Impromptu

[Amanda Byrnes]

Luften var begyndt at blive bidende kold rundt om Hogwarts og blev ikke just lunere som man vandrede op i slottets tårne og endte helt ude på tagterassen. Det var heldigvis længe siden, at en bagatel som kulde havde været en magikers problem, og Amanda havde for længst sørget for at lære termos af en Hr. Shaw. Så både hende og hendes ledsager, en vis Hr. Buford, kunne beundre udsigten (der vitterlig var ret beundringsværdig) uden at føle sig alt for generet af kulden.

Men hvorfor tagterassen? Først lidt historie:
En nat der startede med et skænderi, blev til den nat hvor de to besluttede sig for at starte forfra fra trin 1 og i øvrigt være sammen. Det var tre dage siden og beslutningen stod ved magt, måske særligt den sidste del af den. Faktisk viste det sig snart, til Amandas åbenlyse glæde, at de to bare fungerede godt sammen. De talte godt sammen. De arbejdede godt sammen. De var cirka lige tossede...
I dag var deres time i Forsvar Mod Mørkets Kræfter blevet aflyst uden varsel - til stor harme hvis man tilfældigvis holdt af sine faste skemaer, men lige præcis i dette tilfælde var Amanda ikke meget for at indrømme, at hun faktisk næsten var lettet. Hun havde aldrig haft det helt godt med det fag.
Det var Julian der foreslog at de kunne spendere tiden med at gøre indhak i hans sliklager og snakke lidt, og det var Amanda der, i et anfald af utrolig eventyrlyst, foreslog tagterassen.

Det var også hende, der først nåede derop og kunne gispe begejstret over udsigten til et hjørne af søen og tågede klipper i det fjerne.
"Er du med?", spurgte hun bagud og hankede op i sin skuldertaske.

[Julian Buford]

Julian trådte ud af døren lige bag Amanda og sørgede for at holde igen i døren, så den ikke lukkede i med et brag. "Jep," svarede han kortfattet, og svingede tasken af skulderen ned på bænken ved siden af døren. Han kunne se sin ånde i den kølige efterårsluft, men Amanda havde været effektiv og allerede sørget for kuldeaspektet. Alligevel tog han sit tørklæde af og bredte det ud på bænken, så de havde noget at sidde på.

Inden han slog sig ned gik han hen til Amanda og kastede ud mod horisonten. Det var et smukt syn, men der gik ikke lang tid før han stod og kiggede på hende i stedet for. "Fik jeg nogensinde fortalt dig at din nye hårfarve klæder dig? Den matcher dit tørklæde," bemærkede han og strøg kort sin pegefinger langs hendes hårspidser. Så vendte han fronten mod hende og rakte ud efter hendes taske. "Her," mumlede han og løftede den af hendes skulder. Der lød nogle stemmer inde fra slottet, men der kom ingen ud på terrassen. Lettet over at have stedet for sig selv gik Julian tilbage til bænken og stillede Amandas taske ved siden af sin egen. "Har du fotryllet din taske?" spurgte han over skulderen og satte sig så på bænken.

[Amanda Byrnes]

Amanda bemærkede lige bevægelsen ud af øjenkrogen, før han stod ved næsten siden af hende. Hun gjorde sig umage for ikke lige at kaste et hurtigt blik over skulderen. Hun vidste jo hvem det var. Og desuden.. Måske var det på tide at prøve at lære ikke at instinktivt trække sig et par skridt væk når et andet menneske kom tæt på hendes personlige rum. Desuden blev hendes anstrengelser (eller, teknisk set hendes hår) belønnet med et kompliment og hun drejede rundt for at smile til tak, tidsnok til at han kunne løfte hendes taske. Endnu en gestus, i øvrigt, hun aldrig havde været vant til. Fra nogen. Muligvis fordi hun plejede at holde sin taske så tæt på kroppen, hvor der ikke rigtig var nogen, der hørte hjemme. Muligvis fordi hun sommetider syntes at gardere den med noget, der kunne minde om bidskhed. Meeen hun stolede på Julian og kvalte (næsten) sine "øhm øhm" og lod ham tage den.
"Jeg, eh-.. Altså, ja. Jeg slæbte altid rundt på tusind bøger. Og.. Ting. Så jeg, eh, lærte udvidelsesbesværgelsen."
Mens hun talte havde hun kantet sig hen til bænken og sat sig ved siden af ham. Høflig afstand, vel at mærke, men ved siden af, kun en anelse rød i kinderne (og hey, det kunne være den smule kulde der sommetider slap forbi hendes besværgelse).
"Men det tog lang tid! Jeg mener, jeg kan ikke bare sådan-.."
Hun gjorde en lille 'puff'-bevægelse med hænderne, bare for lige at understrege at det ikke var ment som pral eller noget.

[Julian Buford]

Mens Amanda svarede på hans spørgsmål vendte han sig mod sin taske for at finde slikket frem. Det resulterede i at han sad med ryggen til hende, da hun fik sat sig, og i sin hast med at få vendt sig om igen fumlede han med en platugle og kom til at smide den på gulvet. En utilfreds lyd undslap hans læber mens han bøjede sig frem for at samle den op igen.

Endelig fik han rettet sig op igen, og han betragtede hendes illustrerende armbevægelser, mens han lagde godterierne fra sig i mellem dem. "Nej, nej, altså jeg kan ikke engang... Jeg mener, altså, det er en svær besværgelse," sagde han, kiggede hastigt væk og håbede inderligt at hun ikke blev fornærmet. Han mente bare, at han jo som regel lykkedes med sine besværgelser, og han var faktisk ret imponeret. "Jeg har været nødt til at forstærke sømmene i min. De blev ved med at gå op under vægten," fortalte han og smilede til slikket, som han blik ved et tilfælde var faldet på. "Vil du..? Du tager bare," sagde han så og kiggede op som han gjorde et gestus med sin ene hånd mod slikket, der lå som en lille barriere i mellem dem. Det var ikke ligefrem et udvalg der kune måle sig med Kandisbaronens, men nu rendte han sjældent rundt med søde ting til mere end en person. Faktisk var det et rent tilfælde at han havde haft det med i dag, for han lå som regel og spiste det i sin seng, når han læste.

[Amanda Byrnes]

Amanda tog sig i bare generelt at sidde med forskellige afskygninger af et smil malet på ansigtet. Undskyldende, da Julian fik tabt sin platugle. Med slet skjult stolthed, da han nævnte at hun faktisk havde lært sig en svær besværgelse. Og slet og ret glad, da han selv kom ind på at hans egen taske simpelthen ikke kunne holde til vægten af hans bøger. Hvorfor? Tjah, det var måske både en smule sært og enormt standart Ravenclaw, men hun fik altid lige dét mere respekt for en fyr der gad slæbe læsestof rundt. Det vidnede både om intelligens, et struktureret gemyt og, hey, stærke skuldre. Win win win?

Men disse tanker holdt hun nu for sig selv, omend med en følelse af, at de skulle på listen over "ting der skal fortælles en dag". I stedet nikkede hun 'jo tak' til tilbuddet om godter og rakte ud efter en platugle, som blev pakket ud med nøjsomme bevægelser.
"Forstærke sømmene? Hvilken besværgelse er det?", spurgte hun, mens den nostalgiske smag af lys chokolade bredte sig i hendes mund, "Eller... Kan du sy?"

[Julian Buford]

Da 'damerne først'-reglen var blevet overholdt dykkede Julian selv ned i den beskedne bunke og fandt sig en karamel. Papiret knitrede mellem hans fingre, da han pakkede den ud. Netop som han puttede den i munden kom han til at le, og han var lige ved at spytte karamellen ud igen. "Jeg kan ikke sy!" udbrød han, ikke så meget fordi der var noget i at kunne sy - det var bare tanken om ham selv i nærheden af en nål der som resultat skulle blive noget produktiv. Teknisk set ville han nok ikke have de helt store problemer med det, hvis han bestemte sig for at lære det, men det stod ikke lige øverst på to-do-listen (hvis det overhovedet stod der).

"Det er bare en almindelig husholdningsbesværgelse. Lærte den af min mor," fortalte han og skubbede karamellen ud i kinden, så han ikke sad og læspede mens han talte. "Bill - øhm, min storebror, han gik på Gryffindor? I hvert fald, han smadrede altid sit tøj. Det gør han måske egentlig stadig." Julian pustede sig ubevidst en smule op når han talte om sin bror. Han var utroligt stolt af og glad for sin familie, hvilket også manifesterede sig i at halvdelen af hans sweaterkollektion faktisk ikke tilhørte ham selv. Molly havde samme vane, hvilket måske var grunden til at hans egne sweatere manglede hele tiden. Men ud over at han elskede sin søskende, så så han også ekstremt meget op til dem. De var begge to optimistiske, udadvendte sjæle, hvis navne kun de færreste ikke kendte, og selvom Julian aldrig havde savnet rampelyset, så havde han altid ønsket at kunne åbne sig op på lignende måde overfor mennesker han ikke kendte. Ud over kollegium, så var dette personlighedstræk det der afslørede ham mest som adoptivbarn - men de baner tænkte han slet ikke selv i. Ok, dårligt valg af slik. Han holdt inde et øjeblik. "Jeg tror hele familien kan den. Eller det burde de i hvert fald, hvis de lyttede, altså," tilføjede han med et skævt smil.

[Amanda Byrnes]

Amanda sad med sin platugle i begge hænder og nippede små bidder af den mens hun lyttede. Hendes øjne var rettet mod udsigten, og selvom hun en gang i mellem kastede et blik på sit selskab for at fange et smil eller en gestus (eller at han pludselig rankede sig en smule, lagde hun mærke til), var det sådan hun slappede bedst af. Faktisk gjorde det undere for hendes egen afslapningsgrad at kunne bruge sine ører mere end sin øjenkontakt og et par gange fangede hun sig selv i at synke sammen i ryggen, som hun plejede at gøre over sine bøger.
Okay, så Julian kunne ikke sy. Fair nok, ikke bare var han en fyr, dette her var også den magiske verden. Meget få kunne sy. Hun kunne ikke sy.

Da han begyndte på emnet familie, sled hun blikket fra horisonten et øjeblik for at vise sin billigelse med et hurtigt (omend ægte) smil. Kommentaren om hans storebror fik også et "Mhmm" med i farten, bare for at vise at hun stadig lyttede. Hun kendte faktisk ikke ret godt til Bill fra Gryffindor - den slags kom af at sidde i sin egen ravnebobbel det meste af Hogwarts-tiden - men det sagde hende nu alligevel noget. Kom nok af at hænge overraskende meget ud med typer som Morgan, Jess og Henry, der som oftest gerne delte ud af deres viden om andre mennesker. Ofte fyre. Sommetider grafisk. Hm.

Da hun havde nippet alt hvad nippes kunne af sin platugle, rakte hun atter ned i posen og hapsede sig en salt-sød lakridsflue. Deres uberegnelige sommetider-salte-sommetider-søde smag havde altid puffet lidt til hendes indre kontrolfreak, men hey, det var en ny dag.
"Wauw. En søster og en bror.", gumlede hun og gengældte hans skæve smil, "OG Gryffindors. Tænk at I har plads."
Og efter en lille pause:
"... Fordi Gryffindors fylder meget. Du ved. Altså, lidt ligesom Morgan. Altså, ikke fysisk."
Hun fik pludselig travlt med et rode efter endnu et stykke slik og kigge meget intenst på posen imens.


((Amanda kunne næsten høre Morgans fornærmede "Hey!" i sit hoved.. Det lød næsten som om det kom fra gulvet.))

[Julian Buford]

Modsat sit selskab havde Julian ikke det mindste til overs for udsigten. Han sad vinklet på bænken så han havde fronten mod Amanda, også selvom hans blik halvdelen af tiden var rettet mod slikket eller de vejrslidte stenfliser der udgjorde terrassens gulv. "En søster og en bror," gentog han leende og lod blikket dvæle ved hendes smil. Han åbnede munden igen for at forklare, at de skam havde masser af plads derhjemme (virkelig, der var masser af plads), men ravninden kom ham i forkøbet og begyndte at forklare, hvad hun havde ment. "Jeg- jeg forstår godt hvad du..." Han bemærkede hendes besvær med slikposen og afbrød sig selv. Derfor rakte han ud efter den for at holde den for hende, men midt i alting indså han at det lignede han var i gang med at tage hendes hånd, og han trak den brat til sig.

En smule forlegen rømmede Julian sig og lod blikket falde til stengulvet i stedet."Nårh, ja... Ja, altså, der er gang i den," fortalte han. "Hele Buford-slægten er Gryffindors. I hvert fald så vidt jeg," fortsatte han og smilede undskyldende (til terrassegulvet). "Hvad med dig- din familie?" spurgte han i et forsøg på at dreje emnet væk fra ham selv - han ville ikke være uhøflig og slet ikke snakke om hende. Det var en besynderlig ting, det der med at lære hinanden at kende. Julian havde det som om han kendte Amanda ud og ind, og alligevel vidste han ikke det mindste om hende - hendes baggrund, hendes familie, hendes liv uden for skolen... Hvis han kunne komme til det vil han gerne høre om det hele lige nu.

[Amanda Byrnes]

Amanda prøvede at fortælle sig selv at dette her bestemt ikke var som taget ud af én af de romantiske komedier hendes mor godt kunne lide at se, men det var som om hun ikke helt lyttede til sine egne argumenter. Hun havde lidt for travlt med at hive sin egen hånd væk fra slikposen i en spejling af Julian, bare lige for rigtig at at gøre det underligt.
Hun kunne ikke engang selv lide de film.
Emneskiftet var i hvert fald ganske kærkomment, tilsyneladende for dem begge, og selvom Amanda lavede en mental note til sig selv om at spørge noget mere ind til 'Buford-slægten' (javel javel), greb hun gladeligt hans spørgsmål.
"Der er ikke helt så meget slægt over os.", indrømmede hun med munden fuld af et syrligt bolsje, hendes hånd havde hapset i farten, "Det er bare min mor, min far og mig. Masser af plads og altid mindst ét ledigt badeværelse."
Hendes smil var præget af en usikkerhed om hvorvidt toiletfaciliteter nu også havde været det helt rigtige at fokusere på i en præsentation af sin familie. Hun kom frem til, at det var det nok egentlig ikke, sank noget syrligt og tilføjede:
"Min far er muggler. Så jeg er vokset op med både magi og computere... Men det har ikke noget med badeværelserne at gøre."
Hun nikkede resolut.

[Julian Buford]

Det knasede da Julian lukkede kindtænderne om bolsjet, og han holdt automatisk en hånd op for munden. Han nikkede for at vise, at han stadig lyttede og fjernede hånden fra sit ansigt igen, da han havde tygget færdigt. Ok, så hun havde ingen søskende. Det næste spørgsmål der poppede op hos ham blev besvaret i hendes næste sætning. Han gik ikke op i blodstatus, men han syntes det betød noget om man var vokset op med eller uden magi - eller en herlig blanding. Det var trods alt hele ens forståelsesgrundlag der byggede på det.

Et latterfnys forlod Julian, da hun gjorde en bemærkning om toiletterne. "Nej, klart," kommenterede han og tyggede lidt på ordene. Han var ret sikker på at Amanda ikke vidste præcis hvordan det forholdt sig med hans familie, og han ville helst få det til at lyde så nede på jorden som muligt. Han følte sig trods alt som en naturlig del af sin familie og ville ikke gøre det store hurlumhej ud af det. "Mine forældre er begge to magikere. Men jeg voksede op som muggler på et børnehjem i udkanten af London," fortalte han. Smilet var forsvundet fra hans ansigt, men det var stadig at spore i hans øjenkroge - det var jo ikke dødelig alvor. "Jeg blev adopteret da jeg var otte år." Sådan. Så var det sagt. Det var altid så absurd at tale om det, fordi det føltes som om det tilhørte et andet liv i en anden verden.

[Amanda Byrnes]

Det blev sagt på en så henkastet måde, at Amanda faktisk ikke nåede et opfatte ordenes betydning før der var gået et par ekstra sekunder. Da det så til gengæld sank ind, var overraskelsen nok til at hun prompte slugte sit bolsje og måtte hoste et par gange for at for eftersmagen væk. Og følelsen af bolsje-ned-gennem-hals. Og for at give sig selv et par ekstra tænkesekunder før hun svarede:
"Du.. Du du du- virkelig?", halvvejs hostede hun, men øjnene rettet mod Julian.
Så meget for ekstra tænkesekunder.
"Men du er så-" Alarm! Alarm! Retræte! "Jeg mener.. Det vidste jeg ikke!"
Hendes brune øjne havde lidt en tendens til at spærre sig selv op i overraskelse - selv når situationen tilsyneladende slet ikke var lagt op til at være overraskende - og det tog lidt overvindelse ikke at komme til at stirre på sin.. Julian, som et skræmt, fjeret dyr. I stedet tvang hun sig selv til at kigge ned. Rykke lidt tættere på. Kigge op igen, lidt mindre skræmt-fjeret-dyr denne gang, lidt mere uforstående medfølelse.
"Det vidste jeg ikke."

[Julian Buford]

Tilbagelænet var ikke rigtig et ord i Julians ordbog, men han leverede ikke nyheden med den sædvanlige stive holdning og det nervøse flakkendeblik. Det skyldtes til dels at han virkelig følte sig godt tilpas i Amandas selskab. Hendes stammende reaktion slog ham dog lidt ud af den ellers selvsikre kurs, og hans blik flakkede fra hendes ansigt, ned i bænken og op igen. "Mhmm," bekræftede han med et lille nik og smilede skævt. Nu begyndte en uvelkommen følelse af usikkerhed for alvor at snige sig ind på ham. Havde det været for meget at smide i hovedet på hende på den måde? Det var måske noget de skulle have dækket, inden de havde aftalt at være -

Julian rømmede sig mentalt og slog endeligt blikket ned i bænken, mens hans hjerne kørte på højtryk for at finde på noget at sige, der kunne lette situationen for dem begge. Han fornemmede alt for godt hendes blik men kunne ikke få sig selv til at møde det. Men så rykkede hun tættere på, og den begyndende følelse af panik blev sat i bero, da han igen løftede hovedet og denne gang mødte hendes blik. "Det er ikke ligefrem noget jeg skilter med. Men det er ok," sagde han og smilede skævt igen, denne gang mindre men mere oprigtigt. Så åbnede han munden igen men ombestemte sig nærmest med det samme og endte med at række ud efter hendes ene hånd i stedet. Der lå ikke så meget analyse bag handlingen denne gang, han gjorde det bare fordi han gerne ville holde hende i hånden.

[Amanda Byrnes]

Og det slog Amanda at hun muligvis igen havde overvurderet en situation der egentlig ikke skulle have været overvurderet. Hendes mor havde ganske vidt kaldt hende overdramatisk ved mere end én lejlighed, men det var Julians lille smil, der overbeviste hende om, at hendes mor nok i grunden havde haft ret. Det var i øvrigt også hans lille smil der satte hende så tilpas meget ud af fatning, at han havde lagt sin hånd på hendes før hun overhovedet havde fanget bevægelsen ud af øjenkrogen.
Det slog hende, at hans hånd var større end hendes. Og varmere. Og grovere, men ikke engang ret meget, for ingen af dem var vant til at røre ved ting der var meget mere ru end tryllestave og gamle bogsider. Det gibbede i hendes arm da alle disse tanker var fløjet forbi og efterlod plads til, ak ja, mere dramatik, men hun trak ikke sin hånd til sig. Overraskende nok. Faktisk gjorde sig umage for at kvæle et smigret eller smørret smil, der havde tilkæmpet sig plads på hendes ansigt, men det fungerede ligesom ikke rigtig.
"Nå, det.. Det var vel egentlig også lidt på tide, var det ikke?", spurgte hun horisonten, før hun drejede sin hånd under hans, og gav den et nøgternt klem.
"Det lyder nok lidt tosset, men jeg.. Det her.. Er lidt vigtigt. Synes jeg."
Hvis man med sin vilje alene kunne tvinge den lettere ydmygende blussende farve ud af kinderne, havde hun bestemt gjort det nu. Men ak, siden hverken videnskab, magi eller den reneste Tro var nået så langt endnu, var der intet andet at gøre end at stå ved sit smil og sin kindtemperatur og distrahere sig selv ved at analysere den snurrende følelse i sine fingerspidser. Det tog et lille stykke tid før hun var tilbage ved emnet:
"Vil du ikke fortælle noget mere om din familie?"
Denne gang en smule mindre dramatisk.

[Julian Buford]

Det gik ikke Julian ubemærket forbi, da det gibbede i Amanda, men han holdt sin hånd over hendes og lukkede sine fingre om den i et blidt greb, da hun vendte den og gav ham et klem. Der var noget i hans bryst der boblede. "Mmm," mumlede han fraværende og smilede smørret, mens hans betragtede hendes ansigt.

Så dæmrede det for ham, at hun rent faktisk havde sagt noget. Ord. Der havde en betydning. Han rettede et mentalt spark mod sig selv og glippede rent faktisk med øjnene. "Det er ikke noget jeg bevidst undlader at fortælle, jeg tænker bare ikke over det. Og når jeg gør, føles det så absurd! Jeg har været en naturlig del af familien så længe..." Julians blik skøjtede frem og tilbage mellem Amanda og horisonten mens han talte. "Selvom jeg ikke går på Gryffindor," tilføjede han skæmtende og så sigende på hende.

Julian holdt inde et øjeblik, mens han ubevidst lod blikket dvæle ved hendes læber. Det var forspørgslen om at han skulle fortælle mere om hans familie, der distraherede ham et øjeblik, men efter et par sekunders tænketid åndede han beslutsomt ud. "Min familie er fuldblods, den konservative af slagsen," begyndte han, "så stemningen var ikke så god da mine forældre valgte at adoptere en dreng fra et mugglerbørnehjem. De vidste godt at jeg var magiker, men der var ingen måde at bestemme min blodstatus på. Der er ingen der ved hvem min biologiske far er, og min biologiske mor er død." Julian holdt inde igen og kiggede ned på deres hænder. "Det... har jeg ikke fortalt til nogen før... Altså jeg har fortalt at min mor er død, men..." indrømmede han lavmælt og kiggede op, stadig med hovedet bøjet let forover.

[Amanda Byrnes]

Måske kom det af at have levet sine næsten 16 år bag bogreoler og i det hele taget få al hidtidig spænding og romance og eventyr ind gennem ord trykt på papir - men bare det her... Bare al holde en person i hånden. Som hun (faktisk virkelig) godt kunne lide. På en tagterasse. I en fritime. Det var ikke ligefrem ulovligt! Og derfor var det måske lige ekstremt nok at hun forestillede sig at kunne mærke sit hjerte slå hurtigere (hun syntes ligesom det ville ødelægge øjeblikket at tage sin puls, så det var selvfølgelig gisninger der var tale om), men sådan føltes det altså. Det var spændende. Det var ikke helt skidt.

Samtalen var desværre et sted ovre i den anden grøft og Amanda hun blikket rettet udad mens hun lyttede og gjorde sit bedste for at lægge ansigtet i passende sobre folder. Det var overraskende svært, lige indtil han nævnte sin mors død. Så var det ikke svært mere og hun gav uvilkårligt (og ubevidst) hans hånd endnu et klem. Og holdt ved. Indtil det gik op for hende at hun holdt ved og så skyndte hun sig at løsne grebet.
Så meget tillid. Til hende. Så tidligt. En lille del af hende kunne ikke lade være med at føle sig alt for uforberedt. En anden følte sig slet ikke værdig. Men en tredje (det var vidst den mere romantisk anlagte af dem) var smigret i en sådan grad at hun næsten ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun tøvede lidt, sank en klump og prøvede alligevel med ord:
"Så du kender ikke din.. status?", spurgte hun til sidst, forsigtig med tonefaldet. Hun vidste ikke hvor meget hendes politiske standpunkt skinnede igennem: Status Quo havde haft så lidt at lave siden tragedien, men det var nu stadig dér hun hørte til. Hun var bare stadig ikke 100 procent sikker på fyren ved hendes side.
"Ikke at det.. Eller, jeg mener, det må der da være nogen der tager nær. Alligevel."