Problemet med koncentration

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henriettas blik gled for 117. gang væk fra den opslåede bog foran hende på tæppet og i stedet ud på den flok drenge fra Hufflepuff der sad lidt derfra og tilsyneladende morede sig gevaldigt meget over et eller andet. Hun bøjede hovedet nedmod hagen for at kunne betragte dem diskret hen over solbrillerne og fangede et sekund den enes blik. Hun smilede skælmsk og blev så revet tilbage til det hun var i gang med da et vindpust bladrede hendes bog adskillige sider tilbage.

"Troldepis!" udbrød hun og skar en grimasse mens hun begyndte at bladre frem igen, uden overhovedet at kunne huske hvor hun var nået til "Hvor var vi?" hun trak solbrillerne ned midt på næseryggen så hun kunne se op på Amanda uden at behøve sætte sig op fra sin ganske behagelige stilling. På maven med benene sparkende dovent i tom luft med støvler og strømper stående ved siden af tæppet "Aquamenti, var det ikke den?" hendes blik var på vej mod drengene igen, men hun fik stoppet det, rømmede sig og så afventende på den lidt yngre Ravn.

[Amanda Byrnes]

Amanda havde sat sig i skrædderstilling græsset overfor Henrietta, for maksimalt udsyn over både bogen de læste i og sin (i mangel af bedre udtryk) elev. En elev, der ikke lod til at have forstået idéen med at læse lektier, tænkte hun og fulgte Henriettas blik over på drengeflokken. Alles øjne var på pigen liggende i græsset, men Amanda sendte dem alligevel sit bedste strenge blik og rettede sin hensunkne ryg ud i sin fulde længde (ikke synderligt meget). Så spidsede hun læberne af Henrietta, trak en smule luft ind gennem næsen og holdt det.
"Mmm. Aquamenti.", nikkede hun.
Det var vi også for 10 minutter siden.
"Idéen om at fremmane vand ud af det rene ingenting er faktisk ret interessant, særligt hvis man tænker på, at vand er forudsætningen for liv. Det kunne blive den vigtigste besværgelse du-... Henrietta?"
Amanda viftede lidt med sin ene hånd og klappede på bogen. Undertrykte sin trang til at sige noget i retning af 'har du lyst til at komme op til tavlen og skrive ned, hvad jeg lige sagde?' og lagde i stedet sit ansigt i sine mest pædagogiske folder og gjorde sig umage for at se direkte på den ældre pige.
"Hey. Så, eh, jeg ved godt, det er tungt stof. Men vi skal nok komme igennem. Okay? Ikke? Lad mig lige se dig prøve."
Hun pegede på en gennemsigtig plasticflaske, der lå i græsset mellem dem. Indtil videre var den tom, bortset noget slimet og grønligt i bunden - resultatet af deres seneste forsøg.
"Og-og-og husk nu et blødt svirp med håndleddet, ikke? Så du ikke skyder en hel fontæne ud af den stav der."
Det skulle have været sjovt, men Amandas halvhjertede grin havde en tendens til at dræbe den slags vittigheder hurtigt og effektivt.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta nikkede da hun fik bekræftet hvilken besværgelse de havde været i gang med og holdt blikket på Amanda mens hun begyndte at forklare yderligere. I hvert fald sådan cirka i fem sekunder indtil der blev hujet ovre ved drengeflokken og hendes hovede helt af sig selv, næsten, drejede sig i den givne retning. Hun havde en flabet kommentar lige på tungespidsen til at blive råbt, men stoppede sig selv med let adskilte læber da Amanda henvendte sig direkte til hende. Hun skar en grimasse og så ud som om hun lige havde spist noget grimt "Henry, ikke Henrietta, please." hun smilede skævt "Jeg føler mig som en på halvfjerds mindst ellers."

Hun lod solbrillerne sidde nede midt på næsen og holdt denne gang både blik og opmærksomhed på den anden hele tiden mens hun talte. Så sukkede hun let og krabbede sig op at sidde i skrædderstilling før hun rakte ud efter flasken. Hun holdt den op mod solen og rystede indholdet der mest mindede hende om en klump slimede alger "Det gik jo også så godt sidst." mumlede hun sarkastisk, men lænede sig alligevel til siden og fandt sin tryllestav i tasken.

Hun pustede hårdt ud og rullede med skuldrene en enkelt gang mens hun nikkede "Blødt som en barnerumpe, tjek." hun skulede koncentreret til flasken hun havde sat opret lidt foran sig og slog et svip med håndled og stav "Aquamenti!" denne gang kom der rent faktisk vand ud af det, men i så hård en stråle at flasken blev vippet en halv meter i vejret og landede lidt derfra "Hey, sejt!" udbrød hun med et smørret grin og fremviste et øjeblik hele tandrækken uden at tænke over, at hun faktisk ikke havde fået så meget som en dråbe ned i flasken.

[Amanda Byrnes]

Amanda skrev sig endnu et kælenavn bag øret, nikkede og lænede sig tilbage for at støtte sin vægt på armene og observere Henrie- Henry gøre klar til et nyt forsøg. Jess havde også været meget bestemt omkring kaldenavne, første gang de havde talt sammen. Men hverken Shaw eller Josette havde gjort nogen indvendinger endnu. Måske var det en Gryffindor-ting. Afskrivelse af fødenavn. Eller måske havde de bare allesammen komplet afskrivelige navne...

Men Amanda fik ikke tid til at fundere mere over Gryffindorernes finere navngivning, for i samme nu besluttede en plasticflaske at flyve forbi skulderen på hende (i pæn afstand fra hendes ansigt, men ikke desto mindre) og lande i græsset bag hende med et blødt dump. Vandstrålen, der fulgte med, ramte mere uheldigt og lavede et par våde pletter på hendes stribede top.
"Eihh!", nåede hun at udbryde, og så: "Åh.", da det gik op for hende, at det faktisk ikke engang var så slemt. Det var en varm dag, solen ville hurtigt tørre dén smule vand. Hun var knap så glad for den pludselig opmærksomhed fra herregruppen, hendes lille udbrud havde ført til og skyndte sig at kigge på Henry i stedet.
"Det var, hrm, det var faktisk ret sejt. Aquamenti er ikke så nem. Men det sværeste er alligevel kunne skelne mellem brandhane - du ved, brandhane? Rød ting med vand? - og vandhane."
Hun rodede lidt med hænderne og forsøgte at fortrænge endnu et smørret-smil-som-følge-af-egen-(ringe)-vittighed.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta havde så travlt med at fryde sig over rent faktisk at have fået vand manet frem og med at se underholdt efter raketflasken, at hun først belv opmærksom på vandet der havde ramt Amanda, nogle sekunder efter. Hun smilede skævt og så et øjeblik reelt brødebetynget ud, men måtte samtidigt rømme sig for ikke at komme til at grine. En lille munter lyd slap dog alligevel over hendes læber mens hun sænkede hånden med tryllestaven uden at slippe den "Undskyld. Det var ikke lige planen du skulle være i skudlinien." hun rømmede sig igen, skævede mod Grævlingene og smilede skævt igen.

Hun kom alligevel til at grine smørret da Amanda ikke tog det personligt og tilmed lavede sjov "Fontæne, brandhane. Jeg kan det hele." gav hun igen, lagde sin tryllestav i græsset og rejste sig for at hente flasken igen "Jeg tror faktisk jeg fik et par dråber ned i den." hun dumpede ned i skrædderstilling foran Ravnen igen og vippede lidt med flasken hvor det grønne snask nu var smurt op over siderne indvendigt "Næste forsøg, ikke.." begyndte hun ledende og lænede sig lidt frem mod den anden med et konspiratorisk blik "Så sigter jeg på dem." hun vippede diskret med hovedet i retning af drengene "Mr. Wet-t-shirt, Hogwarts stil. Det er lige det vi mangler."

[Amanda Byrnes]

Amanda var ikke helt sikker på, om Henry nu også virkelig havde fanget hendes mening med de forskellige slags haner der, men hun ville helst heller ikke ødelægge den andens entusiasme og endte derfor med at nikke til hende. Omend med et smil, der var mere tøvende end godt var.

Amanda var sjældent en del af pranks, og det var der en meget meget simpel grund til: Hun kunne ikke holde masken. Som i, overhovedet ikke. Dette indebar også alt fra at lyve til at 'glemme' lidt af en sandhed til at forholde sig i ro, når et intetanende offer var lige ved at spise den fortryllede kage. Det stod simpelthen bare ikke på listen over hendes kompetencer. Så da Henry foreslog sit diabolske plot, skete der pludselig ting og sager med den yngre piges ansigt.
Først og fremmest fik hun spærret øjnene op til en grad, hvor de begyndte at minde i utrolig grad om hendes kæleugles. Så kastede hun blikket over mod drengeflokken, stadig med halvpanisk mimik, ikke én, eller to, men tre-fire gange i træk.
"Henry," hvislede hun og kiggede igen, "er du sikker på, det her er en god idé? Jeg er ikke sikker på, det her en en god idé!"
Det var omtrent her udfaldet af den andens plan faktisk sank ind, og Amandas ansigt begyndte at lyse op som føromtalte brandhane. Til gengæld mindskedes hendes protester betydeligt.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henriettas i forvejen smørrede smil blev endnu bredere over det paniske udtryk der bredte sig på Amandas ansigt "Nej, du har ret. Det er ikke en god idé." begyndte hun, mens hun kneb øjnene tænksomt sammen og så over mod omtalte drenge igen "Faktisk.." fortsatte hun drævende og trak den med fuldt overlæg før hun igen så hende i øjnene med et blik der lyste af narrestreger "Så er det en genial idé. Hvis jeg selv skal sige det." hun samlede sin tryllestav op fra græsset og vippede den mellem fingrene "Spørgsmålet er hvem af dem vi helst vil se med gennemblødt t-shirt." hun lagde hovedet lidt på sned og så overvejende på de fire drenge.

Efter et øjeblik eller to, talte hun igen "Callahan eller Spalding?" hun pegede staven diskret i retning af hver af de omtalte drenge før hun så på Amanda igen "Eller måske Meade. Hvad synes du?" hun havde umiddelbart ikke tænkt sig at gøre alvor af badet til nogen af dem, men tanken var underholdende og hun havde fuld tro på, at hun ville kunne snakke sig ud af situationen, skulle hun alligevel, helt tilfældigt, komme til at rette en vandstråle mod en af dem.

[Amanda Byrnes]

Amanda så Henrys udtryk, trak sine knæ op hagen og vendte sig meget resolut med ryggen til flokken, mens hun kiggede meget intenst på en plet græs.
"Detvedjegdaikke,hvorforspørgerduoverhovedetmig.", hvislede hun over skulderen, "Og det var meningen vi skulle træne besværgelser. Ikke risikere vand-krig!"
Men hun tog alligevel sig selv i at skæve over mod flokken endnu en gang eller to, bare for at se om de fattede mistanke. Ikke for at regne ud, hvem en hypotetisk våd T-shirt ville klæde bedst. Men én af dem - Spalding, så vidt hendes navnehukommelse rakte (dvs. ikke ret langt) - fangede helt uanmeldt hendes blik, og Amanda fik pludselig atter travlt med græsset.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta trak på skuldrene og sænkede staven igen uden at det smørrede smil veg en tomme "Hvis jeg øver mig og det tilfældigvis rammer Spalding, så er det vel stadig træning. Blandet med en smule hændeligt uheld." hun hævede begge øjenbryn og formåede at se ganske overbevisende uskyldig ud og på samme tid stadig have et blik der kun lovede ulykker.

Hun så et øjeblik langt efter drengeflokken der nu var i opbrud og sukkede så opgivende "Undskyld. Det er bare så tørt." hun lod sig falde bagover med et teatralsk suk og kom så til at grine over sin egen utilsigtige vittighed "Aquamenti, tør. Jeg ender med at dø af grin over mig selv." hun fnøs meget lidt piget og blev liggende med blikket rettet op i de drivende skyer "Jeg gjorde det ikke blødt nok, vel?" hun spændte i mavemusklerne og løftede hovedet for at kunne se på Amanda igen med en lille rynke over næsen "Hvorfor kan det ikke bare være lige meget hvordan man svipper med sin stav?"

[Amanda Byrnes]

Amanda fulgte Henrys blik og sammen betragtede de drengeflokken, der snart forsvandt fra græsplænen. De sukkede samtidig: Henry opgivende, Amanda lettet (måske med en knivspids skuffelse, hun ikke havde tænkt sig at stå ved lige foreløbig), og sidstnævte gik over til at betragte sin ældre elev falde på ryggen i græsset. Hendes fine hvide ærmer, tænkte Amanda, men kom så i tanke om det halve dusin forskellige husholdningsbesværgelser, hendes mor havde terpet ind i hende siden hun var gammel nok til magi.

Og Henry? Hun havde efterhånden bare lyst til at klappe Henry. Klappe hende på hånden og sige 'så så, det skal nok gå'. Efterfulgt af en ordentlig opsang i tag-dig-nu-sammen stilen. De to impulser stredes i hende et øjeblik og resulterede i, at hun fik klappet den anden på knæet. Lidt for hårdt.
"Øhm...", hun trak tøvende hånden til sig igen, "Nej, det var stadig lidt for... Skarpt.", sagde hun, og tilføjede som svar på det nyeste spørgsmål: "Fordi der er besværgelser til enhver situation og næsten hver eneste besværgelse har variationer. I stemmen. I bevægelsen. Det er sådan, vi skelner mellem dem og sådan vi lærer dem. Og først når de helt rigtige bevægelser sidder i kroppen og de helt rigtige ord sidder på stemmen, der kan vi bruge dem."
Det kunne have lydt poetisk, havde det ikke været for hendes strikse stemmeføring. Overraskende nok havde Amanda betydeligt færre problemer med at kigge direkte på folk, når hun havde teori eller en lektion som katalysator. Og lige nu var altså Henry den heldige (nogen ville være uenige i dette adjektiv) vinder af hendes udelte opmærksomhed. Og intense øjenkontakt.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta så på Amanda et øjeblik før hun slappede af i mavemusklerne igen og lod hovedet falde med et nyt suk. Hun var tavs, noget der ikke skete særlig tit faktisk, indtil hendes ene knæ fik et klap og hun hævede sig op på albuerne for at kunne se på den anden igen, med et let spørgende blik. Hun rynkede på næsen og nikkede da der også fulgte ord efter knæ-klappet "Jeg synes ikke det var så skarpt."

Hun tav igen da Amanda fortsatte og lod hende tale ud. Denne gang uden at tage blikket fra hende eller lade sig distrahere på anden vis. Hun lyttede rent faktisk og vendte det hele i hovedet, uden dog helt at kunne følge Ravnens interesse og entusiasme, selvom hun egentligt gerne ville. Hun sad tilbage med en lille rynke på næseryggen og prøvede virkelig at forstå "Jeg er bare ringe til det der blide og bløde. Jeg er bedre til at slå hårdt." hun stablede sig op at sidde igen og så halvt undskyldende på Amanda "Jeg er virkelig glad for du gider det her. Bare så vi har det på det rene." hun smilede klædeligt og strøg håret væk fra ansigtet "OKay.. giv mig et forsøg mere, uden at skulle ramme ned i flasken måske?"

[Amanda Byrnes]

Amanda forstod det godt. Sådan set. Besværgelser var ikke noget nemt fag, uanset hvor ligetil alle de dygtigere ældre elever og lærere fik det til at se ud. Der var terpearbejde, overraskende meget terpearbejde, kvælende meget terpearbejde, for alle, der ikke lige var besværgelsesgenier fra barnsben. Det var Amanda ikke - hun brød sig ikke om begrebet 'geni' i det hele taget - og det var Henry... Heller ikke. Og den eneste kur var øvelse, til man på det nærmeste (og sommetider på det bogstaveligste, det kom an på formularen) var blå i hovedet. Og det var hér, Henrys problem lå (og Jess' for den sags skyld). Ikke i hendes mangel på talent, men i hendes mangel på vilje til at blive ved, selv når det ikke var sjovt mere. Og det var dén del, Amanda havde sværest ved at forstå. Og måske også, selvom hun gjorde sit bedste for at være sød, tilgive.

Men trods alt dette, var hun glad for at kunne hjælpe (især fordi hun fik lov til at være 'læreren') og hun sendte et anerkendende smil i den andens umiddelbare retning, før hun atter lagde ansigtet i seriøse folder.
"Selvfølgelig prøver vi igen.", sagde hun bestemt, "Vi prøver, indtil det virker."
I hendes øjne, der ellers oftest var flygtige, kunne man finde den beslutsomhed, der virkelig mente indtil det virker om det så skal tage hele dagen og natten med. Men noget sagde hende, at den pædagogiske middelvej, var mere rigtig for Henry:
"Men du må gerne prøve at øve sig lidt uden flasken først. Jeg sidder her og kigger, okay?"

[/Blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta smilede igen og så en smule lettet ud. Så nikkede hun, sukkede dybt og rankede sig "Ja.." sagde hun, ikke helt overbevist og gentog sig selv i forsøget på at gøre det, med bare en lille smule overbevisning "Ja, det gør vi." hun skar en lille grimasse og rettede så lidt "Jeg. Jeg gør det. Det er mig der har den gamle krage på nakken fordi jeg ikke lige får en fjer til at svæve i vatter." hun fnøs og kom alligevel til at smile smørret.

Hun hævede sin stav igen, mens stoppede så og så tænksomt på Amanda med en lille rynke i panden "Faktisk.." begyndte hun og lagde hovedet lidt på sned mens hun gjorde en lille pause for at være sikker på hun havde Amandas opmærksomhed "Er jeg komplet urimelig hvis jeg spørger om du gider vise mig det et par gange?" hun strakte benene ud foran sig og smilede skævt "Jeg er meget bedre til at lære noget hvis jeg har det mellem hænderne. Jeg kan ike helt greje at få det fra teori.." hun pegede på en af bøgerne "..til praksis kun ved hjælp af en støvet bog."

[Amanda Byrnes]

Amanda ville gerne have grinet med. Hun ville så hjertens gerne have deltaget i Henrys små fnys og smil og jokes om strikse besværgelseslærere. For hun havde set sine klasse- og kollegiekammerater være på samme måde: Klage over de mange timers studier og øvelser, der gentog sig og gentog sig til man var ved at kaste op over to små ord, som Wingardium Leviosa. De virkede endda oprigtig lede og kede af hele affæren, sommetider.
Men sagen var den, at sommetider, når man selv tog noget for givet, var det svært at indse, at andre fandt det svært. Og Amanda var ingen undtagelse: Hun havde aldrig haft store problemer med at fejle første gang, og anden, og tredje, og sjette, og tiende... For hun vidste, at der altid lå en løsning gemt et sted derude i fremtiden.
Så hvad hun gav Henry, var et lidt tøvende smil og endnu et nik (den slags kunne man ikke give nok af), mens hun virkelig forsøgte at sætte sig ind i, hvorfor den ældre elev ikke bare svingede staven én gang til.
"Okay. Jeg prøver. Men... Altså, jeg har fået at vide, at jeg er langsom. Så... Ja. Accio flaske."

Det var ingen løgn. Selv med flasken i hånden, tog det flere minutter for den yngre Ravenclaw at genopfriske sine håndbevægelser og mumle udtalen af besværgelsen (til hendes forsvar, var den en forholdsvist ny del af pensum). Men endelig:
"Aquamenti.", sagde hun med overraskende myndig stemme og et forfinet lille håndledssvirp, af den slags, der skal laves 1000 gange før det sidder. Den lille flaske i hendes hånd udstødte en gurglelyd og fyldtes så op, ganske, ganske langsomt.
Amanda kunne ikke helt skjule et stolt smil, da hun atter kiggede på Henry.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta lyste op i endnu et ganske klædeligt smil da Amanda indvilligede i at vise hende besværgelsens praktiske udførelse, også selvom den reelt set ikke var en del af hendes pensum endnu, men først ville blive det efter sommerferien. Hun tog en dyb indånding og rynkede brynene koncentreret (så koncentreret som hun kunne være på nuværende tidspunkt i hvert fald) og forholdt sig tavs mens Amanda kaldte flasken til sig.

Lige dén besværgelse var hun sikker på hun selv kunne i hvert fald. Hun kunne mange, men bare ikke lige så mange der ikke var enten elementære eller blev anset for knap så seriøse. Uanset betragtede hun Amandas forsøg opmærksomt, kun for at se det ikke kun blev ved forsøget men lykkedes den anden ganske nydeligt. Hun skar en lille grimasse af ærgelse, men blikket hun sendte Ravnen var anerkendende "Hvis jeg nu havde dit talent for det her, så ville det være meget nemmere." hun smilede skævt og løftede så sin tryllestav igen "Hvordan gør du så?" hun slgo et svip med håndleddet uden at følge det op med nogen ord til besværgelse "Sådan?" hun så afventende på den anden igen.