Problemet med koncentration

[Amanda Byrnes]

Amanda havde tilladt sig at kigge stolt på flasken en lille tid. Den var fyldt med grumset vand, men hun forvissede sig selv om, at det ville have været klart og lækkert, hvis flasken havde været ren. Lige nu lignede det søvand. Det blev Henrys kommentar, der fik hende til atter at se op - denne gang med et udtryk af forbløffelse.
"Men, Henry...", begyndte hun indtrængende og ignorerede den andens forespørgsel for nu, "... du har jo talent! Se på dig selv!"
Hun slog ud med armene, tryllestav i hånd, mod hele hendes formfuldendte figur i græsset.
"Jeg ved ikke, hvor meget du har øvet dig, men hvis dit eneste problem er, at mangle forfinelse efter et par forsøg? Det er altså virkelig ikke dårligt!"
Som før etableret, var Amanda ikke typen, der let var i stand til at lyve. Og det var da også ordenes ærlighed, hun gjorde sit bedste for at lade skinne igennem. Sommetider var nogen individer (ingen nævnt, ingen glemt) bare så fandens dygtige, at det var alt for let at glemme, at det faktisk var magi, de havde med at gøre. Vaskeægte magi, som mugglerne stadig anså for alt for fantastisk og umuligt til at kunne eksistere. Det gav ikke mening, at det skulle være nemt.

Hun samlede sine tanker sammen og kiggede igen over på sin elev. Det var måske ikke det bedste sted at lade samtalen hænge, så hun tilføjede:
”Og hvis det hjælper noget, kunne jeg ikke lave en Riddikulus. Om det så gjaldt mit liv.”
Hun sagde det med mere seriøs mine end hun havde tænkt sig og skyndte sig at fingere med sin skuldertaske.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta så op med rynkede bryn og så undrende på Amanda over det udbrud der kom i stedet for et svar "Jaer, men.." begyndte hun undvigende, med et halvt smil trækkende i mundvigende og tav så igen mens den anden fortsatte. Rynken mellem hendes øjenbryn blev lidt dybere og det var tydeligt hun ikke var helt overbevist. Alligevel var hun smigret og et øjeblik så hun næsten forlegen ud. Ikke noget der ellers lå til hende "Hvis du siger det." hun skar ansigt og strøg det mærke hår væk fra ansigtet igen "Jeg tvivler på ham den gamle i vores timer er enig med dig. Han er konstant på nakken af mig for ikke at tage det alvorligt." hun rynkede indigneret på næsen "Og det gør jeg altså!" bedyrede hun, smilede skævt og tilføjede så "Det meste af tiden i hvert fald."

Hun så ned da Amanda tav, ikke særlig opsat på at øve mere, selvom hun lige havde fået ros hun ikke synes hun fortjente. Så kom hun til at grine og så op igen med det sædvanlige glimt i øjnene "Det er en af dem jeg rent faktisk kan i søvne." hun blottede tænderne i et smørret grin "Jeg forestiller mig bare en.." hun bed sig selv af, fik rent faktisk røde kinder og skar en grimasse "Ikke noget. Det er åndssvagt." mumlede hun og havde ikke helt tænkt sig at indrømme hvad en boggart rent faktisk havde taget form af de gange de havde trænet med dem i timerne.

[Amanda Byrnes]

Amanda var ikke helt sikker på, hun tog Henrys ord om koncentration for gode varer. Men dette gjaldt nu ikke kun den ældre Gryffindor, snarere.... Samtlige Gryffindors. Faktisk. Måske havde det noget at gøre med at gå på et kollegium, hvor de fleste havde en interesse i fagene og resten bare lidt kunne finde ud af dem alligevel? Hun vidste det ikke. Men hun satte pris på den andens taknemmelighed alligevel, selvom den ikke var alt for åbenlys.
Og hun var begyndt at spidse ører, da Henry talte videre om Riddikulus. Faktisk havde hun lænet sig fremad i interesse. Det gav i grunden god mening, at en så boblende personlighed kunne lave dén formular uden problemer...
"Nej, vent hvad!"
Måske var det bare noget, man kun kunne lære med en vis personlighedstype. Men Amanda havde ikke lyst til at tro på, at visse formularer simpelthen var umulige for hende. Der måtte være et trick, der kunne læres. Det var der altid!
"Hvad? Hvad gør du? Det kunne være vigtigt!"
Hun stak armen i tasken og rodede efter papir og pen, mens hun skiftede holdt øje med Henry og hænder.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta skar ansigt og vred sig, tydeligt ukomfortabel, i sin siddende stilling da Amanda ikke bare lod emnet glide. Det var nok også for meget at have håbet på siden hun selv havde bragt det op og hun rystede igen på hovedet uden mere end at skæve op "Jeg tvivler. Det er ikke noget og virkelig lamt." hun kradsede i en fold i sine bukser og tænkte som en gal på noget der kunne ændre emnet, eller bare dreje det væk fra at hun blev nødt til enten at fortælle hvad hendes boggart ville tage form af, eller være tenderende ubehøvlet og nægte at sige noget.

Hun fulgte Amanda med blikket mens hun hev papir og pen frem og kunne alligevel ikke lade være at smile en smule underholdt "Jeg troede det var mig der skulle tage noter?" hun rømmede sig og sukkede så dybt mens hun slog ud med begge hænder "Hør.. det er ikke noget særligt. Virkelig." hun snoede beklemt en mørk krølle om en finger mens hun så halvt undskyldende på Amanda "Og du dør af grin hvis jeg fortæller dig hvad den boggart forvandlede sig til." hun skar ansigt igen og lod hånden falde "For det var skide fedt at stå foran hele klassen og blive grinet af." hun himlede med øjnene og så igen beklagende på den anden.

[Amanda Byrnes]

Amanda måtte synke, fysisk synke, et par gange i et forsøg på et kvæle dén brændende nysgerrighed, der var ved at tage hold i hende. Hun havde meget vel lagt mærke til den andens små bekymringstegn; snoning af hår, himlen med øjnene, den slags... Men dette her gjaldt en besværgelse, hun fandt virkelig, virkelig svær. Og dum. Og Henry virkede lige som typen, der ville have styr på den og hun kunne ærligt talt ikke forstå, hun ikke havde tænkt over det før, på den anden side var det jo egentlig planen, det var Henry der skulle være eleven i dag...
Amanda skar en lille grimasse over sig selv, men skyndte sig at lave den om til en mere medfølende mimik i den andens umiddelbare retning.
"Altså. For det første," begyndte hun, "synes jeg ikke, boggarter er noget at grine af."
Det var sandt.
"For det andet... Så, eh, kender jeg godt følelsen. Faktisk, lidt. Vi lavede øvelsen på tredje år, praktisk og det hele, og, ja, min besluttede sig for ikke at være ret truende, når de andre var til stede. Så."
Det var ikke engang hendes mening at lade sætningen dø ud i æteren, det skete ligesom bare af sig selv. Amanda besluttede sig for at plukke et par græsstrå i stedet, sirligt og ét for ét.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta fnøs. Dog mere opgivende end underholdt denne gang og pillede stadig beklemt ved en usynlig fold i sine bukser "Nej." hun skar ansigt før hun fortsatte "Og alligevel er den eneste måde at få dem til at pakke sammen ved at gøre grin med dem." hun så op igen med et tænksomt blik og hovedet stadig lidt på skrå mens hun lyttede. Det kostede dog en smule overvindelse at blive på emnet da hun selv talte igen "Min var underholdende.." begyndte hun og skar endnu en grimasse "For alle andre end mig. Faktisk er det ligefør jeg synes det var værre at blive grinet af, end det var at stå overfor en overdimensioneret gulerodsgnasker med rovdyrtænder der.."

Hun bed sig selv abrubt af og slap en lille punkteret lyd "Fedt." mumlede hun med dryppende sarkasme og gloede indædt på sine bare fødder mens hun ventede på Amanda også ville begynde at grine. Hvis hun altså lagde to og to sammen. For at komme det i forkøbet trak hun på skuldrene og så op igen "Jeg ved ikke hvorfor lige Riddiculus kommer nemt. Jeg har aldrig tænkt over det. Måske føles den bare mere.. brugbart, end de her. Mere håndgribelig. Giver det mening?"

[Amanda Byrnes]

Amanda havde blot nikket, alvorligt og opgivende til Henrys første ord. Hun kunne heller ikke ved Merlin forstå, hvordan det måske mest nederdrægtige væsen i den magiske verdens eneste svaghed var den mest latterlige formular, der var blevet opfundet. Det var ikke fair. Det var simpelthen på randen til ikke okay.
Men hun holdt størsteparten af sin harme for sig selv, også fordi den anden faktisk var kommet til at fortale sig og hendes nysgerrighed atter sparkede sig selv igang!

"Ventventvent."
Hvis Henry havde regnet med, Amanda ville være hurtig til at gennemskue hendes boggart... Ja, lad os bare sige, at man ofte blev skuffet, hvis man satte alle sine penge på hendes hastighed. Den ældre Gryffindor havde faktisk nået at tale helt færdig, før den yngre piges hjerne havde samlet tilpas meget data. Lige nu havde hun fået øje på Henrys T-shirt, hvor to store, hvide ører stak op over et par blå smækbukser. Hun kiggede. Et stykke tid. Så løftede hun langsomt en hånd og pegede.
"Vent. ... Sådan én der?"

[/justify]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta opgav alt håb om at hendes fortalelse ville gå ubemærket hen da Amanda bremsede hende og pegede mod hendes t-shirt. Hun skar en tydelig grimasse og lod sig falde tilbage med en opgivende lyd da hendes ryg ramte græsset. Hun løftede begge hænder og lagde dem over ansigtet for at skjule sine brændende kinder "Det er komplet latterligt. Jeg ved det godt." mumlede hun halvt irriteret, men allermest pinligt berørt.

Der gik et øjeblik før hun lod hænderne falde igen og i stedet stirrede op i den blå himmel. En enlig sky var dovent på vej hen over den. Endelig sukkede hun dybt og satte sig ubesværet op igen. Hendes blik fandt hurtigt Amanda og var en smule bedende "Kan vi godt holde den mellem os?" hun strøg semi-nervøst begge hænder gennem sit hår og så ned med endnu en grimasse "Det er virkelig åndssvagt og jeg hader det." hun plukkede anspændt flere totter græs op af plænen før hun så op igen "Jeg har helt ærligt ikke lyst til at den kommer ud over hele skolen."

[Amanda Byrnes]

Da Henrys blik fandt hende, havde Amanda begge hænder oppe for munden i et forsøg på manuelt at tørre et smørret smil af ansigtet. Det var lidt som om, ansigtet ikke helt lystrede og hun kiggede på Henry med et udtryk, der på én eller anden måde var lige dele dyb beklagelse og morskab.
"Undskyld...", sagde hun i samme stemning og en let fnisen undslap samtidig, "Undskyld." Og så, med et lille dask på eget ansigt, fik hun hevet seriøsiteten ned over sig igen:
"Så. Stop. Det er ikke sjovt.", mumlede hun, halvvejs til sig selv, nu med den mest seriøse mine, hun kunne mønstre. Og så, til Henry: "Jo. Selvfølgelig, jeg skal nok holde det hemmeligt. Lover det!"
Med løftet fulgte et toneleje så gravalvorligt som æren for en ridder. Amanda så måske ikke sig selv som en ridder, direkte, men hun holdt dog sit ord, om det så kostede hende en del værdighed. Hvilket var sket ved mere end én lejlighed.
"Men... Men Henry... Jeg griner ikke mere, det er slut!... Men... Hvorfor?"

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta bøjede sig forover og skjulte ansigtet i hænderne igen da Amanda, rimelig meget som forventet, begyndte at grine. Det var ikke fordi hun græd eller noget andet i den retning, men hendes kinder blev meget hurtigt varme nok til at hun var helt sikker på at de var brændende røde. Hun havde for en gangs skyld ingen smarte kommentarer på tungen, men mumlede bare dæmpet og utydeligt med de mørke krøller faldet frem foran ansigtet.

Først da Amanda begyndte at irettesætte sig selv, trak det forræderisk i hendes mundvige og hun løftede hovedet lidt. Bare lige nok til at kunne skæve op til den yngre pige "Tak.." mumlede hun og skar en svagt ydmyget grimasse. Hun var dog ikke i tvivl om at Amanda ville holde hvad hun lovede. Det ændrede dog ikke på at hun græmmede sig grumt over situationen og et øjeblik havde haft lyst til at krybe i et musehul.

Hun sukkede og strøg håret om bag ørerne mens hun rettede sig lidt op og slap en opgivende, punkteret lyd "Lang, åndssvag historie der inkluderer mine retarderede brødre og et langøret psykopatdyr med røde øjne." hun skar ansigt igen og plukkede selvbevidst flere græstotter op "Og mig selv omkring tretten år yngre."

[Amanda Byrnes]

Amanda sad pænt og ret op og kiggede på sin ældre medelev med al den sympati, hun kunne mønstre. Hvilket, overraskende nok, viste sig at være ret meget. Den stakkels Henrys ansigt havde fået samme farve som en peberfrugt - og ikke én af de der forfærdelige grønne eller gule nogen - selvom hendes hår dækkede udsynet til det meste. Hendes kropssprog talte nu sit tydelige sprog, og Amanda kunne kun undre sig over, hvorfor hun gjorde sig anstrengelser for at skjule det overhovedet. ... Uden tanke for, at hun gennemgik de præcis samme handlinger i situationer, hvor hun selv var til skamme.

"Så var du hvad, tre?", spurgte hun med en blid stemme, der kun var en anelse forurenet af dén hun brugte til nøgtern udregning, "Alting er meget større, når man er tre."
Det sidste blev til gengæld sagt i hendes allermest nøgtern og logiske stemme, den hun brugte til problemløsning, og det fremgik af tonefaldet, at så var dén sag ligesom klar. Selvfølgelig kunne barndomsfrygt hænge fast hele vejen op til sjette år. Ikke ligefrem værdigt... Men hey.
"Det er okay, hvis du ikke vil fortælle mig om det. Jeg har ikke engang nogen brødre, så jeg kan ikke nikke og sige 'ja ja de er nogle lømler, sådan nogle'...", hun besluttede sig for, at nu var et godt tidspunkt at lægge hånden på Henrys knæ, "Men, du ved, du siger bare til hvis du, altså, har lyst til at fortælle mig historien."
Det var, hvis hun selv skulle sige det, meget flotte bånd, der her blev lagt på hendes nysgerrighed. Guldstjerne til Amanda.

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta nikkede som svar for så at skære endnu en grimasse der tydeligt fortalte, at uanset hvor lille hun havde været, så fandt hun det skide pinligt at hun var bange for kaniner. Hun pillede beklemt ved en løs tråd i sine bukser mens Amanda fortsatte. Hun endte med at trække på skuldrene mens hun tvang sig til at se op igen og strøg håret om bag ørerne "Der er virkelig ikke så meget at fortælle." hun slap en opgivende lyd og slog ud med den ene hånd "Det er næsten det mest latterlige."

Hun hun tav et øjeblik eller to med blikket på Amandas hånd på sit knæ og vidste ikke helt om hun skulle finde den beroligende eller intimiderende. Efter en hurtig indånding fortsatte hun dog alligevel "Vi havde fået en kanin som vi skulle være fælles om at passe, men den bed mig en af de første dage. Det var sikkert min egen skyld, men det var nok til at jeg ikke ville i nærheden af den." hun smilede skævt og rettede sig op "Tim og Aeron mente åbenbart det var skide morsomt og ville drille mig, så de lagde snotdyret ned i min seng. Ingen af de gamle opdagede det før jeg blev puttet og ti sekunder efter skreg som om jeg blev slagtet fordi jeg ikke kunne komme ud af sengen og væk fra kaninen der var ligeså panisk som mig og bed og kradsede." hun skar ansigt igen igen og måtte tage sig sammen for ikke at gyse "Virkelig..virkelig.. lamt, men det eneste jeg kan huske er bare de der røde øjne og at det sved når den rev mig."

[Amanda Byrnes]

I al den tid Henry talte, sad Amanda tavs og kiggede på hende med alvorlige (og bare en smule ublinkende) øjne. Hendes øjenbryn trak sig kun en anelse sammen, da den anden gøs, og det til trods for, at hun faktisk udmærket besad fantasien til at forestille sig noget fremmed og pelset og ondt. Og så igen... Kaniner.. Nej, hun havde lovet at lade være.
"Jeg forstår det godt. Tror jeg. Selvfølgelig ikke helt."
Det lød ufølsomt. Lød det ikke ufølsomt?
"... Foordi det var dig, der oplevede det og du var lille og det kan jeg ikke sådan sætte mig ind i. Mente jeg."
Hendes smil var kejtet og kun koncentreret i venstre side af hendes ansigt, men det var dog et smil. Og selvom hendes blik måtte tage en omtur fra Henrys øjne til omgivelserne med jævne mellemrum, gjorde hun sit bedste for at kommunikere, at hun faktisk var glad for denne tillidserklæring. For det var det vel. Var det ikke?
"Så... Du har været nødt til at lave ridikulus på et hun løftede begge hænder foran sig som for at angive en størrelse i nærheden af 'lille melon' lille pelsdyr?"

[/blockquote]

[Henrietta Owens]

Tag: Amanda Byrnes - Outfit: Here

Henrietta skar endnu en grimasse, men så ikke helt så ydmyget ud som for lidt siden "Mhmm.." nøjedes hun med at brumme for at vise hun ikke havde taget udtalelsen personligt. Det kunne ikke blive meget mere personligt som det var. Hun rakte op og lod den ene hånds fingre glide gennem de mørke krøller, mest af vane, før hun nikkede igen "Yup.." hun smilede og kom næsten til at grine ved tanken da hun vendte den og så på det fra Amandas synspunkt "Men til mit forsvar så var den ikke så lille." hun skuttede sig svagt og genkaldte sig alt for nemt hvad boggarten i sin tid havde manifesteret sig som "På størrelse med en velvoksen hun, med øjne der ikke bare var røde, men glødede og tænder der var sylespidse."

Hun tav et lille øjeblik og så sig rundt. Selvom hun havde indrømmet det mest pinlige hun kunne komme på overfor Ravnen, var det ikke ensbetydende med hun synes resten af verden skulle høre det. Hun smilede svagt da hun igen så tilbage på Amanda "Du kan selv forestille dig hvor meget resten af min klasse morede sig. Og det blev ikke ligefrem bedre ved det jeg forvandlede den til bagefter." hun rystede på hovedet og kom alligevel til at slippe en næsten munter lyd for så at svare på det spørgsmål der lå mellem linierne uden opfordring "En chihuahua i klovne-kostume."

[Amanda Byrnes]

Endnu engang lyttede Amanda opmærksomt med hovedet en anelse på skrå. Det var helt underfundigt, hvordan Henry, selv når hun viste sårbarhed og fortalte om noget ydmygende, stadig kunne være så cool.
Dette var selvfølgelig en strøtanke, som hun strøede pænt ud til højre til senere analyse. Senere. Lige nu fulgte hun den andens blik rundt i periferien af deres græsplæne, udmærket bekendt med kvalerne ved at have eventuelle sladderspioner i nærheden, men ingen af betydning var at se. Drengeflokken fra før vendte nok heller ikke tilbage foreløbig, hvilket nok i virkeligheden var godt det samme. Hun kunne godt forestille sig, at denne særlige type Grynffindor-pige, ville have nogle problemer med at indrømme pinlige episoder med den slags i nærheden. Eller med at koncentrere sig i det hele taget...
Endnu en strøtanke. Virkelig, Amanda, er nu virkelig tidspunktet?
Hun rømmede sig diskret. Og nikkede alvorligt til Henrys beretning, særligt den del med klassens morskab.
"Det jeg ikke forstår", sagde hun så med ægte fordømmelse, "Er hvordan nogen som helst overhovedet kan tro, det er muligt at gøre sin største frygt til noget... Sjovt."
Hun havde tænkt overraskede meget over emnet.
"Men du.. Gjorde det? Eller hvad, var det dine klassekammeraters latter, der-... Åh."
I tegneserier er el-pæren altid symbolet på en idé, og kigge man godt efter, kunne man pludselig se en metaforisk el-pære lyse op bag Amandas pludselig vidtåbne øjne.

[/blockquote]