Død i silke-chiffon.

[Jessie Taylor Blythe]

T i l e g n e t :       A l i s t a i r       I f ø r t :      Silke-chiffon

Jessie var ved at dø af nervøsitet. Hun havde ligesom ikke nogen garanti for, at Alistair ikke ville synes hun var latterlig eller værre – at han blev vred. Med sit forsøg gik hun ret meget direkte imod alt hvad han havde givet udtryk for at ville og det var med en mave fuld af knuder, at hun forsigtigt trippede ud fra badeværelset og kastede et vagtsomt blik ned af trappen. Ingen lyde af forældre og ingen tegn på aktivitet fik hende til at ånde lettet op og hun tog en dyb, dyb indånding, før hun greb fat om dørhåndtaget og åbnede indtil sit eget værelse igen.

På en eller anden måde synes hun at det ret så bratte kostumeskift fortjente en eller anden forklaring – måske en henvisning til Annabels garderobe – men så indså hun, at den forklarede sig selv. Hun lukkede døren igen med blikket på Alistair og gnavede lidt ned i sin underlæbe. Ret ryggen, ret ryggen, smil, se forførende på ham, som om du er... sulten?! Hun formåede sådan cirka intet af det, men lignede det hun var. Dræbende nervøs og bange for hans reaktion. Hvorfor skulle det også være så svært?

[Alistair Murray]

Da Jessie gik ud for at skifte til nattøj, tænkte Alistair ikke meget over det. Til gengæld blev han siddende tilbagelænet i hendes kontorstol, bladrende igennem et eller andet mugglerblad omkring den sport, som Blythe-familien tydeligvis var dybt betaget af. Alistair - som aldrig rigtigt havde fulgt med i andet end quidditch - så skeptisk på billederne og læste dele af artiklerne, med en interesseret rynke på panden, det ene ben foldet over det andet ved knæet og vippende let på den ene fod, som havde det været en gyngestol (havde han haft et par hornbriller og en pibe i munden, ville ligheden med hans far have været slående). De tidligere nætter de havde tilbragt sammen, havde involveret Jessie i løstsiddende, ganske afslappet nattøj og derfor tænkte han ikke synderligt over det, da hun først åbnede døren ind til værelset igen.

Det skulle bare have været en uopmærksom skæven op mod hende, men det han så fik ham i stedet til at tabe bladet ned på gulvet - som snart efter fik selskab af Alistairs underkæbe.

Han stirrede; det var han halvt klar over. Han var dog ikke klar over, hvordan han skulle lade være med det og uvilkårligt faldt hans blik til et stykke under hendes ansigt.
Da han blev klar over, at han gjorde netop det, flåede han sig selv op i nakken og formåede i samme omgæring til at få kontorstolen til at snurre en halv omgang idet hans vip med foden pludselig blev til et spjæt og ham selv til at smadre knæet ind i bordbenet, inden stolen vippede bagover og Alistair ramlede ned på gulvet.

Han bandede næsten, men bed det hurtigt i sig med et svagt forpint, men mere flovt ansigtsudtryk. Han var langt mere fokuseret på sine varme kinder, sin åndssvage figur rodende rundt på gulvet og synet af Jess, som han absolut ikke kunne banke ud af hovedet igen. Rømmende sig en enkelt gang, fik han sat sig op, med blikket rettet fast mod gulvet - troende at han var vældig diskret i sit forsøg på at lade være med at kigge på hende, selvom det langt fra var tilfældet - og kæmpede mod behovet for at holde sig for øjnene (merlin, hans ene hofte gjorde ondt - han forudså et blåt mærke). "D-du... Jeg... Jeg skulle nok tage at... Du ved, seng... Inde ved siden af, og, ja..." Alistairs kinder brændte, og han var klar over at han plaprede.
Han rømmede sig kraftigt endnu engang, og kløede sig i panden, i et endnu et forsøg på at afholde sig selv fra at kigge på hende (skønt han kunne se hendes pæne, slanke ben, som v- Alistair slog sig selv mentalt over næsen). "Du... Jeg mener... Du plejer ikke... Jeg" Han rømmede sig voldsomt igen, i øvrigt stadig uden at have rejst sig.

[Jessie Taylor Blythe]

Jessie havde virkelig mange, mange potentielle scenarier flagrende rundt i hovedet, da hun åbnede døren, men ingen af dem involverede Alistairs voldsomme fald ned af hendes kontorstol (hvilket egentlig var dumt, for hun vidste udmærket hvor klodset han var). Da han lå dernede og rodede rundt, blinkede hun overrasket med øjnene og selvom han tydeligvis havde slået sig, kunne hun ikke lade være med at være bare en lille smule lettet. Annabel havde sagt noget med, at dybt distraherede drenge var drenge, der ikke kunne tage øjnene af en. Eller noget i den stil.

Det tog hende en del øjeblikke at finde ud af at gå tættere på og række en hånd frem imod ham og inden hun overhovedet kom så langt, havde han brudt tavsheden. Den komplet usammenhængende plapren fik begge hendes øjenbryn til at skyde op og hun kom til at smile dumt. Hvad hun til gengæld ikke gjorde, var at svare før et råb nedefra stuen krævede at høre om alt var ok. Hun stivnede lidt, skar en grimasse og vendte sig imod døren. ”Ja, jeg faldt bare over min rugbybold!” Løgnen var – for de to på værelset – åbenlys. Den beroligede dog hendes mor og Jess åndede lettet op i cirka to sekunder før hun genfandt sig selv med Ali siddende på gulvet og intet andet end den mærkelige og meget korte grønne kjole. ”Æh... hah,” fik hun frem, modstående fristelsen til at klø sig selv i nakken. I stedet bøjede hun sig lidt og rakte en hånd ud til ham, svagt forstyrret af at han nægtede at se hende i øjnene. ”Gør det meget ondt?”

[Alistair Murray]

Så rød i hovedet som Alistair havde været for et øjeblik siden, så hvid blev han, da der pludselig lød et råb nede fra stuen, som effektivt mindede ham om at de absolut ikke var alene - noget han i øvrigt ikke havde tænkt så meget over for et øjeblik siden. Han prøvede at holde fast i den tanke, lige så meget som han kæmpede imod at komme til at se på Jess.

Det var dog praktisk talt umuligt, da hun - Merlin hjælpe ham - satte sig lige i hans synsvinkel. Farven steg op i kinderne igen, og uvilkårligt blev hans blik fanget af Jess' betragtelige kavalergang (den var der normalt ikke på samme måde), før han sparkede sig selv mentalt - for syttende gang - og så væk. "Nej," kvækkede han, selvom det egentlig var løgn. Der var dog ydmygelse nok i forvejen.

Det mentale billede af Jess i natkjolen, blev ved med at trænge ind i Alistairs tanker og han var halvt ved at overveje at storme ud af værelset, med retning mod et koldt styrtebad.
Da hans ben dog nægtede at reagere, drejede han ansigtet mod Jess - med blikket meget stift fokuseret på hendes ansigt (det var lige ved at falde igen), og uden at kunne ignorere, at han pludselig var tør i halsen. "Du... Erh," han rømmede sig kraftigt igen. "Sergodtud - skaljegikkegåindvedsidenaf? Deternokdetbedste, ja, jo, hrm." Han kom klodset på benene - trækkende lidt ned i sin evigt-én-størrelse-for-stor striktrøje, og undgik for alt i verden at se ned på sine kæreste - som han i øvrigt hurtigt trådte udenom, på vej mod døren.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess nåede lige at smile, da Alistair så fascineret på et punkt på hendes krop (hendes ører glødede) og nægtede at have ondt. Det forsvandt dog gradvist over hans meget afvisende kropssprog og det faktum at han ikke tog hendes hånd. Da han kom vaklende på benene og gav sig til at rable om at gå sin vej, var det hendes tur til at stirre på ham. ”Hvad?” Hun lignede én stor skuffelse, som han gik forbi hende og bandede ucharmerende, før hun greb fat om striktrøjen og holdt ham tilbage. ”Stop lige. Se på mig.” Indtil han rent faktisk var standset, holdt hun godt fast i trøjen. Først der, gik det atter engang op for hende hvad hun havde bedt ham om at se på og hendes kinder føltes varme. Men nu var hun ligesom i gang. ”Se lige... På mig.” Smil, smil, smil – ikke så meget! Hun bed ned i underlæben og greb halvt tøvende ud efter Alistairs hånd. ”Kan du ikke godt... Lide den?”

Det krævede alt hun havde at lade være med at bryde ud i en tirade om hvorfor han skulle holde op med at være så bange for at røre ved hende, droppe sine satans forbehold og hjælpe dem begge to til et meget mindre seksuelt frustreret sted (intet af det med den slags fornemme ord, naturligvis). Annabel sad pippende på skulderen og fik hende til at holde sin kæft, som hun bare så op på Alistair med et næsten – næsten – uskyldigt blik. Forførelse, forføring, forfølelse? - det var ikke nemt.

[Alistair Murray]

Alistairs ører blev røde, da Jess bandede tydeligt bag ham, men det fik ham dog ikke til at stoppe. Det gjorde hendes greb i hans trøje til gengæld, som han var ved at snuble forover. Heldigvis lykkedes det ham at genvinde balancen inden det skete, og han bandede mentalt, uden at se på hende med det samme. I stedet brændte hans ører og han måtte synke en klump på størrelse med en appelsin, stadig stående lettere akavet med ryggen til hende.

Det var tydeligt, at han tøvede og den røde farve fra hans ører, havde skam også spredt sig til hans nakke. Der var dog ingen måde at slippe udenom, og han havde alligevel ikke lyst til bare at vride sig løs og ignorere hende.
I stedet vendte han sig, og sank endnu en klump, da han gjorde som hun sagde og så rigtigt på hende.

Halsen var tør som en ørken, og han måtte rømme sig en enkelt gang (samt tvinge blikket væk fra den svagt gennemsigtige natkjole og tilbage på Jessies ansigt), før han kunne sige noget. "Du er smuk, Jess." Alistair rømmede sig igen, og fugtede læberne. Det var meget mod hans vilje - eller i hvert fald hans krops - at fortsætte, men på en eller anden måde overdøvede hjernen alligevel teenagehormonerne, og han rynkede kraftigt på panden. "Men jeg kan ikke. Vi kan ikke... Du ved jo godt," rynken blev endnu tydeligere, og han kunne ikke helt ignorere, hvordan det lød som om, at han også forsøgte at overbevise sig selv.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess havde ingen planer om at lade Alistair slippe. Hans beslutning om at skulle vente til for evigt var latterlig og selvom hun nogenlunde havde opgivet at overbevise ham med ord, den stædige rad, så var hun ikke færdig. Hvis det så var fordi han ikke ville – ikke ville have hende overhovedet – så var det noget helt andet. Men det var jo tydeligvis ikke tilfældet.

Et svagt opgivende udtryk gled over hendes ansigt og hun sænkede blikket, uden at have sluppet hans hånd. ”Men...” Hun tog en dyb indånding, strammede grebet om hans fingre en anelse og så op med et lille, prøvende smil.

”Du vil gerne,” sagde hun, kun halvt tøvende. Det var dybt grænseoverskridende at forsøge at overbevise ham på denne fremmede, ukomfortable måde og hun fandt sig selv en smule åndeløs. ”Jeg vil... Så gerne, Alistair.” Hendes blik flakkede til hans læber og hun prøvede virkelig, virkelig at lade være med at blive irriteret eller fornærmet fordi han ikke sprang på hende eller væltede hende ned på sengen (hvilket i øvrigt nok var for deres fælles helbreds bedste).

[Alistair Murray]

Det var utroligt, hvordan den lille kvinde foran høje, ranglede Alistair, formåede at tage styringen komplet og efterlade ham tilbage med kampen om at rette sin rygrad ud. Det gik ufatteligt dårligt, og han skar en grimasse over hendes ord. Det var muligvis enhver teenagedrengs drømmescenarie, men for Alistair var det dybt frustrerende. Hun havde jo ret i, at han mægtigt gerne ville, men på trods af det, havde han også altid ment, at det var vigtigt at vente...

En dybt frustreret lyd undslap endelig Alistair, og han himlede teatralsk med øjnene. "Skal du absolut altid have din vilje?" anklagede han, uden dog helt at kunne lægge sjælen i det. I stedet bøjede han sig et godt stykke ned, fangede Jessies ansigt med begge sine hænder og trykkede læberne insisterende mod hendes (helt ærligt, det var begrænset, hvor meget selvkontrol man kunne have, når man var en teenagedreng og ens kæreste troppede op i gennemsigtigt tøj).

Alistairs hænder bevægede sig fra Jessies hals til hendes ryg, og han slap hendes læber, kun for lige at mumle: "Umulige pigebarn," og så kræve dem igen med det samme. Pyt med det hele.

[Jessie Taylor Blythe]

Knald eller fald – i bogstaveligste forstand. Jess så tøvende på Alistair og tænkte, at det var nu han blev småsur og gik sin vej. Han himlede med øjnene, åbnede munden og overbeviste hende endnu mere, lige før han lænede sig ned, tog fat i hende og hun diskret mistede pusten. Lettere svag i benene, besvarede hun hans kys. Hendes mave slog kolbøtter og hun lagde tøvende sin ene hånd mod hans side.

For en gangs skyld løftede Jess sig ikke på tæer, fordi hun denne gang risikerede at være den, der væltede over sine egne ben. Hun følte sig lidt svimmel, da Alistair kortvarigt brød deres kys, men smilede alligevel hele vejen ind i det næste og brummede bekræftende mod hans læber. Det var måske nu hun skulle holde op med at være nervøs – hun fik jo sin vilje, som han sagde – men det gik temmelig meget lige modsat. Han var trods alt ikke den eneste, der ligesom ikke havde prøvet det før. Bevares – hun var ikke helt uskyldig, men det var noget helt, helt andet.

I stedet for at give sig til at famle med tøj eller andet i samme dur, trådte hun et meget langsomt skridt bagud og trak ham forsigtigt med med den ene hånd på hans ryg og den anden i et let greb om hans trøje i siden. ”Kom,” mumlede hun opfordrende imens. ”Du er så høj og besværlig.” Hun smilede tøvende op til ham med et stadigt flakkende blik og hev ham med til sengen.

[Alistair Murray]

Det var ikke ofte, at Alistair kyssede Jess på den måde. Faktisk var det snarere sjældent, selv når de var alene, men det var stort set umuligt at lade være, når hun stod lige der foran ham, klædt i så godt som ingenting. Han forbandede sin egen, manglende rygrad, men det var svært at være fortrydende når hun hev så insisterende i ham. Resignerende fulgte han med, og lod sig trække.

Alligevel var han for usikker til at gøre noget, da først de stod ved siden af sengen. Alistair hev sig selv op i nakkehårene, og så på Jess med et blik der måske var mørkere end normalt, men også var dybt alvorligt. "Er du sikker på, at du vil det her?" Han rynkede på panden, stadig med begge hænder hvilende mod hendes ryg.

[Jessie Taylor Blythe]

Jessies hoved snurrede behageligt uden at hun havde indtaget så meget som en kvart genstand. Hun havde i et lille øjeblik svært ved at stå sikkert på benene, men fortrød absolut intet. Da først hun gav sig til at hive i Alistair, var hun ikke længere halvsvimmel eller i risikozonen for at vælte over sine egne fødder. Hun følte sig dog stadig underligt høj på sin meget foreløbige sejr over hans fornuft og var nær ved at fnise dumt. Inden hun kom så langt, havde han dog brudt tavsheden og hun åbnede munden lidt, kun for at lukke den igen og smile. Hendes nakke var lagt tilbage for at hun kunne se ham i øjnene og hun tog en dyb indånding. ”Jeg er så sikker,” svarede hun, før hun bed ned i sin underlæbe og gav sig til at knappe hans trøje op.

”Jeg elsker dig.” Hun mumlede ordene som hun fik den sidste knap vristet ud af stoffet og rakte op for at trække den over Alistairs skuldre, stående på tæer. Da hun alligevel var oppe i de høje luftlag, kunne hun slet ikke lade være med at plante et dvælende kys på hans læber. Hun strammede kortvarigt sit greb om hans skuldre og smilede dumt, da hun sank ned på flade fødder igen og lod den mangefarvede trøje falde på gulvet. Svagt rystende, trak hun dog skuldrene op imod sig og gøs af den kulde, der efterhånden var krøbet ind på hende. ”Måske skulle vi bare... Ehm. Klæde os af under dynen... Og... Tæppet?” Hun så søgende op på ham og måtte helt ærligt indrømme, at han ikke var den eneste, der var akavet ved situationen, selvom hun var sikker nok op at hun ville den.

[Alistair Murray]

Alistair sank en klump, da Jessie knappede hans trøje op og trak den ud over hans skuldre. Hans del i det, var mest af alt bare at stå og kigge dumt på hende mens hun gjorde det, fortællende sig selv, at det var helt i orden, at han jo virkelig gerne ville. For det ville han, også selvom det stred dybt imod hans opdragelse.
Han ville have givet hvad som helst for et glas vand.

Han var ikke typen der sprang hovedkulds ud i nye situationer, og så meget som han ønskede, at han bare kunne gribe fat om Jessie og ryste hendes verden, så... Gik det bare ikke. Han havde kysset hende, men derfra rakte hans evner ikke rigtigt længere.
Alis ører var stadig varme, da han nikkede, selvom han ikke rørte sig ud af stedet. "... Jeg elsker også dig," fik han tilføjet forsinket, og en lille smule forhastet, med et blik der flakkede usikkert. Et forsøgende smil gled over hans læber, og han lod forsigtigt fingerspidserne glide op over hendes nøgne arm, før han bøjede nakken - et godt stykke - og plantede et forsigtigt kys mod hendes skulder.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess ville nok egentlig have været ret overrasket, hvis Alistair lige pludselig løftede hende op i sine arme (uden at vælte) og smed hende på sengen som en anden... Eh. Angiveligt som en af de mænd, der var beskrevet i hendes mors suspekte kærlighedsromaner (hun havde engang stjålet en for at se hvad det var for noget). Mere end det, så var det ikke rigtig det hun ønskede af ham, selvom en mørk, flot og overdrevet selvsikker fremmed (stalddreng) sikkert ville være vældig spændende... Eller noget.

Hun var mere end tilfreds med at Alistair blev stående uden at flygte og besvarede hendes kærlighedserklæring. Da han lænede sig frem og kyssede hendes nøgne skulder, fnes hun usikkert, men med et varmt smil. Hun prøvede at tage sig sammen til rent faktisk at lægge sig ned på sengen, men det skete ligesom bare ikke rigtig. Forsigtigt og med blikket på hans ansigt, rakte hun i stedet op og begyndte at knappe hans skjorte op. Hun havde ikke engang set ham med bar overkrop ved tidligere lejligheder og sænkede nysgerrigt blikket, som den blev synlig under hendes fingre. Et mindre, skævt smil trak op i hendes mundvige og hun rømmede sig lidt med varme i kinderne. Måske ville det have hjulpet, hvis hun bare havde drukket sig en lille smule beruset inden, men det var for sent nu.

[Alistair Murray]

Alistairs ører blev lidt varmere, da Jessie gav sig kast med knapperne i hans skjorte. Han protesterede dog ikke, eller forsøgte at hindre hende. Et antydningsvist smil trak op i hans læber, og hans hånd hvilede der, hvor hans læber for et øjeblik siden havde været. Blikket dvælede ved Jessies ansigt, selvom hun ikke så på ham, og han betragtede hende diskret nogle øjeblikke endnu.

Så faldt hans blik til sin egen hånd, og han strøg prøvende fingrene hen over den nøgne hud, før han forsigtigt listede dem ind under stroppen på natkjolen. Hans blik søgte hendes ansigt igen, lige for at sikre sig, at det var i orden, før han bøjede nakken og plantede endnu et kys mod hendes bløde hud. I samme omgæring trak han lidt ud i stroppen, indtil den gled ud over hendes skulder. Alistairs hånd endte hvilende mod Jessies overarm, som han drejede nakken lidt mere og denne gang plantede et flygtigt og ganske blidt kys mod siden af hendes hals.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess kunne ikke sige, at hun var befriet for at føle sig akavet, men det hjalp så småt på det. Hendes fingre var lettere klodsede i deres forsøg på at få alle knapperne i Alistairs skjorte op, men hun var fri for at se ham direkte i øjnene imens og fik i stedet udsigten til hans overkrop. Havde hun været fuld, var det nu hun ville have fneset tøset. I stedet smilede hun skævt og skævede op imod ham. Det var i det øjeblik, hvor han valgte at skubbe sine fingre ind under hendes strop og hun sank en klump. Hendes fortsatte smil var dog opfordrende indtil han brød øjenkontakten og hendes øjne gled midlertidigt i. Hun holdt vejret imens hendes hjerte galopperede af sted og først da han kyssede hendes hals, tog hun en hastig indånding.

Virkede den tydelige overraskelse som om hun var utilfreds, så gjorde de fingre, der fandt hans overkrop, nogenlunde det modsatte. Hun havde åbnet øjnene igen og strøg pege- og langefinger ned af samme vej, som hun lige havde bevæget sig for at løsne skjorten. Med et halvt underholdt blik fik hun gennemtygget sin egen underlæbe, før hun stoppede op og sank endnu en klump. ”Din, skjorte,” mumlede hun, imens hun forsøgte at få den gelejdet ud over hans skuldre med lettere røde ører. Ja, det blev vist ikke nemmere. Og bukserne? Fuck. Bukserne.