Problemet med koncentration

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta trak på skuldrene og strøg for 117. gang håret om bag ørerne "Hvem der end fandt på mod-besværgelsen til de kryb kunne godt have fundet på noget mindre latterligt." hun smilede skævt og begyndte at slappe af igen selvom hun lige havde indrømmet hvad hun havde overfor Amanda, som hun ikke engang kendte særlig godt "En eksplosion eller noget. Gnister over det hele. Lade den æde sig selv." hun trak på skuldrene igen og nikkede så "Det lykkedes faktisk første gang. Utroligt nok." hun fnøs semi-muntert mens et par velkendte skikkelser kom til syne på plænen bag Amanda "Det var rigelig med motivation at resten af klassen grinede bag mig vel sagtens."

Hendes blik fandt tilbage på Ravnen og hun rynkede brynene spørgende "Hvad?" hun lagde hovedet lidt på sned mens et smil sneg sig frem igen "Du ligner en der lige har fundet de vises sten." igen gled hendes blik til et sted bag Amanda og hun rakte ud efter sine støvler "Ikke fordi jeg prøver at flygte eller noget, men kan vi fortsætte en anden dag?" hun så afventende på den anden et øjeblik og fortsatte "Jeg skal nok øve mig og hvis vi kan finde en boggart vil jeg godt gøre gengæld hvis jeg kan." hun blev siddende uden at rejse sig og havde ikke mere travlt end at hun kunne vente på svar og måske aftale om en anden dag.

[Amanda Byrnes]

Amanda nikkede med store øjne til Henrys ærligt talt ret geniale forslag til variationer af en ridikulus. Eksplosioner lød godt i hendes hoved i hvert fald. For nok var hun ikke voldeligt anlagt (faktisk overhovedet), men der var bare visse ting, der virkelig trængte til en god confringo lige i ansigtet.
Men hun nåede ikke at få kommenteret på hverken dét eller være sympatisk overfor stakkels yngre-Henry og hendes leende klasse, før den anden pludselig begyndte at tage støvler på. Var det allerede tid til at bryde op?
... Havde hun ikke sørget for at holde øje med tiden?
... ... Og havde de lige brugt vigtig, planlagt besværgelsestid på boggartsnak?!
En irriteret lyd undslap hende og hun fik rejst sig som den første. Så gik det op for hende, at irriterede lyde ikke er nogen god måde at svare på andres velmenende tilbud om hjælp - endda med ét af hendes største magiske svagheder. Hun viftede afværgende med hænderne.
"Ah, undskyld, jeg blev lige.. distraheret af tiden.. vi ikke fik brugt."
Hun spidsede læberne i en grimasse, der langsomt blev til et smil.
"Men jeg synes vi skal gøre det igen. Du skal have øvet! Hver dag, helst," hun sendte Henry et alvorligt blik, "men det skal jeg også. Hvis jeg støder på én af de forbandede tingester, skal jeg sige til? Det ville være rart at prøve igen med en makker som, altså, hm, ikke har verdens mest uhyggelige... Jeg mener, for mig!"
Tilbagetog! Tilbagetog! Hun skyndte sig at pege op mod slottet.
"Skal vi følges op?"

THE END

[/blockquote]