Død i silke-chiffon.

[Alistair Murray]

Alistair var stadig ranglet. Det var muligvis ikke helt så tydeligt, når han var gemt under flere lag strik, men så snart hans blege maveskind kom til syne, var han ikke en pumpet quidditchspiller. Til gengæld havde han en dårlig vane med at krumme sig sammen - simpelthen for ikke at rage så højt op, og gøre opmærksom på sig selv - og det gjorde ikke ligefrem noget godt for hans holdning, da han - en smule pinligt berørt - vristede skjorten af og stod tilbage i bar overkrop.

Han rømmede sig en enkelt gang, og kløede sig på armen (han havde sluppet Jess for at tage skjorten af), alt for bevidst om at hans blik blev ved med at stryge til Jessies anden strop, som - hvis den blev flyttet lidt på - ville frigøre hende helt fra natkjolen.
Det virkede grænseoverskridende, og det sidste han ville gøre, var at overskride hendes grænser, selvom hans fantasi arbejdede lystigt med at forestille sig, hvad der gemte sig bag det grønne stof. Han holdt sig dog i skindet, rømmede sig igen uden helt at vide, hvad han skulle sige, om han skulle sige noget, eller hvad der egentlig var det rigtige.

Til sidst endte han med at løfte den ene hånd, stryge Jessies hår om bag øret (uvidende om, at de fleste piger hadede den slags) og lod fingrene fortsætte ned over hendes kind, hals, skulder...
Der var den pokkers strop igen.

Alistairs blik vendte tilbage til Jessies, og han fugtede læberne en enkelt gang. Pegefingeren fulgte det smalle stykke stof, uden han gjorde noget for at hægte fingrene ind under det. I stedet så han afventende på Jess. "Må jeg?"
Ørerne blev om muligt endnu mere røde, men blikket forblev på hende.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess havde set en hel del quidditchspillere uden særlig meget tøj på i sin tid. Hun havde endda rodet rundt sammen med hele to af dem og mærket på begge deres muskuløse brystkasser. Hendes sammenligningsgrundlag gjorde dog ikke rigtig nogen forskel for øjeblikket. Hun var ret ligeglad med det faktum, at Alistairs blege overkrop ikke levede op til et eller anden Adonis-ideal (hun anede selvfølgelig heller ikke hvem Adonis var). Han var der og han var dejlig.

Hendes fingre forlod hans brystkasse og hun var lige ved i ren refleks at rette på den nedfaldne strop ved hendes ene skulder, før hun kom i tanke om at det måske ikke lige var vejen frem. I stedet blev hun stående, tøvende og med kun en lille rynke i panden over Alistair og over deres fælles nervøsitet. Hun så op på ham, klarede halsen lidt og formede et lille 'o' med munden, da han stillede et enkelt spørgsmål. Hendes ører matchede hans så fint og føltes varme, selvom hun stadig frøs.

En lille, klemt lyd forlod hende og hun nikkede langsomt, før hun rystede på hovedet med en hurtig indånding og lagde sin hånd over hans på sin skulder. ”Vent,” sagde hun, før et lille smil trak op i hendes mundvige. ”Kan du huske... Da vi aftalte ikke at være akavede i Hogsmeade? Måske... Kan vi gøre det igen?” Hun smilede prøvende, bed sig lidt i underlæben og sank en klump, før hun nikkede endnu engang og slap hans hånd. ”Ok.”

[Alistair Murray]

Alistairs blik var uvilkårligt vandret til stroppen igen, selvom han egentlig ville have holdt blikket på hendes ansigt. Da hun så slap en klemt lyd, troede han med det samme, at han havde gjort noget helt galt. Alistair ville have trukket hånden til sig så hurtigt, at man skulle tro at han havde fået stød, men han nåede det ikke, før Jessies hånd fangede den og holdt den hvor den var. Hans nakke var mindst lige så rød som hans ører, og han skulle lige til at undskylde, da Jessie afbrød ham og begyndte at tale.

Han kunne ikke påstå, at han ikke var distraheret af den bløde hud under sin håndflade, men han tvang sin opmærksomhed til at blive på hendes ord og ikke vandre hastigt fremad. Der gik alligevel nogle øjeblikke før han var helt med, og han måtte rømme sig en enkelt gang. "Jegerh... Vi kan prøve? Jeg ved ikke," han smilede svagt beklagende, uden helt at kunne love noget, og så overvejende på hende nogle sekunder endnu, selvom hun havde sluppet hans hånd.

Til sidst tog han dog en beslutning, med hendes ord tydeligt i ørerne, og løftede den frie hånd for at lægge den bag hendes nakke. Roligt - eller i hvert fald næsten - lænede han sig frem, for at kysse hende igen og mens deres læber var optagede, trak hans anden hånds fingre forsigtigt den resterende strop udover Jessies skulder.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess kom til at grine, mere nervøst end noget andet. Hun rystede på hovedet med en mine, der var lige så beklagende som Alistairs, strøg en finger over hans hånd og slap den igen med lige dele røde kinder og beslutsomhed. Da han i stedet for at frigøre hende effektivt for kjolen, først lænede sig frem og kyssede hende, lod hun sig temmelig villigt distrahere fra det akavede øjeblik. Hun hvilede en hånd imod hans brystkasse og glemte at tænke på at hun både frøs og var ved at dø af nervøsitet over at han ville se hende helt uden tøj på.

Da fingre alligevel trak den anden strop ud over hendes skulder, måtte hun derfor tage sig en smule sammen for at sænke sin hånd igen. Hendes fingre krummede sig lidt imod hans bryst, før hun trak hånden til sig og med et par vrik med begge skuldre, fik det grønne stof til at falde ned på gulvet omkring sig. Hendes mave slog kolbøtter og hun fnes usikkert ind imod Alistairs læber.

[Alistair Murray]

Alistair forsøgte at gøre som Jess bad om, og lade være med at være akavet. Det lykkedes sådan halvt, mest af alt fordi han distraherede sig selv med hendes varme læber. Hans fingre tog en chance og skubbede stroppen ud over Jessies arm, og han var ulideligt bevidst om måden hun vrikkede skuldrene på, fnes og kort efter var meget mere afklædt end for et øjeblik siden.

Han slap hendes læber for at trække vejret dybt ind, men modsat, hvad han havde allermest lyst til at gøre, rykkede han sig ikke væk, for at kunne betragte hende. I hvert fald ikke længere end at han kun lige kunne se hende i øjnene, smile skævt og så fange hendes læber igen - kæmpende med sin selvkontrol over følelsen af hendes varme, nøgne overkrop så tæt mod sin egen.
Det gik lidt endnu, før han måtte bryde væk og tage en dyb indånding eller tre. Det var så fristende at lade blikket falde bare en lille smule, og da han uvilkårligt kom til at gøre det (han var kun en mand) måtte han synke en klump. Alligevel smilede han skævt og strøg nu håret i den anden side om bag hendes øre (det stoppede aldrig), før han hvilede hånden mod siden af hendes hals. "Har jeg nævnt, at du er smuk, Jess? Fordi det er helt sikkert en forglemmelse, hvis jeg ikke har..." Alistair smilede skævt, forsøgsvist spøgefuldt, og uden at kunne ignorere, hvordan alle hans nerveender summede af forventning.

[Jessie Taylor Blythe]

Jessie vidste godt (fordi Annabel havde sagt det) at mænd ikke altid satte pris på det, når man grinede midt i noget, der skulle forestille at være alvorligt. Hun kunne dog ikke helt lade være, da den kolde luft nåede nye dele af hendes pludselig meget afklædte krop. Det virkede da heller ikke som om Alistair var enormt generet af det (at hun grinede – det andet skulle meget nødig være til gene). Tværtimod smilede han ned til hende, før han kyssede hende igen og den meget mærkelige følelse af to nøgne overkroppe imod hinanden blev påfaldende. Hun lagde den ene hånd imod hans hals og smilede lidt over hvor tydeligt hans puls kunne mærkes. Den anden endte ved hans side og hun klemte lidt om den, da han brød fri igen og denne gang så ned over hende. Varmen i hendes ansigt var allerede godt skruet op og hun sænkede selv blikket med et skævt smil, før han brød tavsheden imellem dem og fik hende til at løftede hovedet med en behagelig murren i mellemgulvet. ”Det har du nu...” Hun sank en klump, pillede lidt ved de temmelig sparsomme hår på hans overkrop og tog en dyb indånding. ”Okay... Så nu...”

Nervøs – ja, det kom ikke som nogen overraskelse – rakte hun ned og knappede den lige bukseknap op, før hun lynede dem op. Hendes hals var tør som Sahara, da hun løsnede dem i kanten og de gled ned på gulvet, præcis som hendes natkjole havde gjort. På trods af at hun var ved at dø, kunne hun dog alligevel ikke lade være med at se kortvarigt ned. Hun måtte kvæle et fnis og gemte ansigtet ved Alistairs brystkasse. ”Okay... Seng? Seng. Beskyttelse, seng. Øjeblik.” Med den intelligente ordstrøm, forlod hun ham stående der, holdt instinktivt den ene hånd over sin bare overkrop og famlede kort i den ene skrivebordsskuffe, før hun ret bestemt fik slukket lyset på værelset. Hun var halvt ovre imod ham igen, da hun kom i tanke om sine forældre og vendte om for at slå låsen til. En dyb indånding. To stk. Ok... Intet at være bange for overhovedet. Det var da kun første gang hendes mors satans besættelse af kondomer rent faktisk kom til nytte.

[Alistair Murray]

Alistair nåede i et splitsekund at tro, at han var ved at komme sig over forlegenheden. Det gik dog effektivt over igen, da Jessie gav sig i kast med hans bukser (han holdt også vejret) og han så op - væk fra hende - for at skjule, hvor rød i hovedet han blev over hendes fnis. Det var dog en håbløs kamp, for det blev ikke mindre, da Jessie fortsatte og splittet mellem trangen til at dække sig til og klø sig i nakken (det blev den sidste), endte han med at stå og glo dumt efter hende.

Det var såmænd ikke noget dårligt syn; nærmere tværtimod. Han kunne dog ikke sige sig fri for at være ramt af en smule præsentationsangst, og modsat Jessie, så havde han ikke haft... Ja, Merlin måtte vide, hvor lang tid til at forberede sig mentalt (og måske endda fysisk) på det forestående.
I stedet for at blive stående som en akavet flagstand midt i rummet, endte han med at sætte sig ned på Jessies seng og betragte hende vimse rundt, heldigvis klarende en masse ting, som hans optagede hjerne slet ikke havde styr på. Han sendte hende et skævt smil, og kløede sig lidt på den ene arm, mens han ventede på at hun blev færdig.

[Jessie Taylor Blythe]

Jessie prøvede virkelig på ikke at fnise, da hendes blik gled ned over Alistair og det var da heller ikke hånligt, at den nervøse lyd forlod hende. I stedet for at undskylde, gemte hun kortvarigt ansigtet ved hans varme overkrop og efter en løs plapren, rev hun sig løs og futtede foretagsomt rundt på værelset. Det hjalp grundigt på alt, at lyset gik ud, men hun beholdt den ene arm over sig selv og klemte fingrene sammen om den lille pakke i den anden, da hun gik over til sengen og Ali. Hun dumpede ned ved siden af ham med et skævt smil, der afspejlede det hun lige havde set på hans læber. Så kom hun til at grine lidt. Hun trykkede læberne sammen, tog en dyb indånding og lænede sig til siden, for at kunne plante et kys på hans bare skulder. ”Dine shorts er pænere end mine,” konstaterede hun ned imod hans hud, nogenlunde samtidig med, at hun droppede at skjule sine fortrin for mørket – og Alistair. ”Vi kan bytte under dynen.”

Forslaget var tydeligvis ikke seriøst, men Jess skubbede sig ind på sengen, gled ned under sit tykke ekstratæppe og efterlod midlertidigt dynen længere ude imod kanten til Ali. Hun lå et øjeblik på ryggen og stirrede op i loftet, imens hun drejede den lille, knitrende pakke imellem fingrene. Så løftede hun på sig møvede åbenlyst sine egne boxershorts af og sparkede dem ned i sengens fodende. Et spændt udtryk hvilede på hendes ansigt, som hun drejede sig rundt imod ham.

[Alistair Murray]

Alistair blev siddende på kanten af sengen, uden helt at vide, hvad han skulle gøre af sig selv. Han var uendeligt tæt på at fortryde; ikke fordi han ikke ville (det var slet ikke problemet), men fordi han havde dårlig samvittighed. Han nåede dog aldrig til at sige noget, før Jessie satte sig lige der ved siden af ham, og så snart hendes læber rørte hans skulder, glemte han alt om at ændre mening igen.

Alligevel blev han siddende nogle øjeblikke endnu, mere usikker end han ville indrømme. Hendes ord fik det til at trække halvt i hans mundvige, og han kløede sig tøvende på det ene knæ.
Det var lettere grænseoverskridende, det at skulle være helt afklædt over for en af det modsatte køn, men det endte alligevel med at han til sidst tog sig sammen, trak dynen over sig og lettere akavet gjorde kort proces med sin sidste beklædningsgenstand.

Han var taknemmelig for mørket i værelset, der skjulte hans brændende ører, men alligevel smilede han, da han til sidst lagde sig ned på siden - dynen trukket med over sig - ved siden af Jessie og plantede et blidt kys mod hendes læber. Fingrene på den ene hånd skubbede en lok af hendes pandehår væk fra panden, før de fortsatte ned over hendes hals og fandt hvile mod kravebenet. Alistairs blik flakkede svagt, men smilet på hans læber var tydeligt overbevist.
Han havde lyst til at tale, men ingen ord indfandt sig og i stedet lænede han sig frem for at kysse hende igen, mens hånden over hendes kraveben forsøgende gled en smule sydpå.

[Jessie Taylor Blythe]

Jess rykkede sig lettere akavet tættere på Alistair, da først hun lå på siden (vældig opmærksom på at tæppet ikke røg ned). Hun smilede til ham og lukkede kun øjnene i det korte øjeblik deres læber rørte hinanden. Fingre ned hendes hår, over hendes hals og kraveben fik det til at sitre i huden under dem og han trak et helt spor at sitrende nerveender, imens hun krummede sin egen hånd lidt sammen omkring den lille pakning hun havde. Heller ikke hende – sludrechatollet – brød ellers tavsheden imellem dem og først da han kyssede hende igen, forlod en dæmpet lyd hende ind imod hans læber.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var ikke ligefrem timer siden hun havde stået der i sin natkjole og håbet på at den ret fysiske form for overtalelse ville give pote. Faktisk var det en del kortere end det, men det føltes alligevel meget langt væk, som hun lå halvt krummet sammen under sin dyne og stirrede fraværende på Alistairs nøgne skulder. Et mærkeligt, dumt smil var vokset frem på hendes læber og hun undrede sig lidt over at ingen af dem havde sagt noget endnu, uden i øvrigt at vide hvad der egentlig var at sige.

Hun rykkede sig atter engang tættere på ham, kun for at kunne kysse den skulder hun havde ligget og studeret, hvilede sin ene hånd imod hans brystkasse og skævede op imod ham med et nysgerrigt blik. ”Hej...” Hun skar en munter grimasse og trommede lidt på hans bryst med fingrene. ”... Vidste du, at du er... Sådan. Latterligt awesome?”

[Alistair Murray]

Efter en kort udflugt med dynen omkring livet, var Alistair kravlet ned i sengen ved siden af Jessie igen og endte i nogle øjeblikke bare med at ligge på ryggen, og se op i loftet med et antydningsvist smil på læberne. Der var en million tanker der kværnede rundt i hans hoved, men overraskende sløvt og han kunne ikke sige sig fri for at en pludselig døsighed havde sneget sig ind over ham. Han var dog temmelig sikker på, at det stadig var adrenalin der cirkulerede rundt i hans system, og som effektivt hindrede ham i at overveje at falde i søvn.

Det havde han da som sådan heller ikke lyst til, som Jessie krøb tættere på igen og uvilkårligt voksede smilet sig tydeligere over følelsen af hendes varme læber mod skulderen. Alistair drejede ansigtet for at se på hende, og måtte slippe et muntert fnys. Uden at svare drejede han sig om på den ene side og lod armen finde omkring den rødhårede løveunge, som han i øvrigt så fuldstændigt forgabt på. "Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg anklage dig for at være fuld," kommenterede han med et af sine sjældne, drillende blikke, som fik ham til at virke knapt så tør, som han ellers havde tendens til.
Lige nu var han dog ganske tilfreds og afslappet, og havde lidt mistet den nervøsitet, der ellers havde gnavet i ham ikke længe før. Nu ville han langt hellere bare trykke et blidt kys mod Jessies pande og stryge hende let over ryggen. Selvom han smilede, sneg et alvorsglimt sig alligevel ind i hans blik. "Du er okay? Det så ud til at gøre lidt..."
Svag farve steg op i Alistairs ører, men han så alligevel oprigtigt bekymret på hende - som han også havde gjort kort forinden, men havde haft sværere ved at koncentrere sig om.

[Jessie Taylor Blythe]

Smilet på Jessies læber voksede over Alistairs muntre fnys. Hun klagede bestemt ikke, da han øjeblikket efter drejede sig om på siden og indfangede hende med den ene arm. Tværtimod var det uendelig rart og hendes blik, der mødte hans, var aldeles opslugt. Hun grinede lidt over kommentaren og hævede begge øjenbryn. Inden hun fik svaret igen med noget flabet, havde han dog tilføjet et reelt spørgsmål og hun skar en lille grimasse, før hun nikkede. ”Øm. Det er okay. Jeg vidste det jo godt.”

Hun smilede og løftede sin hånd for at stryge den over hans hals i et ømt kærtegn. ”Desuden...” Hendes pegefinger fulgte hans kæbelinje og hun fulgte den kort med blikket, før hun så ham i øjnene igen. ”... Så var jeg lige ved at overveje om det havde været smartere at være fuld, ikke? Men så ville du bare have været listig og talt mig fra det igen.” Hun smilede selvtilfredst og trak ham let i øreflippen. Et kort sekund så hun bare på ham, før hun lænede sig frem og plantede et kys på hans læber. En munter lyd undslap hende, som hun trak sig væk igen og nussede hans kind.

[Alistair Murray]

Alistair nikkede svagt til Jessies ord, uden han i øvrigt var stoppet med at stryge hende over ryggen, og sendte hende et antydningsvist smil over svaret. Han behøvede ikke spørge mere ind til det, men ville langt hellere fokusere på hendes hånd, som gled over hans kind og hendes krop tæt mod hans egen.

En munter, lavmælt latter undslap ham uforvarende og han måtte himle med øjnene en enkelt gang over hendes ord, uden dog at kunne lade være med at smile ind mod hendes læber, da hun kyssede ham. Det hvilede der stadig, da hun trak sig tilbage og blev kun tydeligere, som hun kærtegnede hans kind. Alligevel spillede hans blik underholdt og spøgefuldt, noget som signalerede, at han for en gangs skyld følte sig ganske afslappet. Det skete ikke så ofte.
Alistair hvilede panden ind mod Jessies, og lagde armen helt omkring hende, i stedet for at stryge hende over ryggen. "Hvilket ville have været den fornuftige ting at gøre, Jess..." Han sukkede, dog stadig uden at kunne skjule et smil. "Virkelig..."

[Jessie Taylor Blythe]

Jess var stor, stor fan af afslappede, muntre, drillende Alistair, der strøg hendes nøgne ryg og så på hende som om hun var lige så vidunderlig som ham. Hun kyssede præcis den Alis læber og så skævt smilende på ham, som hun trak sig væk igen. Da han hev hende ind i en reel omfavnelse, supplerede hun villigt med sin egen arm omkring hans ranglede skikkelse og så direkte ind i hans lyse øjne.

Hun himlede med sine egne, sukkede lidt og betragtede ham med et sigende blik. ”Det synes jeg stadig ikke. Jeg ville, du ville og jeg forstår ikke hvorfor det skulle være nødvendigt at vente med at gøre det til en eller anden fjern dag om hundrede trilliarder år. Beskyttelse er til for det samme.” Hun afbrød yderligere oplæg til debat fra sin egen side og smilede skævt. ”Du kunne i øvrigt godt lide det... Og altså ud over det der første, så synes jeg også det var rart. Vi er i det mindste enige om, at når først det er sket en gang, så er det ligesom dét, ing? Så vi kan gøre det igen uden at jeg behøver tage natkjole på og overtale dig? Min selvtillid crasher jo helt, hvis det bliver ved sådan og jeg er ret sikker på at det der med... Ehm. Varighed handler om øvelse.”

[Alistair Murray]

Alistairs smil falmede lidt, omend det ikke forsvandt helt, da Jessie kastede sig ud i en længerevarende enetale. Han lyttede tavst til hende, uden i øvrigt at kunne lade være med at smile lidt tydeligere, da hun pointerede at både han og hun godt kunne lide det, og han rømmede sig svagt en enkelt gang. Som hun fortsatte forsvandt smilet dog lidt igen, indtil det til sidst var erstattet af brændende ører. Han trak armen bag hendes ryg til sig, for at klø sig akavet på kæben. "Erh. Ja... Undskyld," mumlede han, og rømmede sig lavmælt igen, før han løftede hånden og lod den hvile mod Jessies hofte ovenpå tæppet.

Han var virkelig ikke god til det der med at tale åbent om ting, som ikke var noget man snakkede offentligt om, og han følte sig mere pinligt berørt end han nogensinde ville indrømme. Han prøvede at skubbe det fra sig, mindede sig selv om, at hvis der var nogen han skulle kunne tale med om det, så var det Jess. Hans blik faldt til hånden mod tæppet, pillende let ved en løs tråd. Hun havde nået at sige usandsynligt meget på så kort tid, og han var ikke færdig med at overveje det helt endnu.

Der gik dog ikke lang tid, før han så op på hende igen. "Jeg kan godt lide, hvad det symboliserer. At vente," svarede han endelig lavmælt, og næsten lidt genert (hvilket ikke gav nogen mening i forhold til det de havde overstået allerede, og at han stadig ikke havde en trevl på kroppen). "Du ved... Én person, som man bare ved er den rigtige..."
Det var muligvis en teenageagtig ting at sige, men det var han trods alt også. Og han mente det dybt alvorligt.