter det var det projekt blevet efterladt sammen med stearin-projektet, og der lå stadig skabeloner og stofrester de underligste steder i lejligheden.

"Uh, lidt at fange til kameraerne. Det et seriøst for lækkert at være din forsøgsperson, A. Du har min krop!" Bea daskede blidt til skrædderens knæ og rejste sig for at hænge kappen hen til døren nu hun endelig havde fået varmen efter den kølige trav ned gennem Hogsmeade.

[Agnes Tweedy]

Den unge skrædder så tydelig tilfreds ud over Beas konstatering. Beatrice gav hende relativt frie tøjler og Agnes udnyttede det ofte til at få prøvet tanker og idéer af, som havde hvirvlet rundt over en længere periode. Det var en fornøjelse at kunne det og det kriblede allerede i Agnes' fingre for at komme i gang.

Hun tilføjede et par streger og skriblede et enkelt notat ud for sin skitse. Hun havde Beatrices mål indprentet efter mange timers tidligere arbejde med at specialsy hekseskrud til den yngre kvinde. "Jeg tror, jeg kan nøjes med et enkelt, nyt mål i denne omgang. Skal vi få det overstået med det samme?"

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea klappede fornøjet i hænderne, mens Agnes fik tilføjet flere detaljer og hoppede straks op sin plads i den bløde lænestol, hvorfra hun dansede ud på gulvet. "Hvor vil du have mig og hvilke mål skal bruges? Bare rolig, jeg har ikke taget på." Det var skønt at føle sig så velkommen hos Agnes. Normalt brød hun sig ikke om at skulle ud og skaffe nye gevandter, men når anledningen kaldte til det, vidste hun at der altid var åbne arme og et kreativt sind at finde hos Madam Malkins. "Mål mig." udbrød hun fornøjet og strakte armene ud. Det var næsten som at være lille til de endeløse rækker af 'modehows' hun skulle gå for sin mor før familiesammenkomsterne, hvor Bea selvfølgelig skulle se nydelig ud i et af de hundrede til anledningen indkøbte skrud.

[Agnes Tweedy]

Agnes kunne dårligt andet end at holde af Beas tydelige entusiasme. Det var noget der gjorde arbejdet en del sjovere og den ældre kvinde lo hjerteligt, som hun også selv kom på benene og fremdrog et målebånd fra en af de utvivlsomt mange lommer.

Med en hvislende lyd snurrede det ud af sig selv og Agnes fulgte roligt efter Quiddtichstjernen med et vurderende blik. Hun tog sine egne øjemål først, før hun trådte frem og målte mellem Beatrices armhule og hofte. Derfra tog målebåndet selv over og Agnes koncentrerede sig i stedet om at skrive målene ned, mens lyden af båndet der hvislede rundt i øjeblikket var den eneste lyd.

"Det skulle kunne gøre det," erklærede hun og målebåndet tog det som en kommando. Pertentligt foldede det sig sammen og snart efter var det tilbage i Agnes' lomme. Hun smilede til Bea. "Hvor hurtigt skal det være klar?"

[Beatrice Sinclair Ivory]

Selvom Bea altid havde haft krudt i røven og et dertil hørende besvær med at stå stille, formåede hun alligevel at holde sig nede i gear, mens målebåndet hvislede rundt om hende. Med forventningens glæde betragtede hun Agnes, der, emmende af koncentration, fik skriblet rettelserne i mål ned sammen med skitsen af den nyeste kreation. Det var ellers svært at stå stille, når det eneste den unge Quidditchspiller havde lyst til, var at hoppe begejstret rundt.

Et bredt smil hang stadig om Beas læber, da hun nikkede tilfredst til Agnes, mens målebåndet atter forsvandt i en af skrædderens utallige lommer. ”Altså festen er om fjorten dage, så hvis du kunne have den færdig om cirka ti, tænker jeg der også kunne være tid til eventuelle rettelser, selvom det nok ikke bliver aktuelt.” Læberne havde været spidset i en eftertænksom mine, før hun gav sit svar.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede og noterede en dato ned på skitsen med et tilfreds ansigtsudtryk. "Det skulle kunne lade sig gøre," erklærede hun sikkert og tilføjede endnu et lille notat. Med det rullede hun forsigtigt skitsen sammen, trak sin tryllestav og gav den et let slag, før den svævede over og arkiverede sig selv blandt lignende ruller. Der var et system, men det var ikke umiddelbart nemt at gennemskue for dem der ikke kendte det.

Tryllestaven forsvandt tilbage ind i lommen og Agnes klappede en enkelt gang. "Med det ude af verden, skal vi så ikke tage et kig på det sjove?" spurgte hun, med et spøgende glimt i øjet. Normalt udvalgte Agnes nogle enkelte tekstilprøver, men med en som Beatrice, gjorde hun en undtagelse og lod Quidditchspilleren komme med for at se det fulde udvalg. "Mit umiddelbare forslag er stadig grøn, men det kan jo være, at du forelsker dig i noget andet," konstaterede hun og slog bydende ud mod den bagerste del af butikken.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea lyste, hvis det overhovedet var en mulighed længere, endnu mere op ved Agnes udmelding. "Agnes, du er en engel!" udbrød hun begejstret. Fantastisk! Det var nu ganske udemærket at være Beatrice Sinclair Ivory for det meste. Storsmilende trådte hun ind i baglokalet med et tilfredst nik. Det var helt ubeskriveligt at komme med i den bagerste del af butikken. Selvom de fabelagtige tekstiler og farver var nok til at tage pusten fra hende, havde hun dog ikke Agnes' evne til, hvordan tingene skulle sammensættes for at det blev en succes. Dette var ikke hendes hjemmebane. Når hun var oppe i luften kunne hun sagtens analysere spillet og mulighederne tegnede sig straks for hendes øjne, hvorefter hun på refleks nærmest kunne lægge gode angreb, men det her? Umuligt.

"Du ved da, at jeg elsker at blive overrasket, A, og hvis dit forslag er grøn, så bliver det grøn. Jeg stoler på dig." Bea blinkede fornøjet til skrædderen, der efterhånden var blevet mere et venskab end en pligt. Hun kunne altid regne med Agnes gav hende fantastiske råd.

[Agnes Tweedy]

Det tog ikke Agnes mange øjeblikke at beslutte hvilke ruller hun havde tænkt sig at hive ud. Hun vidste nøjagtig hvor hver enkelt lå, men hun gav alligevel Beatrice muligheden for at komme med sine egne tanker. Da det ikke skete, nøjedes Agnes med at le hjerteligt.

"Udmærket. Så har jeg dit ord på det," svarede hun og blinkede et enkelt gang, før hun gav den yngre kvindes arm et klem. "Kom. Lad os snakke lidt, før arbejdet kalder." Og med de ord, ledte hun dem begge tilbage til lænestolsgruppen og tog sig en velfortjent pause.

Tråd lukket